Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

V.

– Prokuratoren paa Haug og den unge Fernanda havde Dag om anden mangen Samtale, slig de sad derinde i Prokuratorens Stue, og Prokuratoren leded disse Samtaler, at han derved kunde faa et Indblik i den unge Piges Sind. Den gamle Prokurator kunde nok sige sig, at hendes Sjæleliv havde faaet en Brist i en tidlig Alder, at hun var blit træt af Livet, før Livet begyndte, – og ret ofte maatte den gamle Prokurator ryste paa sit fine Hode, slig han kjendte det igjen fra en anden – den Opblussen og Synken sammen, Uroen og Sløvheden. Den gamle Prokurator vilde ikke slippe, vilde ikke lade uforsøgt – som han sagde selv: At give det unge Menneske tilbage til Menneskelivet. Dog – Veiene vidste han endnu ikke. Men finde dem vilde han.

«Har du smukke Broderier, Fernanda?» spurgte Prokuratoren hende engang.

«Nei, jeg broderer aldrig,» lød Svaret.

«Du læser vel mange Romaner da?» Og erindrende et Par unge Piger fra sin egen Ungdom fortsatte han opmuntrende: «Jo, jeg ved det nok – du er en god en Nar efter Bøger. Det første, du gjør, er rigtignok at blade dem gjennem i Haab om at finde noget om Kjærlighed. 25Men er saa Lykken dig huld, og du finder, hvad du søgte, da dukker du dig ned i den Bogen baade sent og tidlig – ja, du staar for den Sags Skyld gjerne op midt paa Natten for at læse i Maanelyset, og er det Vintertid, da ligger du paa Knæ foran Ovnshullet med den evindelige Bogen i Haanden. Kort sagt: Du ved vist ikke, hvordan du bedst skal faa ødelagt dine smukke Øine, lille Ven min?»

Hun saa bedrøvet paa ham, fordi hun maatte svare: Nei, hun læste aldrig.

«Men hvad bestiller du da egentlig, min Pige?»

– Saa fik han da lidt efter lidt vide, at hun ligesom Faderen og Søstrene kun henslængte Dagen, og om Aftenen spilled Pindespil, – og han forstod, at der havde hun ogsaa en Rem af Huden – i sin Ulyst for Arbeide. Han vidste sagtens, Prokuratoren, at Dovenskab var Roden til alt ondt, og hvad han nu derfor først ønsked, var at fremkalde hendes Interesse for noget, hun kunde arbeide med.

«Ser du Jordens Vidundere, Fernanda?» sagde han da til hende en Dag og tog nogle Blaaklokker op fra Marken. «Se den fine Stængel, hvordan den bærer de lyse Blade og Blomsten med den yndige Form. Se det grønne og det blaa, hvor det forener sig harmonisk, som havde det en Sang at synge.»

«Aa, Prokurator,» svarte hun dengang med 26en overmodig liden Latter, «Blomsterne kjender jeg dog bedre end du!» Hvorefter hun nævnte ham Bægerblades, Støvveies og Støvdrageres Antal paa de forskjellige Blomsterslægter, og bad ham saa tælle efter, om det ikke var rigtigt. Og Prokuratoren maatte give hende Ret: Hun vidste langt bedre Besked om Blomsterne, hun end han.

«Men naar du kjender dem saa godt, Fernanda,» sagde han, «da maa du ogsaa pleie disse dine smaa Venner og øge deres Skjønhed, paa det at du kan faa dobbelt Glæde af dem. Lav dig nu et langt Bed ved Gans Husvægge – – ei, hvor det vil skinne i Solen, du, naar de lyse, deilige Blomster blomstrer udenfor det sortgraa Gan.»

Da blev hun næsten mørk, og nu talte hun ikke, som den gamle Prokurator havde ventet:

«Eier vel vi Gan?» sagde hun. «Skal vel vi forskjønne vor Slægtsgaard, naar den ikke længer er vor fremfor alle Retter? Nei, ødelægge den skal vi heller. For naar v i ingen Glæde har af den, da skal heller ingen anden glædes ved den. Nei, jeg saar ikke Frø i Gan Gaards Have.»

– Slægten, Slægten, – tænkte Prokuratoren, – værst er det dog, naar den blir siddende paa sin egen Ruin. – Men det var ikke der, han vilde begynde med hende, derfor paatalte han ikke denne Gang hverken Ordenes Bitterhed eller Ufornuft, men sagde blot: 27«Saa nytter det vel heller ikke at be dig stelle i Haven her paa Haug? Det er trist. Den gamle, skrøbelige Prokurator vilde saa gjerne ha skjønne Blomster udenfor sit Vindu.»

Jo, for Prokuratoren vilde hun gjerne plante, da vilde hun rode i Jorden baade Morgen og Kveld.

– Gud velsigne hende, – tænkte Prokuratoren, – kunde jeg rydde Ulændet i hende for haarde Stene og Rødder af Slægtstræet, da vilde den unge Fernandas Sjæl selv bli som den herligste Have. – Men med hver Dag, som gik, vidste Prokuratoren, at det Rydningsarbeide vilde bli en vanskeligere Sag, end nogen i Verden skulde tro ved første Syn af den unge Pige med det tilbageholdne og enkle Væsen.

«Kjære Barn,» sagde han til hende en anden Gang – «noget jeg ikke kan like ved dig, er dit Navn. Vilde du ikke ogsaa selv heller hede noget andet?»

«J-o,» svarte hun eftertænksomt. «Men da vilde jeg hede noget saa vakkert, at jeg vist aldrig faar Tag i det.»

«Du skal se, vi finder det alligevel,» mente Prokuratoren. «Vælg nu: Vil du hede noget italiensk?»

«Nei, nei.»

«Noget russisk?»

«Nei, nei.»

«Noget fransk?»

«Nei.»

28«Noget angelsaksisk?»

«Nei.»

«Noget germansk?»

«Aaja.»

«Noget norsk?»

«Ja.»

«Noget af din egen Slægt?»

«Ja.»

«Gyrild – Brynhild?»

«Nei.»

«Fernanda?»

«Ja.»

«Men Fernanda – Navnet er nu slet ikke norsk, min lille Ven!»

Hun tænkte sig lidt om, var øiensynlig kommet i Vildrede, og da Svaret kom, faldt det igrund, som Prokuratoren havde tænkt:

«Det faar bli Fernanda alligevel da, Prokurator, naar vi ikke kan finde det deiligste, saa» –

«Men sæt nu, at vi alligevel fandt det deiligste?»

Hun saa paa ham lidt fra Siden:

«Men naar jeg nu engang er døbt Fernanda, saa maa jeg jo ogsaa hede det,» kom det tilslut.

– Det kjender jeg igjen, – tænkte Prokuratoren. – Altid, altid det samme Omkvæd, det halvsløve: Hvad mig er beskikket, det maa jeg tage – hvad jeg er blit, det maa jeg være – hvad jeg er skabt til at gjøre, det maa jeg gjøre. – «Nei, nei,» udbrød han høit 29«Hvad du selv vil, det kan du, hvad enten det er et Navn eller en Skjæbne, du vil bytte.»

– Og saa – for at komme lidt væk fra dette høitidelige, fandt Prokuratoren allerede samme Dag ud et Tilnavn for hende – Mona – Fernanda Mona! Mildned kanske ikke der det sidste med den bløde Lyd, hvad det første forbrød? – Fernanda Mona! –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.