Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

VI.

Gangaupernes skjønne Forhaabninger om at faa en Gut, sort eller rød, til Lærer, gik op i Røg – tiltrods for de to Søstres Henstilling til Prokuratoren angaaende denne saa vigtige Sag. – Han kan jo ikke lære Jer at neie, – havde Prokuratoren indvendt med paataget Alvor. Og saa var da Lærerinder kommet og atter reist den ene efter den anden – Gauperne skulde hele sit Liv more sig ved Tanken paa disse Bydamers Skjæbne der paa Gan Gaard.

– Jomfru Hanke, Prestedatteren, sad stille og forpint i en Maaneds Tid og anstrengte sig for at presse sin beskedne Visdom ind i Gaupernes Hjerner; hun vilde perfektuere deres Ortografi og lære dem Begyndelsesgrundene i Fransk. Ak, hvor de to haabefulde Søstre da gjorde sig umulige og vrængte Mund, naar de 30udtalte de fremmede Ord! Saaledes at deres Lærerinde tilsidst i sit Hjertes Enfold fandt ud at burde beklage sig for sine Elevers naturlige Opdrager, Jon Torsen. Men der mødtes kun Jammeren af en anden Jammer: – Aak, aak, – forlød det fra Jon Torsen, – jeg ulykkelige Mand! Ikke bare har jeg min egen Svagelighed at trækkes med, men ogsaa de Pigebørnene. Aak, aak, jeg usalige! – Dog ønsked han gjerne, at Jomfru Hanke og han ved et Parti Pindespil nærmere skulde drøfte Gaupernes Uopdragenheder, og hvad dermed var at gjøre. – Jomfru Hanke spilte Pindespil med Jon Torsen en eneste Aften. Men da fik hun travelt med Afreisen.

– Jomfru Pettersen var en pebret, ældre Mø, der fremfor alt satte Pris paa zirlige Manerer. I Henhold hertil gav hun Gansøstrene hver Eftermiddag en Lektion i Plastik. Oppe paa den store Sal bredte Jomfru Pettersen sine Skjørter ud, neied og tripped jomfrunalsk paa Taa med gratiøs svaiende Overkrop. Men efter kom Gauperne tramlende paa Hælene. – Første Gang havde hun da vendt sig om og seet paa dem i hellig Forfærdelse, og Gauperne havde tilsyneladende taget sig sammen: – Nei, Omforladelse, vi mente ikke slig! – for saa næste Gang at ramle efter hende som Bjørnefødte. Da var Jomfru Pettersens Mund blit stram i Vigerne, og hun havde hyttet til dem, før hun atter svinged ivei over Salsgulvet; men Gauperne lod Advarselen uænset; nu satte de til Forandring 31Hælene først i Gulvet og siden Taaspidserne, saa der frembragtes to Slag for hvert Skridt. Men saa var ogsaa Jomfru Pettersens Taalmod dødsdømt, hun bruste frem som en ærgerlig Høne, og før de to Gauper fik Suk for sig, havde de hvert sit røde Mærke paa Kindet. Det skulde hun nu alligevel ikke gjort; for nogle Dage senere slog hun sig halvt fordærvet ved et Fald nedad Stentrappen, – og det Faldet, paastod hun selv, skyldtes den ene Gaupe, som havde sat Fod fremfor hende.

– Jomfru Fyn havde et stort og deiligt Haar, men fik altid Borr i det. Borrene baade faldt ned paa hende fra Vinduerne og kom farende langveis fra. Hun kunde ikke skjønne det i Begyndelsen, det med de Borrene. Kjære, saa fuldt af Tidsel her maa være, tænkte hun engang, – at Vinden blæser dem om som andre Avner! – Kvelden, naar hun greied sit lange Haar, havde hun saant utroligt Besvær med dem – Borr, Borr og stadig Borr! Hun vikled og pusled, saa træt og udslidt som hun var efter Dagens utaknemmelige Arbeide, og oftest endte det med, at hun maatte rykke dem ud med Magt – om ikke klippe. – Det er bare saa rart, at jeg ikke ser dem fare om i Luften, – tænkte hun senere. – Det er bare saa rart, at de altid kommer, der jeg er. – Men om en Stund vidste hun ikke sin arme Raad, da Borrene begyndte at hjemsøge hendes Hode Natten med, og hun blev dem var Morgen efter 32Morgen som andre Styggelser filtret ind ved Haarroden. – De er saa rent djævelske, de Borrene, de har Modtager og Klør, og de gjør Haaret stygt, – og den lille Jomfru Fyn kom i Tanker om en, som havde rost hendes Haar, sagt, det var Havfruhaar, hun havde. Herregud, nu blev det snart ikke værdigt det Navnet længer, det blev tustet, uden Fald, noget langt og noget kort – som Gaupernes! Hun blev utaalmodig, og stadig utaalmodigere over de Borrene, og der fæstned sig en Angst hos hende, – Verden blev fuld af Borr, hun ikke mærked, før det var forsent. Og saa begyndte hun at fryse ved Synet af dem, ligesom enkelte, der kommer i Frost ved Synet af Edderkoppe. En Dag i Skoletiden forekom det hende gjentagne Gange, at den ene Gaupe sad med noget fælt i Haanden, en stor, skrækkelig Klump af noget ufatteligt; men det var hende ikke muligt at komme paa det rene – undertiden maatte Gaupen have det gjemt i Fanget! – Den ene Gaupe skjøv sin Skrivebog frem, og Jomfru Fyn bøied sig over den – –

«Jomfru Fyn
har bare Borr
og ikke Haar

– paa Hode» – ramsed den anden Gaupe med bred Mund – og klasked idetsamme noget imod hendes Tinding. Den ulykkelige Jomfru Fyn griber sig med begge Hænder op til Hodet, føler Borr, stikkende klæbrig, en hel Haug af dem, 33skjærer med engang Tænder og dukker Ansigtet mod Bordpladen, – friskner til, mærker Borren paany og faar Rykninger i Lemmerne, idet hun vildt river Kladden ud af Haaret og kaster den paa Gulvet. –

Saa reiste da ogsaa Jomfru Fyn: – Gud hjælpe hende for Gan med alle dets Tidsler og Borr, hun magted saavist ikke være der længer. –

Og glade var Gauperne, nu trodde de sig fri og ledige som sine Navnesøskend i Skogen, nu vilde de rigtig ærte Studene og gjøre alt det, som kunde faa Nerverne til at ryste.

Ude i Havnehagen stod en Bjerk, hvis svære Grene luded langsmed Marken. Ti Skridt sprang Gauperne frem paa Jordet med Hoi og Raab. En, to, tre var de oppe mellem Grenene, naar Studene kom sættende. Blege som Bjerkebarken blev Gangauperne af Rædsel; men de lo og skreg og stak ned paa de rasende Dyr med Stokke. Ærte Studene maatte de. Ærte! Ærte!

*

Men bedst som Gangauperne ærted og nød Friheden, fik de Petter Mønsaas, Omgangslæreren, en Omgang paany.

Petter Mønsaas kom en Lørdagseftermiddag agende i en Kjærre. De to Gauper tog imod ude ved Grinden:

«Goddag, Gnaver,» sagde de til ham med en mindre hensynsfuld Henpegen til hans to forladte Fortænder i Overmunden. «Sandelig skal 34vi ikke lukke al Verdens Lærdom ind i Hodet, akkurat som vi nu lukker Grinden paa dig» og som de udtalte det, slap de Grinden paa ham. Da blev Hesten staaende tvers over Veien, og Petter Mønsaas dumped fra Sædet og ned i Bunden paa Kjærren.

«Det er rigtigt,» skreg Gauperne – «sæt dig lavt du, saa dætter du ikke ned. Ja, sæt dig endda lavere!» Og de aabned Baglaaget paa Kjærren og forsøgte at trække ham ud. Gnaveren klorte sig fast til Kjærrekanten:

«Forbandede Tøsunger,» savled han indædt. «Fordømmede, fordømmede,» og han stritted magtesløs imod, «værre blir I for hver Gang, jeg er her,» og han kom paa Glid sammen med Høet i Kjærrebunden, seiled lempelig til Jorden; dernede blev han først liggende lidt og summed sig med Benene i Veiret, men sprat saa op i sin fulde Høide:

«I skal faa det tusenfold igjen, skal I,» gneldred han. Gauperne skraallo: «Du er jo bare en simpel Omgangslærer du! Gnaveren! Gnaveren!» Gnaveren klødde sig i Hodet. Men pludselig fik han et Glimt i Øinene mod de to Gauper, uden et Ord gik han hen til Krattet, trak sin Kniv op og skar et stort Bjerkeris.

«Ser Jomfruerne det her?» sagde han, pludselig sød i Stemmen, da han kom tilbage.

– Jo, Gauperne saa det – det var kanske til ham selv?

«Vi skal faa se, hokken det er til,» mente 35Gnaveren. «Her er voksne Tøse, som endnu ikke er kommet over sligt noget.» – Hvorefter han laaste Riset ned i en Skuf, og efter denne Time aldrig forsømte at tage det med sig paa Skolen:

«Her er Riset, og der er dokker to – og saa faar vi da begynde,» lød Gnaverens daglige Formular. Gauperne skjæved nok til hinanden, men følte sig slet ikke sikre for de der myge Kvistene paa Bordet, og holdt Maade med sine Galskaber Undervisningstimerne ud, ja, fandt sig endog stiltiende i hans gamle Vane at tygge paa deres Fletter, mens de sad og skrev. Saa hevned de sig rigtignok senere paa Dagen ved at smelte Skofedt i Suppen hans, strø Eitemaur i Sengen og lægge Begkladder paa de Stoler, hvor Gnaveren pleide at sætte sig. «Havde han ialfald havt ordentlige Tænder,» sagde de, «saa skulde vi lettere ha baaret over med hans lange Næse og mørkringede Øine.» – Men saaledes som det nu var, og – det ene med det andet – var der ikke Endskab paa alt det, de to Gangauper fandt ud for at plage Gnaveren. Tilsidst gik deres Kaadhed saa vidt, at de bored Hul i Døren til hans Soveværelse, leded en Snor gjennem det Hullet hen til Gnaverens Seng og knytted Snoren fast der til en Snip af Dynen. Den Nat kom Gauperne til lykkelig Kundskab om, at Gnaveren var mørkræd, slig de hørte ham puste tæt af Forfærdelse, idet de ved Hjælp af Snoren langsomt drog Dynen af ham. Og 36dette deres vellykkede Skræmselsforsøg anspored til fler.

«Hjælp, hjælp – hjælp i Nøden,» hvæste og peb han som en Ugle en Nat og kom styrtende, just som han var, nedover Trappen og ind i Jon Torsens Kammer. Der sak han plat ihop paa Gulvet og blev liggende med enkelte skjælvende Snøftninger:

«Hjælp, hjælp – hjælp i Nøden.» Og Jon Torsen reiste sig op i sin Seng med Dynen om Skuldrene og stemte i med, uden dog at vide, hvad var hændt:

«Herregud trøste og bære! – Hjælp, hjælp i Nøden!» – Og de havde hjulpet hinanden i Nøden de to Helte, og ynked sig i Fællesskab den hele Nat.

Men saaledes fortalte Gnaveren det til Fernanda, da hun den Aften kom fra Prokuratoren:

«Jomfru Fernanda, Jomfru Fernanda, her er da en utrolig Styghed i dette Huset! Hørte dokker ikke, hvordan det næsten skræmte Vettet af mig inat? Og har dokker faat Spurlag paa, hvad jeg saa? – Gud bære, saa fælt et Syn – et grønagtigt Dauninghode med Varme ud af Næse, Mund og Øine – akkurat da jeg letted paa Øienlaagene, fordi det smaldt i Dørklinken – var det kommet der, stod og gliste midt inde i Kammerset hos mig, ja, snart kom det nærmere og snart gled det længer bort, og om Kindbenene holdt det sig med Hænder, Klør eller sligt no – – hu hau, jeg er sjuk af det endda.»

37Fernanda Mona, der havde et Nys om Sagens indre Sammenhæng, kunde ikke bare sig for at le af ham. Fortørnet og ivrig tog da Gnaveren i:

«Hvorfor ler I? Hvorfor finder I da det saa latterligt, at her viser sig Syner og onde Aabenbarelser? Hvorfor finder I da det saa uligt, at her gaar Ondskab igjen, her Djævelen er saa hjemstelt og kjendt – her et saa slet Menneske har levet? – Ved dokker ikke, at den som i Livet stod i Pagt med Fanden og hans Gjerning, den faar ikke Fred efter Døden?»

«Jeg ved ikke, at nogen slig har levet her paa Gan,» svarte nu Fernanda Mona noksaa mut.

«Ved dokker ikke om hende, som drukned i Sjøen? Der løi dokker nok forsvarlig.»

Da sagde Fernanda Mona med engang dødsens alvorlig:

«Om hende ved jeg nok, hun stod ikke i Pagt med Fanden, som du sier, mer end du og jeg.» Og i pludselig opflammende Vrede: «Fy skam dig, Mønsaasen – det er nok du, mener jeg, som er i den Ondes Vold, du, som snakker ilde om en Død!»

Men Gnaveren skalv i – efter sin Opfatning – retfærdig Harme:

«Uret er Uret, Sandhed er Sandhed, Barnemorderske er Barnemorderske, hvormeget I end forsøger at pudse paa og dække til,» raabte han hvast. Holdt saa braat inde ved at se Fernanda 38Monas Ansigt, der var blegt og med Øine, der frøs sig ind i hans.

– Naa, slig – var det slig, – mumled hun. «Men du tar nu alligevel feil med det Spøgeriet. For det var nok foranstaltet af dine egne Elever, det – jeg saa dem hule ud et Græskar her forleden og sætte Lys indi!» – Naa slig, – var det slig med hendes Faster Rikka! –

Saa havde Fernanda Mona faat Øie paa den røde Haand i Oljetrykket.

Men lykkelige var Gauperne: Da Gnaveren reiste, loved han høitidelig aldrig mer at komme igjen til slige Lærlinge. Og nu havde ogsaa Prokuratoren opgit dem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.