Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

VII.

At Jon Torsens Sygelighed siden Konens Død var omdannet til en Slags Elskovstrang, skulde ikke vanskelig sees paa hans gustne Hudfarve og ustø Gang og de kjertelsvage Øines urene Plirr, naar de streifed Kvinderne – helst dog de, der saa sunde og stærke ud og havde et blidvorrent Væsen. Men for den Sags Skyld kunde han ogsaa finde noget tækkeligt ved enhver, naar han blot ante en viss Medgjørlighed og Slaphed ved hende. Slige lod han kalde til sig, og han narred sig indpaa dem med sin 39Sygdom, han fortalte om sine Plager med slæbende Stemme, alt imedens han tilfældig kiled hen paa deres Bryst og Hals: – Aak, de var vel ikke saa naragtige, at de var rædde ham, en svagelig Stakkar? Han mente bare, at de var pene – – han mente bare, han vilde gi dem Godord og sligt – – hvorfor var de da saa haarde og ubarmhjertige mod ham, som Gud havde paalagt Straffedom streng nok i et skrøbeligt Legeme? Aak aak, han trængte dog ogsaa lidt Godhed i denne Verden. – Forøvrigt havde Jon Torsen efterhaanden lært sig, at de ikke saa nøie maatte se hans Ansigt, disse Kvindfolk, at det maatte være saa i Tusmørket, han havde dem for sig, samt at Penge, Fleskeskinker og rudete Tøier blødgjorde Sindene – – saa fik nok Jon Torsen Lov at føle lidt rundt omkring paa dem, klype lidt, kjæle sig – Søtevæne, mer fordred han jo ikke!

Men slige Ting liker Kvinden daarligst af alle. Ja, om det saa var de fede Enker, der havde Barn i Hobetal og sagtens ikke skulde blues for noget paa den skabte Jord, saa saa de skamfulde ud, naar Jon Torsen havde havt dem i Stuen. Derfor med Jon Torsen som med Rundbrændere flest: Grunden for, at han ikke fæsted sig ved nogen, kunde i Regelen henføres til den Omstændighed, at heller ingen fæsted sig ved ham. – Og var nu ikke den halvgamle Kaie kommet til Gan paa Vaarparten det Aar, 40saa var alt gaaet bra. Dog var Jenten hverken blidvorren eller fed, men knoklet og mokant; fordi hun var vant med at sætte sig i Respekt hos Studene, havde hun Væsen som en Grenader, og fordi hun havde mistet Overtænderne, havde hun en Undermund martialsk som en gammel Oldenborger. Men Jon Torsens Beundring dæmred allerede fra første Stund, da han sad i Vinduet og saa, hvilke svære Høfanger hun kunde presse mellem Arme og Overkrop, – den tiltog, da han nede i Fjøset kiled hende med et Høstraa under Næsen og saa, hvor hun kunde nyse, Jon Torsen maatte tørre sig over Ansigtet med Trøieærmet, – og sandelig skulde ogsaa den Ting hænde, der bragte Jon Torsens Beundring til at slaa ud i lys Lue.

Det var, da han en Dag kom tittende bagom Buskene i Havnehagen, med det Formaal at sætte sig ved Siden af Kaie, knibe hende i Siden og le rigtig godsligt – hehehe! da hørte han Brølet af den ene Stud, og Kaie, som skjændte paa den. Forsigtig gløtted Jon Torsen mellem Kvistene, og der blev han staaende og huke i Knærne af Rædsel – – Kaie sad mellem Hornene paa Studen; den kasted og kimsed med Hodet for at blive hende kvit, ulte høit oppe i Fistelen undertiden, hylte i Raseri; men godt fastklemt sad Kaie og ligesaa olm som Studen:

«Tvi vøre dig,» skreg hun og klasked den paa Halsen med sin flade Haand. «Tvi vøre dig – tvi!» spytted hun.

41Jon Torsen kunde ikke dy sig for Latteren; saa ræd han end var, gabte han lydløst og slog sig paa Laarene.

«Aa, sitter du der borti Buska, Jon,» skreg hun idetsamme paa Maafaa, «saa skal du heller komme fram og hjølpe me! – Tvi, tvi vøre detta Bæste!» – Da slap Jon Torsen forsigtig Kvistene tilbage og skyndte sig hjem for i Tryghed at sende Kaie Undsætning. – Men efter dette Skue derborte i Havnehagen var da, som sagt, Jon Torsen fangen for Alvor. Nu ikke længer paahængelig og klinagtig, ofred han uden at fordre, – rusled dagstøtt med bankende Hjerte og Brystsukker i Lommen bort til Udhavnen, gik kveldstøtt ned i Fjøset og sad der paa Melkekrakken, mens Kaie, hans Elskede, maaked, saa Gjødselen skvat. Aak, Jon Torsen! Han var ganske henført af den Deilighed. Saa inderlig gjerne maatte Kaie for ham faa alle de rudete Tøier, vævet af Uld fra alle Gangaardens Sauer, og al den Lin, som kunde dyrkes paa Akerne, og alle de Fleskeskinker, som paa Boden fandtes, og – ham selv med – aak! selve Jon Torsen, – hvis hun vilde. Og derom tænkte han just spørge hende en Kveld borti Havnehagen.

– Han var kommet daslende som vanligt og stansed ved Gjærdet. Bortover i Buskeskyggerne laa Kjørne og jorted og svansed med Halerne, henover det grønne Græs faldt Solskinnet i Flekker, opover Bakkeskraaningen surred Klæg 42og Fluer i en bred Lysstrime, og øverst deroppe paa Bakketoppen sad Kaie med røde Halvstrømper paa Benene. Jon Torsen nølte med at klyve over og hørte sig i Leksen:

– Kjære Kaie, du faar bli her paa Gan nu i al din Tid – som Kjærring – jeg mener: som Kone – ligesom til mig. For du, som greier en sint Kjaar, du kan nok greie lidt af hvert, du staar ikke fast i et Knibetag – du, som ikke lar dig forknytte, naar du sidder mellem Hornene paa Ganstuden, du lar dig nok ikke forknytte af nogensomhelst Tingen i Verden. Og du, som kan røgte Kjørne, du kan nok ogsaa røgte andre Donter. – – Ja ja, det gik med Ordene – han var godt fornøiet – bare hun nu samtykked. – «Kai-e – Kai-e,» raabte han gjennem Næsen, «her kommer jeg og du,» og gav sig elskovsør til at klyve over.

Hun raabte noget, at han maate vogte sig for Studene.

«Pyh, har jeg ikke seet Stude før? Tror du, jeg er slig en Rædhare, du?» spurgte han overlegent og gav sig raskt ivei opover Bakken; for – sandt for Dyden, – stak det i Frieren, – om hun nu skulde se ham som no’n Krake. I det samme fik han Øie paa det brede Oksefjæset lige imod sig, og han skvat tilside:

«Hufda!» og fægted med Armene.

Oksen satte i et stygt Brøl.

Hun raabte noget, at han maatte staa stille.

43Jon Torsen orked saavist ikke staa stille, men tog til at løbe. Da fik Oksen Lyst paa ham og kom efter.

Da raabte Jenten noget om, at han skulde braasvinge.

Tilfældigvis gjorde han det, fordi der stod en Stubbe iveien.

Saa raabte hun noget om, at han skulde gribe fast i Halen. Men da greb Jon Torsen ikke i Oksehalen, men i sig selv, idet Studen raste forbi. Og i næste Sekund var den der paany, tog Jon Torsen paa Hornene, og slængte ham, let som et Jeppetræ, langt nedover Bakken.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.