VIII.

Der kan siges om Mennesker, der lever sit eget Tankeliv, at de fanges af de ydre Begivenheder, naar disse danner et Led i deres egen Tankekjæde; men ellers glider Begivenhederne dem forbi som et Straa i Vandet.

Den unge Fernanda tog ikke megen Del ved at se Jon Torsen forslaat blive baaret tilsengs fra sin Frierfærd i Havnehagen. Derimod kom hun, bedrøvet for noget helt andet, til Prokuratoren en Dag og spurgte:

«Prokurator! Har du noengang holdt af 44et Menneskeminde, slig at det aldrig kunde beplettes for dig?»

Og Prokuratoren svarte lyst:

«Mangfoldige Gange: Far og Mor, en Søster, en ung Pige fra min Ungdom – en af dem, jeg fortalte dig om, som altid vilde læse, hun som læste lige ind i Døden, – og mange, mange andre Bortgangne lever for mig i det rene Lys, som ingen Menneskehaand kan ødelegge. Men husk: Mindet om en Død har ogsaa saa stærkt et Værge, det er Døden selv, som staar der og lar Skinnet af sin Lygte falde som Glorie om al den Bortgangnes tilbakelagte Livsene Færd.»

«Saa har du da aldrig mærket, hvor ondt det er, naar Mindet om en kjær Afdød blir styggere, des mer du stirrer paa det?»

Der fór en Sky over Prokuratorens Ansigt:

D e t har jeg ogsaa mærket.»

«Har du da i dit Indre søgt efter Unskyldninger for den bortgagne Synder, Prokurator, saa at sige – gnedet for at faa Rusten af Nøglen, der fører ind til Blodkammeret? Eller har du grøsset og slængt den langt vekk fra dig, fordi du ikke frugtesløs vilde sværte dig selv – for dig selv?»

«Du mener, om jeg har vovet et Forsvar i Strid med mig selv, eller ikke? Visselig. – Forresten, naar vi nu snakker om sligt, maa jeg tænke paa en Kamerat fra Studietiden, han var bondefødt og med en snu Sans til at se det store i det smaa, han sagde altid: – God Sag har 45fast Grund. Tvilsom Sag hviler paa et Vippebret. Slet Sag er ikke Procedure værd. – – Men nu var Tingen den: Fyren fandt aldrig, at nogen Sag kunde kaldes slet. Han paatog sig alt, og han klarte alt. – Nu! Ett er imidlertid at kunne snu og vende op ned, gjøre sort til hvidt, som mange kalder det, det er Juristens Kunst, et andet er at se det hvide i det sorte, det er Menneskevennens Kunst, ikke hverken at dømme eller fordømme, men forstaa og bære over – da vil man med hin Jurist neppe kalde nogen Sag i Verden for slet.»

«Ikke heller Rikka Torsens?»

«Ikke heller Rikka Torsens,» bekræfted Prokuratoren fast.

Den unge Fernanda gik nærmere hen til ham, og nu hun først havde nævnt sine Tanker ved Navn, bad hun:

«Fortæl mig noget, Prokurator! – Nei, det er ikke af Nysgjerrighed, jeg spør; men fordi hendes Levnet ikke maa staa for mig som en af de slette Sager i Verden. Fortæl mig, saa jeg ser det hvide i det sorte!»

Den gamle Prokurator betænkte sig et Øieblik:

«I faa Ord fortæller jeg dig det,» sagde han saa. «Hun, du nævnte, hun var bundet i Slægts og Skyggers Baand, hun synded for den Slægts Skyld, som leved, – hun forbrød sig for den Slægts Skyld, som laa skrinlagt – for den havde fostret Stoltheden i hende. Hun led Helvedeskvaler paa Jorden.»

46«Gavebrevet, Prokurator,» skjød Fernanda aandeløs ind, «og Livstidsbygselen – er det fra hende?»

«Det er det. Hun gik til Aga og sagde: Giv mine Slægtninge de to Dele, og jeg skal gaa væk fra Gan, saaledes at aldrig nogen faar Ram paa min Medskyldige. Han indvilged, og hun reiste over Sjøen. – Jeg ved nok, man kan sige, det var den store Nemesis, som kom over hende derude, slig at hun aldrig skulde naa over. Men hvordan det er: Det gode, hun gjorde for Eder, før hun reiste, det kunde hun ligesaa godt ha vendt mod sig selv. Naar hun ikke det gjorde, var det, fordi hun eide af den store Opofrelsesevne – – det maa mindst af alle «I paa Gan» nogensinde glemme, Fernanda Mona.» – –

I de nær paafølgende Dage mærked Prokuratoren nu, at den unge Fernanda var urolig tilsinds. Hun kom uafbrudt med Tale, som viste, hvor opfyldt hun var af, hvad Prokuratoren havde fortalt: – Om hun, som var forulykket, ikke havde skyldt sig selv mer end andre? Om hun ikke havde syndet mest mod sig selv? Om hun ikke havde gjort mest godt ogsaa mod andre ved ikke at tynge dem med Velgjerninger? – – Saaledes spurgte den unge Fernanda om saa meget, og der var slig Gjæring i hende, at da hun en Formiddag ikke kom, kjendte Prokuratoren hendes Fravær som en Lettelse. Han saa hen til det sorte Gan en enkelt 47Gang: – Ak du elendige Jon Torsen, der ligger du da nede med al din Skrøbelighed, og der findes intet Menneske, som sørger over dig – ikke engang min unge Fernanda, der dog ellers har et godt Hjerte for den, som lider. Ja, der gaar hun nu og tænker rundt og rundt. Hm, lad hende da tænke, enhver Tanke maa ha sin Tid. – – Alligevel forløb der ikke meget af Dagen, før Prokuratoren begyndte at undres over, hvor hun blev af.

Solen brændte ude i Haven, saa Blomsterbedenes Jord slog Sprækker, og der var ingen barmhjertig, som tænkte at gi Planterne Vand.

– Hvad? Tænker hun sig saa glemsom idag, – mumled Prokuratoren, – at hun forsømmer Blomsterne. – Og da Aftenen kom, savned han hende. Han gik alene ude i Haven, hvor Blomsterne hang saa modfaldent med Hoderne. Der var øde iblandt dem som paa en Kirkegaard. Der skalv nok en Varme som af Liv, der skulde leves; men snart vilde den svinde ud i det fortærende Intet, – og den gamle Prokurator trak Aanden langt, idet en Sammenligning slog ham: – Hvor let kunde det ikke hænde, at hendes Liv blev som Blomsternes i denne Dag – at det visned hen i Ungdommens Dage, fordi det grodde paa haard Jord og ikke blev pleiet paa rigtig Vis. Gamle Prokurator! Men saa er det jo du da, som det nu tilkommer at skjærme og pleie, gi hende Livets Vand! Og hendes Liv er langt, dit er kort, – hvad rimeligere da, end 48at du gir dit Liv til hende – og ikke omvendt, saaledes som du i egenkjærlige Stunder tænkte, at hun var til for at mildne din Alderdoms Dage. Gamle Prokurator! Men Livets Vand er Kjærlighed. Gamle Prokurator, hvad gjør du dermed? At det kan være saa tungt da du at gi til andre, hvad du aldrig trodde nogensinde at kunne eie selv. Gamle Prokurator! Men i Evighedens Skog gror de store, blege Liljer, som heder Død og Forsagelse. – – Endnu engang saa Prokuratoren sig om blandt Blomsterne, som nu atter friskned til med Blade og Knop, fordi de suged af Natteduggen, – og det fine gamle Hode med det hvide Skjæg bøied sig ned at indaande Vellugten, der strømmed fra dem. Saa gik han langsomt ind i sin Stue.

Den gamle Prokurator satte sig tilrette i Stolen derinde. Han fandt et hvidt Papir og tog sin Fjærpen i Haanden, smilte sit saare, lille Smil og beskrev det hvide Blad.

Og da Prokuratoren forsigtig havde brettet det sammen og forseglet, kaldte han paa Pigen, at dette Brev maatte hun faa bragt over paa den anden Side Sjøen – til Herby, Kjærlighedsgaarden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.