Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

X.

Prokuratoren sad i sin Stue, og hans hvide Hode skimred i Halvmørket. Prokuratoren havde ventet i to Døgn, og Tiden var faldt ham lang i Ensomheden – naar undtages den Stund, han havde havt Besøg af en ung Mand, en Slægtning, der hørte med blandt Gjæsterne derover paa Herby, – og de Stunder han med stor Omhu havde notert noget i sin Foliant.

Hvad forøvrig de smaa Begivenheder angik, saa var der aftalt, at Prokuratorens Slægtning skulde gjentage sit Besøg en af Dagene, og da have med sig Daniel Falbe, den nye Eier af Kjærlighedsgaarden. Prokuratoren glæded sig til at stifte Bekjendtskab med denne Daniel Falbe; for han havde hørt meget Snak om ham – han skulde være sligt et underligt Menneske, lidt af alt muligt paa denne levende Jord: Digter, Skuespiller, Jæger, Sportsmand og Sanger, – og snart sagt gaves ikke i Sproget det Ord, som ikke i et eller andet Øieblik kunde være betegnende for den Daniel Falbe, ligesaa varmhjertet som hjerteløs, 54ligesaa gavmild som paaholden, lunefuld til det yderste og forfængelig, men saa indtagende af Væsen og smuk af Ydre, at Mænd saavelsom Kvinder beundred ham og sjelden dadled. Prokuratoren vidste nok, at det ogsaa vilde fornøie hans Fernanda Mona at se Daniel Falbe. Bare hun nu kom engang, saa han kunde faa fortalt hende, at der var Gjæster ivente. Bare hun nu ikke var syg, siden hun var udeblevet saa længe. Prokuratoren tænkte just at sende et Bud bort til Gan for at spørge efter hende; men idetsamme hørte han lette Trin indover Gangen – i Øieblikket trodde han dog, det var en anden; ti Fernanda Mona pleide ellers at gaa baade langsommere og lidt tungere. Nu, det var alligevel hun, som traadte ind af Døren.

«Godaften, Prokurator,» hed det lyst, og hun gik hen og lagde indsmigrende Armene om Prokuratorens Hals som et Barn, der ikke er helt tryg for at have gjort noget urigtigt. Og Prokuratoren tog smilende hendes Haand: – Saa var det da alligevel hans lille Fernanda Mona, hun havde hverken glemt ham, den gamle Prokurator, – eller – hvad Gud forbyde! – vært syg. – Ja, først maatte hun nu tænde Lampen, at han fik se hende. – – Nei, syg hun? Da der blev lyst, opdaged han, at hun endog var blit solbrændt, siden hun sidst var hos ham. Men nu fik hun da berette, hvad havde gaat for sig i Mellemtiden, hvad havde forhindret hende? 55Imedens havde Fernanda Mona sat sig ned og brød sin Hjerne, nu som længe forud, med hvordan hun paa penest Maade skulde faa sagt ham det, hun vilde. Saa mente hun: Hun vilde ikke pludselig buse frem med det heller – tænk, om hun da maatte se Misbilligelse i sin gamle Vens Øine. Da var det bedre at forberede ham lidt efter lidt – saa forstod han hende sikkert. –

Prokuratoren taug nu, sad kun og saa paa hende med et Smil, og Smilet sagde:

– Saa – kom nu frem med det!

Og endelig begyndte Fernanda Mona:

«Prokurator! Husker du, jeg fandt et Eventyr i en af dine Bøger engang – om hvordan Ilden første Gang tændtes paa Vestas Alter, det var af en Pige, som havde vært i de Dødes By og hentet det evige Lys? Husker du ikke det? – Ja, saa skal jeg fortælle dig de t, som jeg selv husker, skjønt – det vedkommer ikke netop saa i alle Dele mit eget Eventyr; – men du siger jo ogsaa, at Sammenligninger altid halter. Ja, Pigen da du, – det blev sagt hende, dengang hun endnu gik og stunded efter Lyset, at d e t kunde hun blot finde ved at ta en Rose, hun fik af sin Barndomsven, i Haanden, gaa til de Dødes By og skjænke Rosen til de Døde hvis hun da havde kunnet bevare den frisk og deilig saa længe. Og Pigen gav sig ivei med sin Rose i Haanden, hun gik gjennem Isørkener, Sandørkener og Bjergkløfter fulde af fæle Dyr, indtil hun langt om længe kom til en hvid By, 56hvor Gaderne laa folketomme, og heller intet Menneske lukked op, naar hun banked paa Portene. Over Hustagene seiled Gribber og paa Torvet ulte Hundene. Alligevel var ikke Pigen ræd, for hun bad de gode Guder om Beskyttelse, i Haanden holdt hun sin Rose, frisk og deilig, og for hendes Sjæls Øine – jo, det stod saa: Sjæls Øine – tindred det straalende, evige Lys. Og hun gik der omkring endnu, da Aftenen kom, og da det blev helt mørkt, satte hun sig paa en Hustrap med sin Rose, den hun først under Fare for at bli flænget og bidt ihjel af de vilde Hunde havde dynket med Vand fra Brønden ude paa Torvet. – Som hun sad der, kom med engang et langt Følge i hvide Klær, og hver en i Følget holdt et brændende Lys fremfor sig, undtagen den forreste, som havde to, og omkring dem stod en Vinter af isnende Kulde. Men den lille Pige gik frygtløs imøde med dem, idet hun strakte Rosen frem. Og Følget stansed – den forreste rakte hende sit ene Lys. Men nu hændte det, da han fik se Rosen, hvor den var frisk og yndig, og Pigens lidende Ansigt, at han kun rørte ved Rosen, saa den blev borte fra hendes Haand, og sagde: «Tag den alligevel med dig, men bevar den i dens Usynlighed lige saa godt som før, og du skal overgaaes en stor Ære.» – – Og slig blev det da ogsaa; ti da Pigen kom tilbage, fik hun med sit Lys tænde den første Ild paa Vestas Alter.» – Fernanda Mona stansed et Øieblik, saa noget uviss hen 57paa Prokuratoren, som fremdeles sad med det samme spørgende Blik, og slog halvt raavild om:

«Og nu jeg, Prokurator, jeg vilde ogsaa søge efter Lyset. Og jeg havde ogsaa faat noget, som jeg vilde gi som Vederlag for Lyset. Og jeg gik og gik ogsaa, til jeg kom etsteds, hvor der var noget, som ligned gulhvide Huse, og der var ligesom Gader indimellem dem. Og jeg kom etsted, hvor der sad en Mand og trilled med Penge; men fordi jeg synes, at Penge og Rigdom er en død Værdi – og nu ogsaa endel af det andet passed med Eventyret, da sagde jeg mig selv: – Nu gaar du i de Dødes By – giv nu de Døde, hvad de Dødes er. – Og jeg gik hen til den store Mand og gav ham Rullen. Da han ikke tog imod den, lagde jeg den saa omtrent ned foran ham, – og idetsamme jeg havde gjort det, fløi en Gnist af Rullen, og den Gnisten fanged jeg i mine hule Hænder.» – Fernanda Mona mærked, at Prokuratoren ingenting forstod, og lagde forklarende til:

«Og nu er jeg saa glad da, Prokurator, at jeg har git de Døde, hvad de Dødes er – og netop denne Glæden min er Gnisten, jeg snakked om.» – Og i en rosværdig Bestræbelse for at udjevne Uligheden mellem de to Fortællinger, kom det:

«Den Gnisten har jeg endnu – med den kan ogsaa Ilden tændes paa Vestas Alter, saa ren den er.»

58Da svarte Prokuratoren famlende:

«Men forat noget skal tændes, maa det jo først være utændt. Jeg mente, at der altid brændte en Ild paa det Alter. Men du snakker, som om Lampen er slukket.» –

Fernanda Mona gned sig over Kindet og tænkte: – Saa langt hjalp det. Ikke et Ord skjønte Prokuratoren! – Og nu stod hun pludselig fast for flere Udveie, og plumped i Vandet saa at sige med begge Fødder:

«Neida, Lampen brænder nok. Men Gavebrevet mit vilde jeg ikke eie, kan du skjønne. Derfor har jeg vært og git Aga det tilbage.»

Prokuratoren lo: Det var en farlig lang Historie, før du kom til Fakta, det, Fernanda Mona!» – men blev saa alvorligere, efterhvert som han talte: «Grudde du dig da saa for at fortælle mig det? – Trodde du, jeg var saa slem og saa havesyg paa dine Vegne, at jeg ikke kunde billige slig Finfølelse hos dig? – Jo, det kan jeg sagtens. Og til yderligere Bekræftelse herfor vil jeg si: Det var rigtigt, Fernanda Mona, at du gav de Døde, hvad de Dødes var. – Men,» slutted han saa – «lad nu ogsaa de Døde begrave sine Døde – – ofre nu du ikke dette en Tanke mer.»

*

Som Prokuratoren havde fremholdt, blev da heller ikke denne Fernanda Monas Anvendelse af Gavebrevet ofret en Tanke mer. Men dem 59selv tildels ubevidst havde det skede saaet en Glædesspire i begges Sind.

Engang han var alene, børsted endog den gamle Prokurator Støvet af sin Luth. Forsigtig skrued han af de Luthens sprungne Strenge, og en for en slog han Knude og spændte de nye paa istedet. Saa klimpred han saa vart og fint, den gamle Prokurator, mens forældede og halvglemte Melodier dukked frem for ham:

«Jeg gik i de favre Lunde,
hvor Drosselen fløited og sang.
Jeg gik over lyse Sletter
i dæmrende Sommernætter.
Jeg gik over høstgraa Agre,
hvor Kornet var meiet ned.
Jeg gik over hvide Bjerge,
mens Sol sank i Vesterled.»

Pludselig rysted nok Prokuratoren paa Hodet da og hængte atter Luthen bort. Men Fernanda Mona kom og knytted i den et lyserødt Silkebaand.

*

En Eftermiddag sad ogsaa Prokuratorens Slægtning derinde i Stuen. Han var en venlig, liden Yngling med store, blide Øine og en dyb Røst. Omtrent de første Ord han udtalte, indeholdt en Beklagelse over ikke at have Daniel Falbe med. – Daniel Falbe havde sendt Gjæsterne iforveien denne Gang, de savned ham alle 60derover; vel havde de allerede begyndt noksaa lystig, men først naar Værten indtraf, blev der den rette Fart og Glans over Tilværelsen. Daniel Falbe var magesløs i Norge, erklærte den unge Mand, og hans blide Øine lyste sværmeriske af Beundring. Nu, han vilde netop ikke paastaa, at Daniel Falbes Digte og Skuespil, de hvorefter alle paa Herby maatte spille, altid var saa førsteklasses hverken i Form eller Originalitet; men der blev dette over dem af Esprit og Lune, som rev Folk med – underordned. Og naar han sang – det vilde være urigtigt at sige, Daniel Falbe havde nogen egentlig Sangstemme; men Gudbevares med sligt et Foredrag var heller ikke Sangstemme nødvendig, for Daniel Falbe, der han stod, malte sine Digte, saa levende Billeder trylledes frem for Tilhørerne. De syntes kanske her i Prokuratorhuset, at han snakked svært meget om ham; men saa de selv Daniel Falbe derover paa Herby, og det maatte de endelig gjøre, da vilde de nok indrømme, at der skulde mindre Aandfuldhed og Elskværdighed end hans for at betage og fylde sine Medmennesker. Ja, den Daniel Falbe, han var som en Fyrste, hvor han stod og gik. – –

Saa fik da de to, Prokuratoren og Fernanda Mona, Aftenen udover høre saa mangt og meget, som fornøied dem; ti den lille Fyr var underholdende og havde desuden en Evne til at kunne tvinge sin Røst til at ligne alle andre Menneskerøster.

61Da han saa fik Øie paa Prokuratorens Luth, sprang han op og hented den frem fra Krogen. Nu skulde de ogsaa faa høre Daniel Falbes Sange. Der var en høitidelig af hans sidste, en i Folkevisestil. Og saaledes sang han den, alt imens han lokked dybe Toner af Luthstrengene:

«Der sidder en stoltelig Herre
saa høit paa sin røde Hest.
At gjøre ondt til det værre
det lykkes ham bedre end bedst.

Han svinger sin store Sabel
mod Mand han møder paa Vei.
Kun mod Kvinderne er han aimabel
og hilser paa langen Lei.

Han byder dem op paa sin Næssegaard
og drikker dem til af sit Glas.
Og som vennesæl Helt han Tiden hjelslaar
med Løier og ridderlig Spas.

Han byder dem op paa sit Næsseslot
og beder dem komme igjen.
Det maatte da tykkes hver Kvinde godt
at have en slig som sin Ven.»

– Men der var en anden Vise, som Daniel Falbe akkompagnerte med Klunk og klingende Smeld – hør nu, saa de ikke tydelig for sig Farverne, Engen, Hjerterkong og Hjerterdronning, som gik der?

«Jeg synger om en Dronning
i gult og grønt og blaat,
62og om en Hjerterkonning,
som havde intet Slot.

Kling klang og klingeriklang

de gik paa en Liljevang!

Den Dronning holdt i Haanden
en Blomster for sin Barm.
Et Slør fra hendes Nakke
sig slynged om hans Arm.

Kling klang og klingeriklang

de gik paa sin Liljevang!»

– Eller nu denne? – Det var forrige Gang de fested derover, Daniel Falbe havde invitert med en høist elegant Udlænding med et ligesaa elegant Navn – han gjorde adskillig Lykke hos Damerne, mange paastod ogsaa, at det var derfor Daniel Falbe blev kjed af ham og ironisk sagde, han var vist i dobbelt Forstand en Lykkeridder. Og det havde endt med, at Falbe en berømmelig Maaneskinsaften derude paa Terrassen under de øvrige Gjæsters snart aabenlyse, snart hemmelige Jubel havde sunget:

«Maanen drikker af Gansjøens Vande,
drikker, drikker sig altid fuld.
Hvem er det den kjender fra fremmede Lande?
Jo, det er den røde Fasan af Guld.

Maanen løber til Jomfruens Kammer,
lyser, lyser i Kjøn og Kuld.
Hvad er det, som brænder i yrende Flammer?
Jo, det er den røde Fasan af Guld.

63Maanen knæler ved Jomfruens Skammel:
«Hør mig, hør mig du Jomfru huld!»
Tænk om det bare var gyldent Skrammel
i hele den røde Fasan af Guld?

Maanen lammes i høire Side,
skygges, skygges af Jordens Muld.
Hvem er det, jeg varer dig for i Tide?
Jo, det er den røde Fasan af Guld.

Og Maanen søger sig selv at prise,
fletter sit Sølv ind i Silke og Uld:
Jeg fatter nok bedre end alle de vise,
hvad bor i den røde Fasan af Guld!»

Men saa havde rigtignok Daniel Falbe kommet til at glemme Guldfasanen, til hvis Ære han egentlig havde begyndt, og kun sunget for Maanen, som lyste over Gansjøen:

«For Maanen den slikker,
og Maanen den kjæler,
selv saa kold
som den koldeste Is,
den af Vandene drikker,
for Pigerne kvæder
og synger i Stilhed
sin egen Pris:
«Jeg er Maane paa Himmel,
jeg er Maane af Ord dog ingen Daares Formynder.
Over Stjernernes Vrimmel
jeg lyser paa Jord
og ser alle Menneskers Synder.»

64– Det allermorsomste var dog, at da Sangen var slut, var Guldfasanen forsvunden. Guderne skulde vide, hvor han havde gjort af sig, der var ingen, som saa ham siden. Men Daniel Falbe havde faat Ret, og rimeligvis havde Guldfasanen havt daarlig Samvittighed og tænkt, at Sangen var Indledningen til hans Fald. – Ja, den Daniel Falbe! – – Da Prokuratorens lille enthusiastiske Slægtning var gaat, surred og ringed et Navn længe efter for de to tilbageblevnes Øren: Daniel Falbe – Daniel Falbe! – – Prokuratoren holdt sig i Spøg for Tindingen:

«Han er morsom og kvik, han. Vi skal be ham til os oftere, men paa Betingelse af, at han ikke forgir os med Falbesnak.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.