Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XI.

– Dette kun for at melde Dem min til stundendes Ankomst til Gan, hvor jeg haaber at maatte finde alt i den gode, gamle Orden og Gjænge. Og bedes De herved at lade Heste møde midtveis til Ombytning Torsdag Middag.
Hilsen,
Aga.


65Jon Torsen slap sig tilbage i Sengen, og Ansigtet med de betændte Øine fik gusten Rødme nedimod Hagen. Brevlappen, han havde læst i, blev liggende foran ham, og skinned som Styggelse. – Nei, nei det gik ikke, det var ondt, ondt – han havde tænkt at skulle bli forskaanet for Besøg af Aga herefterdags! – Hvorfor kom ogsaa Aga? Havde han hørt om den udpinte Jord paa Gan – og kom han nu for at vasse rundt og dominere og trække Jon Torsen til Ansvar? – Nei, nei, det var ikke godt for Jon Torsen – kunde vel han i sin Sygdom for, hvordan de havde stelt det? – Slig at Rugen kun havde staat trivelig det første Aar borte paa Østflotten – for saa siden af flyttes i syd og vest, mens paa Østflotten Havren fik kaure sig uden nogen yderligere Gjødning. Havren ja, den havde nok faat gaa i Rugens Fodspor i syd og vest ogsaa den, saaet var den blit, og op var den kommet saa mangt et Herrens Aar, mens Rugen, den Kræsenpind, stadig likte sig daarligere paa Gangaardens Jord, – indtil nu, sidste Aar, da Havren fik det altsammen alene. Det vilde da sige: Hele Gaarden var blit tilsaaet med Havre – paa lidt nær. Men det lidet var akkurat Østflotten, der var lagt igjen til Havnehage – eller, ikke saa netop lagt igjen heller, men grod til af sig selv, da det ikke længer nytted med Havren der, fordi den blev uden Kjærne. – Hm, hm, Jon Torsen, da blev du nok i Knibe, om Aga spurgte, hvor der var blit af 66Østflotten, det bedste Jordet paa Gaarden: – Sig mig, kanske tar jeg feil; men synes jeg ikke saa tydelig huske et stort, bredt Jorde der borte i øst? – og han vilde grynte og skygge med Haanden for Øinene: – Jovist var der et Jorde engang; men sandelig om jeg nu ser andet end Krat og Smaabusker! – – Og Jon Torsen skulde spare sig at lyve om det Jordet; for sagtens husked Aga det særlig godt, han, som saa ofte havde gaat sammen med en ung Jomfru derbortover. Hm ja, men prøve at undskylde sig fik nu Jon Torsen alligevel. – Aak aak, han var hjemfalden at gange i Sygdom sit hele Liv. Se, om ikke andet, saa blev han stanget af Studen. – Hvad kom nu det den anden Sag ved, kunde saa Aga indvende. Naar Gaarden var blit vanskjøttet, saa var den det. Om Jon Torsen havde en Gaard til Forpagtning, saa var ikke dermed givet, hverken at han skulde la den forfalde, eller udplyndre den. – Den var da ikke udflænget, – vilde Jon Torsen sige, – der grodde igrund ret jevnt og bra, syntes han. Han havde holdt alt vedlige, saa godt hans Sygelighed bare tillod det. Men Sygelighed – aak, den satte en Stopper for Udøvelsen af det, en helst ønsked. – Men Aga vilde gaa med lange, lidt besværlige Skridt udover Markerne, og Aga vilde skjænde, han vilde tage Munden fuld af Skjældsord, og han vilde spytte dem ud, et efter et, i Jon Torsens Ansigt. Aak, hvad vilde saa 67Jon Torsen tage sig for? – – Der Jon Torsen laa i sin Seng, fik hans vanlige Strøg henover Ansigtet Udseende af, at han allerede tørred sig for Agas vaade Fræsing. – Aak, det fik da Jon Torsen forsøge, om han ikke kunde virke lidt formildende paa Aga: – Jeg har saa ofte undret, hvorfor ikke Aga er kommet hidud? – – Nei, det gik ikke! – Jeg har saa ofte tænkt at skrive til Aga og spørge om den bedste Driftsmaade. – – Nei, det gik nu ikke – det var jo en Falliterklæring for Jon Torsen som Gaardbruger! – Jeg har sagt til Folkene, at de skulde kjøre Gjødselen udover for at fede Jorden. – – Nei, det gik ikke – det vilde være enslydende med en Tilstaaelse om, at Folkene ikke lystred ham. – Og hvordan han sagde og hvordan han bar sig ad: Skjænde vilde Aga. – Om Aga nu ogsaa paaberaabte sig: Kontrakten, Kontrakten, – du har misligholdt Kontrakten. Stod der kanske i den, at du havde Lov til at vanstelle min Eiendom? Tuscht ud med dig! – – Hvad vilde saa Jon Torsen svare? Hvad, hvad? – – Jon Torsen blev liggende og plukke hjælpesløst paa Lagenet med de lange, knoklede Fingre. Der trak op til Uveir om ham, trodde Jon Torsen, – sligt Uveir, som han ikke nu var vant med, og vidste han derfor nu mindre end nogengang før, hvordan han skulde hytte sig for det. Aak, gled ikke der med selve Dagslyset, som smat ud af Kammerset, al hans gode «op i sig selv Gaaen», og frem af Krogene vifted 68Skygger, som vokste for hvert Sekund. – Aak, Uveiret, Uveiret! – – Jon Torsen grudde, saa han krymped Benene opunder sig, ved Tanken paa alle Knappenaalsstik og Hugg, og Hænderne krammed fra Lagenet hen til Snoren, der med den anden Ende var bundet i Kjøkkendørsklinken; det knerred og klang i Laasen, og Kaie-Jenten kom ind efter Signalet, mut og søvnig, fordi det var sent paa Kveld. Jon Torsen bad hende sætte sig en Stund derinde hos ham, og blev saa liggende uden at snakke og uden at hans Frygt for Aga aftog – snart sagt var det værre end før, nu han saa sin Elskede for sig, vidende, at hans Stilling ikke kunde være den velseede Friers fra det Øieblik, hun fik vide dit og dat af det, han nu gjennemgik i Tankerne – aak, hvorfra hented saa Jon Torsen Trøsten? – Hjemsøgt var han som faa i denne Verden! – Og forfra begyndte han at tænke sig rundt i Trøstesløshedens Ring, som mol han paa en Haandmølle, hvori Korn med sort Kjærne: – S a a vilde Aga sige, saa vilde Jon Torsen undskylde sig, saa vilde Aga bruge Mund, saa vilde Jon Torsen tage tiltakke; og sintere, stadig sintere vilde Aga blive – blidere, stadig blidere Jon Torsen – jo værre den ene, jo mer undfaldende den anden – uden det dog hjalp til godt for noget, selv ikke om Jon Torsen sagde: – Mine Døtre, jeg har tre Døtre! – Da vilde kanske Aga fnyse: – Jeg betakker mig, Fan, jeg har svidd mig før. – Og sagde Aga 69ikke det, men – – – Jon Torsen tog til at vri sig til høire og venstre som i den første Tid efter Sjøulykken, og som han laa saaledes, steg et Billede frem for ham. Tankeforbindelsen, han fik fat i, var en ydre og indre Lighed mellem Aga og den olme Okse, som havde taget Jon Torsen paa Hornene. Jon Torsen tænkte sig om, og trægt trak han Traade mellem Aga og Oksen. Jon Torsen husked det røde Blink fra Oksens Øine, idet den blev ham var oppi Bakken, – og han husked Agas rødsprængte Øine, naar han kom fra Vognen mod Gaardstrappen paa Gan, og han luded med Hodet som Oksen, der snøfted mod Jorden. – Aak, hvordan Mennesker just som Okser kunde være vilde og olme – især naar de gjennem Tiderne og ved Begivenhedernes Gang paa en Maade var ærtet – aak! – Jon Torsen tog sig for Brystet i saar Mindelse om Oksestødet i Udhavnen, og han lukked Øinene, mens Sammenligningen smelted i ett for ham. – – – Jon Torsen stod paa Gans Gaardsplads, og han gik frem mod Grinden for underdanig at lukke den op for en Mand, som kom kjørende. Manden i Vognen havde rødbrun Ansigtshud og udspilte Næsebor. Jon Torsen fornam en Hjertebeklemmelse og turde ikke aabne Grinden, da det bar til Stykket, idet han kun havde Tanke for Betryggelsen ved saa længe som mulig at have et Gjærde mellem sig og «ham i Vognen”, og syntes Jon Torsen sandelig ikke, det var svært vel overveiet af 70Gauperne, der stod paa Stentrappen, at de rev røde Tørklæder op af Lommerne og vifted med. – Hold op med det der, – var hans første Indskydelse at raabe, – nu kværves baade I og jeg! – – Da vaagned Jon Torsen af en Gurgling i sin egen Strube, han aabned Øinene og saa, han var alene i Kammeret, han lukked Øinene, og Forestillingen skifted. – – – Jon Torsen spilte Pindespil med sin ældste Datter. Sidste Solstreif gled ind ad Stuevinduet hen over Datterens rudete Kjole, der blev som Mosaik af Granat paa Ibenholt, og hen over hendes hvide Haandled, idet hun med en Elfenbensstift søgte at vippe de smaa Pinder af Haugen. – Korset rørte jeg, – siger hun. – Uf, hvor der er mange Kors i Haugen. Og selv de Pinder, der ikke er formet som Kors, de forbinder jeg saa let med Tanken paa onde Ting. – Du pligted ta baade Kors og andet bort fra din Far, – siger Jon Torsen. Men hun ser uendelig glansløst paa ham, og hendes Mund blev smal og bitter, og Solstreifet over det spinkle Haandled fik Farve, blev som rindende Blod. Men Jon Torsens egen Puls slog i Feber – han snapped efter Veiret og spiled Øinene vidt op. – – – Da blev han var nogen store Kvindfolk midt ude paa Gulvet. – Han var lam paa Sindet, – hørte han den ene sige. – Han var bare ligesom en Vare, – svarer den anden. – Han var en Gjedebuk, – mener den tredje. Og afvekslende fortsætter de: – Ja, 71de Mænd, med hvilke vi har at gjøre, er kun to Slags – Mændene som Gjedebukker – og Mændene som Okser. – Men Slægtskvinderne foragter dem. – Og de gik leende ud. Og længe gnisled Latteren efter dem som haard Lin paa Spole. – Gjedebukke og Okser – som mig og Aga – fór det gjennem Jon Torsen, og paany forekom det ham, som stod han skræmt og saa Manden med de udspilte Næsebor nærme sig, mens Døtrene stod paa Trappen og vifted. Han saa Mandens Nakke lude, slig at de udspilte Næsebor stadig sænked sig dybere mod Jorden, – og Jon Torsen skreg til Døtrene, at uafbrudt maatte de vifte – for derved at aflede Faren fra ham. Men da flirte de bare og gjemte Tørklæderne bort. Og frem mod Jon Torsen kom Manden med det ludende Hode. Nærmere. Stadig nærmere. Og med engang faldt han ned paa Hænderne, som i samme Nu forvandledes til Klover, mens Kroppen blev rødbrun med en tynd og smeldende Hale. – – – Jon Torsen hylte, nu kjendte han Mande-oksen, den havde Agas Ansigt! Og Knærne svigted Jon Torsen i hans Rædsel, da Uhyret stansed kun en Alen væk ifra ham og glodde stygt med de onde Øine – – saa bøied den Hodet just som Studen i Havnehagen dengang – og stanged Jon Torsen midt for Brystet.

Det var lys Morgen, da Kaie-Jenten traadte ind i Jon Torsens Kammer, endnu med Traak 72fra Fjøset indunder Støvlehælene og med stram Lugt i Klæderne, den Lugt Jon Torsen satte Pris paa og ansaa som et Styrkemiddel for sine usselige Nerver. Kaie-Jenten blev staaende og se paa ham et Øieblik og gik saa et Par Gange ud og ind i Vent paa hans Opvaagnen. Men da han fremdeles sov, og Jenten fattedes Taalmodighed, gik hun snart hen og rugged paa ham. Da fandt hun nok, at Skjæggedotten der nedi Puderne holdt sig saare ubevægelig, – at det var besynderligt ogsaa at gapsove uden Snorkelyd, og der var noget fremmed ved Skulderen, hun havde slaat Næven om. Og om lidt ante hun Uraad. Hun trak Dynen tilside, skjøv den ene Arm indunder ham og vendte helt rundt. Da faldt Jon Torsens Hode til Siden, og Munden gabte som Gabet paa en ubrugbar Nøddeknekker. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.