Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XII.

En skumrende Eftermiddagstime fór de to Gangauper udover Jordet med et Fugleskræmsel imellem sig. Fugleskræmslet var iført Jon Torsens gamle Trøie og graaagtige Hverdagspøs. Trøieskjøderne vifted og slængte hid og did i Blæsten, eftersom Gangauperne sprang, – og Hatten nikked. Grangivelig saa det ud, som fór de afgaarde 73med en død Mand imellem sig, og som var dette just deres egen Far.

De to Gangauper rendte i Retning af Bygdeveien. Naad didhen, kasted de sig plat ned i Grøften, saa ikke andet end deres flurede Hoder stak op; men halvmørkt som det var, gled Haarets Farve væk, og Hoderne saaes kun som Græstuer ved Veikanten.

«Hører du,» sagde Gyrild og holdt Haanden bag Øret – «vi kom akkurat.»

«Ja,» hvisked den anden kortpustet og tog til at skjælve.

Lyden de hørte, af Hestetrav og tungt rullende Hjul, nærmed sig hurtig. Snart saa de da ogsaa Forparten af Hestene og noget som en stor Kolos komme tilsyne i Skogbrynet.

«Hei, for Heste!» udbrød de to samtidig. Og herlige var de ogsaa de røde Heste foran Vognen der, brede over Bringen og med bølgende Man, og høit løfted de Forbenene, som vilde de knuse Fiender.

De to Gauper skalv, saa Tænderne klapred:

«Pas paa,» hvisked de, og fire brune, stærke Hænder greb om Stangen, og – en, to, tre! – idet de røde Heste med Agas Vogn var lige foran – hæved de Fugleskræmslet i Veiret. De to Heste kasted sig skræmt til Siden, og bragende vælted den store Kaross ud i den bortre Veirende. – De to Gangauper krøb sammen indimellen Buskene. Dødsens rædde kneb de 74hinanden i Armene for ikke at skrige høit, men tvang sig til at le for hver Gang et Mandeynk lød henne ved Vognen.

«Skal vi flygte?» begyndte de dernæst at hviske. «Kusken har vist slaat sig kvek ihjel – ja, det er han, som ligger i Veien.»

«Nei, kanske det er Aga, det». Atter tvang de Latteren frem og puffed hinanden i Siden. Men naar de alligevel ikke subbed sit Fugleskræmsel med sig og tog Hyven fat, saa var det, fordi de ikke magted for Skræks Skyld. Hestene stønned og arbeided, den ene havde faat Skjækerne over Ryggen, den anden var tumlet ned i Grøften og kom ikke op igjen, – og Mandeynket lød fremdeles.

«Dyrene stakkars,» sagde den ene Gaupe og rørte sig ud af sin sammenkrøbne Stilling.

«Dyrene stakkars,» gjentog den anden. Og endnu sad de en liden Stund. Saa reiste Gyrild sig langsomt og stod ret op foran Krattet:

«Vi maa hjælpe Dyrene,» erklærte hun alvorlig, «Kom Brynhild!» – Og den anden reiste sig ogsaa. Langsomt, halvt søvngjængeragtig traadte de nu begge frem paa Veien, skridted over den bevidstløse Kusk som over en Tømmerstok, og tog fat med at løse Sæletøiet af Hestene, alt imedens de godsnakked med dem:

«Fola Folane stakkar, har de stødt sig?»

«Hvorfor, Fan, kommer I ikke hid først?» skjændte en hæs Stemme. Gangauperne fortsatte ufortrødent med at løse.

75«Kom hid, sier jeg. Jeg er Aga,» sagde det under Vognen. Gauperne gav sig ikke engang Tid til at svare, de stræved i sit Ansigts Sved, uden at det vilde lykkes dem at faa befriet Hestene – uagtet de kloge Dyr søgte at holde sig rolige nu, da de forstod Hjælpen var der.

«Har du Kniv paa dig?» nødtes tilslut den ene Gaupe til at spørge Aga under Vognen.

«Ja, kom bare hid, skal I faa smage den, Pakket!» svarte kan rasende. «Saa det var I, som skræmte Hestene!»

«Nei, giv os den ordentlig, saa skal vi hjælpe d i g ogsaa – siden,» stammed Gauperne, og den ene kom forsigtig hen til ham. Hun saa da, at Vognkarmen laa over hans ene Ben, men glemte med engang Kniven, hun vilde laane, idet hun fik en uovervindelig Rædsel for at se hans Ansigt:

«Jeg tør ikke,» hvisked hun og trak Haanden til sig.

«Løft lidt i Vognen – ti Mark, Tatertøs!»

«Jeg orker ikke.»

«Er der ikke flere da?»

«Jo, men hun maa holde Hestene.»

Atter banded det derinde under Vognen: Hun fik da hente nogen, som kunde hjælpe. – Nei, Gyrild turde ikke gaa alene, og Brynhild turde ikke staa alene ved Hestene.

Men efter et Øiebliks Betænkning sprang den ene af dem frem paa Veien og hylte:

«Høi – øi – øi – øi – ii!» tog hun i Gang paa 76Gang, saa Lyden skingred tilbage fra Aaserne. Det hjalp ikke, og den anden Gaupe stemte i med. Det blev den skrækkeligste Mislyd, noget Menneske eller Dyr skulde hørt, og de to Heste blev sky paany, de spændte i af sine yderste Kræfter, saa Sæletøiet brast med et skarpt Brag. – Gangauperne saa dem henad Veien i en uformelig Masse af Mørke, Man og feiende Haler. De sukked og stirred fortabt efter Hestene, da de atter vaktes af et dumpt Mandestøn. De vendte sig om, skimted der nede mod Jorden et Ansigt, hvis Øine vrængte det hvide ud, – da skreg de to Gauper og tog tilbens hjem til Gan:

«D e rborte, de rborte,» gneldred de pegende. Saa brast deres Stemmer som en Boble i Luftdrag: «Der ligger no fælt i Veien ved Siden af en væltet Vogn!» – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.