Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XIV.

78– Det lod næsten til at være saa beskikket, mente mange – at der altid skulde ligge en syg paa Gan, hvis ikke den ene saa den anden. Se nu, da Jon Torsen skulde bæres ud, blev Aga baaret ind, – og den Ting var jo sand nok.

Aga laa med brukket Ben og hørte, hvorledes der blev sunget Salmer over Jon Torsens døde Legeme. Aldrig havde Aga oplevet noget værre: Han var kommet, han for at se igjen en ung Pige af den Sort, han havde Smag for – prøve, om hans Magt mestred Kvinderne endnu – erobre, – og nu laa Erobreren der istedet som Invalid, overvundet paa Vei til Slagmarken, – i et Værelse, han kjendte fra før, et forbandet Rum, som rigtig kunde kogle Minderne i Rundkreds om ham. Og Aga haded jo Minderne, de virked som de lydløse Skygger, de! Vel kunde han nu taalt dem i ny Form eller rettere i en ny Elskov, – men slik som dette? – At de to Filletøsunger ogsaa hørte hjemme paa Gan, de to forfjetrede Skabninger! Han havde havt dem oppe for at gi dem Alverdens Overhaling, men havde straks da faat vide, at han heller burde takke dem for Hjælpen, da det aldeles ikke var dem, som havde skræmt Hestene; for de var tilfældigvis kommet gaaende, just som Ulykken var skeet. Fan vidste, om de ogsaa stod til 79troende! – Og den unge, smukke Pige, som havde vært på Kontoret hos ham, hun havde nu som dengang kun staat og stirret, og ikke havde hun svart andet end ja og nei heller. Ellers havde han bragt i Erfaring, hun skulde flytte over til Prokuratoren efter Begravelsen. Ja, Farvel med hende, – Farvel, Farvel – der var naturligvis heller ingenting ved hende længer, saa inderlig Pokker i Vold med Tøsen! – Aga laa og skar Tænder snart af Smerte og snart af Ærgrelse, mens Salmesangen toned op til ham fuld af slæbende Trudsel om Død og Pine.

«Gaa ned og sig, de skal holde op med det Skraalet,» beordred han Oppasseren. «Jeg faar ikke sove for det.»

Oppasseren gik og lod Døren staa aaben, saa Sangen rigtig fik mulne sig ind til ham, og han slog i Sengfjælen, og brølte for at de dernede skulde høre hvert Ord:

«I faar Skam ikke alligevel sunget ham ud af Helvede, faar I!» –

Jordfæstelsen paa Gan var ment at skulle gaa for sig i Stilhed. Der var kun indbudt nogen faa Slægtninge, og havde der saaledes ingen Grund foreligget for Husets Folk til at gjøre saa store Forberedelser hverken med Slagtning, Bagning eller Brygning. Men nu hændte det, at Folk fra Bruget kom ranglende op paa Gaardspladsen, fulgte Kisten til Graven, gned Øinene 80og fremhykled Deltagelse i Haab om derved at faa sig en Smaus, – og de, som straks bed paa Krogen og tog det alt for godt, var Gauperne: – Kjære, ikke gaa da, – hed det stadig, – bli endelig igjen – bli til Middags – bli til Aftens – ja, han var jo ogsaa saa glad i dere! – – Men da det nu kom til Stykket, viste det sig, at Beværtningsforraadet slet ikke strak til, der blev mange af de m ude paa Gaarden, som hverken fik vaadt eller tørt, – en Fatalitet Gauperne vistnok ikke havde taget sig meget nær, havde ikke de fornærmede Gjæster skumlet paa mangehaande Vis, og saaledes at Skumlerierne just naadde Gaupernes Øren:

– Jaja, de vilde gjøre det vel de, stakkar; men naar de ikke havde Anledning til at stelle det likere istand, saa! – Jajaja, stakkar, det er godt, de tar Modet med sig, naa de maa reise fra Gangaarden! – Ja, det er trøstefuldt at se det, Modet sit kan de nok faa Bruk for! – – Og de gamle, mugne Kjærringer kunde sursødt smilende ganske ligetil sige:

– Aa har dom tænkt sig hen naa da? – For naa nytter det vel intet aa drive Dank længer. – For naa blir det vel anden Dans, skal je tru! – Hvilke Udtalelser, saavel hver for sig som alle tilsammen, gjorde Gauperne inderlig kjede af de misfornøiede Gjæster. De stak sig væk og begyndte en Trætte, om hvilken af dem der egentlig havde invitert den og hvilken den; indtil der gik en lykkelig Praas op for den ene: 81– Pyt, det var ingen Sag, der var jo kommet Sygevin til Aga, den kunde de jo laane saalænge – og skjænke ud, saalangt den rak! – – Som tænkt, saa gjorde de ogsaa – de listed sig ind paa Gangen foran Agas Værelse, ransaged en Kasse, som stod der, fandt hvad de søgte og tog et Par Flasker foreløbig med ind paa sit eget Kammer, der de skjøv Korken ned for at smage lidt paa, om det da ogsaa virkelig gik an at byde Folk – ja, for de husked nok, Gauperne, hvordan de engang havde stødt paa noget i en Flaske, – som var baade bedskt og kvalmt. Derfor drypped de forsigtigen først kun et Par Draaber i sin hule Haand og satte Tungespidsen saavidt nedpaa, og derefter tog de for Sikkerheds Skyld en liden Slurk af Flasken. Da kjendte de, at Indholdet var af rette Sort, sødt og godt og hedt. Og Slurken havde Mersmag naturligvis – det gjorde vel heller ingenting hverken fra eller til, om de tog sig endnu en, – og de smekked med Tungen og trak Pusten langt som to gamle Fyldefanter: Blød, blød laa Vinen dem paa Tungen og gled saa fint ned gjennem Struben – som Fløde, men rev jo ogsaa – sandelig maatte de smage igjen! – Nei, bi lidt, nu minker det snart, – sagde de saa og kikked nedpaa med et Øie ad Gangen.

«Du har faat fire Slurker, jeg har bare faat tre. Tak for Skjænken, nu tog jeg den!»

Atter kikked en af dem, og maalte med Fingeren ned i Flaskehalsen:

82«Ser du, der er meget igjen,» sagde hun og rakte frem den vaade Fingerspids, som hun siden slikked.

«Aa ja, det klarer sig nok,» erklærte den anden og drak tørstig.

«Ptrro, ptrro! du gulker det i dig altsammen, du – nu staar den snart paa Hodet!» Men nu var Flasken kommet paa Vandring imellem dem, og før de vidste Ordet af, var den halvtømt. Da glemte de to Gauper deres første Bestemmelse angaaende Vinen og husked istedet paa et ungt, forknyt Menneske, en Fætter, de ikke havde kjendt før, en med lyst Haar og Fingre brune af Garvesyre – og de aabned Vinduet og skreg efter ham. Han kom ikke, men de sprang foretagsomme Trapperne ned og hented ham op til sig.

«Her skal du faa no’ godt,» raabte de, idet de skjøv ham ind ad Døren. – Nei, Fætteren var for jomfruelig og vilde ingenting ha, – satte sig blot yderst paa en Stol og saa forundret fra den ene til den anden. Da tog den ene ham om Hodet, mens den anden satte sig over hans Ben, og i Forening tvang de hans Mund op og hældte Vinen ned i Svælget paa ham. Han hosted og sleved, fik det tilbage gjennem Næsen og holdt næsten paa at kvæles, og saa – maatte han jo svælge – svælge og svælge – kun med smaa Afbrydelser, naar Gauperne svælged selv. Men paa den Vis blev de snart alle fulde, og de to Gauper rent rabalske. De 83slog Armene om Fætteren og trak ham med sig i Runddans om Bordet, traakked hinanden paa Benene, skreg og lo i vilden Sky. Undertiden hopped de ogsaa ret tilveirs og slog bagud. Tilsidst puffed de Fætteren op paa Bordet:

«Vi dør,» raabte de, «dersom du ikke galer som en Hane!»

Og Fætteren gol.

«Vi dør,» raabte de paany, «hvis du ikke bjeffer som en Hund!»

Og Fætteren bjeffed.

«Vi dør,» skreg de gnellfint, «hvis du ikke mjauer som en Kat.»

Og Fætteren mjaued.

Saa tog de to Gauper til at rase rundt omkring Bordet, vilde som Mænader, med Spark og Slæng, og det korte, lurvede Haar fygende omkring sig, – for saa pludselig at drage den galende, gjøende og mjauende Fætter ned efter Benene og med tætknebne Munde at bakse rundt med ham Kast i Kast nede paa Gulvet. – –

I Sideværelset larmed Aga som rasende med en Stol. Tre, fire Stykker kom hæsblæsende farende op til ham, trodde omtrent han var faldt ud af Sengen – nei, han laa dog i god Behold, men sint som en Tyrk:

«De fordømte Tøserne, de svinagtige Asenerne!» brølte han – «de skal øieblikkelig herind med sig!»

Gauperne kom, ildrøde i Ansigtet og med vaade Øine, og blev staaende længst henne ved Døren.

84«Helt hid,» befalte han hæst. «Helt hidfrem, sier jeg!»

Gauperne trak sig langsomt nogle Skridt nærmere, men hverken lo eller skalv – istedet var der kommet over dem noget halvsløvt forstokket.

«Skammer I Jer ikke,» spurgte Aga nu – «paa Jeres Fars Begravelsesdag?» – Gauperne stod der raadvilde, udasede og havde saasandt lidet at svare. – «Eller tror I ikke, jeg hørte Jer?» faldt han atter i med Spøgsmaal. «Svar, sier jeg!»

De to Gauper maabed dumt:

«Jo – joda,» svarte de, stadig staaende paa samme Plet og med slapt hængende Arme.

Aga aabned Munden, som vilde han sige noget mer, men ikke fandt Ord stygge og fæle nok, – strakte istedet Armen ud, og et for et suste Vandglas, Mugge, Hodepuder og alt, hvad han kunde finde, frem imod Gauperne, og just idet de frelste sig ud paa Gangen, slængtes Stolen bragende i Døren efter dem.

Aga blev en Stund liggende forpustet efter dette, og der maatte rettes paa Skinnerne om hans onde Ben. Men Gauperne rendte hen i Laden, grov sig ned i Høet og sov der Rusen og sin Fars Jordfærd ud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.