XV.

Herby, Kjærlighedsgaarden, havde brede Fløie og et stort Ur, der istedetfor almindelige Slag spilte en besynderlig Melodi i Skillet mellem Dag og Nat.

Og Herby, Kjærlighedsgaarden, havde et Tilblivelsessagn – ligesom forresten saa mangen en Storgaard.

Men om nogen har lagt Mærke til det: Hvor underligt ofte med dette det første Sagn om Gaardene, det synes ofte at give baade Gaardene og de Mennesker, der færdes paa dem, sit Særpræg fremover i Tiden. Sikkert er det, at saa var Tilfælde med Herby, Kjærlighedsgaarden – der endnu det Valgsprog leved, naar nogen snakked uhøvisk og stygt: – Nu bider Røskatten dig! –

For Sagnet – slig lød Sagnet:

Engang for lang Tid tilbage var fire Herrer kommet med Baadskyds langsefter Sjøen paa Vei mod nord. Herrerne havde deilige Hunde med sig og en lysegraa Falk i en Sølvkjæde samt godt Lune til Fornøielser. Dette sidste formedelst havde de ogsaa sunget, drukket og fortalt hverandre fæle Historier under en stor Del af Reisen – indtil ved Kveldstid, da Rorsfolkene maatte holde Baaden indunder Land, fordi der gik Modstrøm udpaa. Som de nemlig 86rodde forbi der, hvor Skogen dengang stod tæt med Bjerk og kroket Furu udover Vandspeilet, blev Hundene urolige, og Falken skreg. – Herrerne sprang da iland, og snart klang Losen lystig mellem Aaserne. Men hvordan det var, kom de alle bort fra hverandre i Jagtiveren, og efterat Mørket var faldt paa, blev de gaaende vildskne omkring mellem Trærne. Saa fortælles, at slig de gik der og sumled, gjorde de mangeslags gode Løfter, som de vilde indfri, hvis de helskindet fandt hverandre igjen. En loved saaledes at ophøre med Banding og én med Drik, én loved at bygge et Jagtslot der i Skogen, og én loved aldrig mer at tale uhøvisk om Kvinden. – Og da aabned sig med engang for hver især af dem et stort, lyst Vindu i Natten, et, hvis Dybde ligesom strakte sig gjennem hele Skogen, – og langt borte paa en Top midt i Lysglansen stod en liden Jomfru i hvid Skindkaabe. Da fik Herrerne i Skogen det utrolig travelt, de kløv, klatred og hopped gjennem Urene, slig at de alle samtidig naadde frem til Straalepunktet der oppe paa Toppen. Rigtignok var da Jomfruen forsvundet, og de saa ikke andet end en Røskat, som smat om mellem Stenene; men de fire Herrer rakte raadsnare Hænderne ud og fanged Røskatten ind, hvorefter den ene af dem gjemte den i Brystlommen. Og nu tændte de et stort Baal, fordi der atter var blit mørkt omkring dem, trak Jagtflaskerne frem og tog uforbederlige igjen fat med Anekdoter, 87som fik dem til at brøle af Latter. Den første, anden og tredje Herre havde hver ydet sit saftige Bidrag til fælles bedste, da han med Røskatten i Brystlommen fik en stor Trang til at røbe en Kvinde, han kjendte; men for hver Gang han vilde begynde, greb han sig for Brystet. – Hvad feiler dig? – spurgte de andre tilslut. – Aa, det er bare den forbandede Røskatten! – udbrød han da, rev Trøien op og kylte ærgerlig det lille Dyr bort mellem Trærne. Men da stod igjen Jomfruen der, og nu skammed hun dem ud: – Fy for slige no’n! – Fordi jeg var god mod Jer, gjør I Jagt paa mig – og naar I vel har fanget mig, maa jeg høre, hvordan I bryder Løfter! – Herrerne vekselvis lo, blev betuttet og søgte paany at fange hende ind, – og da det ikke lykkedes, det sidste, lagde de sig endelig til at sove. – Men fordi enkelte Hændelser har Eftervirkningskraft, faldt de fire Herrer næste Morgen i dybe Tanker. Og fordi de nu alvorligen gik i sig selv, blev de lidt efter lidt enige om just paa dette Sted at sætte op et staseligt Hus, hvor alle deres Løfter skulde overholdes. Og fordi de var mægtige, lod de Skogen rydde og lagde saaledes Grundstenen til den store Gaard, som fra først af Herreby kaldtes.

Nu – Sagnet var Sagn, – kanske ogsaa ændret lidt og smykket lidt af velvillige Hænder; men dets Aand holdt sig ned gjennem Tiderne: Paa Herby Gaard maatte ikke bandes, 88ikke sviges, ikke snakkes uhøviske ord om Kvinden – «nu bider Røskatten dig!» – Røskatten var Skogjomfruen, Kvinden, som frelser, fanges og hersker paany ved sin egen Svaghed og Styrke.

Herby Gaard var som et blegt Ansigt, der smiler med ømme Øine. Herby Gaard havde Latter i Solskin, – lod jo lidt søvnig i Skodde, – var jo lidt trist i Regn; men naar Maanen kom, spilled Eventyrene om Herby, Eventyr om fangne Kvinder og raske Herrer, om Elskovsdrømme og Elskovsleg – og sandt for Gud: Ikke kunde Brudeklær af hviden Silke eller Skogjomfruens Kaabe lyse hvidere end Herby Gaard lyste om Natten.

Herby Gaard var et fredet Sted. Udenfor slog nok Misundelsens Bølger, stygt skulde der leves, stygt skulde der tales; for sværtes skulde Herby – blive sort som Gan. Men se, om det gik! –

Herby, Kjærlighedsgaarden, Jordbunden for unge Herrers Knæfald og skjønne Damers Smil, for Menuet og smidige Sæder, for Kys og fager Elskov – altid vil Herby Gaard lyse i Mindet. Og Festerne derover funkler selv nu, naar Tiden slører dem, som Sol gjennem Taage.

*

– «Lader os salve os med duftende Oljer, og Luftens Blomster maa ikke gaa os forbi. Lader os bære Kranse af unge Roser, før de 89visner. – Thi som en Skygge, der farer over, som en Sky, der driver, som Taage, der forgaar, slig er vor ganske Livs Tid, slig farer den over, og veires den hen og forgaar, forgaar det alt i – Nirvana! – –

Smukke Damer og bolde Kavalerer! – Omtrent saaledes lød den Atheisternes Lære, den Salomo nedskrev – jeg tror: Med Smil om Læberne! – og saaledes lyder en lysende Lære den Dag idag: Salv Eder med de kostelige Oljer, krans Eder med de unge Roser – bær Kjærligheden selv om Eders Hoder som fagre Rosenkranse! – Hvorfor bekymre Eder? Hvorfor sørge? Se til Luftens Blomster, de saas ikke, de vandes ikke, og dog nærer Eders himmelske Fader dem.» –

«Blasfemi, Daniel Falbe!»

Taleren slog afværgende ud med Haanden, hvorfra en Ring lyned i mange Farver:

«Den er selv blasfemisk, som udtalte det sidste!» og vedblev i snar Vending:

«Luftens Blomster er det flakkende Himmelpust, den flygtige Stemnings Rus – den deilige, deilige, den Menneskene fornemmer som funklende Blade – den med sin søde Duft, som bedøver.» – Taleren saa fjernt fremfor sig, strøg det blonde, graasprængte Haar tilbage fra Panden, – sænked saa Blikket ned i et Par store Pigeøine og fortsatte smilende:

«Luftens Blomster, saa flygtige og lette som Pigesinds Elskov og Lykkens Smil – søg ikke 90at gribe dem, søg ikke at holde dem fast! Jeg siger dig: Du skal alligevel staa der med tomme Hænder, og nogen skal le dig i Øret! – Nei, bad dig du i Blomsterhoben, det Øieblik den er der, – duk dig du, som naar du en Vaardag dukker dit Ansigt i Syriner, indaand Vellugten, fornem dens zarte Ynde, dens svale Mildhed, – – lev, nyd – drik Vinen, naar Vinen er skjænket – elsk Livet, naar Livet dig elsker – kys din Elskedes Rosenlæber – thi da, naar du møder din Elskedes Mund i det første Kys, naar du første Gang skjælver ved at føle hendes blide Hud, da bølger om dig af Luftens Blomster, og de sænker sig om dig som blomstervirket Tæppe, – – men husk: Søg ikke at gribe det, søg ikke at holde det fast! Jeg siger dig: Du skal alligevel staa der med tomme Hænder. Hellige, hellige er Luftens Blomster!» – Taleren blev staaende og stirre frem for sig et Sekund, saa fandt Blikket atter ned i den unge Piges Øine, og halvt fraværende gjentog han sagte:

«Hellige, hellige er Luftens Blomster.»

«Hellige, hellige er Luftens Blomster,» gjentog ogsaa den unge Pige, hendes Øine hang saa fanget ved Daniel Falbes smale Ansigt som en kraftløs Smaafugl i en Snare. Man saa først overrasket paa hende og smilte. Men en Kavaler med høirød Nellik under det mørke Ansigt reiste sig og raabte med ung, triumferende Stemme, idet han hæved sit Glas:

91«Hellige, hellige er Luftens Blomster!» Og i et Nu bruste det efter ham i en løssluppet Strøm af lyse og mørke Stemmer:

«Hellige, hellige er Luftens Blomster! Hellige, hellige er Luftens Blomster – hellige, hellige.» –

«Stille, stille!» Daniel Falbe stod atter opreist ved Bordet og rakte Haanden ud, – og et kort Øieblik stilned Bruset af, som var en Tryllering slaat rundt om Salen – – og indenfor Trylleringen der de knapt turde trække Pusten, der fornam Damer og Herrer Luftens Blomster, de slanke deilige med de glinsende Blade, at vokse frem høit over den hvide Dug. –

Og faldt der saa ind en vag Musik af Violiner med Sordin, – kløvet i to af en krystalklar Flageolet.

«Parkens Gange, unge Dame, den strækker sig fra syd mod nord og fra øst mod vest tag nu min Arm, saa skal jeg gaa med Dem. – – Lille Dame, unge Dame, tror De, min Arm er farlig, tror De, min Arm brænder Dem? Nei, min Arm brænder Dem ikke, lille Dame, min Arm er var. – Men saa tag da min Arm, kjære, De ser jo, alle her føres ved sin Kavalers Arm! – – Saa, saa. – Og fortæl mig nu noget om Dem selv – – holder De meget af Deres Pleiefar, Prokuratoren? Aaja, det gjør De nok. Og han forguder Dem, gjør han ikke? – Hans Øine hænger beundrende ved Deres Ungdom, 92Deres – – eller er han kanske ikke netop Deres Pleiefar – – Kjæreste? Gud, hvor hun ser bebreidende paa mig, den Lille! Men har De da virkelig ingen elsket? Saa ung og sød og har ingen havt? – – Herregud da, hvad hun har for et yndigt, brunt Haar. – Maa jeg kysse en Lok af det Haar? – Nei, her er ingen, som ser? – Det yderste, yderste af den Lok der over Øiet – – eller den lille der ved Tindingen – eller af den ørlille der ved Kindet? – Unge Dame, kan jeg beskednere være? Lille Dame, unge Dame – – Elskede!

*

Da Fernanda Mona denne Kveld drog med Prokuratoren tilbage over Sjøen, fornam hun, som var et rødligt Slør pludselig slynget om hendes Tilværelse. Hun sad smilende og trak Fingrene gjennem Vandet.

«Se de blanke Striber i Sjøen, Prokurator, de er som Strengene paa en stor og syngende Harpe.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.