XVI.

De to Gauper laa sture med Armene udover Bordet i Stuen paa Gan og gav hinanden Stikord og Finter. Gode Raad var dyre for Gauperne nu; thi saaledes som Sagerne for 93Tiden stod, kunde deres Dage paa Gan naarsomhelst være talte. Aga havde nemlig budsendt dem Dagen efter Begravelsen, – sandelig havde ikke Gauperne gjort sit bedste, de havde vasket og kjæmmet sig og sat hvide Strimler om Hænder og Hals for at blødgjøre Agas Hjerte, – men se til om det havde nyttet! «Hvad er I for no’n?» – havde Aga sagt, straks de kom ind. Og de to Gauper havde skikkelige nævnt sine Navne. – «For Pokker, om jeg næsten kjender Jer igjen – idag er I da tarveligere end ellers ogsaa! Har I kanske tat Mønster efter Kaffekjedlen – hva? Blankskurte Kaffekjedler med Pib nedenom – hva? Fy Fanskind – og saa toskete som I ser ud – hahaha – og jammen staar I ikke og skjælver ogsaa! Hvad er I rædde for, spør jeg? Akkurat ser I ud som to Tøiter for Skranken! Og bedre end to slige er I vel heller ikke – at dømme efter det pene Levenet paa Jer Fars Begravelse. Trodde I, jeg var døvhørt – hva? Eller trodde I slet ingenting? – Stygge Fillerne, jo jeg skal lære Jer fra at være ligeglade med Aga, jeg.» Og paa den Maade havde han fortsat med at læse dem Teksten, længe, længe, – mens de to Gauper skjælve og usikre havde staat og hørt til. – – Og nu laa de da derinde i Stuen og omsatte Agas Udskjælding til indbyrdes Kjævl, det, der nok kunde indebære mangen en Sandhed, men samtidig ogsaa sligt Nonsens, som nærmest ingensted hørte hjemme, – alt imedens 94der den hele Tid hvilte over dem et Tryk Følgerne af Agas Unaade. For de to Gauper ønsked ikke at være et andet Sted i Verden end paa Gan – slet ikke hos Slægtninge – slet ikke hos Prokuratoren – kun paa Gan og paa Gan alene: Der var Frihed – der var Moro – der var alle de Folk, som de kjendte og skræmte, – og der var alle deres underlige Smuthul, – ja, for den Sags Skyld, der kunde de ogsaa have Fætteren hos sig – den fjetrede, lyse Fætter med Garvesyre paa Fingrene ham de nu havde overtalt til at være tilbage en Stund, og som de styred med og var efter paa de utroligste Afsidessteder. Ikke fordi de netop havde nogen Kjærlighed for den Fætteren, det skulde være Synd at sige; men hans vage og tilbageholdne Væsen animerte Vildskaben i dem paa samme Vis som en Pige, der er blyg uden at være dydig, kan gjøre Unggutter gale. – Nei, som sagt: Fra Gan vilde ikke Gauperne. Allermindst nu! – Og om en Stund trætte af at stikke og prikke hinanden, der de hang udover Bordet, gled deres Tanker efterhaanden over i, hvad der var at gjøre for at sikre sig Opholdet paa Gan – for en Tid ialfald. Gjerne vilde de to Gauper have spillet Aga et Puds paany, noget lignende det, da de skræmte Hestene; men se nu, om de trodde, at den Aga lod sig skræmme som en Hest eller som Narren, Peter Mønsaas. Her maatte noget andet til, men hvilket – hvilket? – – Og Gauperne brød 95sine opfindsomme Hjerner den halve Nat, fandt ud, forkasted og fandt ud paany, – mens Fætteren, der holdt dem med Selskab, sad storøiet af Forundring og Beundring for sine rappe og mangfoldige Kusiner. – Nu er nok Hoderne vore snart som Græskarret, vi hulte ud – mente tilslut de to Gauper misfornøiede. – Ja, var der endda saapas Lys i dem! – Lys var der saa ynkelig lidet af.

Da Morgenen kom, sad endnu Gauperne i Stuen paa Gan, de rykked til undertiden i begyndende Slummer og saa sig forvildet om.

«Hufda!» skvat pludselig den ene i, stirrende hen mod Jon Torsens Armstol. Men det var bare Fætteren, som sad sammensunken der og sov med Haand under Kind. Fætterens Aandedrag hørtes saa søvndyssende i Graalysningen – og brødes braat af et kort Snork, idet han vaagned, fordi de saa paa ham. Men de to Gauper tog til at hviske ivrig med ett. – Han reiste sig sjanglende og kom for at høre – det maatte være et aparte Paahit, det, som ikke lod sig snakke høit om ved Nattetid engang!

*

En Dags Tid senere banked Gauperne paa Agas Dør. De kom hastig indenfor, blege med rødnende Skygger over Kinderne.

«Aga!» sagde de – «Jon Torsen er ikke død alligevel. Han var bare skindød, og nu er han levende.»

96Aga spurgte et Par Gange op igjen. – Jo, det var da saa. Jo. Netop. Jon Torsen. «Hvad Fan,» spurgte saa Aga, «blev han kanske ikke begravet for nogle Dage siden?» Og han lo: «Er han staat op af Graven for at prygle Tøsungerne sine – hva?»

«Ja, det kan godt være,» svarte Gauperne. – «Forresten var ikke Graven kastet til, da vi var derborte nu idag – og slig kom vi til at høre ham banke i Laaget.»

Aga begyndte at kaste Klærne af sig. «Snakker I Sandhed? Fan ta Jer, om I lyver.» Og Gauperne maatte holde sig fast i Dørkarmen for ikke at falde omkuld af Spænding og Rædhed.

«Vil Aga snakke med ham?» spurgte de saa med valne Læber. «Han er ussel da; men vi hjælper ham nok Trappen op.»

Aga blev inderlig uviss at se til:

«Det kalder jeg Seiglivethed! – Nei Fan, lad mig slippe slig en Dødning,» mumled han tilslut og skutted sig. Øieblikket efter fór de to Gauper ud af Værelset og tumled sig hulter til bulter ned ad Trappen.

«Sig ikke noget, du – sig ikke noget,» formaned de Oppasseren dernede. «Sladre ikke paa os, saa skal du faa den bedste Fleskeskinken vor» – og de tog ham i de sprukne Hænder, forklarte ham Tingenes Tilstand og fik ham til at love sig at holde Tand for Tunge. – Og nu lo og skraalte de to Gauper en hel Dag tilende og tænkte, at alt var godt; for 97sandelig om Aga nu kunde jage Gauperne af Gaarden, nu Jon Torsen med Livstidsbygselen var opstanden.

Mod Kveld havde rigtignok Aga besindet sig, og der kom Bud efter Jon Torsen, at Aga vilde snakke med ham. Nu, det fik jo staa sin Prøve! Gauperne støtted sin Far Trappen op, og sagtelig og ustø kom de alle tre ind til Aga, som gav et Udraab af Forundring, idet han fik se Manden. Men Manden sank af puren Mathed ned paa Stolen længst borte ved Døren.

«Kom dog nærmere, min gode Jon Torsen,» opfordred Aga lumskt.

«Aak, aak, aak!»

«Han orker vist ikke mer – er for medtaget af Trappen,» hvisked den ene Gaupe, og Manden ved Døren dukked sammen med Ansigtet helt ned mod Knærne.

Aga vendte Hodet og saa paa Skjæve fra den ene til den anden:

«Jeg mener, du har lagt det vesle Maalet, du havde, igjen i Graven, jeg, Jon Torsen.»

Manden vred kun lidt paa Skuldrene.

«Ja ja,» sagde nu Aga, «du ser da ellers ogsaa gravlagt nok ud.» Saa begyndte han at le: «Ha ha ha, gratulerer med din nye Fødselsdag» – og han rakte Haanden ud – «et ærligt Haandtryk, min Ven!»

«Kan vor Far faa gaa?» spurgte Gauperne. «Han falder snart overende af Træthed – og da maa han bli her.» 98«Nei, Pokker, om han maa gaa, før jeg faar tat ham i Haanden!»

Gauperne støtted nu den ynkelige Mand frem mod Aga. Men i Agas Øine spilled det pludselig, da han greb den andens Haand og holdt den fast. Jon Torsen rykked til. Aga famled med sin ledige Haand efter Stokken, han havde ved Siden:

«Min kjære Jon Torsen,» lød det nu, «jeg har hørt, at Ryggevarming skal hjælpe saa godt baade for Gulsot og Knæmathed,» og i braat Indfald fortsatte han: «Slig garver vi Puntlær paa Gan!» – strakte sig frem og lod Stokken danse paa den usalige Fætters Ryg.

«Au, au – det gjør vondt!»

«Tror du, det er Meningen at gjøre dig godt kanske?» – og den ubarmhjertige Stok banked løs. Fætteren skutted og vred sig:

«Naade, Naade!»

De to Gauper gav et Hikst undertiden, uvisst om af Skræk eller Latter. Da ilskreg Fætteren:

«Det var de to, som forførte mig!»

«Forførte dig, sier du?» – og endnu værre trommed Stokken. «Forførte dig – forførte dig?» ærted han sig selv ved at gjentage og blev stadig vredere. «Jeg skal gi dig, jeg, din Labbitas, din Garverrotte, at komme her og spille Rolle paa Gan! – Der! Er det godt? Der! Var det bedre? Der! Var det bedst? – Forførte 99dig? Der! Der! Og der! Naa ser I til at pakke Jer her fra Gan Gaard allesammen og det paa røde Rappet – Pftøi!» – Og med et Slæng hev han Garvergutten bortover Gulvet. «Nu er det Tøsenes Tur, tænker jeg.» Men de to Gauper var allerede smuttet ud af Dørgløtten. «Du glemmer nok Skjægget dit,» sagde han saa og pegte paa noget. Og Fætteren, som var naad frem til Døren, vendte om, forfjamset og lydig, og hented med sig en graa Lavdot, som laa igjen paa Gulvet.

«Nei, jeg skal nok ikke komme her mer,» loved han flæbende – «Farvel!»

Imedens stod Gauperne paa Stentrappen og bebreided Oppasseren hans Sladdervorrenhed, de forstod nok, at det var ham, som havde givet Aga nogetslags Vink.

«Enhver er sig sjøl nærmest,» mente Manden. – Havde Aga opdaget det selv og forstaat, at han, Oppasseren, havde dølget Sammenhængen for ham, var Oppasseren saa alligevel aldrig blit istand til at spise de Fleskeskinkerne, Gauperne havde lovet ham! –

– Saa blev Gauperne drivende om paa Gangaardens Jorder hele Eftermiddagen; indtil der kom Bud efter dem fra Prokuratorhuset, hvortil allerede Rygtet om deres uheldige Bedrift var naad frem.

Og mismodige vendte Gauperne Ryggen til det sorte Gan.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.