Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XVII.

Atter var der Fest paa Herby. Afskedsfest for det grønne Løv. Det grønne Løv, som snart vilde gulne og rødne i Herbys Have, i Herbys Skoge, ja, rundt om i det hele Land.

Par for Par var straalende Mennesker kommet ned ad den hvide Trappe og havde leiret sig der paa Plænen rundt Springvandet. Paa Læberne havde de Ords Leg, i deres Øine hvilte undertiden det samme bløde Skjær, som sees i Sommerfugles Vinger, – og der var de iblandt dem, som gjerne vilde komme ind i hinandens Skygge. Der strakte sig han, Kavaleren med den røde Nellik under det mørke Ansigt, og ved hans Side sad en skjøn og yppig Frue. Der bøied en høi Militær med kroget Næse og martialske Knebler sig over en Dame, der liden og fin gjemte sin Blufærdighed bag en gjennemsigtig Vifte. Der sad to pur unge Mennesker og fletted Lykkeringe af Græs. Der sad Daniel Falbe med Hænder om Knæ. Der sad den unge Fernanda og glæded sig, naar Glitret fra hans Ring dryssed over hendes Haand og Fod. Og der sad endnu mange, mange andre, brogede som Fuglene fra syd, syngende som Fuglene i nord – lad os tro: Ikke alt for mange med lønlig Sorg i Hjertet. – Og fremme paa Plænen stod en og talte, mens Beslaget paa hans Heroldstav lo i Solskinnet: 101«Skjønne Damer og ædle Herrer! – Her I sidder ved Melusines Fontæne paa Herby – hører I Jagthornene klinge? Greven af Provence indbyder Jer til Jagt i sine grønne Skoge! Der lister sig Losen paa bløde Poter, der tasser Bjørnen i brune Pels, der lurer Ræven vel i Ly, der gjemmer Haren sin kløftede Snude, der gaar de store Vildokser med Horn af Troldets sprikende Klør, – og hvem ved? – langt inde i Bjergkløften, hvor Vandet risler som blanke Glædestaarer, der sidder kanske endnu den deilige Melusine. – Op, op, mine Damer og Herrer, til Jagt i de grønne Skoge!»

Selskabet klapped i Hænderne og lo:

«Til Jagt i de grønne Skoge!» – og de sprang op ad den hvide Trappe for at komme tilbage med flagrende Baand knyttet om Hals og Liv, nogle med blomstersmykte Hyrdestave i Hænderne, nogle med lange Partisaner og tunge Sværd, tagne fra Herbygaardens Vægge, nogle ogsaa med lange Luntebørser i Haab om virkelig at møde Elg og Bjørn. Og ved hver Kavalers Barm var stukket et Silketørklæde med hans hulde Dames Farve.

«Til Jagt, til Jagt i de grønne Skoge!» Trompeterne skingred. Damerne holdt Hænderne for Ørene og gjentog leende:

«Til Jagt, til Jagt i de grønne Skoge!» Og enkelte Herrestemmer faldt ind med Virkning som mørkerød Fløiel:

«Til Jagt, til Jagt i de grønne Skoge!» 102Hunde halsed med fine Pip, Heste vrinsked og stamped i Jorden, og Øg reiste deres ludende Nakker, rysted Manen og glemte Arbeidets tunge Dage. – Frem sprængte saa Greven af Provence, med Fjær i Baretten og den vide Grevekaabe langt udover den vælige Hests Sider.

«Hil, hil Greven af Provence – hil, hil Daniel Falbe!» – Greven af Provence vinked med sin behandskede Haand og red statelig ud af Herbygaardens Port, og ved hans Side red den unge Raimund af Lusignan – endnu med den røde Nellik under Ansigtet. Efter dem toged da Damer og Herrer i broget Mylder. Pager sprang om med Sølvbret paa Hoderne. En Hofnar med Bjeldelue galopperte skrævs over en Kalv – han ulte kjækt i et Kohorn og fægted med den ledige Arm; men Kalven slog bagud, satte tvers gjennem den hylende Række og bar det i en Kolbøtte udover Bakken med et Virvar af Kalveben og Narreben; det sidste, der øinedes, var Bjeldeluen, som – snilt hjulpet paa Vei! – med en hidsig Skrangel føg efter sin Herre nedover Skrænten.

«Pierrot! – Pierrot!» – Damer og Herrer tørred sine Øine af Latter, og der klappedes i Hænderne efter ham.

«Bravo, Pierrot! Bravo!»

*

– – Kun Greven af Provence red taus i det lystige Lag. Alle undred sig derover; thi Greven 103af Provence havde fuldt op af alle Livets Goder, hvoriblandt ogsaa en from og god Hustru og deilige Børn. Men Raimund af Lusignan, den unge, skjønne, han ved hvem alle Damers Øine hviler med Velbehag, spørger ærbødig:

«Ædle Fætter! Vil I fortælle mig Grunden til Eders Sorg, saa at jeg, saavidt det staar i min Magt, kan lette den for Eder?»

Da svarer Greven af Provence:

«Ak, hvad formaar du vel mod Skjæbnens Vilje? Grunden til min Sorg er, at jeg inat har læst i Stjernerne, at i denne Time skal én dræbe sin Herre, og derefter selv bli en mægtig Herre, mægtigere end nogen af sin Slægt!»

«Min ædle Fætter, lad ikke dette volde Eder Sorg. Hvem ved, om I ikke tager feil.»

«Stjernerne narrer mig ikke, Raimund af Lusignan. Og hvis nu dette skulde gjælde mig?» –

«Ædle Herre! Jag dog disse Tanker bort. Tænk paa, at alle her holder af Jer. Hvem vil gjøre Eder noget ondt?»

Under denne Samtale var de kommet afsides, og da Greven var træt, steg han af Hesten og satte sig i Græsset. Men et stort Vildsvin sprang frem fra Krattet og styrtede løs paa Greven. Raimund greb sit Spyd, men i Hastværket for at komme Greven tilhjælp, feiled han en Haandsbred, og Spydet trængte dybt ind i Grevens Bryst. –

*

104Paa en Slette inde i Skogen laa Daniel Falbe med lukkede Øine og Hænderne dybt krammet ned i den røde Grevekaabes Folder, og Daniel Falbes blege, smukke Ansigt havde virkelig faat over sig af den stivnede Renhed, som hører Døden til. Hos ham stod en Kuttemunk, som vred Hænderne fremfor sig og talte:

«Død, død er Greven af Provence, hans nys saa spænstige Legeme ligger udstrakt i Græsset – og Blodet flyder af et bredt Saar i hans Bryst. – Død, død er vor kjære Herre! Aldrig mer skinner Solen lyst i Greven af Provences Skoge, aldrig mer synger Fuglene af Glæde fra nu af bygger de sig Reder, glædesløse som Tiggeren, der graver sig en Hule i Jorden. Og Løvet blegner, Løvet visner, og Løvet falder af som en sorgfuld Kvindes Haar. Død, død er Greven af Provence! Tilbage sidder hans sørgende Enke, hun hyller sit Ansigt i sorte Slør – og dybt inde i Skogen vanker Raimund af Lusignan, vild af Sorg og af Smerte. –

Men hyss! Hør! Hvisker ikke Trærne i Greven af Provences Skog? Kanske er det om Grevens Sjæl! – Kom da hid, du unge Enke, skal jeg søge at tyde dig, hvad Trærne hvisker!» – Kuttemunken greb Fernanda Monas Haand og stirred ud for sig med Seerøine:

«Jeg vilde kysse dig, – siger Greven men Døden kom først. – Jeg vilde favne dig, – siger Greven, – men Døden kom først. Jeg vilde leve hos dig, – siger Greven, – leve, 105leve, vor Kjærlighed tilende, – og det blev da i al Evigheds Evighed. – –

Langt, langt derborte, flagrer der ikke en ensom Fugl mod Himlen? – Saa stans, vend tilbage, du ensomme Fugl, – jeg, Eneboeren i Greven af Provences Skog, jeg befaler dig! Ved den Kjærlighed, hvorom Trærne hvisker i Greven af Provences Skog, ved den Kjærlighed, hvormed Greven hang ved sin unge Hustru, befaler jeg dig, ensomme Fugl, at vende tilbage.

– Se, se – der kommer den ogsaa, den ensomme Fugl – i store Kredse flagrer den ned mod Jorden – lyt, lyt da, du unge Enke, – den ensomme Fugl er Greven af Provences Sjæl!» –

«Er din Kjærlighed stor nok, – siger den ensomme Fugl, – gaa til Heksen ved Kilden – giv hende intet og giv hende alt – gaa saa til Greven af Provence, der han ligger udstrakt paa Jorden og giv ham alt, hvad Heksen ikke fik, – saa faar jeg, ensomme Fugl nok Lov at vende helt tilbage!» – –

Ved Kilden sad Heksen med de onde Øine og det grinende Smil:

«Hvad vil du, Enke?»

«Gi dig, hvad jeg har.»

«Jeg vil ha dit Hjerte.»

«Det hører Greven til.»

«Jeg vil ha dit Øie.»

«Det hører Greven til.»

«Jeg vil ha din Haand.»

106«Den hører Greven til.»

«Hvad har du da, som ikke hører Greven til?»

«Et falmet Løv, som jeg fik af en Eneboer i Skogen. Der, tag det, det er alt, hvad jeg har, som ikke hører Greven til.»

«Pftøi, da har du jo intet!»

«Nei; men det var ogsaa alt!» – –

Og atter greb Kuttemunken Fernanda Monas Haand:

«Gaa saa til Greven af Provence, der han ligger udstrakt paa Jorden, – sagde den ensomme Fugl, – og giv ham alt, hvad Heksen ikke fik. – Knæl da ved Grevens Side, – sier Eneboeren i Skogen. Og Eneboeren i Skogen dækker Jer med Grevens røde Kaabe. – –

Skjænk saa Greven af Provence et Kys for dit Øie! – Og et Kys for dit Hjerte! – Og et Kys for din Haand! – og tre Kys for den ensomme Fugl! – – Saa, nu er Grevens Sjæl vendt tilbage.»

*

– – Men Dagen efter at Raimund af Lusignan havde fundet den skjønne Melusine dybt derinde i Skogen, siddende paa Stenen i et havblaat Klædebon, og hun havde ført hans Hest tilbage gjennem Skogens vildsomme Stier, red den unge Herre igjen ud i Skogen med et stort Følge af Riddere og Damer af sin Slægt. Grevinden af Provence havde skjænket ham den vilde Skog, hvorigjennem Melusines Kilde risled 107og bedt ham hilse Bruden paa det venligste. Blot var Raimund af Lusignan ængstelig for, hvordan det vilde gaa, da han havde fortalt, at han skulde ægte en Dame af høi Rang, og frygted deres Spot, naar de fandt Melusine ganske alene i den vilde Skog. Han blev derfor baade overrasket og glad, da han ved Skogens Rand saa, at der var slaat op en Lystleir saa prægtig, at neppe Kongen af Frankrig havde Magen.

I Midten var der reist et Telt af guldindvirket Tøi med alleslags kostelige Frynser og Bremmer af Hermelin. I Teltet stod dækket et Bord med de herligste Retter og Vine, og rundt om stod en Skare af Tjenere i prægtige Livreer.

Den skjønne Melusine traadte ud af Teltet og gik dem imøde. –

*

«Velkommen skjønne Damer og elskede Kusiner, min Hilsen ædle Herrer og kjære Fættere,» sagde en blond, ung Dame, idet hun med udbredte Arme traadte frem mellem Trærne. Og til den unge Kavaler med Nelliken lød det:

«Min kjære Herre, jeg ber dig, tag tiltakke med denne tarvelige Modtagelse i Skogen, mit Slot er endnu ikke istand, saa jeg kan modtage saa stort et Selskab.»

«Deiligste Dame!» svarte den unge Kavaler, og kyssed fyrig den fremrakte Haand, og han vendte sig mod Selskabet og raabte leende og ægte: «Javist er hun deilig, Melusine!»

108Da ringed Ceremonimesteren med sin Klokke.

«Mine Damer og Herrer! – Saa ser I da vor skjønne Melusines Lystleir i Skogen. – Se Teltene, hvor de straaler i Purpur og skinnende Sølv, der ligner de smale, glitrende Bække i Skogen! Se de hvide Falke, som svinger sig i Blomsterlænker! Se den gyldne Kugle paa Brudeteltet – skinner den ikke som Solen?» Og han løfted langsomt Armene, til han holdt dem udstrakte mod Solen, der snart vilde dukke ned bagom Aasryggen, og gjentog:

«Se, skinner den ikke som Solen selv!» – Og nu begyndte en lystig Sang, hvori hele Selskabet istemte, Sætning for Sætning, eftersom Forsangeren sang først:

«Se, se den gyldne Kugle.
Se, se de hvide Fugle,
som kredser om Melusines Telte.
– Se hendes Kjole af Maaneskin.
Se hendes deilige Stjernebelte,
den som ei ser det, er dum og blind!
– Ja længe leve vor Melusine
og Raimund af Lusignan,
de staar her – hm! – saa stolte, fine
– et Par af første Rang.
Og tifold leve
vor smukke Greve
og hans Grevinde,
som han maa vinde.»

– Men Greven af Provences Hofnar, som nylig var ankommet efter det uheldige Kalveridt, sprang frem og forkyndte gneldrende:

109«Fantasien er – næst efter Daniel Falbe den bedste Anstaltmager i Verden! Derfor er her heller ikke forsøgt med plumpe og materielle Efterligninger af Telte, Falke og Tjenerskarer i Livré» – og gjennem Næsen kom saa, tilligemed et dybt Skrabud – «at ikke Eventyrets Rigdom skal forringes.» – Damerne klapsed ham med Vifterne over Næsen, og Herrerne lo; mens alle tilhobe, Herrer og Damer, nu tog Plads ved Melusines Taffel, der var dækket med kolde Retter, Frugt og Vin paa en vældig Dug, der laa udbredt paa Mosebunden. Midt for Taflet satte sig da Greven og Grevinden af Provence, tilhøire for dem Raimund og Melusine. Frem for de to Par blev der saa plantet en stor Tingest af grønt Løv, hvorpaa deres Navnes Initialbogstaver i Violer, og op i Trærne kløv de smaa Pager med Kurve fulde af Roser.

– «Løvet, Løvet, hvis Fest det er idag Løvet, Løvet – ved I igrund, hvad Løvet er, I som sidder her? – Har I tænkt paa, hvordan Løvet røber, og Løvet skjuler? Har I tænkt paa, hvorfor vi elsker Løvet? – Løvet, som knoppes om Vaaren, falder om Høsten og tæres under Sneen til Edderkoppespind – Løvet, som gir dit Blod Kraft ved sin Duft, og dit Sind baade Vemod og Fryd – Løvet, som gir Ly for Regn og Skygge for Sol, – og om Høsten røber Tyvene Haven. – – Aajo, jeg ved nok, du elsker Løvet for saa mangt og meget; men 110det er vel ikke sikkert, du har gjort dig Rede for det:» – Han stod slank og høi: – «Elsker d u mig?» spurgte han lavt mod Grevinden, mens han trak Pusten ud. – «For det første elsker du Løvet, fordi det er lyst om Vaaren og gir dig lyse Tanker og bedre Mod. For det andet elsker du Løvet, fordi det er grønt om Sommeren og holder dit Mod vedlige. For det tredie elsker du Løvet, fordi det forlader dig saa pragtfuldt om Høsten. Men mest af alt elsker du nok Løvet, fordi det bær Elskoven i sig. – Elsker du mig?» hvisked han og trykked sin Grevindes Haand. – «Ja, Løvet g i r Elskovsglæde, Løvet skjuler Elskovsglæde – og Løvet indebær i sit korte Levnet et Billede paa din egen Tilværelse fra Fødsel til Død. – Men tro nu ikke, at jeg vil præke Løvets Dødsens Saga. Nei. Nei. Længe leve Løvets Liv! – Og en Skaal for Løvet skal vi drikke. En Skaal for Løvet, slig det knoppes om Vaaren, mygt og rent. En Skaal for Løvet, slig det grønnes om Sommeren. En Skaal for Løvet, slig det falmes af Sol. Ja, en Skaal skal vi drikke for Alverdens Løv, Vaarløv, Sommerløv og Høstløv, som flammer – og en Skaal skal vi drikke for alt, der, som Løvet, knoppes, brister, flammer og dør. – Skaal, skaal da for Løvet, for vor Elskov og for os selv!»

Og Roser regned fra Himmelen.

*

111«Hvorhen nu da Greve – Daniel Falbe?»

«Følge min Grevinde over Sjøen.»

«Lev da vel Greve – Daniel Falbe – vi ser dig vel igjen, naar Sol vender Skyggerne mod vest!»

*

Udover Sjøen lyste Maaneskinnet, og ind i det blege Skjær blanded sig en vidunderlig Stemning af Eventyr og Romantik. Og Festens stilnede Jubel klang i Sindet, snart som brusende Fanfarer, snart som smegtende Hymner til Elskovs Pris. Og Festens Lege legte i Mindet som svingende røde Lygter, og – ingen i Verden var saa deilig som Daniel Falbe i en Baad. Især naar han hvilte sig paa Aarerne uden at ro. Og især, naar Maanen skinned ind i hans renskaarne Ansigt – forklarte det.

Daniel Falbe rodde til midt udpaa Sjøen, og de hvide Hænder med Pibekraverne om Haandleddene blev prinsagtige i Maaneskinnet, og de slanke Ben i de snevre, hvide Klær tegned sig som Marmor mod Baadens mørke Bund, og ingen i Verden var saa deilig om Midjen som Daniel Falbe.

Daniel Falbe læned sig paa Aarerne og bøied sig fremover for at se hende i Øinene. Da sagde hun for at aflede hans Blik:

«Se, hvor yndigt!» – og viste udover Sjøen.

Daniel Falbe smilte:

«Ja, du er yndig.»

112Hun fortsatte, fremdeles i Værge mod Blikket:

«Der er Havfruer i Vandet.»

«Men der sidder et Menneskebarn i Baaden – ti Havfruer for hende.» –

Hun fór op:

«Baaden driver, Daniel Falbe!»

Daniel Falbe lo, og de deilige Tænder skinned:

«Er du gal – driver Baaden?» – og han lod begge Aarerne glide ud i Vandet.

Men Baaden drev tilbage mod Herbystranden, drev ind under Løvet ved Bredden. –

«Der er et stort, lyst Vindu i Skogen. Kom, skal du se det! Men der er ogsaa Styggedom i Skogen – gaa nær mig, saa den ikke tar dig. Ser du nu det store, lyse Vinduet?»

«Ja, det er Jagthytten.»

«Nei, det er Skogjomfruens Vindu. Ser du den skjæve Stenen, det er Brevstenen – indunder den skal jeg ogsaa lægge Breve til dig. Men hvorfor smyger du dig væk slig? Hvad for en besynderlig liden Dame! Elsker du mig da ikke?»

«Jo.»

«Min Grevinde!» –

Men i Skillet mellem Dag og Nat spilte Herbyuret sin korte, underlige Melodi, halvt Marseillaise, halvt Orgeltoner, og seirrig varm toned Klangen ud over Skog og Sjø.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.