Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XVIII.

Roserne blomstred i Prokuratorens Have. Der stod de lyse og de purpurmørke, snart yppige, snart gratiøse. Og de mørke straaled om Dagen, og de blonde saaes i Natten som stille Sommerfugle. Og Roserne var røde, gule og hvide, de havde store, blodfulde Blade og de havde fine, blegsottige Blade, de havde stive Stilke med Torne som Rovdyrstænder, og de havde Stilke saa fine, svaie og glatte. Og nogle havde Holdning som Prinser, og nogle nikked og svinged i Blæsten, som dansed de Turdanse. Og der var nogen, som dufted især i Solskin, og der var nogen, som dufted mest i Skygge, og der var nogen, som dufted, naar Maanen stod over Sjøen i øst. Roserne var nærsagt som Menneskene selv til at have hver sin Tid og hvert sit Sted, og om det saa var i det ydre, saa ligned de dem i Skumring; for da blev Roserne til ørsmaa Mennesker med pudsige Fjæs i krøllede Hætter og Luer.

Men midt iblandt alle disse Roser i Prokuratorens Have skjød der op en stor og kraftig Plante, som snart raged høit op over de lave Smaabusker.

Fernanda Mona mente af de myge, tidselformige Blade og den steile Stilk at se, det var 114en Valmu. Men hun forstod ikke, hvorledes den var kommet der – tænkte, hvor underligt, at noget ligesom kunde undfange sig selv – som Kjærligheden – og spire, gro og gløde.

Og slig hun gik om der i en Slags halvbevidst Drøm, hvori hun knapt nok gad begribe, hvad Mennesker sagde, men vel saa deres Smil og hørte deres Latter, – kom hun til at gjætte paa, hvordan mon Blomsten skulde blive Blomsten, som vokste og trivedes der indenfor den grønne Kapsel, strakte sig iblinde mod Lys og Himmel, og snart skulde bryde sig frem, lydløst og hensynsløst, slig Vorherre nu engang lader alle Blomster springe.

Fernanda Mona saa og vented og saa igjen Dag efter Dag, – saa Bladene blive faste og Stængelen meterhøi og lodden; men som det nu varte saa længe, før Blomsten kom frem, faldt det hende tilslut ind at lege en Leg med denne Plante, om hvilken ingen Menneskehaand havde hegnet, og som alligevel havde smøget Rødderne saa tæt i Jorden og suget saa stærkt af Jordens Saft, at Græsset rundt den sygned. Og Fernanda Mona fastslog: Som Blomstens Farve blev, saaledes skulde ogsaa hendes Hemmeligheds Vilkaar blive. – For Kjærlighedens Farve fik den sagtens, – tænkte nok Fernanda Mona, – rød som rindende Blod, som Himmelrødme i øst og vest – vidunderlig rød som Kjærlighed, der luer – eller flammende rød som Løvet, der snart vilde flamme i Herbys Skoge, 115flamme mod Fest og mod Elskov. Og Fernanda Mona digted sig Eventyr om Blomsten i den grønne Kapsel, – og snart, naar Solen kyssed Blomstens Mund, da monne Blomsten blive den stærkest funklende Ædelsten i Efteraarets Krone, en Ædelsten, som, naar Mørket faldt paa, Alfader lod Mørket skjule. –

Men en Morgen Fernanda Mona kom ned i Haven, blev hun staaende og se og se uden rigtig at tro sine egne Øine. For der var kommet en hvid Lilje – kun med smale, røde Bremmer rundt de skjære Blade. Eller en Kala nærmest at kalde – den Dødskransenes og Kuldens blege Blomst. – – Hun strøg sig over Panden, Fernanda Mona, og hun fornam med én Gang, som var der kommet et Ispust over hende – noget som Snefald, en Livsens skimrende Frost, hun hidtil aldrig havde anet – – og saa kom det jo altsammen bare fra en stor Blomst, som hun selv havde gaat og spundet Traade om. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.