Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XX.

Da Herbyselskabet var afreist, rodde Fernanda Mona til midt udpaa Sjøen. Hun vidste nu, at kom hun did, drev Baaden af sig selv til Herby. – Fernanda Mona steg saa underlig halvbedøvet af søde Minder iland for at se efter det Brev, han havde lovet at lægge under Stenen før sin Afreise. Hun tænkte nok, at han kanske havde glemt det i sit Levnets Gjæstebud. Men deri tog hun feil.

Under Stenen laa et Brev med forgyldte Hjørner. Hun rysted paa Haanden, idet hun greb det. Se, det var nu ogsaa det første Kjærlighedsbrev, Fernanda Mona modtog i denne Verden, og hun kyssed den skjønne Skrift. Og hun trykked Haanden mod Brystet i salig Fryd, slig hun stod der med hans, Daniel Falbes Brev i Eie. Nærsagt var ogsaa Glæden saa stor, at den omtaaged hende, og hun fik en Lyst til at plage sig selv:

«Sæt dig ikke paa Stenen og læs det. Sæt dig ikke ved Baaden. – – Nei, nei – staa ikke under Træet – for da møder du ham aldrig!» – Og hun jaged sig selv omkring: «Tre Gange rundt Busken, saa kan du læse det,» og hun gik lydig tre Gange rundt Busken. «Nei, ikke sidde, men staa! – Nei, Solstraalerne fra Siden! – Nei, ikke under Or, ikke under Asp 119– under Rogn slet ikke; for den har sure Bær.» – Og: «Gud hjælpe dig for Gran, det er Dødstræet! – Under Bjerk? – Ja, kanske Bjerk. Bjerk med de smaa Blade og hvide Stamme.» – Saa først gav hun sig selv Lov til at komme tilrette, – og hun holdt Haanden rigtig og Hodet rigtig, og Solstreifet faldt omtrent som det skulde, og Bjerken, Jomfrutræet, skygged over hende – og saa aabned hun endelig Brevet. –

Men det varte en Stund, inden Fernanda Mona forstod det. Hun lod Haanden med Brevet synke ned i Fanget og stirred stort udfor sig. Det var jo meningsløst, syntes hun først, ingenting – han havde maattet ment at skrive noget andet og mer – eller der maatte være skeet en Feiltagelse, Brevet ombyttet, noget bortkommet – hvad vidste Fernanda Mona? Hun havde jo ventet noget vidunderligt! – Men der foran hende, sort paa hvidt – ja, hun kunde dreie og bese det, saa meget hun ønsked, – der stod kun:

«Hellige, hellige er Luftens Blomster.» Og ikke et Ord forresten. – Saa underlig faa og spinkle forekom de hende nu, disse Ord, som for nogle Uger siden havde lydt for hende, klare og stolte som Toner fra Krystalklarinetter. Og først lidt efter lidt dæmred det for Fernanda Mona, at det var nok den ubarmhjertige Sandhed alligevel med det Brevet – desværre hverken Feiltagelse eller Ombytning, men Sandhed 120alene. Ja, deilig er Sandheden slig den svæver om oppe i Himmelrummet som gyldne Isnaale, men anvendt i Livet saarer og ødelægger den ofte, just som Isnaalene, naar de falder ned paa Jorden! – – Hellige, hellige er Luftens Blomster – søg ikke at gribe dem, søg ikke at holde dem fast! – Atter saa Fernanda Mona for sig det vakre Menneske, slig han stod der ved Bordet og med skinnende Øine talte om den forgjængelige Livets Herlighed – og endelig saa hun de fem Ord paa det hvide Papir, saaledes at hun fatted Meningen med dem og Paamindelsen – Øieblikkene der i Parken og i Greven af Provences Skog, det var Luftens Blomster, som ikke maatte røres, – og dermed være da videre sagt: Af Luftens Blomster skulde det lidet nytte at lave Bed i en Have – end sige at tømre Taarn og Tempel. –

– – –

Som Fernanda Mona kom tilbage til Prokuratorhuset, sad Prokuratorens Slægtning der, han havde givet sig efter de andre for at tage Farvel med Prokuratoren og hende.

Under Afskedsmiddagen fik Fernanda Mona en hel uvenlig Følelse ligeoverfor ham, fordi hans store, blide Øine stadig hvilte ved hende. Ved Fernanda Monas Plads laa ogsaa en Rose samt en liden, forseglet Konvolut. Fernanda Mona skjøv den tilside. Først da han var afgaarde, saa hun paa den. Der stod med zirlig Haandskrift:


121«Jeg har nu plukket en Rose,
jeg plukkede den for dig.
– Gjerne kan Tornene saare mig,
kun den har Blomster for dig.»

Hun blev træt staaende og vende paa den:

– Herregud, hvis det var Kjærlighed, han mente med den Rosen, saa havde den jo netop ingen Blomster for hende. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.