XXI.

Omtrent saaledes fór Tankerne gjennem Mattias Agas Hjerne en Nat, han laa i sin Seng uden at sove:

– Ja, se nu er du da snart helbredet, Mattias Aga! Nu har du ikke mer end en Uge igjen, saa kan du kjøre tilbage til Geschæften og se, hvordan de har sumlet derinde under dit Fravær. Naa, det har nok klart sig forresten, Funktionærerne er jo baade øvede og paalidelige nok – og undseet sig for at komme hidud og hente Raad har de heller ikke. – Hm ja – det blev et langt Ophold, dette – og havde det nu ikke vært just for de Tøsungers Skyld, som – jeg sandelig tror – forvoldte hele Ulykken, saa skulde det drøie ud, før jeg atter kom tilbage her. Men det smager af Fugl, sa Manden, han kogte Suppe paa Garstauren. Forresten ligner 122de hende ikke heller. Og kan ikke si et fornuftigt Ord. Nei, da skulde hun hos Prokuratoren vært noget andet. Jeg gav Fan i alle, havde jeg saasandt hende! – Haha – hvad han er for en Tosk, Prokuratoren, som lar hende komme med derover paa Herby – forstaar han da ikke, at han netop burde afsondre hende saa meget som muligt? Nei, det forstaar han ikke; men det forstaar jeg. Jeg skulde nok vidst at ha gjort hende menneskesky og menneskefiendsk, slig at hun ikke havde havt andre end mig, Aga! Men nu hjælper ingen kjære Bror – hun er evig tabt for mig, hun – jeg tror ligesaa tabt som Riketta paa Sjøbunden! Nei, det skal vare længe, inden jeg kommer igjen til Gan – de hvidskindede Tøse kan jo springe om her saalænge; – men aldrig gider jeg reise her som før. – Hm, dengang var her ogsaa anderledes, skulde jeg tro – ligesom saa – saa inderlig, lad mig si – velordnet og alting. Aldrig faldt det mig heller ind, at Værelserne var uhyggelige og døde dengang. – Han saa omkring sig i Halvmørket og ærgred sig et Øieblik over Oppasseren, som havde skjøvet Kommoden bort fra den nordre Væg, husked saa, at det var blit udført efter Ordre, fordi han, Aga, ikke havde likt at se Rosesnirklerne paa den, de tegned sig for ham undertiden som grimme og grinende Menneskefjæs. – Men se nu, om jeg vel satte tilstrækkelig Pris paa nogenting dengang, – tænkte han saa videre. – Kanske 123trodde jeg – hvis jeg da overhodet trodde nogetsomhelst! – at slig kunde det holdes løbende, det hele, som en god Veksel. Og slig skulde Riketta altid være som Ilden. Ai ai – Menneskerne, hvor de kjender sig selv daarlig! – Nu ved jeg med ett, hvorfor jeg blev saa venlig stemt mod Gauperne – det var, fordi jeg ved at se dem bade i Sjøen ubevidst erindredes om hende, som ogsaa var sort og hvid af Mørke og Gnister, – og som drukned dernede. – Jeg elsked hende jo alligevel, – tilstod han pludselig for sig selv, og ganske forsagt saa han Sandheden an: – Men sligt ved vi ofte ikke, før det er forsent, – og mange er det vist ogsaa git at ødelægge just dem, som staar deres eget Sind nærmest. – Men saa manded han sig op og blev brysk: «Sludder, Mattias Aga – du ødelagde hende Pokker ikke! Du gjorde hende Pokker ingen Uret! – Kom hun kanske ikke selv? Saa du det kanske ikke i hendes Øine og hendes Smil, straks du kjørte ind paa Gaardspladsen, – Begjæret? Hvad da no’ forunderligt, at dit eget Begjær slog imod hendes – som Sten imod Sten, der gnistrer? Sagde hun ikke ogsaa søde Ord, langt sødere, end du nogengang fandt at sige? –Jo, – men – men – Aga kom til at huske noget idetsamme, noget hun selv havde sagt: – Men fordi saa mange Mænd er indbildske og naragtige, tror de straks Kvindeord, som er ømme og hede. De forstaar ikke, de Narrene, hvor 124gjerne Kvinden spiller lidt Komedie for at se sin Elsker saa opflammet som muligt! – – Ja sagtens, naar Modgang var over hende, da lod hun kold og haansk. Ret betænkt – da var hun en eneste Haan, der hun stod og gik. Om der gjordes hende Uret? Nei. Og atter Nei. Havde ikke han, Mattias Aga, taget sig af hende, var hun kanske blit gaaende urørt derude paa Gan. – – Naa! – Mattias Aga fór sammen: – Altid var der Rotter i Løngangen – hele Tiden, han havde ligget paa Gan, var han igrund blit plaget af den Kraslingen derinde, undertiden havde den ogsaa vækket ham. Den holdt jo nok op et lidet Minut, naar han banked med Knokerne i Sengefjælen; men saa tog det fat paany, rasped og rusled – rent som om nogen skulde staa og famle efter Laasen undertiden. Aga lo pludselig i overmodigt Indfald: – Kom ind, Riketta! – Men blev straks igjen alvorlig: – Se, det var nu slet ikke saa særdeles morsomt, dette, at det hørtes for ham imellem, som om hun virkelig skulde staa der og ville ind – sæt nu, at Døren sprang op, og hun kom der – – her paa Gan paastodes der da at være fornummet lidt af hvert. – – Sludder, Mattias Aga, Sludder sier jeg! – Men Mattias Aga frøs. Hvorfor han nu var saa anfegtet netop inat, vidste han forresten, naar alt kom til alt, ret godt; skjønt han vilde nu nødig endog blot for sig selv erkjende nogenslags Skyggerædhed.

125Sagen var, han havde sendt den Hunden af en Oppasser, som ellers pleide at ligge borte ved Dørmatten, væk ifra sig. For Fan alene og ikke Aga skulde bry sig om at beholde Hunde og Oppassere inde i sit Soveværelse Natten over, naar ikke den strenge Nødvendighed bød det. Nu! Den korte Tid, der stod tilrest af Agas Gansophold, kunde Oppasseren herefter faa sove lige ud paa Gangen. Ja, for det kunde jo saa let hænde, at Aga alligevel vilde ham noget. Og den der usynlige Døren, den skulde nok ogsaa Aga greie lidt op med. Ja, for det kunde jo saa let hænde, at Gauperne kunde finde paa noget Fanteri derborte. – Da Aga havde udfundet denne sidste Undskyldning for sig selv, fortrak han Munden til et Smil, og snudde sig halvt fornøiet om paa den anden Side.

*

Næste Morgen tidlig var det, at Folk paa Gangaarden faldt i stor Forundring over Aga, hvor uendelig fuld af Luner og Paafund han var. Nu vilde han have Kammeret panelet, fra Tag til Gulv skulde det klædes med Totoms Bjerkeplanker, – og straks paa Minuttet blev Arbeidet iverksat med Folk der nedifra Bruget. Mænd ivei med at bære Trævirket opover Trapperne, saa Sveden hagled, og Snedkere ivei med at spikre, saa de forfjamset banked sig selv paa Fingrene. – At Aga havde havt en 126slem Nat, var ikke vanskeligt at se af hans gulblege Ansigtsfarve og den dybe Rynke, som nærsagt delte hans Pande i to, slig han sad oppe i Lænestolen og kommanderte:

«Tættere ihop, der kan blaase igjennem Sprækkerne! – Fire Spiker der!» – To Spiker paa Midten! – Aaja, det er nok!» – Saa op med den der! – Naa din Rad, din Klods, du slaar Spikerne skjæve, du! – Ud med den Spikeren, sier jeg – og sæt den paa ret – naa, du dit grimede Bæst!» – Nu havde Aga altid havt for Skik at udvælge sig en Syndebuk, naar Humøret var slet, – og denne Gang faldt Loddet paa en ung Snedkergut, fordi Aga et Par Gange havde opdaget et Sideblik hos ham.

«Det er ingenting at flire af det, du,» raabte han til Gutten. «Du skulde heller graate, skulde du – slig en Dumrian du er.»

«Jeg flirte inte, jeg,» undskyldte Gutten sig.

«Flirte du ikke, sier du? Staar du og lyver ogsaa midt op i Ansigtet paa mig? – Paa igjen, Træhændten!»

Gutten vidste ikke hverken frem eller tilbage undertiden, for alting blev forkjert for ham – stadig værre, desto mer Aga skjændte. Nu stod han med og spikred, da de var naad et Stykke frem paa Væggen. – «Her laater det, som om vi skulde banke i en Træringe,» – sagde en. – «Da faar I spikre des bedre,» – mente Aga:

«Otte Spiker først!»

«Otte Spiker til!»

127«Otte Spiker der ogsaa! – Aa, det er ikke at spare paa!» – Det drøned hult af Hammerslagene. Aga befalte flere og stadig flere Spiker i Plankerne. Og tilslut stod Spikerne der ogsaa Hode ved Hode over hele den nordre Væg som Leddene i stramt spændte Lænker.

«Nu tar vi bare en eneste Række der ovenfor ogsaa, saa blir det solid.» – Snedkerne trak sig fore – de var ræd, Bordet vilde sprække.

«Nei, Fan, om det sprækker. Drag paa!» Snedkerne rysted paa Hoderne, men tog fat paany, – og Bordet sprak.

Aga fór op:

«Det var din Skyld,» raabte han til Syndebukken. «Jeg saa nok, hvordan du sleived til.»

«Det var inte mig mer end de andre,» forsøgte Gutten at forsvare sig.

«Din Fant, staar du naa der og lyver igjen.»

«Nei, det er sandt, det,» faldt nu ogsaa de andre Snedkere ind: «Vi var nok sams om den Uløkka!»

«Ti stille, til jeg spør Jer! – Og du, din Urian – værsgo op med hele Bordet, og et nyt paa istedet!» – Men Gutten, som med engang var blit stærk ved Ryggestødet fra de andre, rørte sig ikke.

Aga fik en truende Fræsing paa Tungen:

«Vil du, eller vil du ikke?»

«Jeg vil inte!» skreg Gutten med engang trodsig og opirret af den evindelige Uret og hev Hammeren fra sig.

128Aga reiste sig rasende for at snappe Hammeren og kaste den efter den opsætsige, men traadte i sin Voldsomhed for haardt paa den svage Fod og sank med en Ed tilbage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.