Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XXII.

Fernanda Mona var bedrøvet en Dag, der kom et Regnskyl og bøied mange af Haveroserne mod Marken, saa Bladene blev jordplettede. Hun sad da ved Prokuratorens Stuevindu med Haand under Kind og sukked, og hun vendte sig ikke om mod ham, men talte afbrudt og lavt:

«De knuges ned, en for en, Prokurator. Regnet taaler dem ikke, ligesaalidt som de taaler Regnet – de skal under, under skal de, og Solen har forladt dem. De, som strir imod og holder sig ranke, de mister alligevel Bladene. De søde, fine Blade, hvor de løses op af den onde Regn! Og Farven forandres derude i Randen. – Nei, nei, Prokurator,» og hun vendte sig pludselig om mod ham med et vildt og sky Blik i Øinene, «ingenting kan frelse dem – det er med Roserne derude som med de Mennesker, hvis Levnet skal ribbes – Mennesker, som skal under. – – Se nu, se nu,» lagde hun mumlende til, «et for et falder Bladene af.»

Den gamle Prokurator smilte træt:

129«Saa tag dem da ind,» sagde han – «saa frir du dem for Regnet!»

Da sprang hun op og ud af Døren. Hun blev væk en Stund, saa han nær begyndte at undres. Da saa han hendes Hode med de tunge, brune Fletninger dukke op derudenfor Vinduet. Han saa det atter og atter, eftersom hun retted og bøied sig under Blomsterplukningen. Han saa, hvorledes hun blev vaad af Regnet, saa det brune Haar blive mørkt og glinsende. Der fór et Rykk gjennem Prokuratoren ved Tanken paa en, hun blot var en Afskygning af endnu, men en, hvis udtrykte Billede hun godt kunde blit, hvis Regn og Uveir fór over hendes Sind, slig som det nu fór over hendes Hode derude i Haven. Prokuratoren sukked, tung om Hjertet: Han havde gjort, hvad han trodde kunde være godt for hende. Men hun havde nok gledet fra ham paa en anden Maade end tænkt.

Da kom hun just ind i Stuen med Favnen fuld af de vaade, duftende Roser. Hun dryssed dem udover Prokuratorens Bord, hun var blit rød i Kinderne og lo i seirrig Friskhed:

«Nei, Prokurator, nu fik Regnet dem alligevel ikke. Jeg frelste dem fra Stygveiret – med Døden.»

*

I den Tid, som fulgte, tænkte Prokuratoren, – men ofte skjønte han, at hans Tanke blev gammel og støl:

– Hvor underligt med de unge Piger – ja, 130de af dem, der har Sjæl! – der er Skyggeblomster iblandt dem, der ikke taaler Sol – og der er Solblomster iblandt dem, som ikke taaler Regn; men i et og samme Pigesind der kan ogsaa Skyggeblomst og Solblomst gro Side om Side – som hos min Fernanda Mona. Solblomsten i hende, den er liden og fin og tander, Skyggeblomsten hos hende, den er kraftig af Vækst med brede og enkle Blade, der slutter sig sammen i en lukket Krone. Saa sagde jeg vel mig selv engang om ikke netop med de Ord: Naar en Blomst kan vokse sig saa yndig i Skyggen, hvor vidunderlig maa den da ikke udfolde sig i Solens Straaler! – Og jeg tog hende ud i den lyse, glitrende Dag. – Men se, det skulde du betænkt, du gamle Prokurator, at alt her i Verden, der overflyttes, enten det nu sker fra Kulde til Varme og fra Mørke til Lys eller fra Sand til Muld – alt her i Verden, der overflyttes, maa gjennemgaa Stadierne for Overgangen, hvis ikke – hvis ikke – naar du ikke Hensigten, du gamle Prokurator. Og just dette glemte du! Saa Overgangen blev for brat. Du tog hende fra hendes Slægt og fra Gaarden, hvor alt er malt med sort og graat, hvor den hvide Farve kun lyser i Liglin og Ulykker, – og du tog hende til dit ensomme Hjem – søgte jo nok at pege for hende: Se, der er Lyset. Og der. Og der. – Og hun nikked og svarte hvem ved, om hun ikke svarte saaledes kun for ikke at bedrøve mig: «Ja, tænk, Prokurator, 131der er Lyset!» Og jeg forstod jo nok, at hun selv stod som i mørkt Værelse og sagde det. Saa fik jeg istand, saa vi digted og sang lidt her om Aftenen; – men en tung Barndom og haarde Slægtsmærker lar sig sagtens ikke jage væk ved et Par Sange paa en gammel Luth! Og saa kom hun da lige derover, og hendes Sjæl aabned sig for det brusende Liv, drak det ind i de dybeste Drag, favned det ind med hver en Pore – ak – saa jeg det ikke i hendes store, aabne Øine, hørte jeg det ikke i hendes Latter og i Klangen af hendes Stemme, der ofte blev vag og myg af Glæde! – Men hvordan er det vel med Skyggeblomsten, der kommer i Solskin? Et Øieblik flammer den op – kanske antar dens Blade ogsaa Former, der er sært frodige og vilde, og den overstraaler Solblomsterne, fordi den ligner dem ikke i noget, og Solblomsterne, de veldyrkede og sikre, belaver sig nødtvungent til at gjøre Plads for sin nye Fælle. Men det behøver de ikke, straks efter falder Skyggeblomsten sammen og visner. Det er Tilintetgjørelsen, som kommer over den, fordi den taaler ikke Lyset. – – Herregud, gamle Prokurator, hvad gjør du nu? For nu vil det snart atter flagge til Fest paa Herby. Du ser, hvordan Sollyset farer med din Fernanda Mona. Men er det da ogsaa ret at unddrage den unge Pige den Verdens Herlighed, som du nu engang er kommet til at vise hende?

*

132Ja, sandelig flagged der en Dag til Fest paa Herby, Kjærlighedsgaarden. – Prokuratoren spurgte Fernanda Mona, om hun vilde over. Da neddyssed rigtignok Fernanda Mona i en Fart alle Prokuratorens Betænkeligheder ved at udsætte Skyggeblomster for Sol, idet hun svarte: Nei, hun ønsked ikke. – Men skaffed det Svar ham paa den anden Side en ny Bekymring for hende: Havde Skyggeblomsten allerede visnet? – Og saa blev da den gamle Prokurator gaaende og iagttage sin kjære Fernanda Mona, mens Fernanda Mona gik og kikked efter Skimtene af dem derover. Ti for Sandhed at sige, da gad nok den unge Pige gjerne være med endnu en Gang; men saaledes mente hun, at ønsked Daniel Falbe, ja, længted han, da maatte han gjøre det første Skridt, – og Bud fra ham vilde komme, maatte komme, saa trodde hun, fordi hun nu ved hans Nærhed vækket af Sløvheden haabed og ønsked det saa – – og kom noget Bud alligevel ikke, nu, saa var det da ugjenkaldelig andet, end at det hvide Papirs kolde Ord endnu stod ved Magt – for ham havde deres Elskov kun vært Luftens Blomster – og i saa Fald var den intet for hende.

Fernanda Mona vented. Og mens Fernanda Mona vented, saa hun røde, grønne og blaa Lygter svaie som vældige Høstløv langsmed Husfaçaden. Hun saa Guirlander – vel af røde, skjælvende Aspeblade – snoes mellem Trærne, – og for hende der paa 133Gansiden syntes det skjelligt som røde Traades Spind. Og af og til hørte hun en mangestemmig Sang stige op ifra den hvide Gaard – som en stærk, vibrerende Glædessøile mod Himmelen. – Fernanda Mona sukked den første Dags Aften, da Lygterne derover spredte sit Lys ind i det gulnede Løv, og Trærne skalv, som var de levende Guld. Og hun sad taus ved Aftensbordet, saa Prokuratoren fæsted sine milde, graa Øine ved hende og spurgte:

«Du vilde nok alligevel gjerne ha kommet didover, min Fernanda?»

Men hun svarte fast:

– Nei, hun vilde ikke. –

Den anden Dag saa hun, de drog om i Optog, og hun undred sig meget over, hvilket Eventyr de montro nu tænkte sig ind i. Hun trodde ogsaa engang at øine Daniel Falbes høie, smale Skikkelse i prunkende rødt. –

«De toged om idag,» sagde hun ved Aftensbordet til Prokuratoren – «med noget, der ligned en stor Tønde, hvorpaa sad en tyk liden løvbekranset Mand, ved Siden gik – jeg tror Daniel Falbe med noget i Armene, – og der var mange med Fad paa Hoderne, et Par Stykker af dem leded et Lam, – og tilslut kom Danserinder, som skraalte, saa jeg hørte dem hidover, – og slog paa Tamburin. Kan du skjønne, hvad det skulde forestille?»

Prokuratoren lo tørt.

«Jeg tænker nok, det var et Optog til 134Guden Bacchi Ære,» sagde han saa. «Jeg tænker: Kanske var Daniel Falbe Hermes med Dionysosbarnet i Armene. – Og Følget iøvrigt forestilte nok Bacchanter og Bacchantinder – ja, de sang da sine Høstsange af fulde Lunger, siden du hørte dem helt hidover!» –

Men Fernanda Mona sukked. Og Prokuratoren afbrød sig selv:

«Du vilde nok gjerne vært med, min Fernanda?»

Hun svarte: «Nei,» og strøg sig med Haanden over Øinene. –

Den tredie Dag jaged de med Hund efter Hare. Losen klang indover mellem Aaserne, der faldt Skud undertiden, og engang gjalded et langt Todtraab. – Den Dag hændte det, at Prokuratorens Pige kom ud til Fernanda Mona, der hun sad paa Rundbænken i Haven, og sagde, der var et Bud inde i Kjøkkenet. Hun sprang glædesstraalende ind for at høre. – Budet var fra Gan, fra Aga – om han kunde faa snakke med hende. – Nei, det kunde han ikke. –

«Idag efter Jagten gik de ogsaa i Optog,» fortalte hun den Aften Prokuratoren. «De bar en Mand paa en Baare imellem sig, langsomt, et Skridt idag, og et imorgen. De var svært stilfærdige, jeg hørte ikke en Lyd ifra dem, mer end et eneste Skrig, da de var naaet ind af Porten.»

«Det ved jeg ikke, hvad kunde være,» sagde Prokuratoren, – «hvis de da ikke legte Greven af 135Provence i en anden Form – saaledes at de bar Greven som død indad Porten!»

«Og det var Enken, som skreg, mener du?»

«Ja, hvorfor ikke?» – Fernanda Mona holdt pludselig Haanden for Øinene og tog den ikke væk.

«Men angrer du da saa paa, at du ikke var med, min Fernanda?»

Da brød det ud af hende i Lidenskab:

«Ja, ja, ja!»

Prokuratoren søgte hjælpesløs at trøste hende:

«Du skal med imorgen. Saasandt jeg er Prokuratoren paa Haug, saa skal du med imorgen. Være med i Optogene. Og synge. Og lege.»

Men hun lod sig vanskelig trøste, forstod han, og hun hørte lidet paa, hvad han sagde hun hulked tilsidst. Da sagde Prokuratoren saart:

«Jeg blir syg af at se dig saa sorgfuld. Jeg forstaar dig ikke, Barn! Og naar jeg ingenting kan gjøre for dig, er mit Livs Mission tilende, – da kan jeg ligesaa gjerne dø.»

Men hun gik ind paa sit Værelse og blev ved at graate Natten ud. Trodde nok, hun havde blundet lidt paa Morgensiden; ti hun havde ikke hørt Herbyklokkens klingende Spil fra det fjerne. – Men Sagen var, at Herbyurets Klokkespil var stanset. – –

Morgenen den fjerde Dag fik de høre det: Der var under Jagten skeet en Ulykke paa Herby, Kjærlighedsgaarden. Et Vaadeskud havde truffet Greven af Provence, Daniel Falbe, midt 136i Brystet, som han ved Solfaldstid havde siddet dybt inde i Skogen med en ung og deilig Frue. Saa vidstes: Hun var nylig kommet med i Kredsen der paa Herby, Daniel Falbe havde vært forelsket i hende under disse Festernes yppige Dage, og hun havde vært funklende som Høstløv af Kjærlighed. De havde da siddet derinde, og Daniel Falbes Øine havde vært dybe og ømme, og – sikkert havde der vært over dem af Luftens Blomster. – Men han, som skjød, var den unge Frues Ægtefælle. Et Vaadeskud? – Men var en Geværmunding blit rettet mod Daniel Falbe, fordi han legte med Elskov, saa havde kanske ogsaa Kuglen truffet saa sikkert, fordi han saa ofte havde legt med Døden. –

Og saa fortaltes senere: Hun, som han sidst havde elsket, hun var vanvittig af Sorg, hun anklaged sin egen Ægtefælle, hun laa over Daniel Falbes kolde Legeme og graat sine Øine blinde. Og da han endelig skulde bæres væk for altid, da skreg hun vildt og rev sig i Haaret, og de maatte med Magt holde hende tilbage.

– – –

Saa mange Sjæle, saa mange Sind: For Fernanda Mona havde Sorgen raset ud hin tredie Nat, da endnu intet Menneske havde sagt hende noget. –

Og saaledes var det da hændt, at Fernanda Mona havde ventet paa Daniel Falbe paa samme Vis, som da hun vented paa Valmuen, der blev Kala.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.