Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XXIV.

Det skulde vel intet Under kaldes, at Fernanda Mona nu en Tid blev gaaende kold og sløv for Livet. Desuden bragte en Forestilling om, at Prokuratoren ikke ganske forstod hende i disse hendes Betroelser om Daniel Falbe, Fernanda Mona til at slutte sig inde i sig selv. Hun vilde gjerne gaa alene omkring eller ligge og duve i en Baad ude paa Sjøen. – Der laa hun ogsaa en Dag, da hun saa sine to Søstre komme springende ned fra Gan, holde de hule Hænder for Munden og raabe:

«Aga vil snakke med dig! Aga vil snakke med dig!»

Hun lod, som om hun ikke hørte dem, men lod Baaden drive over mod den anden Side. Der saa hun et sort Slør, som vifted ud af Vinduet paa Herby. Fernanda Mona tog Aarerne og rodde, til hun atter var midt ud paa Sjøen:

141– Hvad skulde jeg nu over paa Herby? tænkte hun. – Nu de vifter med sorte Slør. –

Men disse, der havde vinket til hende fra hver sin Side, havde vækket Fernanda Mona som af en Døs, og hun blev siddende og se afvekslende hen til de to Steder, og sagde saa ved sig selv:

– Der er Herby, Kjærlighedsgaarden, og der er Gan, Hadsgaarden. Se paa de to, hvordan de stirrer mod hinanden over Sjøen – hvor Hadsgaardens Udtryk er mørkt og fortrukket hvor Kjærlighedsgaarden er bleg af Længsel og Elskov. Og begge har de Udsendinge, som vifter. – Nei, jeg hører ikke hjemme, hverken der Hadet eller der Kjærligheden gror. Lar jeg Baaden min drive, da driver den nok mod Herby. Men der vifter de jo med sorte Slør – der vifter de med sorte Slør, – gjentog hun.

«Fernanda! Fernanda!» raabte de to Gauper paa Gansbredden, og den ene flagred med sit røde Skaut, saa Blæsten rev det fra hende og kasted det ud i Vandet. Der laa det og dukked og flød som et rødt Blad.

– Og der rives røde Klude ifra Gan, – vedblev hun. – Ja, begge mister de, baade de paa Hadsgaarden og de paa Kjærlighedsgaarden. Snart sagt, ved jeg ikke, hvem har det værst. – Men ligesaa gjerne kan jeg paa den Maade ro til Gan som drive til Herby! –

Fernanda Mona rodde tillands og gik op til Gan.

142«Hvorfor kom du ikke før?» spurgte Gauperne. «Aga kjeder sig vist. Og han har ventet paa dig i mange Dage.» – Hun forstod, at de var blit Agas svorne nu, siden han havde ladt dem komme tilbage til Gan. Og de tog hendes Haand og fór foran opover Trapperne:

«Her, her er hun, Aga,» raabte de glædesstraalende – «vi fik fat i hende, vi!»

Aga vendte Hodet mod Fernanda; hun kunde ikke se, om han smilte, fordi noget langt Skjæg havde overgrod hans Mund og Kind; men hun hørte nok, at hans Stemme var venlig:

«Naa se der er hun da!» – og han beholdt hendes Haand og fortsatte langsomt med længere og kortere Pusterum, mens Blikket fra de brune, dybtliggende Øine uafladelig befølte hende:

«Jeg havde Lyst til at se hende igjen, hun, som var saa flot til at levere Gavebrevet sit ifra sig. For dengang paa Begravelsesdagen, da hun stod og trykked herinde i nogle Minutter, før hun atter gik sin Vei, fik jeg kun et Slags Helhedsindtryk af hende, men ikke netop Detaljerne, nei. Det var nok forresten det, jeg tænkte, at hun ikke tabte ved at tages nærmere i Øiesyn heller. – Men hvad jeg vilde spørge hende om: Hvordan liker hun sig hos Prokuratoren? Har hun ikke Lyst til at komme hid tilbage til Gan? Hun skal faa alt, hvad hun vil – fine Heste at ride paa – smukke Vogne at kjøre i – kanske vi ogsaa maa male Gaarden helt hvid som Herby – hvis hun vil komme?»

143Fernanda saa kun forbauset paa ham og rysted paa Hodet.

– Naa, naa, det var kanske kommet for bardus over hende, – mente Aga nu, – han kunde jo nok ha fremsat Forslaget mer lidt efter lidt ogsaa; men han var nu engang ingen Ynder af Omsvøb og Vendinger. Derfor fik hun tage det, som det faldt. At han gjorde alting i bedste Mening, det var ialfald sikkert nok. Han havde jo seet de tre Søstre, fra de var ganske smaa, og var ofte ikke langt fra at betragte dem som Døtre eller nære Slægtninge. – Ja, hun fik tænke over hans Forslag da og melde ham Resultatet en af Dagene, naar hun fik Tid. – Forresten havde han hørt Gauperne fortælle, at hendes mangehaande Gjøremaal hos Prokuratoren bar Skylden for, at hun ikke før havde efterkommet hans, Agas Opfordringer, – var det sandt? –

«Nei,» svarte Fernanda Mona nu, – «det skorted nok ikke paa Tid. Men paa Vilje.»

Agas Panderynke blev synlig et Øieblik.

«Hvordan gik det for sig, at hun fik Viljen nu da?»

Hun svarte bort i Taagen, mer til sig selv end til ham:

«Fordi de vifter med sort paa Herby.»

«Nei, hvordan kunde jeg glemme sligt da. Herby er Verden, er det ikke?»

«Jo, det var

«Og naar Herby er lukket, er Verden lukket. 144Da kan du ligesaagodt gaa hid og snakke med Aga, som har brukket Benet sit op igjen.» Der fór et skarpt og misundeligt Blink fra Agas Øine. – «Jeg har hørt, du sørger over Daniel Falbe,» sagde han saa pludselig.

«Hvem har sagt Dem det da, Aga?»

Aga lo ondskabsfuldt:

«Det husker jeg vel ikke rigtig. Men den, som sagde det, sagde samtidig, at det burde hun ikke gjøre; for Daniel Falbe forsmaadde hendes Kjærlighed.»

«Forsmaadde?»

«Ja, forsmaadde! Hun sad jo hjemme denne Gang, og Daniel Falbe var tilskogs med en anden.»

«Forsmaadde?»

«Javel, det betyr: Han vilde ikke ha hende.»

Hun saa op og saa, han var ond i Øinene. Forstod, han havde lokket hende til at røbe sig, for saa i kold Misundelse at sige det mest saarende, en Kvinde kan høre.

«Forsmaadde?» – Men som hun for tredie Gang havde udtalt dette ene og samme Ord, mærked Fernanda Mona, at det var Hadsgaarden, inden hvis Vægge hun sad. Hun stirred dumpt igjen paa Manden med de onde Øine:

«Nei, det Gavebrevet,» sagde hun famlende, men fast besluttet paa at give ham nogen Sandhed igjen, – «kommet fra slige Hænder, som Deres, det betakked jeg mig sandelig for.» Hun havde reist sig, men stansed paa Vei mod Døren 145og saa sig om i Værelset: «Og De, Aga, De maa ikke indbilde Dem, at De stænger Samvittigheden ude, ikke om De saa paneler hele Gan Gaard baade udvendig og indvendig og faar Dobbeltslaaer for hver eneste Dør.» – Nu var det Agas Tur til at stirre uden Svar, og Fernanda Mona fortsatte sikkert:

«Den blege Samvittigheden, den smyger nok med Dem den, Aga. Og det sier jeg: Skulde De nogengang rigtig faa se Øinene paa den, saa maatte det bli her paa Gan, hvor endda Skyggen efter hende, De ødela, hviler overalt.» Og hun gik uden et Ord forresten. Men Aga laa stille tilbage og saa mod Døren, som havde lukket sig efter hende.

Da Fernanda Mona kom ud, følte hun sig i en underlig opspilet Stemning. – Det var kanske for hensynsløst sagt, – tænkte hun rigtignok et Øieblik, – han er jo syg. – Men i næste Øieblik kom det hende for: – Kanske var det Faster Rikkas Aand, som havde lagt hende Ordene i Munden, – og da angred hun, ikke at have sagt langt meget mer.

Fernanda Mona rodde atter ud paa Sjøen.

Derude skinned just Solen i Nedgang bag Gan Gaards Huse, og Sjøen skvulped sort imod Baaden, men med røde Strimer i Kjølvandet.

«Det er Blod,» mumled Fernanda. «Blod, 146Blod, Blod,» blev hun siddende og gjentage, idet hun sank hen og glemte at ro. «Lidt af alt det Blod i Verden, det Blod, som forløser, naar det rinder, men som sprænger, naar det bindes. Blod, som faar strømme, er det ikke Løsen for alt. Men ondt for alt, naar det stænges. Da gaar der Hede i det – og Betændelse. Som nu ogsaa med min Faster Rikka.» – – Og som hun sad der den ensomme Pige i Baaden, kom hun til at leve sig ind i Vandets Mørke med de flimrende røde Stjerner og Gangaardens glidende Skygger. Hun syntes, og det var hende slet ingen Underlighed, slig hun sad i Baaden paa den sorte Sjø, overfor hvilken Slægtsgaarden laa og knuged, – hun kunde være baade sig selv, Fernanda Mona, og den anden, Rikka Torsen, i en og samme Person. Hun, Fernanda Mona, som havde følt den lyse og deilige Bølge af Livet derover paa Herby, og nu leved i Prokuratorens lune Hjem, – hun vidste bedre end nogengang før, hvad hun vel havde havt, hun, Rikka Torsen, slig hun tungt midt oppe fra en Troldhaug kunde iagttage andre Menneskers Glæde, den hun ved Sindelag, Slægt og Skjæbne var udestængt fra. – Og i Fernanda Monas Indbildning danned sig en mørk Skikkelse med Tornekrone om Panden, og imellem de sorte, haarde Torne straaled store, blodrøde Roser. Hvad vilde du tale? – spurgte Fernanda Mona. – Vilde du tale mildt og rolig, som den der har fundet Hvile efter store Lidelser? – Nei, 147nei, ikke sprang Resignationens stilfærdige Ord fra de Læber, men haanlig spændt, som de var det engang, talte de. Nei, der var intet blit af Prokuratorens milde Lære: «Elske skal du,» mente Prokuratoren. «Hade skal du,» maned Rikka Torsens Aand. Og Fernanda Mona mumled Ord for Ord, som mumled hun nogen efter:

«Hade skal du Livet ud
Mennesker, Dyr, Djævel og Gud.
Hade skal du i Døden med
alt som dig gjorde af Livet kjed.

Hade skal du i stort og smaat,
Hade skal du i Braut og Brott,
Hade skal du i Evighed,
Kun Hadet skal være din Kjærlighed.

Hevne skal du fra Dag til Dag,
Hevnen er Livets herligste Smag,
Hevnen gjør dig til stærk ifra svag,
Hevnen er Sjælens største Behag.»

– – Fernanda Mona tænkte sig en Skikkelse paa Sjøen: – Vandet drev af de tunge Lokker, – Klærne klæbed fast ved Legemet, saa hver en Form vistes, som var det en sort Statu. Og ud af Øinene skinned dybt og uudslukkelig – Hadet – det evige, store Had, det der snart gaar som Stormbyger over Folkene, og snart lurer om, stille og stumt, men overalt efterlader sig de røde, forkullede Furer – at ligne med Steder, hvor Lynet har slaat ned.

148«Hadet er Menneskets bedste Værn.»

«Men Hadet er dødt. Af Hadet gror Intetheden.»

«Nei, Hadet lever evindelig.» –

– Fernanda Mona sad endnu i Baaden, da Skumring var gledet over Sjøen og gjort den saa sort som en Rude ved Nat.

«Naar alt andet dør, saa lever Hadet. Men naar Flammer fra Himmel og Jord mødes, da er Verdens sidste Time. Hadet fortærer Jorden.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.