Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XXIX.

– Men ingen kjender Dagen, før Solen gaar ned. –

Fernanda Mona saa Prokuratorens hvide Hode bag Gardinet, da hun atter kom tilbage fra Gan. Han vinked med den ene Haand og reiste sig hastig for at gaa hende imøde. Allerede syntes hun se hans fine og gode Smil.

– Kjære Prokurator, vilde hun snart sige, og gjentage omtrent det hun havde skrevet i Brevet. – Og hun vilde faa baade Tilgivelse og Velsignelse, det saa hun, idet han aabned Døren og bredte Armene ud – i et Sekund saa hun ogsaa hans Øine, hvor de var tindrende klare i Blikket – saa – nei, vidt ud ifra sig slog Prokuratoren Armene, svaied som et fældet Træ – og segned bagover uden en Lyd. Fernanda Mona sprang Trappen op, saa ham ligge udstrakt over Tærskelen – hun sank iknæ ved Siden af ham, mens hendes Tanke stod saa underlig stille.

«Prokurator! Prokurator!» kaldte hun længe. Men fik ikke Svar. Alligevel forstod hun det ikke. – Det maatte være slig en øieblikkelig Afmagt, – tænkte hun, – slig han nok kom sig af om nogle Minutter. – Og da hun fik Folk fat, som bar ham ind paa Langsofaen, og han laa der som altid efter Middagen, syntes 167hun absolut, at han maatte vaagne om en Stund. Hun lagde kolde Vandomslag paa hans Pande, og saa op i sin gamle Vens halvlukkede Øine – de var glasagtige – men det maatte jo saa være, nu han var fra sig. Hun tørred forsigtig Vandet, som randt ned ad Tindingen, og bytted flere Gange nyt Omslag, før der endelig begyndte at drage sig ind i hende en Frygt, der risled som Frost i Brystet. Saa husked hun at ha hørt, man skulde holde Speil under Afmægtiges Ansigt og saa se. Hun gjorde det og blev beroliget – saa tydelig syntes hun at se et svagt Slør af Dugg paa det lille Speils Flade. – Og taalmodig vented hun nu atter en Stund. Erindred sig saa, at Prokuratoren engang havde nævnt Aareladning som en gavnlig Ting baade for det ene og det andet Sygdomstilfælde saavel som Forebyggelsesmiddel mod Sygdomme i Anmarsch. Hun vidste saa nogenlunde, hvor han havde Sagerne, og efter lidt Søgen fandt hun ganske rigtig hans Aareladningssneppert i et blaat Etui, der laa i hans Skrivebordskuffe. Fernanda Mona grued sig nok svarlig, idet hun nu dreied paa det spinkle Instrument og forsigtig prøved det mod sin Finger. – Nei, hun maatte jo alligevel forsøge! Hun maatte gjøre, hvad hun kunde. – Fernanda Mona smøged da Prokuratorens Ærme op – der fór gjennem hende en Tanke ved at berøre hans Arm, at den var for kold; men idet hun følte paa sin egen, fandt hun, at igrund var ikke den synderlig 168varmere. Hun bandt et Haandklæde stramt ovenfor hans Albuled, tog saa forsigtig med to Fingre i Huden over en Aare, frøs endel og følte sig en Besvimelse nær. Men gjøres maatte det jo, – og derfor tog hun Mod til sig og jog Snepperten ind i Aaren, der laa snoet under Huden som en blaa Snor. Der seg ud nogle tykke, sorte Bloddraaber just med det samme, og saa kom der slet intet mer. Og stille, stadig stille laa Prokuratoren med sine halvlukkede Øine.

Idetsamme hørte Fernanda Prokuratorens gamle Pige komme styrtende ind gjennem Gangen og med stor Hast slaa Stuedøren op:

«Aa Herregud hjælpe og trøste os alle,» skreg hun over sig, og Taarer havde alt længe gjort hendes Ansigt smudsigt og rødt, slig hun ustanselig havde grædt og hylt, lige siden Budskabet var blit hende forebragt paa hendes Ærendefærd udi Bygden etsteds. – Hun bøied sig ned over den Døde, trykked Øienlaagene til, og da hun reiste sig, brød hun ud i nye Hulkninger:

«Herregud! Aa, Herregud – for en Ulykke!» – Fernanda Monas Blik streifed den gamle Kvindes ophovnede Træk og fæstned sig ved ham, som laa der saa fredelig paa Sofaen:

«Du forstyrrer ham,» undslap det hende bebreidende.

«Forstyrrer? Aa, Herregud trøste – nei han kan ikke forstyrres mer.»

169«Saa gaa da ud,» sagde Fernanda Mona nu med klar Stemme. «Hvad end er hændt: At hyle hjælper ingenting.» For den Gamles ubeherskede Veklager gjorde hende haard i Øieblikket. – –

Men derinde i Prokuratorens Stue blev Fernanda Mona gaaende alene Dagen udover. Hun hverken sukked eller graat, dertil var Slaget faldt for bedøvende og ulægeligt over hende. Hun kunde gaa derinde, hun kunde gaa et andet Sted, hvor hun var, skulde Verden være død og gold, – og nu gik Fernanda Mona rastløs om og langt borte fra sig selv – drev og drev hid og did – sad et Øieblik paa alle Stoler, læste Titelbladet paa alle Bøger – klimpred en eneste forsigtig Tone paa Luthen, der var taget frem og nu laa paa Bordet, saaledes som hun havde skrevet i sit Brev den Morgen. Den eneste, spinkle Tone vækked hende et Sekund, hun fór sammen og saa sig forvildet omkring: – Prokuratoren! Prokuratoren! –

Men kort efter sad hun i Prokuratorens Lænestol og læste hans Skrift i en Foliant. Hun undred sig over det, men opfatted kun halvt, aandsfraværende, som hun var.

– For Kvinderne paa Gan de uddør ikke let, – havde Prokuratoren skrevet. – Saa er min Mening, at først ophører deres Saga, naar de farer langt fra Gaarden, og Blodet blandes med andre Slægters Blod. Men de gamle Gaarde 170drager. Jeg, som har seet meget i Livet, jeg har ofte seet, hvordan ligesom Afgrunden aabner sig inden de gamle Gaardes Porte, der staar som Brand og Røg af uopfyldte Ønsker, der staar som et Mørke af svundet og nedarvet Had. Ofte maa jeg spørge mig selv, hvorfor der er slig en Forbandelse i det, der er gammelt. Og Svaret lyder: Jo, fordi det gamle er stivnet, fordi det gamle er fæstnet. Det unge kan formes, det gamle aldrig. Men det gamle kan vel fødes paany? Kanske noget, men slet ikke de gamle Gaarde, slet ikke de gamle Slægter. Se til det krogede Furutræ derinde i Skogen: I Aarhundreder har det staat der og trodset Høststorme og store Snevintres Tyngde, mens Graner, unge, ranke og svaie er vokset op og revet bort, – mens Birker, hvide og fine, i Aarrækker har skudt sit lyse Løv, og atter sygnet hen. Det gamle Furutræ staar der og strækker sine krogede Grene over Mose og Smaakrat, – kanske vil det blive et Valfartssted for Ungdommen engang, den vil komme i de klare Solskinsdage klædt i lyse og skinnende Farver og leire sig under det gamle Træs Grene, og skjære sine Navnetræk i Barken. Og det gamle Træ føler, at det mishandles, det føler, at det mister af sin Styrke, og hjælpesløs staar det der og skranter. Men lever gjør det, lever og lever; ti det har formegen Livskraft i Stammen og kan ikke dø paa længe endnu. – Men se, om jeg nu tog af de Spirer, der vokser ved det gamle Træs 171Rod og planted dem om i en anden Jordbund – se, om de da ikke kunde faa nye Former – kanske vokse sig ranke som Palmer. – Du gamle Prokurator! Da er det jo et nyt Træ, som ikke hører det gamle til. – –

«Da er det jo et nyt Træ, som ikke længer hører det gamle til,» – Fernanda Mona gjentog de sidste Ord af den lange Epistel, der med sin høitidelige Stivhed under Læsningen glimtvis havde forekommet hende som en Tale om Død og Grav; men hendes Smil gjaldt nogle smaa, pressede Rosenknopper, hun havde fundet mellem Bogbladene – hendes Rosenknopper til Velkomst dengang. – Den kjære, kjære Prokurator! – Fernanda Mona blev siddende og halvdrømme over de visne Rosenknopper, ligesom Prokuratoren havde gjort hin Kveld, da de var duftende og friske. – Det var ikke sandt noget af det, som var ondt, tænkte hun. – Han laa derinde og sov Middag endnu. – Og sig selv uafvidende begyndte hun, som hun ofte havde pleiet, at føre en Dialog, hvori hun selv baade svarte og spurgte:

«Neimen, Prokurator, der har da sneet farlig i dit Hode! – Neimen, Prokurator, dit Hode er vist af Marmor, det er jo hvidt, drivhvidt, altsammen!» – – Og med Prokuratorens Stemme hvisked hun:

«Kjære Barn, hvad snakker du om? Jeg er bare en gammel Mand, som gik i Livets Skole og lærte læse Livets Skrift – Livets Skrift, 172som er om Kjærlighed. Nei, du ved, jeg mener ikke saa meget den jordbundne Kjærlighed, Elskoven, men den Kjærlighed, der hører Skjælen til.» –

«Jeg ser, du har faat mit Brev, Prokurator, det ligger i Skuffen her.»

«Gud signe dig, Barn. Ja, jeg modtog dit Brev, kort før du kom selv.»

«Du sagde engang, du trodde, du kom til at dø enten af Sorg eller Glæde – – var nu Glæden dig for stærk?»

«Den var, den var – hm, jeg gamle Prokurator, jeg havde jo et ungt Hjerte – det vilde fly dig imøde, da du kom – og derfor brast det.»

«Og nu kommer jeg atter, Prokurator; men nu maa du bare smile til mig.» –

Hun gik ind i den anden Stue – nu havde hun nær snakket sig til at tro – trods Modsigelsen med Talen om hans Død – at han vilde reise sig og gaa imod hende.

Da stopped hun op der, hvor hendes gamle Ven og Beskytter laa – og hun saa ham ligge kold og stiv. Hans Ansigt var som en Dødsmaske af Gibs. – Hun knæled ned og kyssed hans kolde Haand. Fik derved Øie paa det uordnede Trøieærme, husked, hvorledes hun havde forsøgt at aarelade den døde Mand, og Erindringen herom satte en grim Plet i hendes Sind, noget som om hun havde vanæret. For 173Prokuratoren – ja, død var han, død, død. Fernanda Monas Tanke samled sig en Tid om det ene Ord, – og gled først sagtelig ud: Hvad var det vel nu for hende? I Herrens Navn, hvad var det? – og stansed saa: – Jo, ett alligevel, ett! – Hun tager Prokuratorens Sneppert, som ligger der, beser den atter fra alle Sider. – «Om ikke jeg ogsaa kunde trænge en Aareladning, Prokurator,» hvisker hun sagte, hun prikker sig lidt i Haanden – «saa faar jeg ogsaa lettere for at indhente dig.» – Hun føler paa Haandleddet: – «Tænk, jeg tror, jeg har ingen Puls længer,» – og i næste Øieblik: «Jo, men den slaar ikke, den skjælver.» – Pludselig fører hun Snepperten med et dybt Snit ned i Pulsaaren, Blodet springer som af en ørliden Fontæne – hun holder Lommetørklædet over, – skyver med Foden Prokuratorens Stol hen til Vinduet, sætter sig ned og lar den venstre Haand hvile udover Vinduskarmen. – –

«Du velsignede Prokurator,» begyndte hun om en Stund paany, og hendes Tanker kom og svandt som Blink i Mørket – «nu kommer jeg, og aldrig skal Blomsterne visne i Haven.» – Hun syntes, hun kom ind til Prokuratoren etsteds, hvor han sad i en høiloftet Sal. – Holder du Dom her? – spurgte hun. – Hysch, hysch, – sagde Prokuratoren og lagde Fingeren paa Læben: – Nei, det er vi selv, som skal dømmes. Her faar vi vor Ret, – men, – lagde 174han til med sit lyse Smil mod hende, – hvad Synd vi gjorde for Kjærligheds Skyld, det tilgir Dommeren os – vær sikker – for han er selv Kjærlighed. – Hun sagde til ham: – Men i hvert Fald faar du føre Sagen, du faar være Kjærlighedens Prokurator! – Men hvorfor ser jeg ingen her? – – Nei, vi maa vente et andet Sted, til Dommeren kommer! – Prokuratoren lagde sin Haand om hendes Skulder, og de gled ud af den store Sal. –

Saa sad hun i Herbys Have, hvor Melusines Springvand plasked. Hun sad ved Siden af Daniel Falbe; men hendes Sind var fjernt fra ham. Hun saa ham ogsaa som Greven af Provence med den vaiende Fjær i Baretten: – Se op, – sagde han og underlig var Modsætningen mellem hans prunkende Dragt og hans alvorlige Ord: – der staar mit sorte Kors. Hvad vi efterlader os paa Jord er et Kors, Sorgen i vore Kjæres Hjerter. Se, mine Kjære, de tog mit Kors og bar det. – Turde du ikke tage Prokuratorens? –

– Enhver faar bære efter sin Styrke, hørte hun Prokuratorens Stemme. – Man kan ikke mer, end man kan. –

Hun saa en Verden flammende mod Høst, i Smaragd og Rubin. Hun saa en rosenrød Flod, hvor Svaner svømmed. Hun hørte en Sang til Luth, af en mægtig Røst, der fyldte Himmelhvælvingen.

175«Nu fik du mig langt bort, Prokurator, fra den gamle Stamme – fra Gan og fra Slægten – lige hinsides baade Skogene, Sjøen, Fjeldene og Himmelen. – Men hvordan læste jeg: Naar Skuddet rives fra Stammen, da dør det.» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.