Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XXVII.

Atter var Støv faldt paa Prokuratorens Luth, der den hang urørt paa Væggen i det lyserøde Silkebaand, som nu var falmet af Sommersolen.

Prokuratoren selv sad i den sidste Tid imellem hele Dagen stille i sin Stol. Spurgte nogen ham, om han ikke følte sig vel, lød dog altid Svaret: – Nei, han var frisk. Uden at tænke saa meget over det, grudde han sig kanske endel til den lange Mørketid, som var ivente, den var ikke god for ham – nei, den var ikke. Han havde igrund vænnet sig fra saant haardt Veirlag nu alle disse Aar, han havde tilbragt i Syden. – Ti i dette Stykke med Prokuratoren som med Mennesker flest – han havde ikke imod Skalkeskjul.

En lignende Udtalelse bragte engang Fernanda Mona til at spørge, om han angred sin Hjemreise.

Prokuratoren svarte da:

«Nei, det gjør jeg ikke. Jeg er just glad, at jeg reiste hidhjem og traf dig, Fernanda Mona. 156Skjønt – undertiden tænker jeg nok ogsaa, at det helst maatte vært det samme – for min egen Del. Men det er nu en styg og egoistisk Tanke, tildels diktert af min Skuffelse over ikke at kunne gjøre Tilværelsen saa meget lysere for dig. Viljen var der, ved du, – jeg trodde – ogsaa Evnen. Men vi Mennesker, ak, – hvor ofte tar vi ikke feil af Midlet!»

«Aa kjære Prokurator,» bad Fernanda Mona ham, han maatte ikke snakke saaledes. Hvad kunde han eller nogen for Skjæbnens Veie? –

«Skjæbnen? Skjæbnen?» sagde Prokuratoren i opblussende Kraft. «Husker du ikke, hvad jeg engang indprented dig om Skjæbnen, Fernanda Mona? Saavel som du kunde bytte Navn, kunde du ogsaa bytte Skjæbne.»

«Nei du, Prokurator,» paastod Fernanda Mona, – «vi kan ikke bytte hverken Skjæbner eller Navne, som vi skifter en Klædning af os!» Og triumferende ved Tanken paa sin Paastands Seir over hans, redegjorde hun:

«Du forsøgte nu heller ikke at døbe mig helt om, du gav mig et Tilnavn istedet. Slig, mener jeg, er det med Skjæbnen ogsaa: Vi kan nok faa no’ i Tilvækst; men Grundstemplet blir der, det kommer vi aldrig fra.»

«Alligevel skal du fra det, Fernanda Mona, og den Dag skal komme, at du gir mig ret. Det er sandt nok: Fra Slægten og Gaarden skal du længer bort end nu, langt, langt bort, 157Fernanda Mona; men da tror jeg nok ogsaa, du er kommet bort fra en stor Del af din Skjæbne.»

«Saa har jeg ogsaa tænkt,» begyndte han atter, – «at om Gud vil, skal vi reise didned ifølge, – og har end baade du og jeg havt noget tungt i denne Tid, vil sikkert mangt og meget lysne for os. – Du skal faa mærke, kan du tro, hvordan det er at leve op – at føle Blodet tyndes, og Sindet lettes.» – Men Øieblikket efter faldt Prokuratoren i Tanker. –

«Hvad er det nu da, Prokurator?»

«Nærmest slet intet, Fernanda Mona. Undertiden funderer jeg sandelig paa, om jeg mon tro er paa Veie til at bli Pessimist paa mine gamle Dage. Det lønner ikke Umagen at fortælle dig det engang.»

«Tror du ikke, jeg forstaar nogenting nu længer da?»

«Jo, det kan jeg nok tro. Men det er egentlig for betydningsløst til at nævne, det jeg mener.»

«Fortæl alligevel, Prokurator.»

«Jaja! – Det er, at jeg har nogen underlige Oplevelser i det sidste – det vil sige, der er Ting, som paatrænger sig mig saaledes, at jeg mærker dem som Oplevelser. – Først hændte det en Nat, at jeg vaagned af en stor Ængstelse, saa Hjertet hamred; men se, det var nu ingenting. Saa hændte det en Mørkningstime, jeg sad i Stolen her, at nogen lagde Haanden paa 158min Skulder, – jeg vendte mig om i den Formening, at det var dig, Fernanda Mona; men det var nu heller ingenting. Og nu tilslut hændte det en Dag, jeg sad her og tænkte, hvor yndigt vi kunde faa det dernede i Syden, hvor det maatte bli rart at vise dig de Verdens Herligheder, – da sprang en af Strengene paa Luthen. Det var som Smeldet af en stramt spændt Strik lige ind i mit Hjerte, Fernanda Mona, og atter tog det til at hamre som dengang om Natten.»

Kjære, kjære Prokurator, du maa se til at komme bort fra dig selv, du ogsaa, skjønner jeg nok.» – Og i en afmægtig, men instinktiv Trang til at gjøre noget for ham, gik hun hen og pusled med stort Besvær en ny Streng paa Luthen, og knytted ogsaa i den et nyt Silkebaand.

Prokuratoren smilte lyst:

«Tak skal du ha, min Fernanda Mona! Ja, du har Ret, jeg gjør mig vist unødige Sorger. Men nu skal jeg ogsaa ta mig sammen, skal du se.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.