Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

XXVIII.

Saaledes talte Aga, uafbrudt og anspændt, mens hans Haand holdt fast om Fernanda Monas, og han af og til vendte Hodet usikkert om mod Vinduet:

159«Jeg, Mattias Aga, var den Stærkeste af de Stærke. Saa stærk var jeg, at just Styrken blev min Svaghed. For Styrken, Fernanda, den er som en Tordensky, den maa gi sig Udslag og saa med et kan det hænde, den er borte. – Jeg, Mattias Aga, jeg reiste hid, for at heise mit Flag paa min gamle Fæstning, – derfor blev jeg selv en Fange. Men var jeg forblit, der jeg var, eller havt en mindre Styrke, slig at jeg havde manglet den stærke Trang til at gi den Udslag – da havde alt vært saare vel og bra. Istedet ligger jeg nu her forslaat, og lammet – af Skyldbevidstheden. Hvad sagde jeg? Skyldbevidstheden? Nei, der løi jeg; for jeg har ingen Skyld. – Men den Ting var jo sand, og det har jeg nu Lyst til at betro dig, Fernanda, – der er virkelig noget, som gjør mig utryg herinde – eller rettere: Jeg er blit saa forbandet enervert, skjønner du, af at ligge saa længe paa denne Liggaarden, – jo, det Ordet er betegnende nok det, skal jeg si dig, – gaa lidt paa Frastand af Gangaard, du, tænk paa, hvad jeg sagde, og fortæl mig saa, om ikke igrund hele Huset ligner en stor, sort Ligkiste! – Fy Fanskind! Og her netop blev jeg liggende da. Men nærsagt gik det endda an, indtil du havde vært her, du, med alt dit opstyltede Snak – om Øine, blandt andet – Samvittighedsøine. Nei, det var jo ikke engang berettiget af dig! Men mig, syge Mand, gjorde det alligevel et visst Indtryk paa – – og der begyndte Aften 160efter Aften at komme et hvidt Fjæs paa Vindusruden til mig. Ja, jeg beordred nok Tæpper foran det Vinduet derborte. Men saa blev her sort, som laa jeg i min egen Grav. Og det var jo heller ikke videre hyggeligt! Saa lod jeg Tæpperne tage væk. Men det forbandede Fjæset var der fremdeles og plaged mig baade sent og tidlig; indtil jeg blev kjed af det tilslut og kasted noget imod det – men da skulde du kjendt huthh, slig en hvid – kridhvid Isgufs, der kom og tog omtrent Veiret fra mig. – Sig mig, du, som tror saa meget ondt, du tror vel kanske ogsaa, det var nogen, som hevned sig paa mig, du?»

– Og Fernanda Mona gjentog, hvad hun ogsaa før havde udtalt, omtrent med samme Ord:

«Ja, onde Gjerninger hevner sig altid ikke mindst gjennem Samvittigheden.»

Men i braa Overgang, som var blit ham egen i det sidste, slog nu Aga om:

«Er de nu der igjen Talemaaderne! Nei, du, til min Dødedag forstaar jeg aldrig helt, at du igrund orked rive over det Gavebrevet. Men sig mig: Angrer du det ikke ogsaa nu? Vil du nu ikke gjerne ha et nyt?» – Han laa og lo lidt ved sig selv:

«Vil du ha Gan?»

Fernanda Mona lo ogsaa, men svarte:

«Nei, jeg vil ikke ha Gan.»

Han saa paa hende lidt skummelt fra Siden:

«Nei, jeg forstaar vel, du behøved ikke at 161tage imod noget for din egen Skyld. Derimod har du to Søstre. – – Men du er nu engang ikke af noget opofrende Slag, Fernanda,» kom det spydig efter.

«Hvorfor skulde Aga i sin Gavmildhed gjøre mig til sin Skyldner?» spurgte nu Fernanda Mona just i samme Tone. – «Har Aga en Følelse af, at de to Gauper trænger noget, bør han heller gi direkte til dem.»

Aga taug en Stund. Sagde saa pludselig:

«Laa jeg nu ikke her saa vel lænket, Fernanda!»

«Hvad saa?»

«Om jeg havde friet til dig – – havde du saa taget mig?»

«Nei.»

Aga lo ondskabsfuldt og ærgerlig:

«Men du forstaar, det havde jeg nok ikke gjort. Og var det nu mod Forventning alligevel faldt mig ind, da havde jeg sikkert stelt mig, saa du havde taget Mattias Aga baade med Kyshaand og Tak.»

Det sagde sig selv, at Fernanda Mona plagedes ved disse Besøg hos Aga. Neppe vidste hun, hvordan hun holdt det ud mangen Gang, og sjelden gik hun derfra uden med et stille Løfte om aldrig at komme igjen. Men naar saa hendes to Søstre et Par Dages Tid senere atter kom for at faa hende med, og trygled tyndt og længe baade for deres egen Skyld og Agas, gav 162hun som oftest efter og gik did paany – selv om det var paa urimelige Døgnets Tider. Aga lagde altid stor Tilfredshed for Dagen ved at se hende – han fik det bedre, naar hun havde vært der, sagde han, fordi hun var den eneste, han kunde snakke med saa om løst og fast, og hvad der nu kunde falde ham i Tanker. Han snakked og snakked da ogsaa ustanselig undertiden. Og holdt hendes Haand fast, selv efterat Sovemidlerne havde lukket baade hans Øine og hans Mund. Ved slige Leiligheder iagttog Fernanda Mona ham nøie han var magret af nu, siden dette nye var stødt til, og der var kommet et slapt Drag i hans Ansigt – hun tænkte imellem: – Nu kan du føle, hvad det vil sige at være skrøbelig, som Jon Torsen var det – hun betragted de Dele af hans Ansigt, hvor Skjægget ikke dækked – den langagtige Næse med Næsevingerne, som bevægedes for hvert Aandedrag – de stærke Bryn over de svedige Øienlaag – i Panden en Streg, der laa paa Lur til at blive en dyb Onskabsrynke. Og det saa hun flere Gange, at endog i Drømme jagedes han af Skyggerne – snart stønned han tungt, snart aabned han Læberne, som var det noget, han vilde sige, snart fór der Trækninger over hans Ansigt og forvred det, som Speilbilledet af ens eget Ansigt forvrides i rislende Vand. – Her var da Straffedommen allerede faldt, tænkte hun. – Nu maatte han tømme Bundfaldet i det Lidelsens Bæger, han 163havde skjænket Rikka Torsen – end ikke kunde Fernanda Mona synes Synd i ham. Braat kunde hun trække sin Haand ud af hans og se paa den, saaledes som hun kanske vilde gjort, hvis hun havde holdt en Massemorder i Haanden. – –

Men naar Fernanda Mona efter slige Timer traadte ud i Dagen og lettet trak Pusten mod Lyset og den friske Blæst, der strøg langsmed Sjøen, begyndte der i den sidste Tid at strømme en stor Glæde over hende, der hun gik mod Prokuratorens Hus. En høitidelig Glæde over ikke at være bundet i Drageklør, en Glæde over ham, som havde frelst og vundet hende derfra. Men af den store Glæde springer Taknemmeligheden. Men af den store Taknemmelighed springer en Følelse, rig og mægtig, en Følelse, som gjør den gamle ung, og den unge som stod han med sænket Hode i Guders Række.

– Engang Fernanda Mona traadte ind gjennem den lille Grind, der aabned for Prokuratorens Have, faldt hun ned og kyssed den vaade Jord. Op mod Prokuratorens Vindu vendte hun saa sit straalende Ansigt.

– Kjære Prokurator, – vilde hun snart sige, – nu skal vi atter børste Støvet af Luthen. Nu skal den ligge fremme paa Bordet med sit lyserøde Silkebaand, og hver Dag, naar vi ser den, skal vi smile og sige – ja, for vi maa jo kun se paa den, for ingen af os kan jo synge – men hver Dag vi ser den, skal vi smile og 164sige – – Der knirked af hurtige Skridt i Grusgangen udenfor Grinden. Det var en ifra Gan.

«Skal hilse fra Aga,» sagde denne – «og be Jer saa vænt at komme tilbage. Han glemte at si Jer noget saa vigtigt. Og han tror, han snart dør.»

– Borte paa Gan var dog Aga just søvnet ind, idet hun kom. Men fordi hun vidste, at han i sin Utaalmodighed vilde budsende hende paany, straks han vaagned, blev hun, eftersom hun nu alligevel var der.

Oppe paa Kammeret laa da Aga og talte i Søvne:

«Uret?» sagde han. «Uret? Ja, jeg gjorde hende Uret. Jeg havde ikke behøvet kræve hende som Vederlag for at lade den skrøbelige Jon Torsen bli siddende her paa Gan. – Uret? Javist! Jeg skulde ialfald ha klædt hende i Fløiel og Guld som Salomo klædte sine Medhustruer. Han lod dem bade i gyldne Kar. – Hun havde ubleget Lærred over sin fine Hud. Hun havde grovt Værken, bondsligt, smaarudet, over sit stolte Legeme. Hun skulde havt sort Fløiel eller rød Fløiel som Blod, – og i hendes Haar, der var glansløst som Sørgeflor, der skulde funklet Guld og rødgnistrende Stene. Uret? Uret? Men vi gjør ofte dem Uret, som vi elsker. Ofte ogsaa, fordi vi vil ha dem for os selv – at ingen anden skal opdage dem. – Men jeg vil ogsaa eie hende, den anden – jeg blir nok engang karsk, her jeg ligger – og 165har nogengang Mattias Aga ikke naaet det Maal, han satte sig?» –

Men nede i Gangaardens Stue skrev Fernanda Mona et Brev til Prokuratoren, fordi hun havde Trang til at tale med ham, og at han skulde høre hende straks, dette hun havde paa Hjertet, og som hun blev forhindret fra at sige mundtlig for en Stund siden:

«Jeg takker dig, Prokurator, for alt, hvad du har giort for mig i Livet. I al Evighed takker jeg dig. Og jeg ber dig tilgi mig, at jeg tænkte paa mig selv saa meget istedetfor paa dig. – Jeg ved nok, du vil sige, at du mærked det i det sidste, hvordan jeg søgte tilbage til dig, – jeg tror nok, du mærked det – ogsaa paa Baandet i Luthen. Men den Luthen, Prokurator, nu skal vi atter børste Støvet af den. Og fremme paa Bordet maa den altid ligge, og naar vi ser den, skal vi smile og sige: Nu skal Støvet aldrig mer gjøre Luthen graa! – – For er ikke den som et Symbol paa Kjærligheden, – ja, din og min, Prokurator? – Og naar jeg nu kommer til dig, skal heller aldrig mer Blomsterne visne i Haven.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.