Annikken Præstgara er knagende kjæk

61Det blev lidt efter lidt til det, at det blev stor moro over hele klassen, naar Annikken PræstgaraPræstgara] rettet fra: Præstgata (trykkfeil) skulde høres i lekserne. Bare fordi hun var saa bent frem og ærlig. Var det noget, hun ikke vidste, var det ikke tale om, at hun kunde smette undaf og snakke det bort i noget andet, som Ebba og Ellinor var saadanne mestere i.

«Eg veit ikje det», sagde Annikken Præstgara i det dybeste alvor.

Da morede de sig, saa de laa nedover pultene i en eneste latter. Annikken blev flammende rød i ansigtet lige op i haaret, og saa med et underligt saart blik bortover dem allesammen.

«Hun er vist forfærdelig dum», sagde Ellinor Vig, «jeg undres rigtig paa, hvad hun kan i verden jeg?»

62«Ingenting naturligvis», sagde Ebba, «vil du tro, hun har ikke gaat paa danseskole engang».

«Er du gal – kan det være muligt?» sagde Ellinor Vig.

«Ja, det er rent ud generende, at hun er min kusine», sagde Ebba.

Netop denne dag var det, at Mikals sko havde løsnet, da de kjørte paa skolen om morgenen. Det var holkeføre og issvul langs veiene, Sjøgren syntes, det var formeget bryderi at reise til smeden med Mikal samme formiddag og bestemte sig derfor til at tage Mikalia, naar han reiste ned for at hente dem fra skolen.

«Hoppa har godt af at røre benene sine ho ogsaa», tænkte Sjøgren, «og frua kjender ikke forskjel paa dem, hvilket som er».

Det var derfor Mikalia med charabancen, der den dag stod udenfor skolen for at hente de fire kusiner.

«Det er hoppen idag», sagde Annikken Præstgara med sit skarpe øie for dyr.

Sjøgren bare gryntede og kløv op paa kuskebukken. Det var noget til jentunge ogsaa, at hun nu straks skulde se det – de var saa lige som to svarte katter. De kjørte opover. – Der kom et læs med bord kjørende. Gutten, som kjørte det, veg ikke nok undaf, et af bordene var løsnet; idetsamme de passerede hinanden paa det glatte holkeføre, slog det løse bord hoppen over benene.

Hopsan! Der blev et staahei! Mikalia stod et 63øieblik paa to, charabancen gled udover den isede veikant, i samme øieblik var Sjøgren kant i kant ned af bukken og rullede nedover skraaningen.

Men Mikalia gjorde et vældigt hop, og i rasende karriere gik det bortover holkeføret.

Et eneste skrig fra vognen. Alle de, der mødte dem, stoppede op og raabte:

«I Jesu navn – hvorledes gaar dette?»

Der reiste Annikken Præstgara sig roligt op. I et nu var hun kløvet over paa kuskebukken og samlet tømmerne op. Hun stod opreist, de stærke, røde hænder knuget sammen om tømmerne, mens hesten fortsatte sit rasende løb.

«Lad os hoppe ud», raabte Ebba.

«Aa Gud», raabte Maren Anne.

Annikken Præstgara vendte sig halvt til siden. I dette øieblik lignede hun sin mægtige bedstemor paa Blommedal op ad dage.

«Dere rører dere ikke».

Ikke en af dem tænkte mere paa at hoppe ud.

Og saa en lang stund efter i aandeløs stilhed fra de tre i bag i vognen, mens hesten fortsatte sit rasende løb, og charabancen svingede fra den ene veikant til den anden, kom det roligt fra den staute jentunge oppe paa bukken:

«Jeg greier hende nok».

Hatten fløi af Annikken Præstgara, det lyse, tynde haar flagrede hende om hovedet, men de brede, røde hænder holdt fast med et jerngreb. Ikke et sekund slappede hun taget. Hesten følte, den havde 64en villie over sig og sagtnede lidt. Men nedover Blommedalsalléen vilde den ikke. Den stod bent paa to op i luften.

Ebba skar i et skrig.

Annikken Præstgara famlede ned paa sædet efter svøben, og et susende slag faldt nedover Mikalias glinsende, brune ryg.

«Men er du gal, Annikken?» raabte Maren Anne.

Ikke en lyd kom over Annikkens læber, men i samme nu var de i strakt karriere nedover Blommedalsalléen, smaasten og issvul fløi dem om ørene. Annikken Præstgara stod bagoverlænet af den voldsomme anstrengelse, for at holde hesten i veien.

Da skreg de tre bag i vognen i kor.

«Kjære dere, hvad er det, dere skriger for?» sagde Annikken.

Porten op til gaarden stod heldigvis aaben – i susende fart gik det over den store gaardsplads, udigjennem baggaarden og ret op til stalden.

Der braastansede den med en eneste gang med hovedet op til stalddøren og skjalv over hele kroppen som et aspeløv.

Maren Anne, Ebba og Lille-Annikken skjalv ikke mindre, hoppede ud af vognen og græd allesammen. Tjenestegutten og pigerne kom styrtende:

«Men ialverden, hvad er her gaat for sig?»

«Hun fløi spjær», sagde Annikken Præstgara med sin dybeste røst.

«Annikken har reddet os», hulkede Maren Anne.

«Jeg bare holdt hende, jeg», sagde Annikken.

65«End Sjøgren da?»

«Han dat af», sagde Annikken med stor ro.

Men der kom frøken Duus med et kridhvidt ansigt:

«Bedstemor – kom til bedstemor», fik hun saavidt frem.

Bedstemor havde staat i spisestuvinduet, som hun pleiede, for at fryde sine øine ved dem, naar de kom fra skolen. Her fik hun se det hele optog med Annikken uden hat opreist i vognen, alle de andre storskrigende, og den skræmte hest i rasende løb over gaarden.

Bedstemor var kommet ud paa trappen med sin daarlige hofte. Der græd de og raabte i munden paa hinanden Ebba, Maren Anne, Lille-Annikken og frøken Duus.

«Kom ind», raabte bedstemor med stentorrøst, «se saa – hvad er hændt?»

De fortalte om igjen og om igjen, at det var Mikalia, som blev skræmt, og Sjøgren, som faldt af, og Annikken, som holdt hesten hele den lange vei.

«Mit kjække barn», bedstemor aabnede sine arme og tog Annikken Præstgara varmt i sin favn. Og taarerne trillede ned ad hendes store, krumme næse.

«Takket være Gud», sagde bedstemor stille – «men lad mig se paa dine hænder, barn».

«Nei da», Annikken Præstgara vilde ikke det.

«Jovist». Bedstemor gav sig ikke.

Annikken Præstgara aabnede modstræbende de brede, røde hænder. Der var en blodig stribe i den høire haand.

66«Pyt», sagde Annikken, «det gjør da ingenting, det er godt igjen imorgen, det».

«Hvad tænkte du paa den lange vei, mens du stod der i vognen?» spurgte bedstemor.

«Jeg tænkte bare, at jeg greiede hende nok», sagde Annikken Præstgara.

«Kjendte du ikke, at det gjorde ondt i din haand da, barn?» spurgte bedstemor.

«Nei, det kjendte jeg først, da jeg kom af vognen, det».

Bedstemor gik ind i sit værelse og kom igjen med en bred guldkjede med laas til at have om halsen.

«Denne skal du bære til minde om denne din tur», sagde bedstemor høitideligt.

«Aa nei da, den er altfor fin til mig», sagde Annikken.

Men bedstemor tog og fæstede kjeden om hendes hals, den laa der og glinsede udenpaa Annikken Præstgaras tykke værkenskjole.

Saa blev der sendt bud for at finde op Sjøgren. Men Anne stuepige kom snart ind og sagde tidende af ham – nu saa de ham i alléen.

«Gaar han paa sine ben», spurgte bedstemor.

«Ja da, og det fort ogsaa», sagde Anne stuepige.

«Send ham herind», kommanderede bedstemor.

Sjøgren stod paa matten indenfor døren. Han var skrubbet op i ansigtet og blødte paa det ene kind. Det var en skikkelse, meget ulig den værdige Sjøgren, der ellers viste sig. Han var nemlig aldeles, sammenkroget og holdt de foldede hænder knuget mellem knæerne.

67«De kan ligesaa gjerne dræbe mig med en eneste gang, frue», begyndte han hurtig, «for dette overlever inte jeg».

«Har du skamslaat dig, Sjøgren?»

«Aa nei da – jeg er hel i kroppen – men denne ulidelige skammen overlever jeg inte. Naa har jeg været kusk her indpaa de femti aar, men aldrig er det da hændt mig sligt lel – at blive kastet af vogna, som en anden vaatte – aa jei faar en skam –».

«Du har været ulydig mod din madmor og taget hoppen alligevel, hører jeg», sagde bedstemor med sin dybeste røst.

«Aa ja, jeg har nok det», sagde Sjøgren og vred sig som en orm.

«Og endda har Vorherre været naadig og bevaret allesammen», sagde bedstemor, «du skal takke Ham for det, Sjøgren».

«Aa ja da, jeg takker og jeg takker, men lige desperat er jeg indi mig», sagde Sjøgren, «for slig en vederstyggelig skam for en gammel kusk – aa nei, tag ligesaa godt livet med det samme frue –».

«Hold op med det vaas», sagde bedstemor strengt, «men ved du, hvem det var, der holdt hesten i tømme og bragte alle velbeholdne hjem?»

«De sagde nedover veien, at det var en af smaajenterne», sagde Sjøgren, «hun stod i vognen og kjørte som en kar», sa de.

«Ja, det var Annikken Præstgara», sagde bedstemor.

«Det var inte værst gjort det», sagde Sjøgren.

Pludselig gik han frem midt paa gulvet og sagde:

68«Men nu vil jeg bede frua saa inderlig mindelig om forladelse for hoppa».

«Du mener, at du tog den uden lov».

«Ja, det ogsaa, men jeg vilde be frua saa inderlig om inte at lade det gaa ud over hende, om de vil skyde hende eller noget sligt for dette spiket».

«Jeg har ikke tænkt paa dette endnu».

«Jo, for det var inte hendes skyld –».

«Det er bra, Sjøgren, se saa at faa vasket dit ansigt –».

Den næste dag paa skolen sagde bestyreren efter andagten:

«Og saa er her en elev paa skolen, der igaar udførte en kjæk daad, som jeg her vil mindes med et ord. Det er Annikken fra Blommedal, der reddede sine kusiner, maaske fra døden, da hesten løb løbsk med dem. Det var kjækt og modigt gjort, Annikken. Det vil glæde dine forældre hjemme paa præstegaarden at høre for en kjæk pige, du er».

Da bestyreren begyndte paa denne lille tale, faldt det ikke Annikken et øieblik ind, at han mente hende. Men da det ved hans ord gik op for hende, at det var hende det gjaldt, blev hun flammende rød.

Uf, hvor leit, tænkte Annikken.

Men da han nævnte far og mor, kom der ligesom en klump op i halsen paa hende.

Uf, at alle stirrede paa hende!

«Det var knagende kjækt gjort, slig skal en ung pige være», sagde Arne Vig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.