Fire kusiner

av Dikken Zwilgmeyer

Annikken Præstgaras sorg

138Det var vaar. Inde i Rosenværelset havde bedstemor store glas med blaaveis med frisk grøn mose omkring, himlen var høi og skinnende blaa, og over Blommedalsjordene trillede lærken.

Bedstemor sad i den skarpe vaarsol og læste aviser.

«Annikken Præstgara», raabte bedstemor pludselig, «jeg gratulerer, din far har faat det kald, han søgte».

Annikken saa aldeles bestyrtet ud: «Hvad – hvilket», stammede hun, «vi skal da ikke flytte?»

«Jo, Gudskelov, det skal dere», sagde bedstemor, «og komme bort fra det lille, elendige kald og ensomheden deroppe».

Et eneste øieblik sad Annikken Præstgara urørlig, saa reiste hun sig langsomt op:

«Jeg vil reise hjem straks», sagde hun alvorligt.

«Reise hjem! Hvad er det for noget tøv», sagde bedstemor.

139«Jo, jeg vil», sagde Annikken og gjorde et par skridt bortover gulvet, som om hun vilde gaa med det samme.

«Nu har jeg aldrig hørt magen», sagde bedstemor, «jeg tænker de er mere end glad, at det er en mindre hjemme i al den flytning og sjau – saa reiser du direkte herfra til dit nye hjem, Annikken».

«Saa skulde jeg altsaa aldrig mere komme hjem igjen?»

«Hvor din far og mor og søskende er, der er hjemmet, ved du, Annikken».

«Skulde jeg aldrig – aldrig komme til præstegaarden hjemme mer da?»

«Nei – ikke til den præstegaard».

I et eneste nu var Annnikken Præstgara henne ved døren, rev den op, og styrtede ind i sit soveværelse, hvor hun begyndte at samle sit tøi sammen.

«Jeg vil hjem – jeg vil hjem», sagde hun hele tiden, ligesom halv sansesløs.

Bedstemor kom efter, frøken Duus kom, og alle kusinerne styrtede til.

«Annikken Præstgara, nu bruger du din forstand», sagde bedstemor og lagde sin store haand tungt paa hendes skulder.

«Nei, nei, jeg vil ikke», sagde Annikken, «jeg vil reise». Hun tog sin gamle værkenskjole ned af væggen og tullede den sammen.

Saa blev bedstemor vond, kjolen blev taget fra hende med en vis fart, og bedstemor tog begge Annikkens hænder i sine.

140«Her lyder du mig», sagde bedstemor, «og her bliver du, og saa vil jeg ingen snak mere have om den ting».

Det flammede op i Annikkens øine.

«Du har ingen ret til det», sagde Annikken Præstgara heftigt.

«Hvad er det, du tillader dig at sige», sagde bedstemor, «ingen ret! Du forglemmer dig selv, Annikken Præstgara».

Annikken maalte bedstemor trodsigt med øinene. Ikke et sekund slap de store øine bedstemors ansigt.

«Det blir, som jeg har sagt», sagde bedstemor, «her blir du –».

Da trykkede Annikken med en gang de store hænder mod sit ansigt og begyndte at græde, først sagte, og saa stærkere og stærkere, en voldsom hulken, der rystede hele den staute skikkelse.

«Gaa allesammen», sagde bedstemor, «Annikken og jeg vil være alene».

Og bedstemor tog Annikken ind til sig, og disse to, der var hinanden saa lige, med de stærke villier og det heftige sind, blev siddende der længe, længe.

«Annikken», sagde bedstemor, «du har vist ofte hørt, at livet er en kamp. Nu er dette noget, du skal kjæmpe dig igjennem. Efter min bedste overbevisning skal jeg ikke give efter for dig her og lade dig reise. Dine forældre har mere end nok med de fem andre barn. Nu har du det lyse minde fra din barndom deroppefra med dig ud i livet; havde jeg nu givet dig lov at reise, var afskeden blit ligesaa 141tung, naar I alle skal derfra. Tro du mig, Annikken, du har ikke ondt af at overvinde dig selv i dette. Vis nu, at du er en kjæk pige, Annikken Præstgara».

En lang stund laa Annikken paa sin seng i voldsom graad, saa reiste hun sig op og satte sig til at skrive dette brev:

«Kjære forældre og alle hjemme!

Jeg hører, at far har faat et kald, og bedstemor er glad, men jeg er ikke glad. Og bedstemor siger, det er stygt af mig, at jeg skal kjæmpe. Og jeg skal nok kjæmpe, men naar jeg tænker paa, at jeg ikke mere skal komme hjem, saa kan jeg ikke kjæmpe, men bare graate. Bedstemor siger, jeg skal være glad, fordi far tjener flere penge, men jeg synes altid, vi havde penge nok. Jeg vil aldrig glemme præstegaarden hjemme, og den skal være det deiligste sted paa jorden for mig. Hils dukkestuen min under birketræet oppe i lien, og alle træerne, og alle kuerne, og begge gjederne, og bækken, og slibestenen bag laavevæggen, og Gamle Elias, og sig, at Annikken Præstgara saa gjerne vilde komme hjem og tage farvel selv, men at livet er en kamp. Den lille melkeringen min fra dukkestuen skal pakkes ind pent, og det blaa glas og de pene kopper, og bed en af gutterne skjære navnet mit ud i den store birken ved bækken. Det er ligesom jeg skal dø, og derfor vil jeg ikke skrive mere. Bedstemor siger, at de, som ikke overvinder sig selv, blir der intet af i verden og derfor overvinder jeg mig. En stund tænkte jeg paa 142at flygte hjem inat. Men jeg skal ikke gjøre det. Hils allesammen.

Eders datter
Annikken.

E. s.
Ingen mennesker skulde reise, men alle mennesker skulde blive hjemme, hvor de bor. Det synes jeg.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fire kusiner

Fire kusiner kom første gang ut i 1899. Boken handler om den litt ensomme «Bedstemor paa Blommedal» som bestemmer seg for å invitere fire av barnebarna til å bo hos seg for en lengre periode. De fire kusinene er svært forskjellige, noe som utløser både den ene og andre forviklingen.

De 15 fortellingene i boken er stort sett humoristiske, men tekstene tar også opp mer alvorlige temaer som sosiale forskjeller, forholdet mellom generasjonene og død.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.