Baldamer

111Det havde været barneballer over en lav sko i byen den jul. Seks aftener i træk havde Sjøgren kjørt kusinerne paa bal. Og vond var han, saa det forslog. Det gik i susende trav hjemover hver eneste nat, til Annikken Præstgaras store fornøielse.

Anne stuepige sad oppe og ventede, stod med lampe i gangdøren, mens de fik krabbet sig ud af sluffen, havde ølost til dem, hvis de frøs, og klædte de fire baldamer af.

Men ude i drengestuen bandte Sjøgren paa, at skulde dette vare længe, saa reiste han til april flyttedag, saa kunde frua ha det saa godt, naar hun stelte sig slig og trak sligt uvæsen ind i huset. Et gammelt roligt hus, som havde gjort fra sig den slags leven. Forresten, naar de havde kræfter til at danse, saa havde de saamænd ogsaa kræfter til at gaa hjem paa sine ben, mente Sjøgren.

Hver gang de trykte balinvitationer kom til kusinerne 112paa Blommedal, blev det en sorgens dag for Annikken Præstgara.

Først sagde hun bestandig rent ud, at hun ikke vilde gaa.

Hvad mening var det i at hoppe og springe saadan hele lange aftenen?

Nei, nu kunde det være nok, nu vilde hun ikke paa bal mere.

Dette havde aldrig hændt bedstemor før, at en liden pige paa fjorten aar ikke havde lyst at gaa paa bal. Alle hendes fire døttre havde jo været ellevilde, naar de skulde afsted.

«Nei, ved du hvad, Annikken Præstgara», sagde bedstemor, «dette er bare paafund og rariteter af dig, fordi du er vokset op deroppe i ensomheden – paa bal skal du».

Naturligvis kom saa Annikken Præstgara paa bal. Men ikke et øiebliks tanke skjænkede hun sin dragt. Naar de absolut vilde have hende afsted, saa fik jo de andre tænke paa det – ræsonnerede Annikken. Hun stod som en støtte og lod sig prøve paa og vilde ikke se sig i speilet et øieblik.

«Nei, jeg vil ikke se i noget speil», sagde Annikken Præstgara og satte rynker i panden.

Naar hun saa var kommet paa bal, figurerede hun i francaise, som om de trak hende i en snor frem og tilbage og stirrede paa sin kavaller, som hun agtede at myrde ham, bare denne francaise var vel over.

Men var der nogen, der havde revet sin kjole itu, og den i største hast maatte rimpes sammen ude 113i paaklædningsværelset, eller nogen havde skognav, eller nogen havde faldt og slaat sig paa det glatte dansegulv, saa var Annikken Præstgara der som en stor, trøstende engel.

Hun kunde sidde saa taalmodig og sy sammen en flænge i en kjole, eller lægge vaade omslag paa en blaa tinding – de andre kunde danse saa meget, de lystede for hende. Nu var hun jo paa bal, saa gjorde det jo ingenting, om hun sad i paaklædningsværelset.

Om morgenen ved frokostbordet fik saa bedstemor referat af det hele.

«Nu», sagde bedstemor forventningsfuldt og saa rundt paa alle de fire ungdommelige ansigter.

«Jeg har haft det förtjusande», sagde Ebba, «tænk, mormor, jeg fik tolv kotillonstegn».

«Det var morsomt», sagde bedstemor, «og du, Maren Anne?»

«Ikke værst», sagde Maren Anne. «Og du, Annikken?» spurgte bedstemor.

«Du kan tro, vi kjørte gjildt hjemover», sagde Annikken Præstgara – «aa du, hvor fort Sjøgren kjørte inat». Igrunden var det kjøreturen hjemover i maaneskin og susende trav, der forsonede Annikken Præstgara med ballerne idetheletaget.

«Morede du dig paa ballet da?»

«Aa – jeg dansede da nogen danse –»

«Var det nogen danse, du ikke dansede da, Annikken min?»

«Ja, mange», sagde Annikken Præstgara freidigt.

114«Ak», sagde Ebba, «jeg tror, jeg havde fire engagements til hver eneste dans».

«Men du maa tale med dine kavallerer, Annikken», sagde Maren Anne.

«Annikken konverserer aldrig paa bal», sagde Ebba, «hun holder hænderne paa maven, saaledes – – og siger ikke et eneste ord».

«Pas dig selv du», sagde bedstemor, «men du maa tale med dine kavallerer, Annikken».

«Hvad skal jeg sige da?»

«Du kan jo sige, at det er deiligt slædeføre nu – eller at det er et nydeligt bal –».

«Ja, men det ved de jo iforveien», sagde Annikken.

«Ja, saa kan du jo spørge, om de morer sig», sagde bedstemor.

«Men det bryder jeg mig ikke om at vide», sagde Annikken.

Saa lo de allesammen.

«Du er noget for dig selv, du Annikken Præstgara», sagde bedstemor.

Hilleborg havde ikke været buden paa et eneste bal eller dansemoro hele julen. Hendes forældre havde ikke omgang med nogen af dem, der holdt baller, de havde jo idetheletaget ikke omgang med nogen.

Hilleborg var fortvivlet over, at hun ikke blev buden noget sted.

Aa, hun som havde saadan lyst at danse!

Hun græd saa saart hjemme i det lille kjøkken 115hos moderen, da Ellinor Vig havde bal, og hun ikke blev buden der heller. For det havde hun igrunden havt et lidet haab om. Den aften stod hun ude paa torvet og stirrede op paa de oplyste salsvinduer hos amtmanden. Da sluffen fra Blommedal med de fire kusiner kom kjørende og stansede udenfor porten, stod Hilleborg i skyggen af nabohuset og saa paa dem.

Men ingen maatte se hende, nei, ingen, ingen!

For alle troede, at hun bare lo og ikke brydde sig om noget, og saa var hun mange gange saa fortvivlet, saa fortvivlet.

Ikke engang Maren Anne maatte vide det, – ingen anden end mor!

Naar hun saa mødte veninderne fra skolen og Blommedal dagen efter et bal, var hun lige kjæk som altid.

«Er det ikke fortærende, ikke at komme paa baller», sagde Ebba.

«Naar ingen beder mig saa –», sagde Hilleborg i en ligegyldig tone.

«Jeg ved godt, at du ikke blir buden, men er du ikke fortvivlet for det?»

«Jeg blæser i det jeg – er du forresten lei af dig, fordi du ikke kan gaa paa skøiter?»

«Det er en ganske anden sag», sagde Ebba overlegent.

«Akkurat hip som hap», sagde Hilleborg.

Men Maren Anne forstod det alligevel. Hver 116gang, hun blev buden paa bal, gav det et stik indi hende, fordi Hilleborg skulde faa en ny sorg.

Aa, hvor Maren Anne ønskede, at bedstemor skulde holde bal, bare fordi, at Hilleborg kunde blive buden.

«Nei, min guldunge», sagde bedstemor, «jeg er for gammel til at holde bal. Jeg kunde ikke udføre mine pligter som værtinde, saaledes, som jeg er vant til fra gamle dage. For et overhoved maa der være paa et bal, ligesom over alt andet i verden», sagde bedstemor.

«Det var bare for Hilleborgs skyld», sagde Maren Anne.

«Ja, jeg forstaar det», sagde bedstemor

«Tænk, om nogen vilde bede Hilleborg i mit sted», sagde Annikken Præstgara, «gaar det ikke an at bede om det, bedstemor?»

«Nei, barn, det gaar ikke an, men tro du mig, Maren Anne, Hilleborg faar nok ogsaa sin glæde i verden, om hun ikke kommer paa baller nu».

«Ja, men hun har det saa leit, bedstemor».

«Vorherre glemmer ingen», sagde bedstemor høitideligt, «og han har nok gjemt noget for Hilleborg Hekleberg ogsaa, maa du tro».

– Men saa en balaften gav bedstemor de fire kusiner en lektion, som de aldrig glemte i hele sit liv.

De var dengang buden til et af byens første handelshuse. Der var syet nye kjoler til dem alle, og fire par broncerede sko af meget forskjellig størrelse var bestilt til de unge damer.

117Lamperne over toiletkomoden var tændte inde i soveværelserne, de nye kjoler laa udbredte paa sengene, det bragede i stivede skjørter, naar de blev sluppet ned over hovederne paa de zirligt kjæmmede baldamer. Og allesammen havde det frygteligt travelt og var varme, røde og febrilske i det lumre værelse.

Saa opdagede Ebba og Maren Anne, at sypigen havde glemt bælter til deres kjoler.

«Rasende ærgerligt», sagde Maren Anne, «hvad skal vi nu gjøre?»

Ebba stampede i gulvet og skjendte paa svensk, saa det lynede dem om øinene.

«Jeg har nogen hvide silkebaand, om dere vil ha dem», sagde frøken Duus og skyndte sig ud for at hente dem.

«Uf, saadan gammel forlagt stads», sagde Maren Anne ærgerlig – «jeg vil sandelig ikke ha nogen ældgamle baand paa denne nydelige kjole».

«Ha, ha», lo Ebba, «nei, hun maa aldrig indbilde sig, at vi vil gaa i hendes gamle balstads».

Der var frøken Duus igjen med nogle gamle nydelige silkebaand, der rigtignok havde faaet et gulagtigt skjær af længe at ligge gjemt i en komodeskuffe.

«De har været meget kostbare», sagde frøken Duus, «og de er jo endnu nydelige og vil dere ha noget parfume, her har jeg noget deiligt –».

Maren Anne skjøv fra sig: «Tak, jeg liker ikke parfume – jeg kan ikke udstaa den – uf –».

Og Ebba lo himmelhøit af silkebaandene:

118«Ha, ha – kan De tro, at vi vil gaa paa bal med saadant noget filleri – ha, ha – at De vil tilbyde os saadant, frøken Dus –».

«Nei, ialverden, hvad skal vi gjøre», sagde Maren Anne med en rynke mellem øinene og vendte ryggen til frøken Duus.

Frøken Duus stod et øieblik stille, saa tog hun de gamle silkebaand og rullede dem hurtigt sammen, men hun skjalv paa hænderne.

Men der stod bedstemor i den halvaabne dør:

«Her blir ingen reise paa bal fra Blommedal iaften – I tager øieblikkelig af eder al balpynt».

De blir staaende aldeles forstenede og stirre paa bedstemor.

«Nu, har I ikke hørt, hvad jeg har sagt?»

«Ja, men mormor» – begyndte Maren Anne.

«Tag af dem den stads», befalede bedstemor Anne stuepige.

Frøken Duus for skyndsomt ud af døren, og Anne stuepige begyndte hurtig at hægte Maren Annes kjole op.

«Men søde mormor da, hvorfor maa vi ikke gaa paa bal?» spurgte Ebba.

«Og det spørger du om? Efter at have behandlet den gode, fromme sjæl der –» bedstemor pegte paa døren, hvor frøken Duus netop var forsvundet – «paa den ukjærlige, stygge maade, saa skulde dere faa lov at gaa paa bal og more dere! Nei, mine venner, det blir der intet af, – naar I 119har faat eders hverdagskjoler paa, kommer I alle ind i Rosenværelset til mig».

Dermed gik bedstemor.

Annikken Præstgara vrængte balkjolen over sit hoved med en vis lettelse, ikke et ord blev ytret derinde, uden Anne stuepiges halvhøie:

«Gud naade dere, nu var frua vond –».

Der kom de alle fire listende ind i Rosenværelset.

«Kom herhen», sagde bedstemor, «jeg vil fortælle dere, at jeg hørte, hvad der blev sagt gjennem den halvaabne dør. Fra begge Annikkerne hørte jeg intet ukjærligt, saarende ord, men jeg gik ud fra, at det ikke var en saa stor opofrelse for dere to at lade være at reise paa bal iaften. Men det er dig, Maren Anne, og dig Ebba, der skal huske denne aften. Det vil jeg sige dere, at det er ingen fine sjæle, der taler til en ensom ældre dame, som I to overmodige væsener har gjort iaften. Hvad er det, I er overmodige af? Af eders ungdom? Om ikke mange aar staar I akkurat paa samme trin, som frøken Duus, kanske forladte, uden hjem som min snilde Duus. Jeg har nok ogsaa før i eders væsen ligeoverfor frøken Duus mærket noget af dette dumme overmod, men jeg har ikke før i aften hørt det udtrykt i ord. Det er sjælens ufinhed og dumhed, der aabenbarer sig paa denne maade, Ebba og Maren Anne – at jeg skal være nødt at sige dette til dig – Maren Anne –» sluttede bedstemor.

Og alle kusinerne hørte, hvad de aldrig før havde hørt, at bedstemor skjalv i stemmen.

120Men ude i vognskjulet trak Sjøgren sluffen ind i igjen, saa det durede: «Dette var det fornuftigste frua har gjort i denne vinter«, tænkte Sjøgren, «nu kan det være slut med denne turinga».

Maren Anne laa længe vaagen den nat.

Hun havde altid syntes, at frøken Duus var et kjedeligt menneske. Det var jo aldrig en lyd i hende. Og aldrig i verden havde det faldt hende ind, at frøken Duus ogsaa havde sine tanker og sine følelser!

Det røbede ingen fin sjæl, havde bedstemor sagt!

Aa Gud – og hun, som gjerne vilde være nobel og ærlig og retskaffen! Maren Anne græd næsten aldrig, men den nat kom der noget vaadt ind under hendes øienlaag, inden hun sovnede.

Aa, om hun bare kunde gjøre frøken Duus noget godt.

Aa, gid det bare var morgen, at hun kunde vise frøken Duus, hvor hun angrede!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.