Bedstemor paa Blommedal

1Værelset var gammeldags, men fortryllende nydeligt. Og det kom altsammen af det meget lys. Det kom af de hvide tapeter med de høirøde rosenbuketter, af de hvide lakerede møbler med guldforsiringerne og af al den sol!

Al den sol, der fandtes paa himmelen, faldt ind igjennem de fem store vinduer og den brede havedør.

Og blomster var der ogsaa, gammeldagse blomster, mange røde geranier og fuksiar, men især roser. Tunge roser, støttet af smaa pinder og med krusede papirstrimler om, for at de ikke skulde springe formeget ud. De stod allevegne paa smaa borde rundt i det store værelse. Men var en rose rigtig deilig, fik den altid sin plads midt i værelset ved siden af den dybe lænestol mellem strikketøi og briller og nøstekop og seglas.

For derinde i det store «Rosenværelse», som det kaldtes, efter det hvide tapet med de røde roser, der boede en bedstemor.

2En gammel, rig bedstemor.

Og der sad hun midt paa gulvet i den store, magelige stol. Stor var bedstemor ogsaa, stor og munter, næsen krummede sig saa kjækt, de lyseblaa øine spillede og lyste, men reiste hun sig op, saa haltede hun. Tog en dygtig overhaling for hvert skridt. En gang for flere aar siden havde bedstemor faldt og brukket sin hofte, og det kunde lægerne ikke gjøre noget ved.

Derfor kom nu bedstemor sjelden længere end paa verandaen og lidt ned i sin store have.

Sjelden længere, for kjøre turde bedstemor, saa kjæk hun end saa ud, merkelig nok ikke.

Det kunde maaske hænde et par gange om aaret, at de fede brune heste fra Blommedal og Sjøgren paa bukken, kunde blive seet i byens gader. Sjøgren havde været kusk i huset helt siden bedstefars tid og sad som en sint statue paa bukken uden at røre en muskel i det store ansigt.

Alle bedstemors døttre havde han kjørt paa baller, den ene efter den anden, eftersom de voksede til og kom ud i selskabslivet.

Men lod de Sjøgren vente forlænge ude i vinternatten og kulden, sendte Sjøgren bud ind:

«Hils og sig frøknerne, at kommer de inte naa, saa kjører jeg».

Saa turde de ikke andet, alle bedstemors døttre, men skyndte sig afsted, og Sjøgren smeldte vogndøren, saa det kvak i dem, og afsted gik det.

Men nu var de borte alle de fire døttre. Sjøgren 3havde kjørt brudevognen for dem alle, baade for fru Milla og fru Adelheid, for fru Magna og fru Annikken. Langt borte havde de allesammen sat bo, og bedstefar var endnu længere borte end nogen af dem, for han laa under den store granitsten paa kirkegaarden under hængeaskene i det gamle familiegravsted, hvor der var saa høitideligt og kjøligt og stille.

Derfor sad bedstemor alene i Rosenværelset den ene dag efter den anden. Ikke saa aldeles alene da, for der kom jo ofte folk fra byen for at hilse paa bedstemor, og saa havde hun jo tilogmed frøken Duus. Frøken Duus var nemlig bedstemors selskabsdame, sekretær, høitlæser og alt muligt. Men ensomt var der alligevel de stille, lydløse sommereftermiddage og de lange, lange vinteraftener ved lampen.

«Frøken Duus kan alting, men snakke kan hun ikke», sagde bedstemor, «kjære snille Duusen, snak lidt da», kunde bedstemor sige, «jeg maa høre en lyd, jeg hører jo ikke andet end fluerne –».

Frøken Duus smilede saa mildt: «Jeg ved ingen ting at sige».

«Vorherre bevares», sagde bedstemor, «synes De ikke her er nok at tale om, – tal om solen, som lyser saa velsignet, om bladene derudenfor vinduerne, om de hvide skyerne paa himmelen, om Gud, som sidder deroppe i himlens slot og tænker paa os og steller det vel – tal om alle de mennesker, De har truffet i Deres liv».

Frøken Duus havde store, milde øine og saa hjelpeløs ud: «Skal jeg læse lidt for fruen kanske?»

4«Læse – nei nu er jeg træt af bøger, jeg vil ha liv», sagde bedstemor, «snille«snille] rettet fra: snille (trykkfeil) Duus, luk op havedøren, og lad vinden ruske mig i haaret, – det er da en liden forandring ialfald».

Saa maatte frøken Duus følge bedstemor ud paa verandaen, og bedstemor stod der saa stor og lænede sig tungt paa den lille, spinkle frøken Duus, mens vinden ruskede op i de graa hængekrøller, og blæste hendes kappebaand fremover hendes ansigt.

«Nu forkjøler fruen sig», sagde frøken Duus.

«Vis, vas», sagde bedstemor», «luft maa jeg ha, jeg dør meget før af at sidde i en stol den hele dag og ikke høre en lyd end af at staa her og faa lidt vind paa mig».

Frøken Duus kom med et tørklæde, men bedstemor sagde: «Puh», og skjøv det fra sig, saa frøken Duus stod der aldeles betuttet med sine milde øine.

«Naar jeg tænker paa, hvilket liv her engang var», sagde bedstemor og saa nedigjennem den lange lindeallé, der gik ret ned igjennem haven helt ned til Blommedalstjernet, «den tid, da smaapigerne voksede op, min mand var ung og glad – her var glæde og munterhed bestandig, og her kom folk, mange, mange folk, og der var kulørte lygter nedigjennem alléen om sommeraftenerne og musik og latter – og nu gaar vi to gamle her og hører bare humlerne surre – se saa, ja nu faar vi gaa ind igjen».

Og bedstemor satte sig igjen i sin lænestol i Rosenværelset, men hun havde faaet et eftertænksomt 5udtryk i det gamle, store ansigt, og hænderne laa stille i hendes skjød.

«Duus», sagde hun pludselig, «ved De hvad jeg vil?»

Frøken Duus smilede og vidste ingen ting.

«Jo», sagde bedstemor, «jeg vil skrive til mine døttre, at hvis de ikke vil, at deres gamle mor skal gaa tilgrunde af ensomhed og tristhed, saa skal de hver sende mig et af sine barn, som kan være hos mig et aars tid. De har saamænd allesammen nok at tage af. Milla har fem, Adelheid har fire, Magna har seks og Annikken har tre – de skulde ikke lide nogen nød her – eller hvad tror De, Duus?»

«Aa nei da», sagde frøken Duus – «nød – nei tænk da –»

«De skulde faa det som fire blommer i et æg, det skulde de», vedblev bedstemor, «de skulde faa Grønsalen og Gjestesalen ovenpaa, og vi skulde spise i den store gamle spisestue, hvor vi spiste i gamle dage, ikke i den lille havestue, hvor vi to sidder og trykker maden i os – Duus – og enten de skulde gaa paa skole i byen eller jeg skulde holde en lærerinde, det kunde være sligt slag – Duus –»

Frøken Duus saa endda mere hjælpeløs betuttet ud, end hun pleiede.

«Ja, men frue, vilde det ikke blive for svært for Dem».

«Svært – hvad vilde blive for svært», tordnede bedstemor med sin mest majestætiske røst.

6«Al den uro, der fulgte med», indvendte frøken Duus spagt.

«Er det ikke netop uro, jeg vil ha kanske», vedblev bedstemor som før, «De er saa altfor stille, Duus, sidder der saa pent og roligt hele dagen. Nei, jeg maa ha nogen om mig, som er lig mig selv – nu maa De ikke misforstaa mig, Duus, De er god som guld, ja, tusind gange bedre end guld – men hør nu her – giv mig albummet, det store med alle barna – jeg vil gjøre mit valg».

Frøken Duus hentede barnealbummet, og bedstemor begyndte grundig at studere det baade med briller og seglas.

Der stod de i rad og række alle de atten barnebarn. Nogle af dem havde bedstemor jo seet flere gange, men langtfra alle. T. eks. hendes yngste datter, Annikkens, barn havde hun ikke seet nogen af. De havde været bosat i Syd-Tyskland alle de aar, de havde været gifte, og børnene havde aldrig været hjemme hos bedstemor. Og Adelheids børn, der var født i Stockholm, havde bedstemor ikke seet, siden de var ganske smaa. Millas og Magnas barn kjendte hun derimod bedre, skjøndt de nu ikke havde været paa Blommedal paa flere aar. Magna var gift med en præst oppe i en fjelddal, og Milla sad som sorenskriverfrue borte paa Vestlandet.

«Det er bedst at begynde med begyndelsen», sagde bedstemor, «og begyndelsen det er Milla, som den ældste. Af hendes barn vælger jeg Maren Anne. For hun ligner mig selv mest. Alle de andre barn 7slægter paa sorenskriveren, og han er en meget bra mand, men sur er han. Og sure folk er ikke mine folk».

«Men er det sikkert, at De kan vælge, hvem De vil da, frue», indvendte frøken Duus overordentlig spagfærdigt.

«Aa vær tryg – Duus – naar jeg vil noget, saa gaar det nok», sagde bedstemor og kneisede, der hun sad i sin store stol i sit store Rosenværelse.

«Det er godt, Maren Anne er altsaa fastslaat», vedblev bedstemor. «Den jentunge er der noget ved, hun ligner mig, det har jeg altid sagt».

Bedstemor vendte et blad i albummet.

Saa har vi hele Magnas flok. Her staar de alle, stakkars smaa fugleunger. Bedstemor grundede længe og saa nøie gjennem seglasset. «Ja, Duus, jeg tror, jeg tar Annikken. Det skulde seet net ud, om jeg havde tat alle fire Annikker – det havde blit et virvar».

Bedstemor selv hedte nemlig Annikken, og alle fire døtre havde hver sin med dette navn.

«Jo, jeg tar Magnas Annikken», sagde bedstemor resolut, «hun skal have et heftigt sind, og være vild som en fole – vi tager hende, Duus – ikke sandt?»

Bedstemor kastede et blik over brillerne hen paa Duus.

«Vild som en fole», gjentog frøken Duus med forskrækkede øine.

«Ja, men jeg holder tømmerne – Duus», sagde bedstemor og strakte sin store haand ud i luften.

8«Ja, ja naturligvis», sagde frøken Duus.

«Saa har vi Adelheids pyntedukker», sagde bedstemor, og vendte et tredie blad i albummet – «pandehaar og kniplinger. Ebba sidder med en vifte, det har jeg dog ikke seet før – Duus – hun sidder med en vifte, hører De det? Nei, hende maa vi have Duus, hende med viften – jeg skal vifte hende jeg – Ebba blir altsaa den tredie – saa faar vi se paa de tyske barn».

Og bedstemor vendte det fjerde blad i albummet, og der stod en smilende mor og tre smilende smaapiger.

«Ja, igrunden har jeg intet valg her», sagde bedstemor, «jeg maa tage den ældste, de to andre er for smaa. Men saa er det ulykken, at det blir nok en Annikken. Naa ja, vi kalder den ene Tyske-Annikken, og den anden Præstegaards-Annikken –, det blir lidt tungvindt, men det gaar nok».

«Er ikke dette moro, Duus», vedblev bedstemor, «vi skriver med en eneste gang».

Frøken Duus saa ud som en bleg liden martyr, men satte sig lydig ved skrivebordet, og bedstemor dikterede med høi røst.

Bedstemors breve rundt til de fire døttres hjem vakte altid smil og latter, men ogsaa ofte graad. For det var saa tungt, at den kjække, staute bedstemor sad der saa ensom og bunden til sin stol og følte det selv saa tungt. Det var ligesom en stor skogfugl, der sad i bur. Og det hjalp slet ikke det mindste, at den sad i et gyldent bur. Engang imellem baskede 9den stærkt med de store vinger, saa krøb den igjen til ro. Akkurat ligedan var det med bedstemor. De fire døttre følte det hver paa sin kant og græd lidt over det, men kunde intet gjøre.

Og bedstemor sad der og dikterede. De lyse spillende øine fulgte de hvide uldskyer høit oppe mod den lyse himmel.

Alle de fire breve var forskjellige hver paa sin maade, men i dem alle forekom følgende passus:

«Hvad mig anbelanger, saa sidder jeg her i Rosenværelset, en gammel rose, til glæde for ingen, bladene falder af rosen et efter et, men der er ingen til at plukke dem op og glæde sig ved den smule duft, der endnu kunde være ved dem. Og gamle roser trænger ogsaa solskin. Derfor, mine venner, har jeg fattet en plan, send mig en af eders rosenknopper et aars tid, at den kan staa ved siden af den gamle blomst og støtte den. Jeg vil have en fra hver af eder fire søstre, fire kusiner, der kan vokse sig sammen her hos bedstemor, mine gamle øine til lyst og glæde. Jeg behøver vel ikke at sige, at de skulde hegnes og beskyttes som mine egne øienstene».

Saa kom det mere praktiske, hvorledes hun tænkte sig alt indrettet med skoleundervisningen og alt forøvrigt.

Men under hvert brev stod der, efter bedstemors udtrykkelige ordre, med større bogstaver end de sædvanlige:

«Jeg vil have Maren Anne!»

«Jeg vil have Annikken!»

10«Jeg vil have Ebba o. s. v.» med tykke streger under hvert navn. Kort og godt. Saa havde de derefter at rette sig.

Da bedstemor og frøken Duus havde gjort dette arbeide, kastede bedstemor et lommetørklæde over sit ansigt og tog sig en grundig lur i lænestolen. Frøken Duus flyttede sig hen i vinduet og stirrede ud i den stille, solbeskinnede have. Af og til rystede hun paa hovedet:

I al verden, hvorledes skulde dette gaa, at faa fire larmende pigebørn her i det stille hus! For lignede de bedstemor, var de jo ikke netop af en stille, medgjørlig sort!

Frøken Duus sukkede og rystede paa hovedet og sukkede igjen. Men blev et suk vel dybt, stirrede hun forskrækket bort paa det hvide lommetørklæde over bedstemors ansigt, om det skulde vise tegn til at røre paa sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.