Cigaretter og styrtbad

52Det var ikke hengaaet lang tid, efterat de fire ungdommelige indvaanere var indkvarteret paa Blommedal, da bestemor en aften laa i sin store mahogniseng og læste en aftenbetragtning.

Med en gang kjendte bedstemor en besynderlig lugt. Var det røg? Det var da ikke ildløs?

Bedstemor snusede og snusede med sin krumme næse. Jovist noget var det. «Du store alverden», sagde bedstemor tilslut ganske høit, «det er jo den skindbarlige tobak!»

Tobak her paa Blommedal! Hvor det ikke har været noget af den slags de sidste ti aar!

Bedstemor blev mere og mere forbauset. Hvor ialverden kunde dog den tobaklugt komme fra!

Det kunde da ikke være indbrudstyve, der gav sig til at røge cigarer inde i kabinettet eller Rosenværelset!

Det maatte ialfald undersøges. Bedstemor iførte sig tøfler og slobrok og tog sin stok i haanden.

53Dø i synden skulde de da ikke, hvem det saa var.

Bedstemor aabnede raskt døren til kabinettet. Maanen kastede en enslig straale henover det mørke værelse, der var koldt og mørkt, og ikke den fjerneste lugt tobak.

«Dette blir mere og mere uforstaaeligt», mumlede bedstemor, «herinde i mit eget soveværelse er der nu en umiskjendelig cigarlugt».

Bedstemor sjokkede videre rundt i sit værelse. Hver gang hun nærmede sig døren til smaapigernes værelse blev tobakslugten end mere mærkbar.

Stakkars smaa fugleunger, tænkte bedstemor, bare de ikke ogsaa blir rædde for denne afskyelige lugt, – jeg faar kanske gaa derind for at berolige dem.

Dermed aabnede bedstemor døren.

Ingen kan i dette øieblik beskrive bedstemors forbauselse. Fra først af havde hun blot stukket sit gamle hoved med blondenatkappen indigjennem døren, for ikke at skræmme fugleungerne for meget, men øieblikket efter stod hun i den aabne dør i al sin vælde.

Lampen var ikke slukket – bedstemor havde den sidste halve time ikke hørt en lyd derindefra, saa hun troede de forlængst laa i søvnens arme – oppe paa hovedgjærdet af sin seng sad Ebba i sin natkjole i en flot stilling med benene overkors og røgte med hovedet tilbagelænet mod væggen og med overordentlig velbehag en cigaret!

I samme seng, men nede ved fodenden sad Lille-Annikken 54i samme kostume og røg ligeledes meget ivrig.

Annikken Præstgara laa i sin seng med haanden under kind og stirrede med store øine paa de to røgende damer i sengen. Maren Anne var ikke at se.

I et nu lod Ebba sig glide ned i sin seng, mens cigarretten forsvandt med lynets hurtighed. Lille-Annikken opdagede ikke bedstemor med en gang, men dampede lystigt videre.

«Hvad – hvad gaar her for sig?»

Intet svar fra de tre unge damer. Lille-Annikken stupte formelig kolbøtte for at komme hurtig ud af Ebbas seng og ind i sit eget værelse.

«Lille-Annikken – du bliver her» – kommanderede bedstemor – «bedrager mine gamle øine mig, eller skal jeg virkelig opleve at se mine datterdøttre røge tobak – og det midt paa natten».

Den dybeste, mest skyldbevidste taushed.

«Svar, siger jeg», og nu var bedstemor vred, «hvem er ophavsmanden til dette, hvorledes kan I falde paa noget saadant!»

«Det er saa morsomt, bedstemor», sagde Lille-Annikken indsmigrende.

«Hid med det kram», sagde bedstemor og kom hen til Ebbas seng.

Ebba rakte med et forfærdet blik bedstemor en liden pakke cigaretter.

«Du har nok mere», sagde bedstemor, «frem med det altsammen».

55«Jeg har ikke mere her», sagde Ebba i en ynkelig tone.

«Hvor da?»da?»] rettet fra: da? (trykkfeil)

«I min kuffert?»

«Staa op og tag dem øieblikkelig».

Ebba sjokkede lydig op paa bare ben, bort i sin kuffert og rakte bedstemor en hel liden pakke.

«Ih du forbarmende«, raabte bedstemor, «er alt dette tobak?»

«Blot cigaretter, bedstemor», sagde Ebba i en undskyldende tone.

«Røger du pibe ogsaa», sagde bedstemor, «hid med den».

«Hvor kan bedstemor tænke det», sagde Ebba indigneret.

«Har du været med paa dette, Annikken Præstgara?» sagde bedstemor.

«Nei».

«End Maren Anne?

«Hun sover», sagde Annikken Præstgara.

Bedstemor vendte sig i al sin majestæt mod de to hvide natkjoler, der stod sønderknuste foran hende.

«Dette er mig en vederstyggelighed, saa meget I ved det», sagde bedstemor med sin dybeste stemme, «gaa iseng øieblikkelig, jeg slukker lampen».

«Bedstemor er rasende urimelig», hviskede Ebba ud i mørket, da døren vel var lukket efter hende.

«Nei», sagde Annikken Præstgara.

«Det synes altsaa jeg», sagde Ebba.

Bedstemor var meget alvorlig og taus den næste 56formiddag, Ebba og Lille-Annikken smøg sig skyldbevidste omkring begge to.

Saa kom middagsstunden. Bedstemor sov i sin store stol, frøken Duus sov, Sjøgren snorkede, saa det hørtes lange veie, Maren Anne sad med næsen i en bog og Ebba slugte en roman inde paa sin seng.

Men begge Annikkerne tog sig en tur i parken. Paa denne tid af dagen blev det gjerne disse to for stille inde i det store, gamle hus. De maatte ud og ha luft. Opover Blommedalsjordene og nedigjennem parken var det gjerne, de holdt til.

Store-Annikken fortalte om nisser og underjordiske oppe i fjeldene hjemme, og Lille-Annikken lyttede med en umaadelig interesse.

«Men er det sandelig sandt, at det er mennesker nede i jorden?» spurgte Lille-Annikken.

«Ja, Gamle-Elias siger det», sagde Annikken Præstgara.

«I Tyskland er der ingen mennesker under jorden ialfald», sagde den anden.

«Nei, hvad skulde de gjøre dernede i det flade, kjedelige land», sagde Annikken Præstgara overlegent, «de vil ha skog og vilde fjeldet de, ellers trives de ikke».

«Det er bare eventyr», sagde Lille-Annikken.

«Sig ikke det du», sagde Annikken Præstgara.

De var kommet længst ned i parken, der hvor det lille badehus laa inde mellem træerne. Døren var ikke stængt, saa de maatte naturligvis se sig om derinde.

57Først et lidet rum med bænk og bord og speil.

Frygtelig hyggeligt, syntes begge Annikkerne. Det næste rum var aldeles tomt, bare med en lang snor, der hang ned fra taget.

Lille-Annikken trak naturligvis i snoren, og den deiligste styrt fossede ned.

«Aa, saa gjildt», raabte Annikken Præstgara, «kom saa tager vi et styrtebad».

«Det er koldt», sagde Lille-Annikken.

«Pyt koldt – naar det regner ude – skynd dig og klæd dig af».

I en-to-tre stod Annikken Præstgara under styrten, og Lille-Annikken kom hutrende og frysende efter.

Store-Annikken trak i snoren.

Hush – hvor det iskolde vand fossede, sprutede og dansede ned over dem.

Lille-Annikken skreg i vilden sky, og Annikken Præstgara gav ogsaa nogen underlige grynt fra sig, men hun holdt alligevel med kjæmpekræfter fast paa Lille-Annikken.

«Du skal værsgod staa – hu, hu – til alt vandet er rendt ud – huhuhu – ellers gaar jo alt v – a – ndet tilspilde», hutrede Store-Annikken.

Huttetu, hvor de frøs, tænderne klaprede i munden paa dem begge to.

Lille-Annikken skjalv, saa hun ikke kunde faa klæderne paa sig, hun var ganske blaa i ansigtet og begyndte at græde.

«Skynd dig nu», kommanderede Annikken Præstgara, 58«jeg har aldrig seet magen, kan du ikke skynde dig».

Hun maatte hjelpe Lille-Annikken med hvert eneste klædningsstykke. Men i en fart gik det og opover parken trak hun Lille-Annikken drivvaad i haaret og under ustanselig graad.

«Men hvad staar paa?» Frøken Duus kom forfærdet styrtende ud fra sin middagssøvn.

«Aa, ingen ting», sagde Annikken Præstgara med hakkende tænder, «vi har bare badet».

«Badet!» Frøken Duus kunde ikke faa et ord mere over sine læber.

«Aa, jeg fryser saa skrækkelig meget», jamrede Lille-Annikken.

Der var bedstemor i døren: «Hvad er der paafærde?»

«De har badet«, sagde frøken Duus.

Et øieblik saa bedstemor temmelig bestyrtet ud, saa raabte hun med kommandostemme: «Varme flasker, varme tæpper, æggepunsch, Duus!»

«Kjære, det gjør da ingenting, om de har badet», sagde Maren Anne paa sin skraasikre maade.

«Gjør det ingen ting, siger du – de kan blive dødssyge begge to».

«Langtifra», sagde Maren Anne, «jeg har en onkel, som hugger hul i isen og hopper ud i».

«Galmandsstreger», sagde bedstemor, «her er vi heldigvis alle normale, Maren Anne».

«Langtifra galmandsstreger», sagde Maren Anne, 59«netop en ypperlig maade at hærde sig paa, – jeg har tænkt at begynde paa det, jeg ogsaa».

Denne gang værdigede bedstemor mærkelig nok Maren Anne ikke et svar. Hele huset stod paa ende, de to badende kom øieblikkelig i seng og fik skoldende varmt drikke.

Bedstemor sad ved deres seng, men ikke et bebreidende ord kom over hendes læber, før de var kommet i sved.

Men da Annikken Præstgara laa der ildrød, med svedperler paa sin brede næse, kunde bedstemor ikke holde sig længere.

«Annikken Præstgara, har du mistet din forstand?» sagde bedstemor.

Intet svar.

«Om du vilde udsætte dig selv for en saa kolossal uforsigtighed, som at tage styrtebad tredivte oktober, hvorledes kunde du saa tage det uskyldige barn med??»

«Det var ikke saa svært koldt», sagde Annikken.

«Det var bare heller! Tænke sig til, om dere begge to lægger dere til at dø af dette, det vilde være hyggeligt for gamle bedstemor».

«Vi dør ikke af saa lidet –».

«Annikken Præstgara, hvis du lever over dette, skal du have ris, saa gammel du er», sagde bedstemor.

Intet svar fra det svedperlende ansigt i sengen.

Hele eftermiddagen sad bedstemor hos de to badende, og forlod dem ikke, før de begge sov trygt.

Var det uro, bedstemor vilde have, saa skal det 60være sikkert, at hun har faaet det, tænkte frøken Duus. Men det turde frøken Duus ikke sige høit.

Den næste dag havde Lille-Annikken en voldsom snue, men Annikken Præstgara feilede ikke det mindste.

Annikken Præstgara blev kaldt ind til bedstemor: «Jeg vil lade naade gaa for ret», sagde bedstemor, «og ikke straffe dig denne gang. Du angrer vel, hvad du har gjort, Annikken Præstgara?»

Annikken tænkte sig om. «Ja», sagde hun tilslut alvorligt. Hun havde tydeligvis ikke havt tanke om nogensomhelst anger til dette øieblik.

«Det var bra», sagde bedstemor, «og saa husker du denne advarsel for eftertiden».

«Ja»,Ja»] rettet fra: Ja (trykkfeil) sagde Annikken Præstgara med sin dybeste røst.

Men paa badehuset kom der efter den dag en forsvarlig hængelaas.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.