De fire kusiner

11Meget rig var bedstemor paa Blommedal. Engang i tiden havde det været et stort gods med sagbrug, møllebrug, skibsværft og mange underbrug. Men efter bedstefars død gik det hele ikke som før. Lidt efter lidt blev solgt bort af den store bedrift, saa nu sad bedstemor igjen med ikke stort mere end Blommedal gaard med det store herskabshus og den gamle, vakre park og have.

Høit oppe over byen tronede Blommedal, man saa det næsten allevegne fra nede i byens gader. Det høie, gule hus med det gammeldagse bratte tag, de store vinduer med de bitte smaa ruder og den lange overbyggede veranda, der var bygget til i de senere aar. Om sommeren kunde man fra byen blot se toppen af det gamle tag mellem de ældgamle lindetræer, men om vinteren, naar løvet var af træerne, laa hele den gule facade der og stirrede majestætisk med de mange øine nedover byen.

Det var en god spadsertur derop fra byen, en 12lang sandet landevei, hvor der blev kjørt planker og bord den hele dag fra sagbrugene længer oppe, som engang havde været bedstemors.

Op fra den støvede landevei bøiede der saa en lang, kroget allé, en ældgammel lindeallé, hvor der var ganske mørkt om sommeren af al den mængde løv, og hvor grenene mange steder hang saa lavt, at naar Sjøgren sad paa kuskebukken, var det ikke frit for, at han maatte bukke paa sit stive hoved, for at ikke lindegrenene skulde daske ham livréhatten af hovedet.

For bedstemors kusk havde endda livré, en levning fra gamle dage. Grønt med blanke knapper og skinnende høi hat.

Det var forresten ikke ofte, at Sjøgren var i fuld pomp nu for tiden. Det indskrænkede sig til, naar han en sjelden gang kjørte frøken Duus i en høitidelig visit nede i byen, og frøken Duus sad som en skræmt fugl i det ene hjørne af vognen og turde knapt sige til den mægtige skikkelse oppe paa bukken, naar hun vilde stige ud.

– Bedstemor havde faaet sin villie. Alle de fire datterdøttre skulde komme og tilbringe et aar hos bedstemor paa Blommedal.

Den eneste, der havde gjort indvendinger, var Ebbas far i Stockholm. Han kunde ikke fatte, hvad det skulde være godt for, naar bedstemor havde tre datterdøttre hos sig, kunde det vist være nok. At sende sin datter til den lille norske by var rent ud noget vaas.

13Hvad skulde hun der?

Ebbas mor stod mellem ild og vand, paa den ene side den mægtige mor derhjemme paa Blommedal, paa den anden side den ikke mindre mægtige gemal i Stockholm.

Bedstemor paa Blommedal sendte et tordenbrev:

«Hvad behager, er det nogen, der mukker?»

Og den svenske grosserer, der var Ebbas far, skrev tilbage:

«Jag har alls inte lust at skicka flikan till Norge».

Slig stod det en stund og vippede, til det endelig begav sig, at frøken Ebba selv fik lyst at reise til bedstemor – og saa gik det hele som fod i hose.

Hos Milla og Magna fandtes ikke spor af indvendinger. Bare deiligt, at mor vilde have en af smaapigerne. Især var Magna oppe paa præstegaarden glad.

«Gud velsigne dig, mor», skrev hun, «tag Annikken og gjør folk af hende, hunhun] rettet fra: «hun (trykkfeil) er den rareste unge, der gaar i to sko».

Og Annikken nede fra Tyskland skrev ligedan:

«Aa saa længe jeg har ønsket, at min lille Annikken kunde komme til Norge og blive norsk i sind og i sin tale. Det er ondt at lade hende reise saa langt, men jeg er hjerteglad, hun skal til dig, min egen kjække, gode mor. Lille Annikken er en vildkat, men et drømmende barn paa samme tid, lad hende boltre sig ude, som vi gjorde, da vi var barn 14paa det kjære gamle Blommedal, saa vi faar hende igjen som en rigtig kjæk norsk pige».

«Hvad sagde jeg, Duus», sagde bedstemor, naar hun fik disse breve, «fik jeg det ikke til at gaa kanske?»

– En dag i begyndelsen af oktober, stod Sjøgren i fuld puds med de to fede, brune heste og stadsvognen foran døren.

Maren Anne var ventende. Frøken Duus skulde kjøre ned paa dampskibsbryggen for at tage imod hende, og bedstemor stod i et aabent vindu og kommanderede.

«Saa kjører De min datterdatter pent og forsigtig, Sjøgren, – især i den leie svingen nede ved broen – Sjøgren».

Den samme paamindelse havde Sjøgren faaet hver eneste gang, hestene kom for døren de sidste firti aar. Han fandt det derfor ikke fornødent at svare, men trak bare mundvigerne endda længere nedover, end de var til hverdags.

«Sjøgren», tordnede bedstemor i vinduet.

«Javel frue». Naar bedstemor satte slig i, turde han ikke andet end oplade sin røst.

«Hold hoppen godt i svingen», raabte bedstemor.

Sjøgren smeldte et sterkt smeld med svøben, og vognen rullede raskere end det egentlig stemmede med bedstemors regler for kjøring ud af indkjørselen.

«Det skal han ha igjen», sagde bedstemor i vinduet, «sige fra vil jeg, saalænge jeg har mund og mæle».

Frøken Duus og stuepigen havde været i aktivitet 15i flere dage og sat alt istand til de ventende barnebarn. Bedstemor kunde ikke selv med sin daarlige hofte tage aktiv del i forberedelserne, men fra sin lænestol dirigerede hun det hele.

Hver af smaapigerne skulde have moderens billede fra barnealderen hængende over sin seng. «Det vilde gjøre det mere hjemligt med en gang for de fremmede smaa fugle», sagde bedstemor. Og hver have sit eget skrivebord og sin egen boghylde.

De blankpolerede messingdøre til den hvide porcelænsovn inde i Rosenværelset stod aabne. Endda det var tidligt paa høsten, brændte der et helt lidet baal, bedstemor elskede at se ilden blusse og flamme op. Hun kunde sidde i lange stunder og stirre paa de glødende vedkubber med det gamle, kloge ansigt.

«Idag har vi altsaa Maren Anne», sagde bedstemor til sig selv, «imorgen har vi Tyske-Annikken, iovermorgen Præstegaards-Annikken og hvad tid det postelinstøiet fra Stockholm kommer, det ved jeg jo ikke endnu».

«Nu er de her, frue», meldte gamle Anne stuepige.

«Send hende øieblikkelig herind», sagde bedstemor.

Øieblikket efter stod en høi fjortenaars pige i døren.

«Goddag, bedstemor»

«Naa lad mig se paa dig – velkommen – velkommen – velkommen, ja sandelig har Du ikke den rigtige knækken paa næsen ogsaa».

«Jeg skal hilse tusinde gange fra mor».

16«Tak skal du – og øinene tror jeg ogsaa er af den rigtige lyse sorten i vor slægt».

«Nei, jeg ligner far i øinene».

«Langtfra, hvor kan du falde paa det, du ligner aldeles ikke din far i øinene».

«Jo, mor siger det», sagde Maren Anne.

«Visvas, Du ligner vor slægt i øinene og dermed basta».

«Nei, det er ikke tale om det, bedstemor».

«Jeg mener, du har en skrue løs», sagde bedstemor, «vil Du disputere med mig om det».

«Ja, for det er ikke sandt, bedstemor».

«Har De hørt magen til jentunge, Duus, med det samme, hun stikker næsen indad døren, begynder hun med at ville ha sin egen mening og sin egen villie!»

«Ja, jeg har akkurat fars øine, men jeg ligner dig i sindet», siger mor.

«Nei, ved du hvad, Maren Anne», sagde bedstemor, «saa paastaaelig, som Du lader til at være, har jeg aldrig været».

Frøken Duus saa forfærdet fra den ene til den anden. At den lange opløbne jentunge med den askeblonde flette nedover ryggen og de hvasse øine turde tale saaledes til bedstemor!

Hvorledes ialverden vil dette komme til at gaa, tænkte frøken Duus.

«Jo, mor siger altid, at bedstemor giver sig aldrig», sagde Maren Anne.

«Ha, ha», lo bedstemor, «sandelig tror jeg ikke, 17Du er af den rigtige sorten alligevel, ræd er Du ikke – men din fars øine har Du nu ikke».

«Jo, jeg har, bedstemor», sagde Maren Anne.

Det var Maren Annes indtrædelse paa Blommedal. Bedstemor var henrykt, om hun end ikke vilde lade saa, Maren Anne maatte sidde lige ved siden af hende den hele aften og fortælle løst og fast.

«Fortæl saa om dine brødre, hvorledes er de?» spurgte bedstemor.

«Aa, de er noksaa sure, synes jeg», sagde Maren Anne.

«Det skal Du faa mig til at tro», sagde bedstemor.

«Hvorfor det?»

«Jo, for mellem os sagt – hm – skal vi ikke snart spise, Duus?»

Men Maren Anne gav sig ikke, «Hvorfor troede Du, at gutterne var sure, bedstemor?»

«Jo – for det ligger i slægten det ogsaa».

«Jasaa», sagde Maren Anne grundende, «er Du sur da, bedstemor?»

Saa maatte bedstemor le igjen. Og bedstemorbedstemor] rettet fra: bestemor (trykkfeil) med den store krumme næse og datterdatteren med den lille, krumme næse foran ilden dernede i Rosenværelset morede sig kosteligt.

«Hvordan er de andre kusiner, som skal komme?» spurgte Maren Anne.

«Ja, spørger Du mig, saa spørger jeg Dig», sagde bedstemor, «jeg ved ikke andet, end at Ebba bruger vifte, at Præstegaards-Annikken er en bjørnunge og Tyske-Annikken skal være en vildkat, skriver moderen».

18«Jasaa», sagde Maren, «jeg kommer vist til at like Præstegaards-Annikken bedst».

«Ja, vi faar nu se», sagde bedstemor.

«Jeg er glad, jeg har en norsk far», sagde Maren Anne, «jeg vilde ikke like, at være tysk eller svensk, som Annikken og Ebba».

«Vent bare, de skal nok blive norske», sagde bedstemor.

«Ja, men de snakker vel norsk», sagde Maren Anne.

«Jeg ved skam ikke, hvad de gjør jeg», sagde bedstemor.

«Aa, hvor jeg glæder mig, bedstemor».

Hele aftenen sad Maren Anne og talte saa forstandigt med bedstemor, at denne var aldeles forbauset.

«Magentil pigebarn findes ikke», sagde bedstemor siden i enrum til frøken Duus, «der er forstand og og karakter og ben i næsen, saa det forslaar».

«Det er nok muligt det», sagde frøken Duus.

«Muligt», sagde bedstemor, «det er skraasikkert, det er det».

Den næste dag ankom den lille Annikken fra Tyskland. Hun havde faaet følge med en dame fra sit hjem og lige til dampskibsbryggen i bedstemors by».

Og der stod frøken Duus og Sjøgren og de to fede, brune heste og tog imod hende.

Det var en sød liden en, tænkte frøken Duus, da hun fik den lille buttede, mørkhaarede pige med de fløielsbløde, leende øine op i vognen.

19I samme nu, hun var kommet tilsæde i vognen, begyndte hun en ivrig konversation. Øinene formelig dansede i hovedet paa hende. Frøken Duus paa sin stilfærdige, sene maade kunde ikke svare paa halvdelen af hendes spørgsmaal. Inden frøken Duus havde faaet sagt to ord, havde nemlig lille Annikken opdaget noget nyt, og havde glemt det, hun sidst spurgte om. Hun talte norsk, men med en tysk vending, og tonefaldet var lidt udenlandsk.

«Meget underlig by dette», sagde den lille tyske, idet hun saa sig rundt til alle sider, «ligne ikke tyske byer, slet ikke, og meget sten her, og ikke mange mennesker –».

«Har du havt en god reise?» spurgte frøken Duus.

«Ak ja», raabte hun, «dampskibet gjorde saadan hele tiden». Og lille Tyske-Annikken vuggede sig frem og tilbage, op og ned, saa voldsomt, at frøken Duus tilslut raabte:

«Pas dig, du falder ud af vognen».

Det syntes lille AnnikkenAnnikken] rettet fra: Anikken (trykkfeil) var saa morsomt, at hun vuggede igjen endda voldsommere end før, saa hun tilslut mistede sin hat. Sjøgren maatte stanse og ned af bukken med sit store, fornærmede fjæs og langt tilbage efter lille Annikkens røde hat.

Alt dette fandt Lille-Annikken saa uhyre fornøieligt, at hun klappede i hænderne og snakkede tysk. Sjøgren kastede et uhyre indigneret blik paa hende, men det prellede aldeles af paa den lille tyske.

«Meget sint mand», hviskede hun til frøken Duus 20og pegte leende med en buttet finger op til Sjøgrens fornærmede ryg. For Sjøgren havde den egenskab, at han saa fornærmet ud fra hvilken side, man end betragtede ham.

Der stod Lille-Annikken foran bedstemor i den store stol.

«Mit søde, velsignede barn, velkommen», sagde bedstemor, «ja, du taler naturligvis norsk?»

«Ja – ein wenig».

«Ih du fredsens», raabte bedstemor, «barnet taler bare kanske tysk, jo, dette ser godt ud».

«Jeg tale meget norsk, men mest tysk», sagde Lille-Annikken – «du er vist meget gammel bedstemor», vedblev hun raskt.

«Ja, det er jeg, barn», sagde bedstemor.

«Det kan jeg godt se», sagde Lille-Annikken.

«Men hvor gammel er egentlig du?»du?»] rettet fra: du? (trykkfeil) sagde bedstemor.

«Elleve aar – om en liden stund».

«Tysk i sind og tysk i skind, ser det ud til», sagde bedstemor.

«Ja, jeg er en tysk pige», sagde Lille-Annikken.

«Du er skam lige saa meget norsk», sagde bedstemor.bedstemor] rettet fra: bodstemor (trykkfeil)

«Min mama sagde, at jeg ikke skulde sige dig imod», sagde Lille-Annikken.

«Hvorfor det?» sagde bedstemor.

«Du likte det ikke, sagde mama». Lille-Annikken havde faaet meget travlt med bedstemors brillehus, 21i en to tre havde hun hendes briller paa næsen og hoppede bortover gulvet.

«Kom øieblikkelig igjen med mine briller», sagde bedstemor.

«Ja, men jeg maa først se, om jeg er vakker med briller», sagde Lille-Annikken og løb hen i det store speil.

Maren Anne og frøken Duus begyndte at le, og bedstemor trak ogsaa paa smilebaandet.

«Kom her, du vildkat», sagde bedstemor, «hør nu, ingenting her paa mit bord maa du røre».

«Nei da», Lille-Annikken rystede energisk paa sit hoved, men greb i samme nu efter bedstemors store seglas – «men hvad er det for en underlig ting?»

«Nu sagde jeg jo netop, at du ikke skulde tage noget paa mit bord», sagde bedstemor.

Den lille tyske saa forbauset paa bedstemor: «Ikke tage», sagde hun og rystede endda stærkere paa hovedet, «bare«bare] rettet fra: bare (trykkfeil) se –».

«Du er ikke grei du», sagde bedstemor».

Men om aftenen ved sengetid var det ikke muligt at faa Lille-Annikken til at lægge sig.

Hun graad og talte tysk og sagde, at hun vilde hjem igjen.

Ingen overtalelser nyttede, de sortbrune øine lynede:

«Jeg vil reise til min egen mutter», sagde Lille-Annikken, «her er meget kjedeligt og afskyeligt».

Bedstemor saa lidt betænkelig ud: «Naa, dette 22lager sig til en god jul», sagde bedstemor, «skjende paa hende den første aften, hun er her, gaar jo ikke an, at rise hende endda mindre, men gaa tilsengs maa hun da virkelig ogsaa».

Bedstemor kom med kandiserede frugter og kage, Lille-Annikken brølede endda værre og vilde intet have.

«Ich will nach hause gehen – ich will nach gehen», jamrede Lille-Annikken.

«Har du seet Sancho, bedstemors store hund», sagde Maren Anne pludselig.

Lille-Annikken glippede med de vaade, sorte øienhaar. «Vor hund ogsaa hedde Sancho», sagde Lille-Annikken og syntes for et øieblik at glemme sin hjemve.

Det var en lys idé af Maren Anne. Sancho blev hentet, og Lille-Annikken fandt til sin store forbauselse, at den lignede deres egen Sancho aldeles paafaldende. Ti minutter efter var hun i en henrykkelse over Sancho, bare afbrudt af et og andet dybt langt suk.

Da hun saa endelig kom tilsengs, vilde hun absolut have Sancho op i sengen til sig. Efter mange overtalelser gjorde den store hund endelig et vældigt jump op i den lille seng. Men det saa saa farligt ud, at Maren Anne maatte vælte den ud igjen.

Men lige ved sengen skulde den ligge, saa Lille-Annikken kunde holde sin haand paa det store hoved.

Saaledes sovnede Tyske-Annikken den første nat paa Blommedal.

23Da de den næste morgen sad ved frokostbordet, blev døren til den store forhal temmelig nølende aabnet paa klem, og ind af den lille aabning stak der et hoved med en altfor stor skindhue paa.

Hovedet sagde ikke et ord, bare lod øinene fare omkring.

«Er dette Blommedal», kom det tilslut.

«Javist», sagde bedstemor oppe ved bordenden, «luk døren og kom ind, hvad er du for en?»

Døren aabnede sig helt, og ind kom en temmelig stor smaapige med værkenskjole og meget velklædt, i haanden havde hun en blomstret vadsæk.

«Jeg skal hilse fra mor», sagde den staute figur borte ved døren.

«Men du alverdens rige, det er jo Annikken fra præstegaarden», raabte bedstemor.

«Ja», kom det uhyre dybt og alvorligt borte fra skindluen, «jeg er Annikken Præstgara».

Der blev en opstandelse. Frøken Duus og Maren Anne for op og talte i munden paa hinanden, og Sancho gjøede, som den var rasende under bordet.

Men bedstemor slog med kniven paa sit glas, saa det klingrede:

«Jeg vil ha ørenlyd, siger jeg; kom herhen, barn, hvorledes er du kommet her paa denne tid af dagen, vi ventede dig jo ikke før iaften?»

Annikken Præstgara gik med store, lange skridt hen til bedstemor. Der dannede sig en liden sølepyt paa gulvet for hvert af hendes ben.

«Jo, han Gamle-Elias, som skulde skydse mig til 24baaden, havde ikke anden tid, for han maatte op i fjeldet og lede efter den gule hoppen, som gik sig bort sidste uge».

«Og saa har du spadseret herop helt fra byen», sagde bedstemor, «mutters alene med den tunge vadsæk».

«Aa, jeg sad nu paa et læs et lidet stykke».

«Men barn da, har du kjørt paa læs ogsaa», sagde bedstemor – «ja, vadsækken var vel frygtelig tung?»

«Aa, han var nu ikke saa farlig tung heller».

«Det er fem aar siden, du var her», sagde bedstemor, «det var meget, du kjender dig igjen».

«Aa, jeg har nu godt kjenderminde da», sagde hun voksent.

«Ja, hvor gammel er du?» spurgte bedstemor.

«Paa det fjortende aaret».

«Her ser du Maren Anne og lille tyske Annikken», sagde bedstemor.

«Jasaa», sagde Annikken Præstgara.

«Dere blir nok gode venner, tænker jeg», sagde bedstemor.

«Det spørs det».

«Hvorfor det?» spurgte bedstemor.

«De ser saa fine ud», sagde Annikken Præstgara.

«For noget tøv», sagde bedstemor strengt, «dere er jo kusiner, du kjender dem da igjen paa fotografierne, og Annikken er da et kjendt ansigt for dig ogsaa, Maren Anne», sluttede bedstemor.

25«Saadanne kjendte ansigter kan mangengang være kjedelige at se paa», sagde Annikken Præstgara.

Bedstemor og Maren Anne lo høit. «Jeg kjendte dig paa tante Magna med en gang jeg», sagde Maren Anne.

«Mor siger, at jeg ligner en budeie», sagde Annikken.Annikken] rettet fra: Annikken» (trykkfeil)

Det var ikke saa ueffent, bedstemor og Maren Anne maatte le igjen.

«Kom nu og faa dig mad, din lille stakkar», sagde bedstemor.

Der sad Annikken Præstgara med det lyse, tynde haar, og de store, kloge øine og saa opmærksomt rundt sig.

«Var du glad, da du skulde reise hid», sagde bedstemor.

«Nei», sagde Annikken, «jeg havde saa meget hjemme at gjøre».

«Hvad var det da?»

«Aa, det var grisen, som var syg, og ingen anden havde tid at passe ham end jeg».

«Hvad gjorde du med den da?» spurgte Maren Anne.

«Jeg gned ham med halmvisker», sagde Annikken alvorligt.

«Det var kjæk pige det», sagde bedstemor.

«Han var saa syg, at jeg maatte vaage over ham», vedblev Annikken.

«Vaagede du i grisehuset da?» raabte bedstemor.

26«Ja, iforgaars nat, han skulde ha medicin hver time».

«Men det kunde da pigerne gjøre, Annikken».

«Nei, de var saa trætte, for de arbeider hele dagen».

Bedstemor nikkede fornøiet: «Duus, hører De det, hun er ikke borte den».

Frøken Duus saa forbauset nysgjerrig og kanske lidt ræd ogsaa paa denne nye fremtoning af bedstemors barnebarn.

«Jeg er ligesom lidt søvnig», sagde Annikken Præstgara pludselig.

«Sov du ikke godt inat paa dampskibet kanske».

«Nei, jeg sad paa dækket i hele nat», sagde Annikken, «det var ingen, som bød mig nogen seng».

«Nu har jeg aldrig hørt magen», sagde bedstemor.

«Og natten før kjørte jeg med han Elias og natten forud igjen vaagede jeg over grisen».

«Men saa har du jo ikke sovet paa tre nætter da, menneskebarn«, raabte bedstemor.

«Nei, jeg har nok ikke det», sagde Annikken Præstgara, «derfor skulde det rigtig være godt at sove nu».

Inden et kvarter var Annikken Præstgara i seng og sov sin samfulde tolv timer i et træk.

Men inde i Rosenværelset sad bedstemor i sin store stol og tænkte. Engang imellem smilte hun ved sig selv og slog sin store haand mod lænestolens arm.

«Hun er ikke værst, hun heller», nikkede hun, «vaage over grisen en hel nat, ikke sove ordentlig 27paa tre nætter, naturligvis har hun sovet oppe paa dækket, den lille stakkaren – og saa spadsere opover her med den tunge vadsæk og endda ikke gjøre væsen af det hele, det er kraft der. Vakker er hun ikke, men hjertelag og villie har hun, og det er gode ting at tage med det», nikkede bedstemor paany.

I løbet af dagen kom der to telegrammer om Ebbas ankomst. Først om hendes afreise fra Stockholm. Siden udpaa dagen, at hun var træt, skulde hvile over et sted og kom først frem den næste dag.

«Naa, der har vi nok prinsessen», tænkte bedstemor, «det er vist noget andet end stakkels Annikken Præstgara det».

Saa endelig var Ebba ogsaa arriveret. En slank, ung pige med et vakkert, lidt hovmodigt ansigt og flot antrukket i sort fløiels kjole.

«Snälla, rara mormor», sagde Ebba og kastede sig om halsen paa bedstemor, «hur har jag inte längtat efter att få lära känna mormor».

«Velkommen, kjære barn», sagde bedstemor og holdt hende ud fra sig i arms længde for rigtig at se paa hende – «du er jo voxen dame næsten».

«Ja, alla tage mig för en voksen dam», sagde Ebba, «och som en sådan kännar jag mig ocksaa».

«Du gjør skam heller», sagde bedstemor, «har du fyldt fjorten aar?».

«Ak, det er en evighet sedan det», sagde Ebba, «jag skall säga mormor, att jag redan är tre månader öfver fjorton år».

«Ja, da er det jo rimeligt, at du føler dig som 28voksen», sagde bedstemor tørt, «forresten faar du finde dig i at være barn her da, vennen min».

«Ak, käraste mormor vet inte, hur herligt jag tycker det är, att ett helt år få stanna hos mormor».

«Her ser du kusinerne», sagde bedstemor, «det er Maren Anne, og det er tante Magnas Annikken, og det er Tyske-Annikken, som vi kalder hende».

Ebba omfavnede og kyssede dem alle tre til stor forbauselse for Annikken Præstgara, som trak sig hastig tilbage og stirrede med svære øine.

«Jeg like dig, for du er pen», sagde Lille-Annikken.

«Hvad det är roligt att lära känna sine kusiner», sagde Ebba, «rent förtjusande är det».

Maren Anne kastede et alvorligt blik paa bedstemor, som smaalo ved sig selv.

«Ja, sandelig er det ikke fire forskjellige slags pigebarn», sagde bedstemor siden i enrum til frøken Duus, «hvem liker De bedst, Duus, saadan efter det første indtryk?»

Frøken Duus grundede længe og stirrede op i himmelens skyer, men erklærede tilslut, at hun vidste det ikke.

«Nei, det har De skam ret i», sagde bedstemor, «for det er nogen pragteksemplarer allesammen – rene pragteksemplarer – Duus».

Bedstemors tanke fra først af havde været, at alle kusinerne skulde have sine værelser ovenpaa. Men ved nærmere eftertanke havde hun bestemt sig om igjen. Hun kunde jo ikke da, paa grund af sit 29daarlige ben have det stadige tilsyn med dem. Og ikke heller glæden ved stadig at have dem om sig.

Nei, de, skulde have de to stuer lige ved siden af hendes eget soveværelse. Hun fik da bare en stor salon foruden Rosenværelset.

«Men det gjorde ingen ting», sagde bedstemor, «mine selskabsdage er forbi, der maa være en tid mellem selskabeligheden og graven», mente bedstemor.

Maren Anne og Tyske-Annikken skulde dele det ene værelse, Ebba og Annikken Præstgara det andet.

«Det är ej alls lifvadt, att vi skola ha vårt rum alldeles bredvid mormors», sagde Ebba, da Annikken og hun ryddede op paa sit værelse.

«Hvorfor det?» spurgte Annikken Præstgara forbauset.

«Att inte få ha en enda stund för sig sjelfva», sagde Ebba.

«Hvad er det, du vil gjøre for dig selv da», spurgte Annikken.

«Å, jag kan få lust till att röka en cigarett eller läsa en roman, jag har saa vådligt stiliga med mig om kärlek, må du tro».

«Røger du da?» sagde Annikken Præstgara med sine store øine vidaabne.vidaabne] rettet fra: vidaabne» (trykkfeil)

«Visst gör jag det, det smakar ju fortjusande på maten, har du aldrig seet fruntimmer röka?«

«Ingen andre kvindfolk end Svenske-Kajsa», sagde Annikken, «men hun er jo fra Sverige hun ogsaa, ligesom du, – du ligner hende svært i snakken».

«Svenske Kajsa – hvem är det?» spurgte Ebba.

30«Aa, hun var budeie hjemme paa præstegaarden en tid, men saa drak hun saa fælt –».

«Och jag skulle likna henne», sagde Ebba og stak den varme krøltang op i sit guldblonde haar.

«Ja, svært – undertiden», sagde Annikken Præstgara alvorligt.

«Ved du hvad du mest är lik», sagde Ebba, «jo du är aldeles en bild af en björnunge».

Annikken Præstgara svarede ikke et ord, bare stirrede med store øine, men inde fra det andet værelse gjennem den halvlukkede dør kom Maren Annes stemme:

«Har du havt noget med bjørnunger at gjøre du da, Ebba?»

«Å, jag har sett mere än nog af dem i menagerierne», sagde Ebba overlegent.

«Efter dine udtalelser troede jeg, de hørte til din nærmeste omgangskreds», kom det inde fra den halvlukkede dør.

«Jag tror, hon försöker vara spetsig», sagde Ebba og krøllede sig omhyggeligt videre, «men den gubben går inte, kusin Maren Anne, men hur i all verden har du fatt det ryslige namnet fra?»

«Efter min farmor», sagde Maren Anne kort.

«Hade jag hedt Maren Anne, hade jag gåt hen och skjutit mig», sagde Ebba.

«Det er godt, du faar leve med dit romantiske navn da», sagde Maren Anne og lukkede døren med et smeld.

31«Tycker du om henne», hviskede Ebba og gjorde en grimase til Annikken.

«Nei, nu var du bra lig Svenske-Kajsa», sagde Annikken troskyldigt.

«Prata inte sådan smörja längre», sagde Ebba, «nei, titta heller hit, har du någengång sett ett så vackert toilettetui för?»

Nei, det havde Annikken Præstgara aldrig gjort før.Nei, det havde Annikken Præstgara aldrig gjort før.] rettet fra: «Nei, det havde Annikken Præstgara aldrig gjort før». (trykkfeil) Hun var i en beundring over alle Ebbas nydelige ting.

«Min papa har gifvit mig det – och min papa har gifvit mig det», hedte det ved alle mulige ting, «hvad har din papa gifvet dig till resan?» spurgte Ebba.

«Ingen ting», sagde Annikken, «jo det er sandt», hun blev lidt rød, fordi hun havde glemt det, «jeg fik jo reisepenge –»

«Ha, ha», lo Ebba, «tycker du det er en present, respengar skulle du jo haft ändä».

«Ja, det var mange penge det», sagde AnnikkenAnnikken] rettet fra: Anikken (trykkfeil) Præstgara.

«Ja, det är sandt, jag kommer ihåg, att foräldrorna har sagt, att ni äro fattiga, ty ni kunna inte hushålla», sagde Ebba vigtigt.

Et øieblik saa Annikken Præstgara stivt paa kusine Ebba, saa hævede hun sin høire haand og og gav hende et ordentligt knubs i hovedet midt oppe i det guldblonde krøllede haar.

«Är du tokig», sagde Ebba og retirerede baglængs med den varme krøltang foran sig til vaaben.

32«Ja, naar du er saa ækkel saa», sagde Annikken med flammende øine.

«Så oförskamd du är, din oupfostrade unge», raabte Ebba dirrende af harme.

Annikken Præstgara var i dette øieblik mærkelig lig bedstemor paa Blommedal, hun ligesom voksede.

«Skal vi slaas», sagde hun og gik paa med store skridt.

«Hon är blifven splitter galen», raabte Ebba, rev op døren til salonen, styrtede gjennem den og ind i Rosenværelset, hvor bedstemor sad. Den varme krøltang holdt hun endnu i haanden.

«Hvad ialverden staar paa», raabte bedstemor, da Ebba kom styrtende og kastede sig ned foran hende i lænestolen, mens Annikken kom travende efter som en ung elefant.elefant] rettet fra: elefant» (trykkfeil)

«Hon vill slåss», raabte Ebba, «hjälp mig, mormor».

«Men barn da», raabte bedstemor.

«Ja, jeg vil slaas», sagde Annikken Præstgara, «jeg vil rundjule hende, det vil jeg».

«Men Annikken da, hvorledes er det, du udtrykker dig», sagde bedstemor.

«Jo, jo, jeg vil», og nu hulkede Annikken, «for hun snakker stygt om far og mor og jeg vil slaa hende ihjel – uh hu –».

»Hvorledes hænger dette sammen?» sagde bedstemor strengt, «forklar eder begge to».

«Hon är tokig», sagde Ebba.

«Uh, hu, hu, hun siger», sagde Annikken.

33«En af gangen skal tale», sagde bedstemor, «du Ebba først som den ældste».

«Hon blef alldeles ifrån sig, endast för att jag sade», Ebba stammede lidt forlegent, «att hennes foräldrar hade liten rad».

«Hun sagde vi var fattige, fordi far ikke kunde stelle med penge», begyndte Annikken.

«Ti stille, Annikken», sagde bedstemor, «hvorfor sagde du saa det, Ebba!»

Ebba blev lidt bryd. «Emedan jag hade hört det, och så hade hon jo inga vackra saker. Hon slog mig så vådligt i hufvudet, alldeles här, så jag fått sådan forfärlig hufvudvark så».

«Nu kan du tale Annikken», sagde bedstemor.

«Hun sagde, at far og mor var fattige», kom det med lynende øine, «og jeg taaler ikke, at hun siger noget leit om far og mor – for det er ikke sandt?»

«Du ved, Annikken, at det er ingen skam at være fattig», sagde bedstemor.

«Nei, det ved jeg nok, men det er ikke sandt, at vi er fattige, for vi har hele staburet fuldt af mad, og far kan netop godt stelle med penge, for han hjelper alle fattige – hun kaldte mig en bjørnunge ogsaa, og det maa hun gjerne gjøre, men jeg taaler ikke, at hun siger noget om far og mor», og nu græd Annikken igjen – «for de er saa snilde», hulkede hun ned mod bedstemors skulder.

«Dere har begge feil her», sagde bedstemor afgjørende, 34«men Ebba mest, for hun har været ondskabsfuld, du skulde skamme dig, det skulde du, Ebba, for at sige saadant, som du vidste vilde saare Annikken – men du har ladt dit heftige sind løbe af med dig, Annikken, og det er en stor feil, ved du, men vakkert og ret er det, at du holder fars og mors ære høit, barnet mit».

Ebba stod med nedslagne øine og trodsig underlæbe, i øieblikkets hede glemte hun at gjemme krøltangen for bedstemors skarpe blik.

«Hvad er det, du har der?» spurgte bedstemor og tog krøltangen fra hende, «hvad er det for et afskyeligt instrument? Varm er den ogsaa, den slags faar du lægge af, mens du er hos bedstemor, denne beholder jeg for eftertiden».

Og bedstemor lagde krøltangen roligt ned ved siden af sin nøstekop og brillehus.

«Og det vil jeg sige dig, Ebba, at noget slags siperi og dør-knur vil jeg ikke vide af, fordi du ikke faar lov til den slags krøllestads, mens du er paa Blommedal«.

Bedstemor kaldtekaldte] rettet fra: haldte (trykkfeil) det altid dør-knur, naar nogen mukkede og knurrede og slog døren haardt i.

«Og nu kan dere gaa med dere begge to, og fred vil jeg have paa Blommedal», sagde bedstemor.

Annikken og Ebba gik atter igang med at rydde op sine sager.

«Uh», sagde Ebba pludselig og stampede i gulvet med en fin, spids sko, «jag vill ej vara på detta afskyvärda stelle, hvor man ej ens får locka sig, jag 35skall skrifva hem och bedja dem taga mig härifrån – fortviflad är jag».

Og Ebba græd og snøftede og begyndte paa violduftende papir et klagebrev hjem, som imidlertid om et par dage blev glemt og aldrig afsendt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.