Den første tid paa Blommedal

36Bedstemoder sad inde i Rosenværelset i store funderinger.

Hvad skulde hun gjøre? Sende dem paa skole, eller tage en guvernante i huset? Det var meget, der talte for begge dele. Egentlig havde det været hendes hensigt at faa en lærerinde paa Blommedal dette aar, men da hun lærte sine datterdøtre bedre at kjende, saa –

«Nei,» sagde hun tilslut ganske høit, «de skal paa skole hele kodiljen.»

Den storsnudede Ebba vilde ha merkelig godt af at blive slebet i omgangen med andre barn og Annikken Præstgara ogsaa paa sin maade. Lille fugleungen fra Tyskland lærer saa kanske norsk mere grundig, tænkte bedstemor, og Maren Anne – ja, Maren Anne faar passe paa dem allesammen.

Bedstemor var aldrig længe fra beslutning til handling. Et brev med bedstemors store bogstaver blev øieblikkeligøieblikkelig] rettet fra: øieblikkkelig (trykkfeil) afsendt til skolebestyreren. Om 37eftermiddagen indfandt han sig efter bedstemors udtrykkelige ønske, der næsten grændsede til en ordre, paa Blommedal, hvor bedstemor sad som en kommanderende general i sin lænestol, og lagde ud for ham om undervisning og skoler og børns behandling i det hele.

Skolebestyreren bukkede og bukkede. En gang imellem forsøgte han en liden indvending, men bedstemor tog straks overtonen:

«Vis, vas, hr. skolebestyrer – har jeg ikke havt fire pigebørn selv, der er blit bra mennesker i verden, – saa jeg skulde da forstaa mig paa den ting».

Bedstemor var meget fornøiet baade med visitten og skolebestyreren.

«En beskeden pen mand», sagde bedstemor.

«Han havde næsten ikke faat sagt et eneste ord. Resultatet var imidlertid, at de fire kusiner var indmeldt paa byens middelskole og skulde begynde paa mandag.

Nu stod det alene igjen at meddele Sjøgren, at han hver dag vinteren udover havde at kjøre de fire pigebørn til og fra skolen. Det var to ture hver dag for Sjøgren, som i de sidste aar ikke havde gjort andet end rake gaardspladsen, passe de fede heste og forresten ligge paa sin seng og røge snadde.

Bedstemor kaldte ham ind. Sjøgren kom straks, stod paa matten ved døren med sit mest ugjennemtrængelige ansigt og et skjerf tullet mangfoldige gange om halsen.

«Sjøgren», sagde bedstemor høitideligt, «du ved 38vel, at mine datterdøtre skal være paa Blommedal i vinter».

Jo, Sjøgren havde nok hørt noget om det.

«Og de skal gaa paa skole i byen», vedblev bedstemor og fæstede et alvorligt blik paa Sjøgren borte paa matten.

Hendes blik sagde tydeligere end ord: Jeg kjender dig nok, Sjøgren, far, du er en vriompeis, men kom ikke her –.

«Det var rimeligt det», mente Sjøgren.

«Naturligvis maa de saa kjøre, Sjøgren», vedblev bedstemor.

«En gang om dagen?» spurgte Sjøgren.

«Nei, hentes og kjøres paa skole, to gange om dagen».

«Det blir svært for hestane det –».det –»] rettet fra: det – (trykkfeil)

«Puh – hestene har bare godt af at røre paa sig».

«Ja, saa har naa inte frua akedoning, som passer til den slags kjøring heller».

«Vis vas, Sjøgren, har jeg ikke vogne, siger du? Du tar charabancen».

«Ja, men den er klein i hjula».

«Ja, saa sender du den til smeden paa flyende rappet».

«Ja, saa er jeg nu selv klein af helse da til slig evindelig kjøring –»

«Vis vas, du ser ud som et fjeld –»

«Det er bedst frua faar sig en anden kusk da –»

«Nu har vi delt ondt og godt paa Blommedal i 39otteogfirti aar, Sjøgren, og nu synes jeg nok, vi faar holde ud tilslut –».

«Ja, de veit det – men slig evindelig kjøring –»

«Puh», sagde bedstemor, «saa tar du charabancen og Mikal, den opstanige Mikalia (det var hoppen) vil jeg ikke se for mine øine mer –»

Sjøgren dreiede paa huen og mukkede fremdeles derborte paa matten.

«Nu ved du min villie, Sjøgren», sagde bedstemor med gravrøst. Sjøgren kjendte sin gamle frue saa godt, at naar den overordentlig dybe tone kom, saa hjalp ingen indvendinger længer – og audiensen var forbi.

Han vendte sig derfor langsomt om og gik ligesaa langsomt ud af døren.

Paa mandag klokken halv ni om formiddagen stod altsaa Sjøgren foran indgangsdøren paa Blommedal med Mikal, charabancen og sit sureste ansigt.

Bedstemor og frøken Duus stod i spisestuvinduet for at se paa den første afreise til skolen.

Sjøgren gjorde end ikke den mindste antydning til at hjelpe smaapigerne op i vognen.

Den tykke Annikken havde saamænd bare godt af at røre paa benene sine, tænkte Sjøgren, og ho Maren Anne ser ud til at ha ben at gaa paa, hun ogsaa, de udlændiske kunde gjerne røre pibestilkerne sine, de ogsaa, saa en gammel stakker med værk i kroppen kunde faa være i ro, som ret og billighed var –.

40Det gik som sædvanlig i rasende fart ud af indkjørselen med charabancen og det hele.

Og som sedvanlig sagde bedstemor: «Han trænger en præken om dør-knur, Sjøgren – og den skal han faa – Duus».

De fire kusiner paa Blommedals ankomst opvakte den dybeste interesse paa skolen! De var tilfældigvis kommet ind i niende klasse og de store smaapiger derinde viede dem sin mest udelte opmerksomhed.

Maren Anne stirrede rundt sig med et udfordrende blik, som hun vilde sige: «Kom an – allesammen!» Men Annikken Præstgara saa gruelig generet ud med altfor korte vanter paa de store, røde hænder.

Ebba var elegant og smilende og dreiede hovedet paa alle kanter, og Lille-Annikken stirrede rundt sig med sine fløielsbløde øine og forstod ikke et muk af, hvad der blev sagt.

«Den lille er nydelig», hviskede smaapigerne paa skolen sig imellem, «akkurat som et maleri. Men den store ser fælt vond ud, og den ved siden ser da ud som en rigtig bondetuppe – men du verden, hvor fin den i den blaa dragt med de hvide knapper er –»

Skolebestyreren var kommet og de blev ført ind paa lærerværelset for at prøves. Her viste det sig mærkelig nok, at Ebba og Annikken Præstgara passede i samme klasse. Maren Anne kom i en klasse over, og Lille-Annikken i en lavere.

41«Det er jo komplet umulig, at vi er lige flinke», sagde Ebba til Annikken.Forfatternote: Ebbas bemærkninger oversættes herefter paa norsk.

«Nei, det er rart», sagde Annikken, «jeg troede, du var kommet længer end jeg».

«Naturligvis er jeg det ogsaa», sagde Ebba og satte hagen frem.

De to kusiner fik plads ved siden af hinanden.

«Allesammen ser forfærdelig tarvelige ud», hviskede Ebba til Annikken.

«Nei, jeg synes netop, de er saa fine jeg».

Dette forhindrede dog ikke Ebba fra i første frikvarter at blive umaadelig god veninde med fire stykker paa en gang, der stredes om at holde hende under armen ude paa gaardspladsen.

Annikken Præstgara var det derimod ingen, der brydde sig noget videre om, hun stod strak som en støtte op til en væg og saa paa de andre.

Lille Annikken havde ogsaa i frikvarteret faat en hel del veninder. Hun saa baade lidt bryd og lidt straalende ud ved, at de trængte sig om hende og vilde have hende til at tale tysk.

Men Maren Anne talte pent og forstandigt med en af lærerinderne og indlod sig ikke med nogen af smaapigerne.

«Hun er vist kry, fordi hun er fra Blommedal, hun», sagde de om hende.

Sjøgren var paa pletten klokken to, og halve 42skolen stod rundt charabancen og raabte farvel, da de reiste.

Allesammen var fornøiet, men Ebba var straalende.

«Det var jo en storartet skole, de var yndige og storartede allesammen», begyndte hun.

«Du sagde jo, at de var saa tarvelige», sagde Annikken.

«Det sagde jeg aldeles ikke», sagde Ebba, «jeg sagde, at hvis man ikke vidste bedre, skulde man tro, at de var tarvelige».

Annikken blev stum af forbauselse: «Det sagde du slet ikke«, kom det tilslut.

«Jo, det gjorde jeg rigtignok altsaa».

«Det gjorde du slet ikke mor –».

«Er dere gale», sagde Maren Anne.

«Ja, naar hun lyver saa», sagde Annikken Præstgara.

Ebba gjepede og rakte tungen ud bag Maren Annes ryg.

Bedstemor havde stor prinsessepudding ianledning dagen, og de fire kusiner havde en upaaklagelig appetit.

Bedstemor sad med foldede hænder og saa paa dem spise.

«Duus, kan der tænkes noget saa morsomt som at se ungdommen spise», sagde bedstemor.

Frøken Duus svarede forsigtigt, at hun troede nok, hun havde seet det, der var morsommere.

«Nei», sagde bedstemor afgjørende «naar de 43spiser, er de friske og raske, og kan der tænkes noget vakrere i livet end en stærk, sund ungdom».

Bedstemor var i et straalende humør, og humpede muntert ud og ind med sin daarlige hofte og bestemte, i hvilket værelse enhver af smaapigerne skulde sidde for at drive sine studier i uforstyrret ro.

«Du sidder i Prinsekammeret».

«Du sidder i den røde salon».

«Du i den lille spisestue».

«Og du i kabinettet».

«Marsch ind med dere allesammen«

Annikken Præstgara sad i den røde salon, trak sine tynde, lyse haartjavser frem over de æblerøde kinder og skulde ligesom læse.

Isch!

Her kan være bra nok paa Blommedal, tænkte Annikken Præstgara, hvis en bare fik lov til at gjøre, hvad en vilde – og Ebba er ikke det pluk gjild heller –.

Frygtelig meget god mad er her, tænkte Annikken Præstgara videre – for tænk hjemme har vi aldrig prinsessepudding uden bispen er der, og her har vi den til hverdags – men skolen er græsselig ækkel. For de er saa fine og saa flinke allesammen. Aldrig i verden kan jeg blive saa flink, om jeg end læste hovedet af mig.

Forresten kan det være det samme ogsaa, jeg vil ikke blive noget læsendes i verden.

Jeg vil helst stelle kuerne jeg.

Og Annikken hjemme fra præstegaarden sad i 44bedstemors røde salon paa Blommedal og fortabte sig i tankerne om, hvorledes vel kuerne og grisen havde det deroppe i det lave mørke fjøs oppe i fjelddalen.

Om grisen var bra igjen, og om Dagros havde kalvet nu! Tænk om det var en kviekalv, saa skulde den faa leve!

Der kom en klump op i halsen paa Annikken Præstgara. Aa gid hun var hjemme – aa gid – aa gid!

Nei, Annikken holdt ikke ud at sidde der og læse grammatik. Hun maatte bort i stalden, det maatte hun. Kanske hun fik lov til at strigle Mikal, hvis hun bad Sjøgren rigtig pent. lalfald skulde hun nok liste sig til at give den lidt havre.

Og Annikken Præstgara lod grammatik være grammatik og løb med lange skridt og ludende hoved, som hun pleiede, opover til stalden.

Lille Annikken opdagede hende i farten fra kabinettet, hvor hun skulde sidde, og løb efter.

«Jeg ikke like læse», sagde Lille-Annikken,Lille-Annikken] rettet fra: Lille-Anikken (trykkfeil) «jeg blive saa træt i panden».

«Ja, det er jo det, jeg ogsaa blir», sagde Store- Annikken, «derfor vil jeg bort i stalden».

«Meget morsomt», sagde Lille-Annikken.

Og saa løb de.

– Kan det virkelig være meningen, at jeg skal opholde mig i dette høieste grad tarvelige værelse og terpe leksen den hele eftermiddag, tænkte Ebba, bedstemor kan ikke være nogen intelligent dame, der vil plage mig saaledes. Hun saa sig mismodig rundt 45i det gammeldagse gjæstekammer. Violet tapet, hestehaarsmøbler og forgyldt vaskevandsservice – det var Prinsekammeret.

Aldrig i mit liv har jeg seet et saa trist rum, tænkte Ebba, og ikke ser jeg andet end vaade syrenbusker udenfor vinduet, nei, jeg springer ned til Ellinor Vig, det gjør jeg paa flyende flekken.

Ellinor Vig var en to dage gammel veninde fra skolen. Hun var datter af amtmanden. Ebba havde straks opdaget, at hun ligesom var den fineste paa skolen og benaadede hende derfor med sin særlige gunst. Hun havde forresten meget krøllet pandehaar, tolv sølvringe om haandledet og tre lange brødre, der var ældre end hende.

De tre brødre var for Ebba ikke den mindste tiltrækning end Ellinor. Det var Hagbart, Arne og Vilhelm.

«For nogen yndige brødre du har», betroede Ebba Ellinor allerede efter det første møde i amtmandens portrum.

«Ale tre var begeistret over dig», betroede Ellinor tilbage, «især Arne».

«Han med det krøllede haar, ja, han er lige saa storartet som den unge grev Thott inde i Stockholm».

Ebba havde nemlig en hel del adelige bekjendtskaber inde i Sverige, som hun skrev breve til. Der laa konvolutter og flød allevegne med komtesse den og den og grefve den og den udenpaa.

«Det er bare noget snobberi med de brevene», 46sagde Maren Anne med sin alvorlige, krumme næse, «for«for] rettet fra: for (trykkfeil) de grevebrevene kommer aldrig afsted».

Nok af det, Ebba tog i en fart paa sig jakke og en fiks liden baret og tog paa sprang nedigjennem alléen til byen.

En af bedstemors veninder, gamle generalinde Thurmann med sin papegøienæse og snusdaase, var kommet til the til bedstemor, og hun vilde gjerne vise hende sine datterdøttre. Der gik bud ud, at de havde at indfinde sig i Rosenværelset øieblikkelig.

Men kun Maren Anne kom.

I al verdens rige, hvor var de andre?

Der blev ledt høit og lavt, og Anne stuepige fandt tilslut begge Annikkerne hos Sjøgren, hvor de laa udover bordet og saa paa, at han gjorde kortkunster med en skidden kortlek.

«Du store verdens rige sidder dere her, frua er saa vond, saa vond» – Anne stuepige var aldeles forfærdet.

Det gik i galop over gaarden med dem begge to og ind foran bedstemor og gamle generalinden.

«Dette er begge Annikkerne», sagde bedstemor presenterende, «maa jeg spørge, hvor frøknerne har opholdt sig?»

«Vi har været hos Sjøgren», sagde Annikken Præstgara freidig, «du kan tro bedstemor, at han kan nogen lure kortkunster».

«Har jeg hørt rigtig», sagde bedstemor, «har I været i drengestuen?»

47«Ja, meget længe», sagde Lille-Annikken med straalende øine.

«Naa, det maa jeg sige, mine datterdøttre vælger et smukt selskab, det har vi dog ikke været vant til her paa Blommedal –».

«Nei, ikke smukt selskab, bedstemor», sagde Lille-Annikken, «for lugter meget ondt hos Sjøgren».

«Pop, pop», sagde gamle generalinden (naar hun begyndte paa en sætning kom altid den rare lyd først – «pop pop – det er den nye tid –».

«Jeg gir en god dag i den nye tid», sagde bedstemor paa Blommedal, «i drengestuen skal smaapigerne ikke – det er din skyld dette, Annikken Præstgara», sluttede hun strengt.

«Ja», sagde Annikken alvorligt.

«Hvorfor gik du derbort?»

«Det var saa ækkelt inde i den røde salon, og saa kom jeg til at tænke paa grisen hjemme – og saa længtes jeg saa –».

«Pop, pop», sagde generalinden, «længes efter en gris har jeg dog aldrig hørt nogen gjøre før –».

«Jeg længtes hjem», sagde Annikken Præstgara og saa uhyre alvorligt paa generalindens papegøienæse.

«Og saa?» sagde bedstemor.

«Saa vilde jeg bort og klappe hestene, og siden gik vi til Sjøgren –».

«Annikken –»«Annikken –»] rettet fra: «Annikken – (trykkfeil) bedstemor var betydelig blidere i stemmen, «du vidste godt, at bedstemor ikke likte dette».

48«Nei, det tænkte jeg slet ikke paa», sagde Annikken.

«Ja, nu ved du det altsaa efter denne dag – hverkenhverken] rettet fra: «hverken (trykkfeil) i stalden eller i drengestuen».

«Jeg ikke lyst heller», sagdesagde] rettet fra: sage (trykkfeil) Lille-Annikken, «baade Sjøgren og stalden lugte meget ondt».

Men hvor var saa Ebba henne?

Jo, kokkepigen havde seet hende løbe alléen ned til byen.

Naa, saa naa! Bedstemor saa meget alvorlig ud.

«Pop, pop», sagde generalinden, «ja, er det ikke det alle mennesker har sagt, at du i din alder har tat dig vand over hovedet ved at ta fire slige ungdommer i huset».

«Aldeles ikke», sagde bedstemor, «er der nogen, der er ængstelig for, at jeg ikke skal klare de ærter, saa hils dem og sig, at det kan de spare sig».

«Pop, pop, det er da ikke noget at blive vond for», sagde generalinden.

Det var alt blit temmelig mørkt, og generalinden havde for længe siden taget afsked, da Ebba kom, blussende og varm.

«Har du ventet, søde bedstemor?»

«Hvor har du været?»

«I byen – en liden tur med Ellinor Vig».

«Jasaa – med andre ord løbet gade op og gade ned».

«Nei, vi har spadseret».

«Og saa denne lange vei hjem i mørke og alene?»

«Jeg har ikke gaaet alene, kan du vide».

49«Hvem fulgte dig da?»

«En bror af Ellinor».Ellinor] rettet fra: Ellionor (trykkfeil)

«Hvor stor er han?»

«Ak – han er kadet – forfærdelig kjæk».

«Jeg frabeder mig den slags ture i mørke mer», sagde bedstemor.

«Ja, søde bedstemor». Men da Ebba vendte ryggen til, satte hun tungen ud og sjæpede.

Naa, dette ser hyggeligt ud, tænkte bedstemor, den ene sidder i drengestuen og spiller kort med kusken, og den anden løber gadelangs i mørke med kadetter.

– «Duus», sagde bedstemor, «Maren Anne er perlen af dem allesammen».

«Ja, kanske det», sagde Duus.

«Hvad tror De, der blir af hende i verden, Duus?»

Nei, det vidste frøken Duus ikke.

«Ja, det er et mageløst pigebarn», sagde bedstemor, «ligner mig gjør hun nu».

Annikken Præstgara og Ebba laa vaagen i sine senge og snakkede.

«Isch», sagde Ebba, «er det meningen, at vi skal være i fængsel her?»

Annikken mumlede noget ned i sin hovedpude.

«Bedstemor var rasende, fordi jeg havde spadseret til byen, maa du tro», sagde Ebba.

«Hun var vond paa mig ogsaa», mumlede Annikken igjen.

50«Du store kinesiske – hvor det glæder mig», raabte Ebba – «var du ogsaa i byen».

«Nei, jeg var i stalden».

«Og det blev hun vred for».

«Nei, siden var jeg hos Sjøgren, han gjorde kortkunster».

«Nei, du er brilliant – i drengestuen – er du gal – det undrer mig aldeles ikke, at bedstemor blev vond for det».

Dyb taushed fra Annikkens seng.

«Du kan da vide, at en ung dame ikke kan gaa i drengestuen».

«Jeg er ikke nogen ung dame».

«Hvad er du da?»

Dyb taushed. En lang pause.

«Du, Annikken, kjender du nogen unge herrer?»

«Nei».

«Ikke en eneste?»

«Hvem er det, du kalder unge herrer da?»

«Aa, kadetter f. eks».

«Nei – isch».

«De er storartede –».

Atter den ugjennemtrængeligste taushed fra den anden seng.

«Jeg vil gifte mig med en kadet», vedblev Ebba ud i mørket.

Intet svar.

«Hvem vil du gifte dig med, Annikken?»

«For noget sludder –».

«Elsker du ingen da, Annikken?»

51«Isch».

Og saa en lang pause.

«Jeg vil reise hjem til jul, ellers dør jeg af længsel», sagde Ebba.

«Ja, det vil jeg ogsaa», sagde Annikken Præstgara.

Og med denne beslutning sovnede begge de to kusiner.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.