Fire kusiner

av Dikken Zwilgmeyer

Ebba

69Ebba var i et grænseløst elendigt humør. For det første havde bedstemor taget krøltangen fra hende, og hun kunde jo umulig krølle sig med en haarnaal eller en griffel – og hun var saa gyselig med glat pandehaar. Og nu, som hun saa gjerne vilde være pen ogsaa, siden hun traf Arne Vig hver eneste dag.

Og saa maatte hun ikke gaa til byen om eftermiddagen heller. Hvorledes skulde hun holde ud at leve, naar hun ikke traf Ellinor hver eftermiddag? For Ellinor var hendes bedste veninde i verden.

Igrunden kunde hun ikke like nogen af kusinerne her paa Blommedal. Maren Anne var jo bare et leksikon, som fislede til bedstemor, og Lille-Annikken var jo den kompletteste baby!

Og nu var det jo blit endda værre, siden Annikken ligesom havde været saa kjæk, den gang hesten løb løbsk. Allesammen paa skolen var jo bare i en 70beundring, tilogmed Arne Vig. Det var rigtig noget gjøre saadant væsen af, at hun holdt i de tømmerne.

Havde jeg bare faat tænkt mig lidt om, skulde jeg gjort akkurat det samme, tænkte Ebba, det kom saa fort paa mig, det var hele sagen.

Rasende ærgerligt, at Arne Vig syntes, det var kjækt gjort. Og han, som før havde gjort saa morsomt nar af Annikken og kaldte hende for «Dovregubba».

Og nu var hun en fjeldfrisk jente!

Uf, hvor man kunde ærgre sig over denslags. Og saa, at Annikken havde faat det storartede smykke ogsaa. Hun maatte rigtignok spørge, hvad Annikken skulde med den deilige kjede paa sine yderst tarvelige kjoler. Hun havde endda hjemme i Stockholm hørt mama tale om dette sjeldne smykke.

Du verden, hvor den kjede vilde have taget sig ud paa min sorte fløiels kjole, tænkte Ebba. Ja, havde jeg ikke havt Ellinor at udgyde mig for, var jeg simpelthen blit sprængt i mit hjerte, saameget som jeg maa gaa her og taale paa Blommedal!

Bedstemor troede nu Annikken saa inderlig godt, men hun skulde rigtig fortælle bedstemor ved leilighed, at Annikken havde sagt, at hun døde af længsel her paa Blommedal, og at hun var rasende, fordi hun ikke fik lov at sidde i drengestuen og spille kort med Sjøgren.

Tænke sig til, at jeg, Ebba, virkelig har en kusine, som elsker at sidde hos kusken og spille kort!

Ebba betragtede sig selv grundig i speilet: Ja, fin ser jeg ud, tænkte Ebba, umaadelig fin!

71Hagbart Vig var igrunden meget kjækkere end Arne. For Hagbart havde sagt igaar til Ellinor, at saa nydeligt som Ebba gik paa sine ben, havde han aldrig seet nogen gaa før. Og det var jo ganske rimeligt, for Ebba havde lært at gaa af en balletmester, og hvem havde lært det her i denne elendige by?

Ebba kneisede med sit guldblonde hoved og maatte atter se sig i speilet.

Du verden for en storartet næse, jeg har, tænkte Ebba – og overlæbe!

Hun fik et glimt af Maren Anne og Annikken med skøiter udenfor vinduet. De skulde ned til Blommedalstjernet. Nedenfor parken paa Blommedal laa nemlig et stort tjern, som tidlig frøs til. Det var den mest yndede skøiteis for byens ungdom.

Det var nu ikke andet end ærgrelser her paa Blommedal, tænkte Ebba videre, f. eks. det, at hun ikke kunde gaa paa skøiter og ski. Hvor glimrende vilde jeg ikke tat mig ud paa ski, tænkte Ebba, med kornblaa kjole, forgyldt belte og mit deilige haar indslaat! Jeg var jo kommet til at se aldeles storartet ud!

Men sandelig, om jeg vil sidde inde i Rosenværelset hos bedstemor og det kjedelige menneske, frøken Duus, den hele eftermiddag.

Nei, Ebba vilde ned og spadsere paa isen. Gaa rigtig nydeligt med ballettrin!

Det yrede af barn nede paa tjernet, de svævede bortover isen i lange rundinger, gutter og piger, haand 72i haand i lange rækker. Granskogen stod stor og mørk paa den ene side, paa den anden side store, flade, snedækkede jorder og ret op Blommedalsparken med alle de fine løvtræer og buske, rimet og hvid som kniplingsvæv. Men hvad saa hun der?

Løb ikke Arne Vig og Annikken Præstgara der haand i haand!

Ebba blev staaende og stirre efter dem.

Og Annikken lo!

Uf!

Længere og længere bortover løb de, fortere end alle de andre. Men, du store komedie, hvor Annikken Præstgara løb grusomt paa skøiter. Aldeles som en dromedar!

«Skal jeg trække dig paa kjælke, Ebba?» spurgte Maren Anne, der stregede op foran hende frisk og anpusten af det hurtige løb.

«Nei, huf da, jeg ser bare efter Ellinor».

«Derborte løber hun, hvor kjedeligt for dig, at du ikke kan gaa paa skøiter, Ebba – du burde lære det».

«Det bryr jeg mig virkelig ikke det mindste om, jeg finder det ukvindeligt».

«Ha, ha», lo Maren Anne, «nei, nu maaa jeg rigtig le – aa, de er saa sure rognebærene saa –».

Den afskyelige Maren Anne med sit overlegne fjæs!

Der stødte hun lige paa Arne Vig og Annikken.

«Nei, goddag, frøken Ebba, De kan tro, vi morer os kongeligt, deres kusine løber mageløst godt».

73«Jeg fatter ikke, at det skal være nogen moro», sagde Ebba og snurpede munden sammen.

«Aa, hvis du bare kunde det, skulde du se», sagde Annikken med straalende øine.

«Jeg agter ikke at lære noget saa mandfolkeagtigt».

«Se paa os, frøken Ebba, ser det ikke fristende ud», raabte Arne og greb Annikkens haand og bortover isen fløi de igjen.

Aa, hun kunde ærgre sig sort over det, at Arne Vig løb der med Annikken!

Ellinor Vig kom løbende fra en anden kant, en hel lang rad af smaapiger.

«Stakkels dig, Ebba, som ikke kan løbe paa skøiter», raabte hun i forbifarten.

Nei, det holdt ikke Ebba ud! At gaa her alene og blive ynket af alle.

Hun var næsten helt inde ved land igjen, da hun hørte et par skøiter bag sig, der stregede op: «Nei, gaar De alt da, frøken Ebba?»

«Ja, her er saa dræbende kjedsommeligt».

«Det kan da ikke være Deres mening». Arne Vig gjorde nogle lange, graciøse svingninger rundt og rundt hende.

«Jo, mit dybeste alvor – men hvor er Annikken?»

«Hun vilde trække sin lille, tyske kusine paa kjælke».

»Saa – jeg troede maaske, at hun løb med Sjøgren».

«Sjøgren? – hvem er det?»

«Kusken paa Blommedal vel».

74«Hvorfor skulde hun løbe med ham?»

«De er jo saa gode venner, hun sidder og spiller kort med ham i drengestuen».

«Frøken Annikken?»

«Ja, netop med kusken».

«Nu har jeg aldrig hørt magen».

«Det viser jo en fin smag». «Det er i høiste grad forbausende».

«Aa, jeg ved ikke det, hun ser jo ikke ud som en dame, De kaldte hende for ‘Dovregubba’»,‘Dovregubba’»] rettet fra: «Dovregubba» (trykkfeil) husker De ikke det?»

«Ha, ha, gjorde jeg det – ja, det kan hænde der er noget fjeldagtigt ved hende, men kjæk er hun – nei, maa De alt gaa – adjø da –».

Ebba blev længe staaende oppe i bakken.

Nej, ikke en eneste gang mere løb Arne Vig og Annikken sammen.

«Det er usigeligt ukvindeligt at gaa paa skøiter», sagde Ebba inde i Rosenværelset til bedstemor.

Det var da mærkeligt, tænkte bedstemor og saa paa Ebba over brillerne. «Nei, her kan du faa stoppe strømper, du Ebba», sagde bedstemor.

«Stoppe strømper kan jeg desværre ikke, kjære bedstemor».

«Ja, men det er kvindeligt arbeide det, Ebba», sagde bedstemor og smaalo, «værsgod stop nu det hul der igjen».

Ebba var rasende. Der gik de andre paa skøiter, og her sad hun og stoppede en strømpe. Hvad vilde 75min veninde komtesse Stjerncrona sagt, om hun havde seet mig nu, tænkte Ebba.

Men bedstemor var saa sint saa, uh, hu, at hun var kommet til dette skrækkelige land.

Ikke et ord blev vekslet mellem Ebba og Annikken, da de den aften klædte sig af. Da lyset var slukket, kom det spidst fra Ebbas seng:

«Du gaar meget graciøst paa skøiter – Annikken».

Det var et øieblik før Annikken forstod det: «Det er vel bedre end slet ikke at kunne gaa», kom det efter en liden pause.

«Ha, ha – Arne Vig kaldte dig for «Dovregubba –».

Ikke et ord fra Annikkens seng.

«Jeg fortalte ham nemlig, at du morede dig med at spille kort med kusken – og han fandt det slet ikke saa forbausende, du saa ham ud til det –».

I samme nu reiste Annikken Præstgara sig op i sin seng, greb vandkaraflen paa bordet udenfor sengen og kylede den i mørket mod Ebba. Den traf væggen over Ebbas seng, og glasstumper og vand styrtede ned over Ebbas teppe.

«Aa, aj –», Ebba skreg og for op: «Hun myrder mig».

Maren Anne kom styrtende med lys. Der stod Ebba midt paa gulvet i sin lange natkjole, rystende som et aspeløv. Annikken dybt nede under teppet i sin seng, med ansigtet vendt mod væggen, som i den dybeste ro.

76«Men ialverden, hvad staar paa», sagde Maren Anne.

«Jeg ved ikke af nogen ting, før hun kaster en vandkaraffel paa mig», sagde Ebba.

«Ja, naar hun er saa afskyelig», kom det dybt nede fra Annikkens seng.

«Kjære, lad ikke bedstemor høre dere», sagde Maren Anne, og forsøgte saa godt som muligt at fjerne sporene af vandkaraflen i Ebbas seng.

Ebba indtog imidlertid en flot stilling i sin natkjole paa kanten af sofaen, og fortalte med rivende hurtighed, hvorledes det var gaat for sig.

Men borte i sengen laa Annikken Præstgara dybt under teppet og hulkede, som hendes hjerte skulde briste.

Aa gid, gid jeg var hjemme, hvor alle var snilde!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fire kusiner

Fire kusiner kom første gang ut i 1899. Boken handler om den litt ensomme «Bedstemor paa Blommedal» som bestemmer seg for å invitere fire av barnebarna til å bo hos seg for en lengre periode. De fire kusinene er svært forskjellige, noe som utløser både den ene og andre forviklingen.

De 15 fortellingene i boken er stort sett humoristiske, men tekstene tar også opp mer alvorlige temaer som sosiale forskjeller, forholdet mellom generasjonene og død.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.