Hvad der hændte i Prinsekammeret

130Der havde været et omreisende skuespillerselskab i byen, og alle smaapigerne i ottende og niende klasse havde faat et slags theaterfeber. Der var ikke tale om andet end himmelske skuespillere og komedie i hvert eneste frikvarter, og om eftermiddagene løb halve skolen gadelangs efter skuespillerne blot for at faa et glimt af dem. Der var et formeligt spioneringssystem sat i gang for at udforske, hvad tid disse benaadede mennesker viste sig paa gaden.

Og havde de saa faat øie paa en eller anden af disse lykkens yndlinge, der levede i en deilig verden, saa aldeles forskjellig fra, hvor andre dødelige opholdt sig, kunde man være man vis paa, at hele flokke af halvvoksne pigebørn løb grasat rundt alle hjørner for at nyde den lykke at møde theatrets elsker en halv snes gange paa en eftermiddag.

Selv Maren Anne blev revet med, læste sine lekser i en rivende fart, spurgte bedstemor, om hun 131fik lov at spadsere til byen, og travede afsted baade i tide og utide.

Annikken Præstgara var derimod aldeles uimodtagelig.

«Jeg skjønner mig ikke paa noget saadant, jeg», sagde Annikken Præstgara.

«Nei, du er jo komplet interesseløs», sagde Ebba, «tænk at ha saa lidet følelse, du er jo formelig gjort af granit –».

Annikken svarede ikke, men bare saa alvorlig frem for sig med de store øine.

Hilleborg, Ebba og Lille-Annikken var derimod i den syvende himmel alle tre. Ebba og Lille-Annikken var af de ivrigste gadebeundrere, og blev henrykte, naar de saa en skuespillernæse i et vindu. Naar Ebba havde kjøbt en svibel og sendt til en skuespillerinde med en overstrømmende billet om, hvor hun beundrede hende, havde Lille-Annikken ikke rist elle ro, før hun ogsaa havde sendt en violbuket og en bitte liden gebrokken seddel.

Hilleborg tog det derimod paa en anden maade. Det var hende slet ikke noget om at gjøre at møde skuespillerne, at sende blomster og denslags.

Det laa ikke for Hilleborg Hekleberg.

Nei, hun vilde spille komedie selv.

I frikvarteret stod hun oppe paa kathederet, slog sig for brystet, saa det formelig sang i det, rullede med de smaa indgrodde øine og deklamerede med stærk pathos. Hvad det egentlig var, hun deklamerede, tog Hilleborg ikke saa nøie, det kunde for den sags 132skyld være de mest dagligdagse ting, naar bare tonen og pathosen var der.

Der var ikke tale om andet, komedie vilde Hilleborg og de fire kusiner spille. Og Blommedal var jo det brillanteste sted af verden at spille komedie paa. Rum var der og dragter ogsaa i overflødighed. Oppe paa loftet var nemlig et helt loftskammer, der hang fuldt af gamle stadsklæder. Bedstemors aflagte silkekjoler, og døttrenes balkjoler, gamle, krøllede florskjoler, hvor det endnu kunde hænde, at en og anden ensom balblomst, lidt bleget i farven, lidt krøllet og medtaget, fandtes indimellem dynger af det gamle flor. Deilige silkebaand, blegede og gulnede, hang paa den gamle stads, der i aarrækker, halve menneskealdre og derover, havde hængt derinde paa det store loftskammer, gjemt og glemt.

Men en dag var døren til det gamle, støvede rum revet op og de fem pigebørn var begyndt at rumstere derinde. Hele dynger af de gamle festlige støvede dragter blev baaret ud paa det lyse loft.

«Du verden, hvor rige dere maa være, som har raad til at have alle de nydelige dragter hængende der paa loftet», sagde Hilleborg.

«Det gamle filleri», sagde Maren Anne.

De mest udvalgte dragter blev saa bragt ned i Prinsekammeret til videre raadslagning.

Hilleborg havde taget plads oppe paa servanten.

«Ja, spille komedie vil vi», sagde Hilleborg og slog sine skohæler eftertrykkelig mod det gamle mahognimøbel.

133«Det blir vel bare noget tul», sagde Maren Anne.

«Nei, aldeles ikke», sagde Hilleborg, «alt skal gaa ganske ordentlig til, vi vil spille «Min rose i skoven», og jeg vil være rosen».

«Nei, det vil rigtignok jeg være», sagde Ebba.

«Langtifra, det vil jeg være», sagde Hilleborg.

«Jeg vilde ikke spille rosen, om jeg fik en million», sagde Annikken Præstgara.

«Nei, du er umulig du», sagde Ebba, «men skal vi ikke ha nogen gutter med?»

«Nei, hvad skal vi med dem», Hilleborg blæste foragtelig, «Maren Anne spiller herre».

«Jeg morer mig simpelthen ikke, naar det ikke er gutter med, jeg», sagde Ebba.

«Jeg vilde skamme mig for en saadan falliterklæring», sagde Maren Anne.

«Uf, hvor overlegen du er», sagde Ebba, «men jeg passer ubetinget bedst til at være rosen i skoven».

«Ja, du har jo en svært pen næse», sagde Hilleborg, «men jeg kan rollen meget bedre, og det er det vigtigste, skal jeg sige dig».

«Nei, det vigtigste er at tage sig godt ud», sagde Ebba.

«Nei, Ebba vilde ikke være noget videre flink som skuespillerinde», sagde Maren Anne.

«Hvorfor det, om jeg maa spørge?» Ebba holdt hænderne paa ryggen og strakte hagen frem.

«Det er noget, du mangler», sagde Maren Anne grundende, «jeg tror det er gemyt».

134«Tænk, jeg som er saa fuld af gemyt», sagde Ebba, «jeg er bare gemyt igrunden».

Da de andre ikke vilde gaa ind paa, at Ebba var bare gemyt, var hun storfornærmet i en halv time, indtil hun glemte det.

Saa skulde dragterne deles. Det var især en florskjole foret med lyseblaa atlask, der opvakte Ebbas høieste beundring.

«Jeg er vis paa, at den kjole har været min mamas», sagde Ebba.

«Den kan saamænd lige saa gjerne ha været min mors», sagde Maren Anne.

«Den ligner min søde mutter», sagde Lille-Annikken.

«Jeg tror aldrig i verden, den har været min mors», sagde Annikken Præstgara.

Nok af det, de tre andre kusiner og Hilleborg vilde alle fire tilegne sig den blaa kjole.

«Hvor nydelig jeg vilde tage mig ud under bedstemors store viftepalme i den kjole i bengalsk belysning», sagde Ebba.

De trak i kjolen fra hver sin kant.

Frøken Duus kom tilfældigvis i døren: «Men kjære, dere maa da ikke rive kjolen itu», sagde frøken Duus.

«Hvad har hun med det, det gamle skabilken», hviskede Ebba og gjepede efter hende, «det er ikke hendes kjole, det er bedstemors».

Det stak i Maren Annes hjerte, hun tænkte paa den balaften, de maatte blive hjemme. Hun slap 135øieblikkelig kjolen: «Vi skal nok ikke rive den itu, frøken Duus», sagde hun venligt.

Frøken Duus var gaat, men Hilleborg og Ebba vilde ikke give sig. I stridens hede, ingen vidste, hvorledes det gik for sig, væltede pludselig de to stridende parter et bord med en tændt lampe, den brændende olie flød udover og i et eneste nu stod hele den omstridte kjole og gulvteppet midt paa gulvet i lys lue,

Der blev en forfærdelse over alle grænser.

«Sluk – sluk da –».

«Vand, vand –»,

«Skrig ikke saa, bedstemor kan høre det –».

«Nei, nei, ikke luk døren op –».

«Tramp paa ilden», raabte Hilleborg.

Indtil dette øieblik havde Annikken Præstgara staat aldeles urørlig. Det var ligesom, hun ikke vidste, hvorledes sagen skulde gribes an.

Men da Hilleborg raabte det om trampe, var Annikken Præstgara færdig med eneste gang. Midt op i ilden trampede hun med store skridt, samlede kjolen op om sig, trampede og traakkede, aldeles som naar hun traakkede hø oppe i laaven paa præstegaarden. Det var ikke frygt skabt i Annikken Præstgaras sjel.

Alle de andre klumpede sig sammen borte ved døren, den staute Annikken Præstgara var alene midt oppe i ilden, der rev hun et teppe af gjestesengen, kastede det over ilden og trampede af al livsens magt –.

136Døren blev revet op, det var frøken Duus og Anne stuepike.

«Men du verdens rige», raabte den gamle pige, «brenner dere naa huset ned over hovedet paa os og;- afveien unger–».

Maren Anne vilde begynde en forstandig forklaring.

«Aa, hold op», raabte gamle Anne, «har det været andet end ugang og forskrækkelse, siden dere kom i huset, saa lang dagen er –».

Den ene bøtte vand efter den anden blev skyllet her gulvet –.

Gamle Anne var saa vond, at hun aldeles glemte sin vante respekt og høflighed.

Brannen var slukket, der lugtede afskyeligt røg og brænt. Alle vinduerne blev slaat op paa vid gab, og Annikken Præstgara maatte bytte baade kjole, strømper og sko.

«Nå skal naturligvis frøken Duus fisle», hviskede Ebba, «og saa har vi en tordentale af bedstemor, og ikke faar vi lov at spille komedie heller, det blir enden ta det».

Men frøken Duus samlede stille det brændte tøi og gulvtæppet sammen og kastede det hele ud igjennem vinduet, for at bedstemor ikke skulde kjende lugten.

«Bestemor maa endelig ikke faa vide det», sagde frøken Duus, «det vilde gjøre saadant indtryk paa hende. Jeg skal nok faa det iorden altsammen igjen».

«Tusind tak, frøken Duus», sagde Maren Anne.

137Senere paa aftenen sad bedstemor ret som det var og snusede ud i luften.

«Jeg kjender saadan rar sveden lugt, Duus.»

«Ja, det blev vist brændt noget ude i kjøkkenet», sagde frøken Duus sagte.

«De mennesker, der er uforsigtig med ilden, er ingen straf for stor til», sagde bedstemor stor og mægtig, der hun sad.

Kusinerne kastede sky blikke paa hverandre. Frøken Duus var snild alligevel, tænkte de alle.

«Annikken Præstgara er den eneste, der er noget ved af hele kodiljen», sagde Gamle Anne siden ude i pigekammeret, «sandelig stod hun ikke midt oppe i lyse varmen og traakked som en kar, da vi gløtted paa døren forfor] rettet fra: or (trykkfeil) at se, hvad det var for et leven».

Men bedstemor fik aldrig vide, hvilken fare der den aften havde truet hendes kjære Blommedal.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.