Fire kusiner

av Dikken Zwilgmeyer

Jul paa Blommedal

99Det var nær under jul. Og der var travlhed paa Blommedal, som alle andre steder. Kanske endda lidt mere, for bedstemor var en bedstemor af den rigtig gamle skole. Der blev kogt grisehoveder, og persesylte, og syet ruller, og stoppet pølser i dagevis. For bedstemor havde den egenhed, at en pølse, der var lavet alle andre steder end i kjøkkenet paa Blommedal, den vilde hun ikke spise. Og knapt nok et fattigmandsbakkelse ogsaa.

«Uf, hvid stenhaard fattigmandsbakkelse», sagde bedstemor, «de kan ikke byde mig noget værre».

Og der blev bagt fattigmand og goderaad og hjortetak, og konfektkage, og halvmaaner, og sirupspidser med en mandel midt paa, og pebernødder, og fru Monsens kager. Og frøken Duus og husjomfruen og Anne stuepige løb i dørene med snehvide forklæder og armer, røde og varme, mens bedstemor sad paa en stol midt i kjøkkenet og kommanderede.

100Og langt nedigjennem Blommedalsalléen lugtede der smult.

Alle kusinerne var i sit es. Ebba og Annikken havde glemt vandkaraflen og stod meget endrægtig og trillede pebernødder ved kjøkkenbænken. Maren Anne pillede kardemomme og holdt et lidet foredrag om, hvor kryderierne voksede.

«Jassaa naa», sagde Anne stuepige og interesserede sig ikke meget for Maren Annes visdom, «han kan vokse, hvor han vil for mig».

Men Lille-Annikken hoppede paa et ben og sagde «ak, ak» gjennem alle dører – saa bedstemor tilslut skjendte over trækken.

Ingen af kusinerne skulde hjem til jul. Det var rigtignok fra Stockholm kommet fordring paa, at Ebba skulde reise. Men bedstemor sagde nei. Nu havde hun vænnet sig til at være her, og tro du mig, skrev hun til datteren, her er sundt for hende at være i mere end en retning. Saa var det blevet stille om hjemreise ogsaa derfra. Fra de andre steder havde det end ikke været paa tale engang.

Allesammen havde faat penge af bedstemor til at kjøbe gaver for til «dem hjemme». Og allesammen skulde faa kjøbe akkurat, hvad de selv vilde.

Bedstemor kjørte selv til byen med klokkespil paa hesten og i en masse forværk, saa hun sad som et umaadeligt fjeld i sin store sluffe med fire datterdøttre om sig.

Sneen sang under meierne, hele Blommedalsalléen stod som et kniplingsvæv af det fineste rim, og selv 101Sjøgren var i godt humør. Naar hans store bjørneskindshue streifede de fine rimdækkede grene der høit oppe over hans hoved, dryssede det hvide, glitrende rim ned over de kjørende. Oppe i sluffen var der en ustandselig passiar, bedstemors dybe røst mellem alle de lyse, høie stemmer.

Standsede de udenfor butikkerne, kom handelsbetjenterne bukkende ud til sluffen og spurgte, hvad fruen ønskede.

Og bedstemor raabte, saa det hørtes lange veie:

«Goddag Pedersen, deiligt juleveir, Pedersen, ja, send op julegodter, som De pleier, akkurat som De pleier til Blommedal, valnødder, figen, gode figen, Pedersen, ingen tørre skindfiller vil jeg have, rosiner, krakmandler – alt af bedste sort – Pedersen – som De ser har jeg mine datterdøttre hos mig iaar –»

Og Pedersen bukkede blaafrossen og smilende paa fortouget: «Javel, frue –».

Sjøgren smeldte med svøben.

«Glædelig jul da, Pedersen», raabte bedstemor.

«Dem det samme», bukkede Pedersen, og sluffen kjørte til næste sted. Bedstemor havde lange lister til hver eneste butik.

Lille-Annikkens øine var som to stjerner, naar hun kikkede ind i butikvinduerne. Hvad skulde hun kjøbe til Helenchen og Lischen og papa og mutter der langt nede i Tyskland?

Og Store-Annikken sad med en liden, skidden portomonæ klemt ind i sin store haand og spekulerede paa det samme. Hvad skulde hun sende hjem 102til præstegaarden. Til alle jenterne og Gamle-Elias og husmandsbarna ogsaa. Hun maatte kunne kjøbe mangfoldige ting, saa mange penge havde hun aldrig i livet eiet.

Maren Anne havde alt gjort sit valg og kjøbte billedboger til de sure brødrene sine. Ebba kjøbte skøiter til sin tykke, runde grossererfar inde i Stockholm, en present han blev alt andet end «belåten» med.

Bedstemor raabte: «Glædelig jul» ind i alle døre i smaahusene i yderkanten af byen. Og konerne kom ud paa trapperne og neiede til bedstemor.

«Aa nei, er inte moderen paa Blommedal ude og kjører ogsaa idag».

«Ja, jeg er saa, Katrine, hvordan gaar det med gigten?»

«Aa, den smørelse, frua sendte, var ekstra den».

«End hosten til gamle mor da?»

«Aa, jeg synes, den har letnet efter de draaberne, frua sendte».

«Det var bra, Katrine, send op en af børnene til Blommedal imorgen, som sædvanlig – og glædelig jul for dig og dine».

«Tusind tak, og glædelig jul for moderen paa Blommedal».

Saadan gik det foran næsten hvert eneste af de smaa huse. Sjøgren kjørte i sagte skridt, hvert øieblik kommanderede bedstemor udenfor en trappe: «Stop». Og saa raabte hun med sin stentorstemme til nogen viste sig.

103Øinene lyste paa de fattige koner med barn paa armen, naar de saa den mægtige skikkelse i slæden. Allevegne, hvor bedstemor kjørte, bragte hun glæde, og allesammen blev inviteret til at komme til Blommedal næste dag.

Den sidste hytte var passeret, og landeveien laa foran dem. «Kjør saa paa, Sjøgren», sagde bedstemor.

«Saa har jeg gjort denne julebytur dette aar ogsaa», vedblev hun.

Hun blev saa underlig og stille, saa alle børnene ogsaa tystnede af.

«Det er rart at være gammel, barn», sagde bedstemor, «det er rart, og det er godt. Jeg vilde ikke være ung igjen som dere, barn, nei, jeg vilde ikke».

Hvor rart, tænkte Maren Anne, tænk, at bedstemor heller vil sidde der med rynker i panden og snart skulle dø, end at være ung som os. Og jeg, som synes det er saa deiligt at leve og blive til noget! Aa, du store – alt det jeg skal gjøre i verden, tænkte Maren Anne med sine femten aar.

Det var næsten ikke muligt at komme af vognen med alle de pakker. Og bedstemor var den største pakke af altsammen. Hun lo saa, inden de fik lempet hende ud, at hun havde taarer i øinene, saa sløret maatte op, og lommetørklædet frem.

«Husker du dengang, Maren Anne, for fire aar siden, da jeg besøgte dere derborte paa vestlandet»,vestlandet»] rettet fra: vestlandet (trykkfeil) sagde bedstemor, «og allesammen, der boede omkring, var samlet nede paa den lille brygge for at se, hvorledes bedstemor saa ud; det var jo en begivenhed 104indi fjorden vel – og saa var det ingen, som kunde orke at løfte mig af baaden, og gaa kunde jeg ikke med min daarlige hofte – og saa krøb jeg iland opover de runde stenene. Det var en storartet ankomst, ikke sandt, Maren Anne?»

«Jo, jeg husker det godt, det var baade leit og latterlig paa samme tid».

«Der maa dampkran til for at løfte slige som mig, ser du», sagde bedstemor, «pas dig du, Annikken Præstgara, du blir akkurat en af samme sorten som bedstemor».

Julaftens formiddag sad bedstemor i den store spisestue og havde stor modtagelse af bygdens og byens fattige. Der var et ustanseligt tog opigjennem Blommedalsalléen af fattige, blaafrosne smaagutter med spand, gamle krogede mænd baade med en og to kjæpper, gamle indtullede koner og smaajenter med mindre søskende ved haanden.

Ind kom de alle, fik kaffe og julekage. Og gryn og mel og kjød og brød i kurve og spand med tilbage. Og allesammen fik en præken af bedstemor med paa kjøbet. Og den lille tale af moderen paa Blommedal, den huskede de mange gange bedre, end hvad præsten sagde i kirken.

Alle kusinerne maatte varte de fattige op. Det var et øieblik, som Ebba knurrede lidt og vilde holde sig for god. Men der behøvedes ikke mere end, at bedstemor vendte de lyse øine og den krumme næse mod hende og begyndte:

105«Jeg tror, du er –». Længer kom hun ikke, før Ebba var ligesaa ivrig, som de andre.

Saa var det slut. Den sidste fattiggut gik ganske skjev af den store klædesbylt udigjennem Blommedalsporten, og helligaftenenes fred begyndte at sænke sig over den store gaard.

Stille, knirkende koldt og blegt maanelys uden døre, tjenestegutten havde netop lagt friske afhugne grankviste foran alle indgangsdøre ude i sneen, ud fra kjøkkenet stod en duft af saltmad fra den store gryde, der kogtes til folkene, men inde i Rosenværelset lugtede der gran, frisk skoglugt af det store juletræ, der rakte helt op i taget.

Kusinerne pyntede det selv. Skulde noget vanskeligt arrangeres høit oppe i toppen, maatte Maren Anne til, hun var den mest praktiske af de fire; skulde der hugges af en gren, eller det gjaldt noget grovere arbeide i det hele, saa var det Annikken Præstgara, som maatte til, medens Ebba overtog alt, hvad der hørte til den finere udsmykning. Og Lille-Annikken hoppede paa et ben og sagde: «Ak, ak», og gik i veien for alle de andre.

Allesammen havde sine forfærdeligt godt ombundne pakker, som det stod om livet, at ingen maatte se snippen af engang, de blev stukket saa hemmelighedsfuldt som muligt langt ind under juletræets nederste grene.

Og bedstemor sad i sin lænestol, slog de store hænder mod lænestolens arme og frydede sig:

«Dette blir fest – dette blir fest!» sagde bedstemor 106den ene gang efter den anden, «tænk, her har Duus og jeg gaaet og stuslet alene julekveld efter julekveld».

Altsammen skulde gaa efter god gammel skik. Akkurat som det var brugt paa Blommedal jul efter jul. Med risengrød og ribbensteg, mjød og fattigmand.

«Ingen nye kruseduller om juleaften», sagde bedstemor.

Herskabet spiste i den store spisestue, tjenerne i den lille. Bedstemor var selv ude og drak folkene til og sagde med sin dybe stemme: «Gud være med os alle».

Og tjenerne med Sjøgren i spidsen sagde i kor: «Glædelig jul for frua».

«Det er ligesom saa høitideligt», sagde Maren Anne, «noget jeg kommer til at huske paa siden».

Rosenværelset var deiligt i glansen af juletræet. Kom man derind fra mørket, var træet saa straalende, at man glippede med øinene. Bare et glitrende, straalende lyshav.

«Intet skal spares, nu jeg har mine barnebarn hos mig», sagde bedstemor, «ingen kan vide, hvorledes det er en anden jul».

Der var kommet pakker og kasser hjemmefra til alle de fire kusiner. En stor kasse fra Stockholm, det var som en hel butik væltede ud af den, pakker fra præstegaarden, og pakker fra vestlandet, og helt nede fra Tyskland en liden kasse til Lille-Annikken.

107Ebba prøvede slør og stads fra Stockholm foran det store speil:

«Det klæder mig simpelthen storartet, nei, se her – se her –».

Annikken Præstgara sad med et underligt ansigt og to store vaatter med roser trukket paa hænderne, som budeierne hjemme havde syet til hende. Lille-Annikken fløi om med sine leende øine og hele kurver af confetti, som hun strøede ud over dem. Der laa dynger af confetti i alle farver udover gul vene. Og Maren Anne havde faat et illustreret værk og den lille, stærke, krumme næse var ikke til at rikke væk fra bogens blade.

Ud paa aftenen kom Stjernegutterne. Ingen af kusinerne havde før seet den gamle skik og flokkede sig sammen ude i den røde salon, hvor alle lys blev slukkede, da den store oplyste stjerne blev baaret ind af hvidklædte gutter oppe fra brugene.

Den gamle skik var gaat mere og mere af mode nede i byen, men alle vidste, at moderen paa Blommedal likte, at Stjernegutterne kom til hende, – slig en tur til Blommedal lønnede sig ogsaa.

Det var en stor hvid stjerne overtrukket med tyndt hvidt tøi og vel en halvanden meter høi, indeni var der sat et lys og udenpaa stjernen var der klistret bibelske billeder, og hele greien var til at dreie rundt.

Den store, hvide oplyste stjerne dreiedes langsomt rundt derinde i det mørke værelse og bag den stemmede en fire, fem skarpe høie guttestemmer op den gamle vise:

108«Godaften herinde
Baade mand og kvinde.
Jeg løfter paa min hat
Og siger Godnat –».

Bedstemor sad stille med foldede hænder og stirrede paa stjernen. Saaledes havde hun siddet i otteogfirti juleaftener her paa Blommedal og mange generationer af gutter havde sunget stjernesangen for hende, og mange, mange tanker gik gjennem bedstemors sjæl.

Stjernegutterne var gaat. «Og nu», lød pludselig bedstemors dybe røst, «nu skal juleevangeliet læses, læg nu alt andet bort».

Der sank stilhed over dem alle. Og bedstemor læste med høi pathos det gamle, evig unge evangelium og julesalmerne. Saa lukkede hun den store fløiels salmebog med det store forgyldte kors og bøiede sit hoved dybt:

«Og saa vil jeg holde en tale», sagde bedstemor. «Jeg sagde igaar, da vi kjørte hjem, at det var godt at blive gammel, og at jeg ikke, om jeg kunde, vilde leve livet om igjen. Det kunde vist ingen af dere forstaa, og ikke vilde det være naturligt, om dere gjorde det heller. Men naar dere er kommet saa langt i livet som mig, saa vil jeg haabe, at evighedshaabet lyser stærkere for dere end livet nogensinde har gjort.

For se nu paa gamle bedstemor, barn! Alt hvad menneskene sætter pris paa og jager efter i verden, det har jeg havt. Jeg har været, hvad folk kalder 109et lykkeligt menneske. Jeg har havt kjærlighed og husfred og rigdom og helbred, kunde byde og raade, som jeg vilde. Men det er ikke alt det, som gjør lykken i et menneskes hjerte, det skal dere huske paa, at bedstemor har sagt.

For lykken det er at være snild og god og tænke godt for andre det, barn, lykken det er at glemme sig selv og leve for at lyse lidt op i al den sorgen her paa jorden. Hvis jeg ikke i al skrøbelighed havde forsøgt at gjøre det, saa havde jeg været et ulykkeligt menneske, endda jeg har siddet som frue paa Blommedal snart indpaa de halvhundrede aar.

Husk paa det.

Og endda ulykkeligere vilde jeg været, om jeg nu ikke havde havt det evige livs haab, der lyser for mig saa stærkt, at det rigeste jordeliv synes mig som tant og usselhed at regne mod det. Om ikke længe skal jeg lægge af mig denne gamle kjolen, dette gamle legeme, – og saa skal jeg begynde paa noget nyt og herligt. Derfor siger jeg tak og er glad, fordi jeg er gammel. Og dette skal dere altid huske paa, at bedstemor har sagt».

Det var en høihed over bedstemor, der hun sad, de fire datterdøttre stirrede paa hende. I alle de fire unge sjæle var den tanke:

«Ja, vi vil være som bedstemor har sagt».

Og bedstemor tog sit glas og nikkede til frøken Duus: «Tak for alle dine milde ord i aarets løb – Duus –».

110Snart sov hele Blommedal hin julenat. Maaneskinnet laa blegt og festligt udover den store gaard med de mange huse, over parkens og alléens rimede træer og buske og over de hvide snedækkede marker rundt om.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fire kusiner

Fire kusiner kom første gang ut i 1899. Boken handler om den litt ensomme «Bedstemor paa Blommedal» som bestemmer seg for å invitere fire av barnebarna til å bo hos seg for en lengre periode. De fire kusinene er svært forskjellige, noe som utløser både den ene og andre forviklingen.

De 15 fortellingene i boken er stort sett humoristiske, men tekstene tar også opp mer alvorlige temaer som sosiale forskjeller, forholdet mellom generasjonene og død.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.