Maren Annes veninde

79Midt i den tyske time et par dage efterat Maren Anne var begyndt paa skolen, blev hun meget overrasket ved, at en sammentullet seddel blev kastet bagfra over hendes skulder ned paa pulten foran hende.

Det var et poem:

«Maren Anne
I din panne
Er vist et lager
Af lærdoms sager.
Men bag din ryg
Sidder ikke tryg
En der med sorg
Hedder Hilleborg».

Maren Anne vendte sig forbauset om. Der sad et rødt ansigt i et eneste smil, de smaa blaa øine forsvandt af bare latter i det tykke kind.

«Det er fra mig», hviskede det smilende ansigt og bøiede hovedet ligesom til presentation.

80Maren Anne var altfor skikkelig til at snakke i timen, men bøiede bare hovedet hilsende igjen.

Det var den første begyndelse til Maren Annes og Hilleborgs venskab.

Egentlig anlagt for veninder var Maren Anne ikke. De faa, hun havde havt, havde alle været saadanne, som hun maatte beskytte. Naar det ikke var nogen, der paa en eller anden maade trængte hendes bistand, faldt det aldrig Maren Anne ind at indlade sig med dem engang. Men var der nogen, der laa under i en eller anden retning, var Maren Anne der straks som en stor beskyttende magt, som ingen turdet reise sig mod. Det laa i hele hendes væsen, i de stærke ansigt og de hvasse øine.

Maren Annes nye veninde vakte derfor i begyndelsen almindelig forbauselse blandt dem, der kjendte hende. For Hilleborg var slet ikke en, som saadan i en fart seet, trængte nogensomhelst bistand. Det var en rivendes kjæk jentunge. Tyk, rød og lattermild, det tykke brune haar voksede hende langt ned i panden, saa den var usædvanlig lav, men de smaa øine glimtede omkap med de hvide tænder.

Hun var hele skolens muntrationsraad.

I frikvarteret yndede hun meget at staa paa kathederet og tale i rim, mens de lo, saa de hiksted nedover pultene. Eller hun sad oppe paa en pult, idetheletaget saa høit tilveirs som muligt, sang saa det skingrede og slog takten med en lineal.

Hun var eneste barn af gamle toldbetjent Hekleberg. Liden, tyk og rødviolet var Hilleborgs far, 81folk sagde, at han drak. Da laa han hjemme i mange dage, ingen saa ham, men naar han kom ud igjen, var det lystighed og munterhed med ham bestandig. Han agerede nede paa toldboden, saa selve sure toldinspektøren maatte drage paa smilebaandet, og mødte han smaapigerne paa gaden, saa neiede han for dem med de smaa korte benene sine og guldsnor om huen.

Slig var Hilleborgs far.

Hilleborg Hekleberg – det var ogsaa et navn. Det var dem, der sagde, at Hekleberg havde kaldt hende det bare for moro skyld.

«Det er jo ikke min skyld, at min far hedte Hekleberg, og at min kones bedstemor hedte Hilleborg», sagde han, derfor maatte jo ungen absolut hedde Hilleborg, det var ikke raad for andet».

Ikke fordi – Hilleborg befandt sig meget vel med sit tungvindte navn.

Paa skolen var imidlertid Hilleborg alt andet end flink. Hun kunde aldrig, bogstavelig talt aldrig, en lekse helt ud. Naar hun skulde høres, sagde hendes talegaver stop med en eneste gang. Det endte gjerne med, at hun lo med sin pudsige friske latter, og saa var hun saa uimodstaaelig komisk, at de lo med hende allesammen.

«Kunde det ikke være muligt, at du en gang forsøgte at lære en lekse helt og grundig», sagde Maren Anne paa sin fornuftige maner.

«Nei, det har jeg opgivet for længe siden?» sagde Hilleborg, «for lekserummet er saa altfor lidet i min 82hjerne, ser du – for du ved der er forskjellige rum inde i hovedet til al ting», Hilleborgting», Hilleborg] rettet fra: ting» (Hilleborg (trykkfeil) pegte rundt paa sit kuglerunde hoved, «der er rum til lekser, og rum til moro, og rum til dumhed, og rum til vigtighed. Og mit lekserum er blit saa altfor lidet, fordi latterrummet er blit saa altfor stort», sluttede Hilleborg Hekleberg.

«End dovenskabsrummet da?» sagde Maren Anne.

Hilleborgs øine forsvandt længe i to tykke kind, uden at svare paa dette Maren Annes spørgsmaal.

«Det er ingen sag for dig, som har saadant passe indrettet hoved», vedblev Hilleborg, «men se nu paa Ellinor, der er vigtighedsrummet blit saa altfor stort – og hos Ebba er det vist bare et eneste stort fint rum».

«Hvorledes kan du falde paa sligt», sagde Maren Anne.

«Jo, jeg finder paa meget jeg», sagde Hilleborg Hekleberg.

Ebba blæste foragtelig af denne Maren Annes nye veninde. For Heklebergs hørte nok langtfra til de fineste i byen. De boede i en baggade høit oppe i byen, skulde være i gjæld opover ørene, og Hilleborgs mor var det næsten ingen, der havde seet engang. Efter at Maren Anne havde opdaget dette, var hun Hilleborgs svorne veninde.

Det var storartet trætte oppe i charabancen, da de kjørte hjem en dag, angaaende Hilleborg.

«Jeg vilde virkelig holde mig for god til at være 83veninde med en, der bor i en saadan grusom gade som Svinggaden», sagde Ebba.

«Er du virkelig saa borneret, Ebba», sagde Maren Anne, «saa burde du lære om igjen, saa gammel du er».

«Puh», sagde Ebba, «naar man stammer fra en nydelig familie, har man da sandelig pligter ligeoverfor den – og Hilleborgs bedstemor døde paa et fattighospital – maa jeg byde dere det?»

«Derfor er Hilleborg lige snild og lige god», sagde Maren Anne.

«Jeg gad vide, hvad bedstemor siger til denne din nye veninde», sagde Ebba haanligt.

«Jeg agter at spørge bedstemor, om jeg ikke maa invitere hende med op til Blommedal», sagde Maren Anne.

«Er du gal – ved du, de betaler aldrig det, de skylder hos Heklebergs – de er forfærdelig fattige».

«Er hun fattig, men da maa hun jo netop til bedstemor da», sagde Lille-Annikken.

«Ja, det er sandt det, Lille-Annikken», sagde Maren Anne.

«Og de siger, at Hekleberg drikker», vedblev Ebba.

«Tænk, hvor leit hun har det hjemme da», sagde Annikken Præstgara.

«Og saa skulde vi ogsaa gjøre hende ondt, nei, ved du hvad, Ebba» – nu blev Maren Anne vond.

«Ja, jeg vilde sandelig holde mig for god, det ved jeg da», sagde Ebba.

84«Ja, saa faar du gjøre det da, til Blommedal skal nu Hilleborg alligevel».

«Bedstemor», sagde Maren Anne ved middagsbordet, «faar jeg lov til at invitere en veninde fra skolen herop?»

«Ja da, vennen min, hvem er det?»

«Det er datter af toldbetjent Hekleberg».

«Aa stakkar – ja, kjære, lad hende komme til middag, naar hun har lyst».

Maren Anne kastede et triumferende blik paa Ebba.

«Tusind tak, bedstemor».

Ebba kneisede og kneb munden sammen. Den næste dag paa skolen var Hilleborg lidt stillere, end hun pleiede. Hun rimede ikke en eneste gang, sad bare og stregede paa pulten. Det var nogen, der hviskede, at hendes far havde været fuld paa gaden og løbet og klappet i hænderne aftenen iforveien.

Alle smaapigerne trak sig undaf og saa paa Hilleborg fra siden. Hviskede lidt og saa igjen. Saa fik Maren Anne rede paa, hvad det egentlig gjaldt. Hun saa ikke grei ud.

«Hilleborg», sagde hun høit, saa de alle hørte det, «det er sandt, jeg skulde spørge fra bedstemor, om du havde lyst at følge med op til Blommedal til middag idag?»

Hilleborg kastede et blik op paa den høie Maren Anne. Det vibrede et øieblik om hendes mund, men saa forsøgte hun at le.

85«Til Blommedal! Ja, du kan vide – men gaar det an da?»

«Bedstemor inviterer dig jo –»

Der var dødsstille i klassen, alle hørte efter. Et straalende smil gled over Hilleborg Heklebergs ansigt:

«Ja, det vil jeg gjerne, men du maa følge med hjem og spørge mor –».

I det store frikvarter fulgte Maren Anne hende hjem. Hilleborg var usædvanlig taus lige til de bøiede ind i Svinggaden, hvor hendes hjem var. Der boede bare fattige folk i den skidne, sølede gade.

«Du, Maren Anne», sagde Hilleborg pludselig ligesom lidt stakaandet – «du ved vel det, at vi ikke har nogen god raad, ikke som dere paa Blommedal –».

«Ja, jeg ved al ting, ikke bryd dig om det, Hilleborg», sagde Maren Anne.

«Nei, ligeoverfor dig bryr jeg mig ikke om det heller», sagde Hilleborg, «men de andre paa skolen er leie mange gange, kan du tro».

«Nu har du jo mig», sagde Maren Anne.

«Aa ja – jeg er saa glad», sagde Hilleborg, «aa, Maren Anne, jeg er rasende glad i dig».

«Hvor bor du henne her da?» spurgte Maren Anne.

«Her er det – men vent et øieblik – jeg ved ikke – kanske –»

Dermed forsvandt Hilleborg inde i en smal mørk gang. Maren Anne blev staaende udenfor paa den høie trap. Det var et gammelt rødmalet hus, som 86næsten ikke hang sammen af bare ælde. Bordklædningen var mange steder løsnet nede ved muren. Men der var gardiner og blomsterpotter i vinduerne. Der var Hilleborg igjen.

«Jeg skal sige dig», sagde hun hurtig, «at jeg var bange, at far – at far kanske ikke var bra – men han sover – kom ind til mor –».

I døren mødte de en sliten, bleg kone. «Det er mor», sagde Hilleborg, «tænk jeg er buden til Blommedal, mor, det der er Maren Anne, hun er saa forfærdelig snild –».

«Gud velsigne Dem», sagde Hilleborgs mor, «det er snildt af Dem, dette. Ja, gamle fruen paa Blommedal har et godt ord paa sig – Hilleborg tag paa dig søndagskjolen din – og værsgod sid ned frøken –».

Maren Anne saa sig om. Dette var altsaa Hilleborgs hjem. En liden stue, hvor der lugtede sur tobak med en gammel trist hestehaarssofa –.

Maren Anne kom uvilkaarligt til at tænke paa Rosenværelset paa Blommedal! Og saa skulde en ikke være snild mod Hilleborg! Maren Annes hjerte videde sig ud, saa hun formelig kjendte det.

Og indenfor døren der laa kanske faderen og sov rusen ud fra igaar –.

Hilleborgs moder satte sig ned, hun glattede med en mager haand frem og tilbage, frem og tilbage paa sin kjole.

«Aa, frøken, tak skal De ha», begyndte hun igjen, «det var saa trist idag, men nu blir det en glædens dag alligevel –. Gudskelov, Hilleborg 87har nu dette humøret da, som De ved – hun er som en syngendes lærke, latter og fornøielse følger der med hende, som vel er».

Hun skottede ængstelig mod døren og ligesom lyttede. «Mange gange synes jeg ikke, vi har raad at holde hende paa den dyre skolen»,skolen»] rettet fra: skolen (trykkfeil) vedblev hun, «men hun ber saa mindelig om det – ja, hun har snakket om dere mange gange –».

Der var Hilleborg igjen i sin søndagskjole:

«Jeg er saa glad, Maren Anne». Hilleborgs smaa øine lyste.

«Stakkar», sagde Hilleborgs mor.

Saa var de ude paa gaden igjen. Ikke med et ord havde mor og datter talt om faderen, der laa og sov rusen ud i værelset ved siden af.

«Tænk, at jeg skal til det fine Blommedal», sagde Hilleborg.

Paa turen opover var hun lidt stillere end sædvanlig, men øinene lyste, bare Maren Anne saa paa hende, saa smilte hun over hele ansigtet.

Bedstemor sad i Rosenværelset i solskin og svibelduft. Under hendes stol laa et vældigt Isbjørnskind, og ilden knitrede i den hvide svenskeovn.

«Dette er Hilleborg Hekleberg, bedstemor», sagde Maren Anne. Hilleborg neiede blodrød i ansigtet. Bedstemor saa skarpt paa hende gjennem brillerne.

«Velkommen, mit kjære barn».

«Tusind tak».

«Du har faat Maren Anne til ven, hører jeg», 88vedblev bedstemor, «det var ikke den værste ven, du kunde faa, barn –».

Hilleborg kastede et overstrømmende taknemmeligt blik paa Maren Anne. Med det blik vandt hun bedstemor paa Blommedals hjerte.

«Paa Blommedal er du velkommen, naar du vil efter denne dag», sagde bedstemor.

Da hændte det mærkelige, at Hilleborg Hekleberg skar i at græde. De fire kusiner stirrede paa hende, noget saa uligt Hilleborg fra skolen kunde de ikke tænke sig. Selv Maren Anne saa lidt raadvild ud.

Men bedstemor tog Hilleborg ind til sig: «Se saa, kjære barn, ikke græd – du er jo mellem venner».

«Ja, det er jo det, jeg græder for», hulkede Hilleborg.

«Græder du for det?

«Ja, for det er saa rart,» – menrart,» – men] rettet fra: rart, – «men (trykkfeil) saa lo hun et straalende smil – «uf, hvor leit, at jeg græder –».

«Var det ikke godt, du kom til bedstemor?» sagde Lille Annikken.

Hilleborg var paa Blommedal til sent paa kvælden og var i et aldeles straalende humør. Hun løb fra det ene værelse til det andet:

«Nei, du verden, hvor nydelig – nei, her vilde jeg være glad bestandig – nei, du store kinesiske, hvor pent her er».

Selv Prinsekammeret, som Ebba foragtede saa dybt, opvakte hendes høieste beundring.

89«Aa, saa storartet, tænk forgyldt vaskevandsstel – jeg vilde vaske mig uafbrudt – er det ikke deiligt at sidde her og læse lekserne, Ebba –».

Kusinerne fulgte efter Hilleborg alle steder. Alle hendes beundringsraab morede dem kosteligt. Hun var aldeles ellevild, rutschede nedad det brede maghognigelænder fra anden etage og sang ude i forhallen, saa det gav gjenlyd i det store rum. Det var et rend i dørene, saa Anne stuepige korsede sig ude i kjøkkenet:kjøkkenet] rettet fra: kjøkekenet (trykkfeil) «Vorherre bevare frua i sin naade i alt dette leven», sagde Anne stuepige.

«Du maa synge for bedstemor», raabte Maren Anne.

«Ja da», Hilleborg var øieblikkelig villig.

Bedstemor saa lidt skeptisk ud, men ved de første toner, vendte hun sig forbauset om.

Hilleborg sang med høi, ren, blød stemme en gammel vise. Maren Anne saa sig straalende rundt: Nu kunde de da se, at Hilleborg ogsaa duede til noget –.

«Men kjære barn», sagde bedstemor «der har jo Vorherre givet dig en stor gave».

«Ja, far siger undertiden, at jeg skal bli sangerinde, men det blir jeg vist ikke», lo Hilleborg.

«Sig ikke det du», sagde bedstemor, «Vorherre har mange underlige veie».

Sjøgren og Michael kjørte Hilleborg hjem i spidsslæde og maaneskin.

«Jeg har ligesom været i Himmerig idag», sagde Hilleborg, da hun sad i slæden. Det var det sidste, 90de hørte af hende. Sjøgren smeldte vældigt med svøben og nedover Blommedalsalléen gik det i susende fart.

Men Ebba laa i sin seng og tænkte. En ganske ny tankegangtangegang] rettet fra: tankegang (trykkfeil) kom op i hende.

Hvor mærkelig den Hilleborg var, som kunde være saa glad, endda hun havde saadant et daarligt hjem, og saa fattig som hun var.

Saa fornøiet havde Ebba aldrig seet nogen være før.

Naar det kom til stykket, saa kom det alligevel kanske ikke saa meget an paa at have det fint og være rig i verden. Kanske ikke det var det, som gjorde folk lykkelige alligevel.

Ja, mærkelig var det, at det gik an at være saa fornøiet og endda bo i Svinggaden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.