Fire kusiner

av Dikken Zwilgmeyer

Ørefig

91Lille Annikken var den af alle kusinerne, som bedstemor i det store og hele taget mindst kunde greie.

«Det er noget hun mangler», sagde bedstemor, «jeg tror det er hukommelse!»

Lille-Annikken var bare stemning, yndig og sød, men ubetænksom som en liden katunge. Hun reflekterede ikke et sekund over følgerne af sine ord og handlinger. Alt kom akkurat, som det vilde falde sig.

«Uf, det sydtyske sind greier jeg ikke», sagde bedstemor undertiden, «det er ikke hold i hende, har jeg hende den ene dag, er hun væk den næste – VorherreVorherre] rettet fra: Vorhere (trykkfeil) se i naade til det urolige blod!»

Lille-Annikken dansede tyske danse ude i kjøkkenet med pigerne. Helt inde i Rosenværelset kunde man høre hendes latter og fryderaab, hun var pigernes kjæledægge, de bar hende paa ryggen trappe op og trappe ned, alle undtagen gamle Anne stuepige!

Gamle-Anne var gul og rynket og sur i ansigtet, 92Sjøgren og hun gjorde fælles sag mod disse ugudelige ungerne, som fløi her i dørene.

«Du bist so sur, du alte», sagde Lille-AnnikkenLille-Annikken] rettet fra: Lille-Anikken (trykkfeil) og snurrede Gamle-Anne rundt, «du skal være glad og le meget –».

«Tøiseri har vi nok af», sagde Gamle-Anne tvært.

«Hvad er tøiseri?» sagde Lille-Annikken.

Saa skræmte hun livet af bedstemor ved pludselig at vise sig balancerende paa verandarækværket udenfor Rosenværelset, eller ved at springe uden overtøi de sludfulde høstdage hele den lange park igjennem. Bedstemor vilde ikke vedgaa det for sig selv, men i stille stunder tænkte hun ofte: «Jeg kunde holdt mig til de norske –» men Lille-Annikken var der nu engang i al sin glans og al sin uro. Det var intet at gjøre ved den ting.

Saa en dag hændte noget skrækkeligt.

Bedstemor stod ude i sin spisestue og skulde netop sætte en kostbar sévre-vase op paa en hylde. Der var Lille-Annikken bag hende og pludselig i det samme bedstemor hævede armen for at sætte vasen op paa hylden, fik Lille-Annikken den lyse idé, at det var en ypperlig leilighed til at kildre bedstemor under armen.

I samme nu var det gjort, bedstemor skreg op, og vasen for i gulvet med et smeld i hundrede stykker. Lille-Annikken fik ikke tid at retirere et eneste skridt, før et vældigt ørefig fra bedstemors store haand susede ned over Lille-Annikkens bløde kind!

93«Saa skulde da ogsaa –», raabte bedstemor.

Lille-Annikken var flammende rød og kastede et eneste, saart, forfærdet blik paa bedstemor. Saa løb hun paa dør som en raket.

«Lad hende løbe, det uskikkelige barn», tænkte bedstemor, «det er en grænse for, hvad man skal taale ogsaa».

Bedstemor sad i sin lænestol og var oprørt, og gamle Anne feiede stumpenestumpene] rettet fra: stumpesne (trykkfeil) af den kostbare vase sammen og var rasende.

«Nu, kan da fruen faa syn for sagen en gang, hvad der kommer ud af dette –», tænkte Anne stuepige.

Det var en søndag morgen dette skede. Hele formiddagen gik, og ingen saa noget til Lille-Annikken. Først da der skulde spises middag blev der spørgsmaal efter hende.

Ingen vidste noget.

Bedstemor saa lidt forskrækket ud. «Aa, hun indfinder sig vel, naar hun blir sulten», sagde hun.

Men ingen Lille-Annikken indfandt sig.

Den korte høstdag nærmede sig sin ende, det var alt temmeligt skummert. Saa blev bedstemor ræd, og to piger og tjenestegutten blev sendt ud for at lede efter hende.

Hele Blommedal blev eftersøgt, hvert værelse og hvert kot baade ude og inde. Annikken Præstgara, som den, der havde bedst rede paa Lille-Annikkens veie, var med i eftersøgelsen, men uden resultat.

94Lille-Annikken var sporløst væk. Hendes ydertøi var borte, saa hun havde altsaa taget veien fat.

Det var mørke kvelden alt. Politiet i byen var blit varslet, det var folk ude allevegne for at lede. Bedstemor varvar] rettet fra: ver (trykkfeil) aldeles fortvivlet. Hun blev mange aar ældre at se paa, eftersom timerne gik, og Lille-Annikken ikke blev funden.

Hvor var saa Lille-Annikken?

I voldsomt sindsoprør havde hun revet sit ydertøi paa sig og sprunget ud.

Aldrig, aldrig i verden havde nogen før givet hende en ørefig, ikke mama, ikke papa, ingen, ingen havde slaat hende saaledes før!

Aa, den fæle bedstemor!

Hun vilde løbe sin vei, det vilde hun, og aldrig se den sinte bedstemor igjen! Det var det samme, hvor hun løb hen, naar hun bare kom væk fra Blommedal!

Hun løb ikke veien, men tog jordene fat bagenom husene. Løb over høstbløde marker og gjennem nøgne birkekrat, over smaabækker, og kløv over gjerder.

Det begyndte at regne, dyngvaad blev hun paa benene, og over det hele. Ikke et eneste menneske havde hun endnu mødt, og ikke et eneste hus var hun kommet forbi. Langt borte hørte hun duren af elven. Aldeles instinktmæssig gik hun efter lyden. Der faldt hun i en bæk og blev vaad langt op over kjolen.

95Men Lille-Annikken rummede ikke anden tanke i sit hoved, end at hun vilde væk fra bedstemor.

Borte ved elven laa sagbrugene, og hus i hus opover veien.

Langt ovenfor husene holdt hun sig, hendes røde klædeskjole var aldeles gjennemvaad af regnet, og det sorte haar laa i vaade tjavser.

Nu er jeg en zigeunerske, tænkte Lille-Annikken. Men det begyndte at mørkne, og den lille, vaade zigeunerske stansede gang paa gang for at spekulere over, hvor Blommedal dog egentlig var henne.

Bange var hun ikke, det laa ikke egentlig for nogen af bedstemors barnebarn.

Nei, sandelig om hun vilde hjem til den sinte bedstemor, som gav ørefigen!

Dermed travede hun freidig videre. Langt, langt opover landeveien. Det var slet ikke saa værst at løbe saadan, bare det ikke blev saa mørkt –.

En ti, tolv skridt foran sig saa hun nu næsten ingen ting. Naa endelig, der laa et lidet hus borte paa jordet, og der var en liden hvid bikje, der gneldrede og gjøede.

Den lille hund maatte Lille-Annikken se paa og tale med. Hun slog sig ned paa dørstokken ved siden af hunden.

Der blev døren aabnet og en tyk madam stod i døraabningen.

«Men du store verden, hvad er dette», sagde den tykke.

Lille-Annikken reiste sig op og neiede.

96«Hvor kommer du fra saa sent paa dagen?»

Det brydde Lille-Annikken sig ikke om at svare paa; bare legede med hunden.

«Hvad er du for en, siger jeg?»

«Det vil jeg ikke sige», sagde Lille-Annikken.

«Nu har jeg aldrig i mit lange liv hørt magen, er du af zigeunerfolk kanske?»

«Ja», sagde Lille-Annikken.

Den tykke kone saa skarpt paa hende: «Nu lyver du», sagde hun, «du er for fin til det – hvad hedder du?»

«Jeg hedder Annikken».

«Da er du fra Blommedal», sagde den tykke kone og slog i bordet, «for akkurat det navnet har gamle frua paa Blommedal».

«Ja», sagde Lille-Annikken.

«Hvorfor vilde du ikke sige det?»

Intet svar.

«Neimen om jeg forstaar dette», sagde konen, «men vaad er du, din lille stakkar –».

Saa tog hun af Lille-Annikken de vaade strømper og støvler og kjolen med og hængte dem foran ovnen i det varme lille værelse. Der var slaguhr, som tikkede høit paa væggen, og filletæpper paa gulvet.

«Jeg er mutters alene hjemme og har ondt for at gaa», sagde den tykke kone, «ellers skulde jeg sende bud til Blommedal paa flyvende flekken».

«Nei, jeg vil ikke til Blommedal», sagde Annikken.

«Hvorfor det?»

«For bedstemor giver ørefigen».

97«Hvorfor gav hun dig ørefig da?»

«Fordi jeg kildrede hende, saa hun slap en vase».

Den tykke kone blev stum af forskrækkelse, tænk at kildre den mægtige fruen paa Blommedal!

«Ja, sandelig er du fæl ogsaa da», sagde hun alvorligt.

Lille-Annikken blev aldeles bestyrtet. Var det da saa skrækkeligt, det hun havde gjort, hun havde jo gjort det bare for moro?

«Du faar blive her i nat», sagde konen, «jeg ved ikke levende raad at faa bud til Blommedal i kvæld».

Saa begyndte Lille-Annikken at græde, og nu var hun ligesaa fortvivlet over ikke at komme til Blommedal, som hun havde været ræd for at komme der for et øieblik siden.

Men der var intet at gjøre ved det, langt var det til nærmeste hus, og ingen at sende. Lille-Annikken spiste kaffe og smørbrød til aftens og sov den nat bag den tykke kones ryg inde i hendes omhængsseng.

Før Lille-Annikken vaagnede næste morgen var der sendt bud til Blommedal.

Og ikke længe efter skete det mærkelige, som den tykke kone aldrig i sit liv glemte og siden fortalte mange hundrede gange, at «sjelve mægtige moderen paa Blommedal» kom kjørende i sin store vogn lige udenfor døren til det lille hus.

«Og frua græd sine mægtige taarer», sagde den tykke kone, «og barnet græd, det var ligesom en opbyggelse 98at se paa, og ikke for det, uleiligheden min fik jeg godt betalt, men fine folk er rare – for at ta landeveien fat for et ørefigs skyld, det har jeg nu aldrig hørt før i mine dage. Og gamle frua aabnede sine arme saadan, og saa sagde hun med stor røst: «Tilgiv mig, mit barn!» Akkurat slig sagde hun. Og barnet sagde: «Tilgiv mig, bedstemor» – og saa kjørte de med to hester og kusk og stadsvogn, saa sandt jeg sidder her».

Men bedstemor talte aldrig om, hvad hun havde lidt den nat, Lille-Annikken var borte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fire kusiner

Fire kusiner kom første gang ut i 1899. Boken handler om den litt ensomme «Bedstemor paa Blommedal» som bestemmer seg for å invitere fire av barnebarna til å bo hos seg for en lengre periode. De fire kusinene er svært forskjellige, noe som utløser både den ene og andre forviklingen.

De 15 fortellingene i boken er stort sett humoristiske, men tekstene tar også opp mer alvorlige temaer som sosiale forskjeller, forholdet mellom generasjonene og død.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.