Slutning

143Bedstemor var blit syg. Aftenen iforveien havde hun været ganske frisk, lagt sine kabaler, baade den, der hedder: Det danske cancelli og Napoleonskabalen og alle de andre; og siden havde hun med høi røst læst høit en artikkel om Ruslands politik for sine fire ungdommelige tilhørere. Bagefter havde hun saa med megen skraasikkerhed udbredt sig over, hvorledes det hele vilde ende. Bedstemor var nemlig umaadelig interesseret for alt, hvad der foregik paa jordens hele kreds.

De fire kusiner havde ladet bedstemors politiske funderinger gaa ind af det ene øre og ud af det andet og sad hver i sine egne tanker.

Maren Annes sind rummede vaaren udover ikke anden tanke end middelskoleksamen. Om hun nu ogsaa vilde klare den med glans. For det maatte, det vilde, og det skulde hun, tænkte Maren Anne.

Ebba tænkte paa Arne Vig. At han mødte op udenfor skoleporten hver eneste dag. Det maatte 144man nu vel kalde kurtise, funderede Ebba – ak – tænk han elskede hende vist forfærdelig! Og han var simpelthen storartet med det krøllede hoved.

Det var rigtignok skam af bedstemor, tænkte Annikken Præstgara, at hun ikke kunde lade hende faa reise hjem, saa mange penge, som bedstemor havde. Hun brydde sig ikke det gran om det væmmelige Rusland, som bedstemor sad der og prækede om – hun vilde bare hjem igjen, Annikken Præstgara.

Men Lille-Annikken tænkte paa en skøierstreg fra skolen. At hun havde sat hele ryggen paa vinterkaaben til sin bedste veninde fuld af kotillonssløifer, da hun gik hjem fra skolen – mon hvad hun sagde, naar hun opdagede, at hun havde gaat saaledes gjennem byen –.

Om morgenen, tidligt, kom frøken Duus saa underlig stille ind paa deres værelse.

«Dere maa være stille», hviskede hun, «bedstemor er blit saa syg inat, der er sendt bud efter doktoren».

Det var tidligere, end de pleiede at staa op, men ingen af dem havde lyst til at blive liggende længere. De løftede vandkanden saa forsigtig og gik paa taa.

Tænk, at doktoren var hentet saa tidligt, da maatte jo bedstemor være rigtig daarlig.

Der var en underlig trykket stemning ved frokostbordet. De saa doktorens hest staa udenfor og vente.

Hvor længe han dog blev inde hos bedstemor.

145Frøken Duus kom hastig gjennnemgjennnem] rettet fra: gjennnen (trykkfeil) spiseværelset, hun kjæmpede med graaden.

«Hvorledes er det med bedstemor»? Det var Maren Anne, der spurgte.

«Daarligt», hun ledte inde i et skab efter noget, «svært daarligt».

Hun sagde ikke mere, men løb ud igjen.

Nei, ingen vilde mere ha noget mad. Rosenværelset var saa øde og graakoldt i den tidlige vaarmorgen.

«Skal vi ikke paa skolen», sagde Ebba.

«Jeg ved ikke», sagde Maren Anne.

Endnu var ikke doktoren reist. De lyttede inde i kabinettet og hørte bedstemor puste tungt.

Der var frøken Duus igjen for at hente noget.

«Skal vi paa skolen, frøken Duus?» spurgte Ebba.

«Nei», hun svarede ligesom forskrækket, «dere maa ikke reise paa skolen idag –» der var hun atter ude af døren.

«Tænk, om det er farligt», hviskede Ebba.

«Nei, nei». Det var Maren Anne, der svarede.

«Bedstemor puster akkurat som en husmandskone, som var syg hjemme», sagde Annikken Præstgara.

«Blev hun snart frisk»? spurgte Ebba.

«Hun døde om aftenen».

Maren Anne reiste sig hurtigt. «Nei, bedstemor er ikke saa syg, kan du vide».

146De hørte bedstemors aandedræt tydeligere og tydeligere.

«Gid mor var her», sagde Annikken Præstgara.

«Ja, og mama ogsaa».

«Gid allesammen var her», sagde Lille-Anniken.

«Ja, vi er saa alene», sagde Maren Anne.

Alle fire følte sig saa forladte og bange. Ingen spurgte efter dem, de kunde gjøre og lade akkurat, hvad de vilde. Pigerne kom ind og stod forgrædte i Rosenværelset, de gav sig til at staa der ganske stille.

Doktoren reiste endda ikke, nu var hans hest sat ind paa stalden, og Sjøgren var kjørt til byen for at hente en anden doktor ogsaa. Gamle Anne kom ind og satte sig paa en stol i kabinettet, hvad endnu ingen havde seet hende gjøre.

«Aa, Gud trøste os», sagde Gamle Anne, «nu er det paa det sidste».

«Hvad –» Maren Anne for op, «bedstemor skal da ikke dø».

«Jo, barn, nu drager nok moderen paa Blommedal snart sit sidste suk».

De trykkede sig sammen ved døren til bedstemors værelse, de fire kusiner. De vilde ind til bedstemor, og de vilde det ikke. De var rædde og dog var det intet andet sted, de vilde være.

Der aabnede frøken Duus døren:

«Bedstemor vil se dere».

Aa, saa frygtsomt de kom derind. Stille og rædde stirrede de paa bedstemor i den store seng.

147Hun vendte det store, gamle ansigt mod døren, øinene var store og lysende og flakkende.

«Kom hid», sagde hun med en underlig tyk stemme, – «allesammen –».

De begyndte atgræde alle fire. Ebba hulkede med dybe hikst.

«Nei, det er intet at græde for», sagde bedstemor, «alt er bare godt».

Hun famlede efter den nærmeste og tog hende i haanden, det var Maren Anne.

«Nu reiser bedstemor sin vei, Maren Anne», sagde hun blidt med den underlige brustne stemme.

«Nei, nei – aa nei – aa nei».

«Jo, nu er jeg færdig her – nu gaar jeg ind til noget nyt og deiligt for Jesu skyld –».

«Aa, bedstemor – bedstemor –».

«Dere faar tænke paa bedstemor – og allesammen maa hilse hjemme – og tak – tak, I har været bedstemor til megen glæde –».

De trængte sig alle fire om sengen, de vilde tage bedstemor i haanden.

«Farvel – farvel – og tak».

Hun laa en liden stund som i dvale, saa sagde hun endda med lukkede øine:

«Det er overmaade godt at være færdig med alt».

Disse bedstemors sidste ord huskede alle kusinerne, men især Maren Anne hele sit liv. Men der gik mange, mange, lange aar, før Maren Anne forstod dybden i disse bedstemørs sidste ord.

De næste timer stod for kusinerne som en drøm. 148Hvorledes der kom endnu en doktor fra byen, bedstemor blev støttet op med mange puder; pludselig var gamle generalinde Thurmann der ogsaa, og postmester Mehl gik frem og tilbage inde i Rosenværelset og pudsede sin næse voldsomt, mens der lugtede nafta over det hele hus, og koner og piger oppe fra brugene sad i kabinettet og græd stille.

Og alle kusinerne forstod, at bedstemor skulde dø. Ingen spurgte efter dem mere, de fik gaa og komme, som de vilde. Maren Anne sad ved bedstemors seng den hele tid, ikke et sekund vilde hun derfra. Bare, bare faa være hos bedstemor!

Men Annikken Præstgara laa inde i bedstemors store stol og græd og græd. Aa, hun som havde været saa lei og tænkt saa stygt om bedstemor igaaraftes og i nat ogsaa, og været vond, fordi bedstemor ikke vilde lade hende reise hjem – og nu – nu laa bedstemor der og skulde dø –.

Aa, det var saa grusomt – saa grusomt al ting!

Men Ebba sad inde i sit værelse med hænderne for ørene, nei, nei, hun vilde intet høre –.

«Sig ingenting, sig ingenting», raabte hun, naar nogen kom ind, «sig ikke, at bedstemor er død – aa, gid jeg var hjemme –».

Lille-Annikken hang om halsen paa gamle generalinden og vilde ikke slippe hende. Generalinden var generet af at have det store barn paa skjødet, men Lille-Annikken vilde være der og intet andet sted, saa hun maatte finde sig i det.

Ved middagstid drog bedstemor sit sidste suk.

149Der blev en graad og en jammer over det hele hus. Mange, mange mennesker kom, som kusinerne aldrig havde seet paa Blommedal før. Folk strømmede ud og ind.

Og alle kusinerne stod inde ved bedstemors seng og kunde ikke fatte, at bedstemor virkelig var død og aldrig, aldrig skulde tale til dem mere. Og de syntes alle med en eneste gang, at livet blev saa underlig alvorligt!

Det var ikke bare veninder og skolen og moro i livet, det var noget andet ogsaa, noget alvorligt noget, som vilde komme til dem ogsaa. Saaledes som bedstemor laa der, saaledes skulde de ogsaa alle ligge engang, allesammen – allesammen – allesammen.

Aa, saa lidet snilde, de havde været mod bedstemor, dengang og dengang hele den tid, de havde været paa Blommedal. For igrunden havde de alle hver for sig tænkt bare paa sig selv. Tænk! Bare paa sig selv den hele tid! Aa, hvor meget anderledes de skulde været, om de nu var kommet til Blommedal.

Der kom nogen sagte tuslende ind. Det var Hilleborg Hekleberg med sit rødmussede ansigt opsvulmet af graad, saa hun næsten ingen øine havde.

«Aa, aa», hulkede lille Hilleborg, «det har været saa deiligt alting, siden jeg kom til Blommedal, og nu er alt det forbi».

Der blev telegraferet til alle bedstemors døttre, at de maatte komme. Hver af kusinerne tænkte paa 150sin egen mor: «Bare, bare mama vilde komme, saa vilde alt være bedre».

Bedstemor blev lagt i sin store sal. Det store, gamle ansigt var mildt og roligt. Det luftede saa sagte fra de aabne vinduer med de hvide forhæng, der hang i dybe folder foran vinduerne, der var store hauger af blomster rundt bedstemors leie, udover det hvide gulv. Ude i den klare vaarluft trillede lærken, de jublende toner smøg igjennem de tætte gardiner ind i det stille rum.

Ebbas mor var den første af bedstemors døttre, der kom til det gamle hjem. En fin, høi dame med forgrædte øine bag det store krepslør. Alle kusinerne flokkede sig om hende, hun var med engang blit deres alles trøst. Siden kom ogsaa alle de andre, baade Maren Annes og begge Annikkernes fædre og mødre.

Saa kom den dag, da bedstemor blev baaret ud fra sit gamle herresæde. En klar, mild vaardag med fint birkeløv og flag paa halv stang, med en granallé over hele det store tun og flokke af bygdens og byens folk mødt op i store klynger.

Alle folk blottede sine hoveder, da den store kiste som et eneste blomsterbjerg blev baaret ud af den ærværdige indgangsdør, og salmesangen lød hen over det store tun, først sagte, siden stærkere, da alle stemte i med. For sidste gang kjørte Sjøgren sin gamle frue nedigjennem den gamle lindeallé skridt for skridt, med flag og floromvundne faner og mennesker 151allevegne, med grønne kranse og æresporte, med graad og hulken allesteder.

«Der drager de med moderen fra Blommedal», sagde de fattige koner udenfor sine smaa huse, «hendes mage ser vi aldrig mere».

Og præsten talte om bedstemors liv og gjerning. Om den stærke sjel i det stærke legeme, hvorledes hun aldrig gik paa akkord med sig selv, men stevnede bent frem, aaben, ærlig, sand og hel! Og tilslut gik hun: Til paradis saa glad som fugl mod dagen klare –.

Maren Anne stod mellem det friske vaargrønne løv ved bedstemors grav, hendes hjerte videde sig ud, saa hun formelig kjendte det, mens hun tænkte:

Saadan som bedstemor var, vil jeg ogsaa være, jeg vil være saa snild jeg kan, og sand og hel, og tænke paa andre, som bedstemor har gjort –.

Ingen ting er saa sørgeligt som begravelser, tænkte Ebba – hvor forferdelig sørgeligt det er – og hun græd i sit kniplingslommetørklæde.

Saa kjørte de tilbage til det øde Blommedal. Og to dage efter var alle kusinerne spredt for alle vinde, i nord og syd, i øst og vest; da de kjørte nedover til byen den sidste gangen og saa op til den store gule bygning mellem de vaarlyse trær, sagde Annikken Præstgara paa sin rare maade:

«Jeg treger ikke paa, at jeg har været paa Blommedal».

152Saa maatte de alle smile, og vognen rullede bort med de fire kusiner.

Men oppe paa Blommedal gik nu frøken Duus aldeles alene og ryddede og pakkede ind i det øde Rosenværelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.