Vorherre husker paa Hilleborg

121Bedstemor skulde have sit whistparti. Det var den eneste selskabelighed, der endnu var tilbage paa Blommedal. Generalinde Thurmann og gamle frøken Lützow var allerede ankomne. Generalinden var stor og værdig, men Tina Lützow var tynd og bitteliden og forsvandt i en mængde tørklæder. Naar hun reiste sig fra en stol, faldt der altid en to-tre tørklæder fra hende, som hun havde anbragt paa de utroligste steder.

Frøken Duus havde røget baade med kongerøgelse og røgelsevand, lamperne lyste henover det purpurrøde gulvteppe, whistbordet var fremsat, kortene i en zirlig vifte bortover bordpladen, færdige til at trækkes, men fjerdemand, gamle postmester Mehl, lod vente paa sig.

Klokken blev seks, og den blev syv – nei, ingen postmester!

«Pop, pop – hvor har manden gjort af sig», 122sagde gamle generalinden, «han er da ingen gammel mand, saa der kan være hændt en ulykke –».

«Gammel» – sagde Tina Lützow – «en«en] rettet fra: en (trykkfeil) mand i sine bedste aar, paa vor alder –».

«Nei, Tina Lützow mor, kalder du vor alder den bedste alder», sagde bedstemor.

«Jeg er nu yngre end dig da, maa du huske», sagde Tina Lützow.

«Aa, saa forlegen hun er for at komme frem med de stakkars to aarene, som skiller os», sagde bedstemor.

«Ja, postmesteren er nu ikke mere end sine otte og seksti – lad mig se – dengang vi dansede fandango –».

Borte i sofaen fik alle ungdommerne lydløse latteranfald med tanken paa, at frøken Lützow nogengangnogengang] rettet fra: nogengengang (trykkfeil) havde danset fandango! Da havde hun vel mistet alle de tørklæder, hun eiede og havde.

«Det sner forfærdeligt ude», sagde Maren Anne. Hun havde været ude for at se efter Hilleborg, som hun havde ventet opover i aften.

Allesammen var borte i karnapvinduet for at se paa sneen. Udenfor det dybeste mørke, store bløde snefloker hang fast paa de duggede ruder.

«Jeg liker ikke dette, at ikke postmesteren kommer, jeg», sagde bedstemor, «det ligner ikke ham, at han ikke sender bud, naar han er forhindret».

«Det blæser ogsaa, saa sneen driver», sagde Maren Anne.

123«Herregud, hvorledes skal vi komme hjem da», sutrede Tina Lützow.

«Pop, pop, vi sidder godt her, vi sidder», sagde generalinden.

Bedstemor haltede ud og ind: «Nei, Duus, jeg liker ikke dette, som sagt, send gutten nedover med lys og lygte».

«Jeg venter Hilleborg ogsaa», sagde Maren Anne.

«Lad gutten gaa øieblikkelig», kommanderede bedstemor.

Postmester Mehl havde gaat hjemmefra byen i tusmørket, som han pleiede. Pent og zirligt gik han som sædvanlig. Graat tyndt haar, guldbriller for sine meget nærsynte øine og et bitte lidet gult ansigt, det var postmester Mehl.

Det er godt, jeg tog gamacher, føret blir ikke videre rart opover, tænkte postmesteren – nu tager det jo til at sne igjen noget ganske nederdrægtigt –.

Postmesteren stampede og gik: «Svineveir – svineklima» – mumlede han, «at nu ikke veiret holdt sig ieftermiddag heller –».

Og blæse gjorde det ogsaa! Store, vaade snefloker klaskede mod hans briller og blændede aldeles postmesterens daarlige øine,

«Naa, naa», han maatte staa stille, tage brillerne af og tørre dem.

Se saa – hvor var nu veien?

Saa mørkt det var blit – naa, ja, ja – naturvis var det veien, nu kjendte han sig jo godt igjen –.

124Men ialverden, der var jo brillerne atter ganske dunkle.

Atter skulde de tørres, men postmesteren var valen paa fingrene og, kladask, der laa brillerne i sneen.

Postmesteren kravsede og ledte med sine gamle fingre nede i den bløde sne. Det var ham umuligt at finde dem, komplet umuligt!

Naa, dette ser godt ud, tænkte postmesteren, her staar jeg i mørke og snefog uden briller og ser ikke en haand for mig. Jeg vender om og gaar tilbage til byen, det gjør jeg – men nei, nu skulde jeg vel paa det lag være nærmere Blommedal end byen, nu ser jeg vel snart lysene deroppefra. Nei, det er sandt – jeg har jo ingen briller –.

Pludselig sank han dybt ned i den bløde sne, tumlede op igjen, traadte feil og dumpede atter ned i grøften og faldt omkuld.

«Det er min sidste time, Vorherre være mig naadig», tænkte postmesteren. Der mistede han sandelig ogsaa hatten. Umulig at finde den igjen i alle de masser af blød sne.

Ialfald var ikke postmesteren istand til det, saameget han end ledte. Han kom sig dog op igjen og stampede videre – men var han paa veien? Det var saa knudret at gaa – stormen piskede det tynde graa haar om ørene paa ham, og sneen føg tæt som en væg.

Vorherre være mig naadig, tænkte postmesteren igjen, dette kommer jeg aldrig levende fra – aa –.

125Da hørte han med ett gjennem blæsten en klar skingrende stemme.

«Er her folk?»

«Javist, er her folk», raabte postmesteren, «halløi».

«Halløi», raabte stemmen igjen, en skarp barnestemme, «hvem er det?»

«Det er mig, det er Mehl, det er postmesteren».

Stemmen kom nærmere: «Hvor er De henne da?»

Postmesteren skreg op igjen. Pludselig stod der ret foran ham en liden pige.

«Men ialverdens tid, hvorfor gaar De ud i akeren da, postmester?»

«Akeren», sagde postmesteren stødt, «er du fra sans og samling?»

«Hvorfor holder De Dem ikke i veien da?»

«Ja, du har godt for at snakke, du har kanske katteøine, der ser i mørket –».

«Ha, ha».

«Kan du le i denne situation?»

«Ha, ha, ha».

«Nei, du er besynderlig – hvem er du?»

«Jeg hedder Hilleborg».

«Jeg skal til Blommedal».

«Ja, det skal jo jeg ogsaa»

«Men kan du finde veien?»

«Ja da – men De har jo ingenting paa hovedet, postmester?»

Postmesteren forklarede omstændelig, at han havde mistet huen. Der tog Hilleborg sin egen skindhue af og satte den paa postmesterens hoved.

126«Men – saa har du jo intet selv –»

«Aa, blaas i det», sagde Hilleborg, «hold nu i min kaabe».

Postmesteren holdt krampagtig fast i Hilleborgs lille, gamle kaabe, de stampede sig frem med snefog og storm midt imod.

Endelig var de oppe i Blommedalsalléen.

«Du maa ikke slippe mig», sagde postmesteren ængstelig.

«Kan De tænke det da, stamp ordentlig i, her kommer vi til en vældig snefon –».

«Du er min gode engel», sagde postmesteren.

«Ha, ha, ha». Den lyse latter var saa velgjørende frisk i stormen og mørket.

Naturligvis faar jeg mavebetændelse efter dette, tænkte postmesteren, eller gigtfeber – nei, naturligvis blir det lungebetændelse. Ja, han kjendte det alt –.

«Igrunden er det gjildt dette», sagde Hilleborg pludselig.

Nei, at dette skulde være gjildt, det gik dog over postmesterens forstand.

«Der er lys, postmester, der kommer nogen med lygte».

Det var gutten fra Blommedal, der kom stampende.

«Jeg skulde nok lodse dere frem, jeg».

«Ja tak, men du ser, jeg har lods før», sagde postmesteren.

«Jeg ser det», sagde gutten.

Der var de oppe paa tunet. Et eneste voldsomt 127vindkast til, der næsten kastede den lille, spinkle postmester ind mod gadedøren – og saa var de inde i den varme, oplyste forhal.

Alle kom styrtende ud, da det rygtedes inde i stuerne, at de var komne. Tina Lützow mistede to tørklæder paa veien ud. Postmesteren var aldeles oversneet med store vaade snefiller i det tynde haar, i øienbryn og skjæg, og dryppende vaad paa frakkekraven.

«Jeg har været i den kompletteste dødsfare», begyndte postmesteren.

Der stod Hilleborg uden hat, drivvaad i haaret, ildrød i kinderne og smilede til begge øren.

«Ja, det barn har reddet mig», sagde postmesteren, «hun var sendt direkte fra himmelen».

«Jeg hørte, at det ligesom var nogen, der stønnede», sagde Hilleborg, «og saa gik jeg efter lyden –».

«Et herrens veir – et herrens veir –» sagde postmesteren.

«Pop, pop», hørtes generalindens stemme inde fra salonen, «men vil de gode mennesker da ikke komme ind?»

Snart sad postmesteren i bedstemors hvide uldstrømper og broderede tøfler og nippede til sin rødvinstoddy, mens bedstemor holdt et foredrag for ham, om hvor uforsigtigt af en gammel mand, som han, at begive sig alene opover en mørk landevei. Hvert kraftsted i sin tale – og de var ikke saa faa – ledsagede bedstemor med et eftertrykkeligt slag af sin store haand paa postmesterens lille skulder.

128Og Hilleborg var ellevild og sprang i dørene, som hun alle sine dage havde hørt til paa Blommedal.

Ret som det var, satte hun sig ned foran flygelet og med sin bløde, friske stemme sang hun den ene sang efter den anden. Gamle sange, som alle de fire gamle kjendte fra sin ungdom, og som bragte dem til at ryste vemodigt paa de hvide hoveder og til at stirre langt ud for sig, som de saa noget, som Maren Anne, Ebba og begge Annikkerne endnu ikke øinede.

«Det barn har jo en forbausende stemme», sagde postmesteren.

«Postmester», sagde bedstemor pludseligt og bøiede sig bort til ham, «det var noget for Dem».

«Noget for mig?» Postmesteren saa temmelig forvildet ud.

«Ja, at hjelpe frem – med alle deres grunker – alene som De er i verden – hvor vilde De faa nogen større glæde end hjelpe den stemme der frem til noget – nu har jo ogsaa Vorherre ført dere to sammen paa sin underlige maade».

Hele aftenen sad postmesteren og spillede med sin venstre haands fem fingre paa sin lange næse, en vane han havde, naar han rigtig funderede paa noget, mens han uafbrudt kastede sideblik hen paa Hilleborg. Spille kort vilde han ikke – nei, han var for rystet af aftenens begivenheder –.

De tre damer spillede med blindemand, bedstemor brugte sine stærkeste kraftudtryk, generalinden sagde»pop» for hvert andet ord, og Tina Lützow 129sutrede med to tørklæder om livet, men alle tre var i et brillant humør.

Og postmester Mehl spillede saa voldsomt paa sin næse, som han aldrig før i sit liv havde gjort. Derfor tog han ogsaa en stor beslutning.

Den stemme og det pigebarn vilde han hjelpe frem, saasandt han hedte Mathias Mehl.

Om aftenen kjørte Hilleborg hjem paa generalindens fang. Hun vilde først sætte sig hos frøken Lützow, da Hilleborg syntes det var mindre formasteligt, end at sætte sig paa en generalinde. Men frøken Lützow skjøv hende fra sig med alle de arme, hun havde:

«Vil du knuse mig, barn».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.