Høstnætter

209DEN femten aars gamle datteren sad indved bordet efter kvældsmaden med halvlukkede øine og lurte efter farens blik; han sad der, en liden skægget langhaaret graatass, i det svage lys fra den vesle sotede lampen, som hang i staal-traaden ned fra lofts-bjælken; øiet hans klipped saa snøgt, og stirred vid aabent iblandt, ligesom smøg sig unna hende ud gennem loft og væg – det gjorde saa støtt, naar han hadde fortalt og skrytende ledd av den svarte høstnatten, da han som unggut sad paa baadhvælvet og frøs.

Hun skønte, hvad det var, naar det drog efter med ham slik, – naar der kom frysende rim ind i det leende mæle og fugle-øines stivhed i synet; hun hadde hørt mer engang før, han sad og skrøt for moren, som nu var død – hørt om en gammel bedste,bedste – bedstefar som vilde op paa hvælvet, men blev spændt ned for rummets skyld. –

210Hun reiste sig braatt og strøk til døren. Hun minded om en erle, der hun for; det var, som der ikke fandtes blod i hendes ansigt; – farens øine, de store lyseblaa, som rørte sig underlig koldt og tungt, det var som en løsnet sjæl drev om i hvert.

Han spurgte efter hende, hvad det var.

«Eg ve ut!» gneldred hun; det var som dæmmet pust brød sig vei.

Han sad igen og lydde efter stegene; han vidste snøtt nogen tid, hvor han hadde hende. Det var ikke bare i skap, hun ligned erlen; tankerne hendes var lunete som dens snøgge vipp, – men alligevel stærke og stride som tussefuglens flugt. Han var ræd hende mer, end han selv vilde tænke. –

Hun skyndte sig gennem den stille svarte høstkvælden, nedover mod fjøset, stansed bort ved væggen.

Alt laa i vent rundt om øen, mørk vent, det høie fjældet ind i fjorden, sjøen udover, den svarte sky, som ikke vilde røre sig. Der satte sig slik angst for bringen, maalløs angst, som vented.

For der var ingen verdens ting rundt om hende, – men hvem kunde da vide, hvad vilde komme! – –

211«Ragna! – kor æ du?» skrek det skærende op fra huset. Hun svarte ikke.

Det traakked bortover volden og ledte rundt; han kaldte paa hunden, de to naadde ned til fjøsvæggen, der hun stod.

«Du æ ‘kje rædde, veit eg?» sa han; hun kendte gennem mørket, han prøved at smile.

«Nai–j! – Berre eit baata-kvælv, eg totteberre osv. – bare et baad-hvælv jeg syntes… eg saag bort i sunde!» trilled ordene lige hændt.

– Fik nu ikke være ræd ingenting heller! skratted han alt det, han kunde; latteren var tør og kold, saa det stak hende i sind som isnaaler.

Men saa hev han sig om, sprang hjem omkap med hunden som vetskræmt sau.

«Du æ ‘kje rædde, veit eg!» skrek hun i efter ham og haanlo; hun stod igen og skalv og vilde ikke være ræd. –

Men mørket tætned; høstnatten laa ligesom og stønned ganske sagte til alle kanter, udover og indover, – ynked sig, fordi der ikke fandtes levende liv i den. Det var, som det gik an at dø her uden anden lyd end sit eget skrik.

212Hun rev op fjøskroken, skyndte sig ind i baasen til koen, – hun maatte til levende, som ikke var ræd.

Hun klødde den i skallen bagom hornene. Hun stod og klødde den hele natten, og svarte ikke faren, som stundimellem kom ud paa trappen og skrek «Ragna».

Hun holdt sig her til dagslyset graaned om nuten derinde i øst, til angsten sænked sig i fjord.

---

Dagen efter holdt faren sig ned i nøstet, som han pleied, og klinked paa baaden.

Ragna gik hjemme og smaaskvatt, kokte og stiedstie – stelle koen.

– Naar hun bare hadde noget at være ræd for til kvælds, skikkelig ræd, saa hun slap at gaa her og vente i enslighedens uvisse angst! – Slik som det nu var, var hun ræd, fordi her intet var, – hun maatte staa ansigt til ansigt med høstnattens stønnende ingenting.

– – Bare storm, bare storm! – saa det knaked i hvert hushjørne, – saa det reiste 213med taget! – Bare tordenbrak, som nuten derinde vilde falde udover dem! – Bare knak og larm! – ikke den stille svarte vent! – –

– Og udpaa eftermiddagen mørkned det bort i havet; himlen stod der som tæt staalblaa væg og flytted sig indover fjorden, med røde lyn-striber og lummer luft. –

Hun laa i sængen, da det kom. Staak og sus fra sjøen; hvinende vindkast om hushjørnet; skyllende regn med en dur opover volden som fra faste dansetramp. Det lysned i stuen som paa en dag.

Hun saa i lynets lysning, hvor faren sprang frem, satte sig paa sængkanten til at fortælle om vindflagen,vindflage – vindkast som kasted baaden rundt den gang. Han snakked høit, skrek stundom, for at døve tordenen; men det skarpe spinkle ansigtet, som gemte sig under alt det buskete, blev blekere for hvert skrell.

«Du æ ‘kje rædde, veit eg!» brød han av og skratlo, – men da var læberne kridhvide.

Hun svarte ikke; hun skønte ham nok, han sad der og maatte le for at hente sol og lys over høstnattens minde! Han var ikke 214saapas til kar, at han var god til at gaa og bære paa mindet, slik som det var, alene! – –

Han til at fortælle igen om baad-hvælvet. Hun hørte paa med et flir om munden.

Et lyn skar lige udfor stuevinduet; det lyste op, saa hun saa helt ud til de ytterste svarte skær. Og saa en larm, saa det var, som hun ikke hadde øre længer, som der ikke fandtes hørsel mer paa jord.

Dette blev for svært; han braastansed, skrek op, kasted sig paa hodet i aaklædet, laa og stønned.

Hun reiste sig i sængen, støtted sig paa knyttede næver; – tænderbidende sinne i hver tanke.

«Oi! va detta noke daa!» gneldred hun, da det stilned, og saa i trods ud mod uveiret. – –

Saa blev det dødsens stilt og alt svart. Hun stirred rundt i mørket: – dette var jo vent igen paa næste lyn! Det for i hende som stikkende krampe i hver finger, i hele kroppen; hun kunde ikke holde et lem i ro. Rædslen tog hver sans, slakked hver trodsig sene, løfted hende ud av sæng, hev hende ud av stuen; – – dette var vent! dette var vent! – –

215Udpaa trappen blev hun blindet av et lyn, som tog pusten; hun hakked tænder og grøssed som i iskoldt vand. Faren laa derinde og skrek. Hun sprang nedover volden; vilde ingensteds, – vilde bare finde et sted, hvor hun ikke saa lynet. Hun hukte sig bagom bærg, – men det kom. Hun var ned i fjæren, vilde gemme sanserne i bølgebraket, – men lynet fandt hende. Hun la sig paa maven i vaad haa,haa – eftergræs bored ansigtet nedi, – men det stak hende her og.

Uveiret jaged hende rundt over græs og bærg. Alt, som leved i hende, hadde samlet sig indunder brystet til en skræmt klump, som laa og smaaskalv uden stans som kødet av et nydræbt dyr; – – nu vidste hun mest ikke mer, hvad var værst: venten eller selve det, som kom! – –

Hun slet op fjøs-døren, famled sig dyvaad indover til koen, som laa, la sig paa knæ ind i baasen, gemte øinene mod den haarete hals, mens hun klødde i nakken bag hornene. –

Det napped i døren lige efter; faren kom pustende ind, klemte sig ind i baasen paa dentegnsetting mangler

217Hun reiste sig nok i sængen med knyttede næver og trodsed stormkast og lyn; – altid endte det med, at hun maatte ud og ned i fjøset.

Og høstnats-mindet jaged faren pustende efter ind i baasen paa den andre side; det mindet sad fast i stuen som den lurende stygge vævkonen ind i det graa spindet opunder bjælken. –

Hun hadde saa titt gaat ude i høstnattens vent disse aar, famlet sig frem i fjæren. Men der fandtes aldrig væsen med hvile i sig; der var ikke hvisk uden sjøens slik, der var ikke prat uden kraake-skæls knæk.

Og uden nytte hadde hun længtet indover fjorden, – længtet efter elve-lek, længtet efter rødnende frugttrærs fred, længtet efter leende fjældes lokkende grønt; mangen jægt gled haardhjærtet forbi indover, med sol i seil og i dæk, med hvide terner i kredsende leven, kaate og glade for følgeskabet mod det, som laa derinde.

Ja, hendes længsel hadde været susende og frisk som solgangs-vindens blaa; den hadde været underlig langsynt og stille som porsbladets sølv langs høifjælds-skrænt. –

218Men han kom ikke, ham hun vented ind fra kirkebygden, ham hun likte fra den tid, hun gik for præsten.

Hun maatte gaa her alene ud ved havets ytterste rand, der folk ikke var, og tanken slutted – saa rislende kølig alene, saa meningsløst langt unna alt, at ingen stig snudde indover mer.

Hun var blit sint inde i sig paa alt; hun længtes stundom efter folk, bare for at si nei. Sindet var tomt; det var stridt og trænet; det var stivnet i angst og skræk.

---

Men en høstdag var hun syg – den dag hun pleied være det –; kendte venten skælve i sig alt om morgenen. Der var ikke fred i hode eller bringe; det snakked i sindet som hundrede stemmer; de kom og de gik, sa ét, sa et andet, koldt og skiftende snøgt som aaspeblades lek.

– – En naken enslig ø længst ud i sundet, der fjorden vided sig til en svær flate, for sidste gang før havet kom, – saalangt ud, at jægterne indenfra maatte skille lag, tog leden sydover eller nordover, – med krans av hvidt vuggende skum om svarte skær, som 219mødte alvorlige mod dynningen langt ude og knuste; – den hadde aldrig syntes hende saa smal og kvass som idag, den laa der og kløved strømmen udenfra i to, hented indpaa ytterste næs-spidsen drivende tare og tang, som klinte sig glat indtil begge sider som blødt haar til en jentunges pande.

– – Grønt græs og graa sten, – det var for veirhaardt herude til at være mer; ingen busk uden apalden,apald – æbletræ som hælded sig ind mod stue-væggen; intet sted, som livde;livde – yded ly – det som vilde staa opreist her, fik greie sig selv! – –

Det var de hundrede stemmer inde i hende, som satte hende op, fortalte hende det op igen, som svømmed i hver hendes tanke paa den tid, hun mindtes. –

– Til middag sa faren, han vilde ha gamle farbror hid for høsten og vinteren.

«Du æ rædde daa, din trave!»trave – usling skrek hun.

– Han var ikke det, – maatte bare ha hjælp til baaden.

Hun hørte ikke paa det, han sa; – denne farbroren var nok samme karen, som 20han selv, lo hun, – blev vetskræmt første døgnet! – –

Hun strøk ud paa volden fra faren, gik omkring og lydde, og saa udover sjøen; – – alle var rædde her; – og de var rædde alt.

– – Leve paa denne øen, var, som at klamre sig til baadhvælv kolde høstnatten!

Hun hadde ikke fred i sig til at staa stille et øieblik. Faren hang i nøstdøren, saa paa hende og ropte «Ragna» av og til. Hun svarte ikke, drev i store ringer rundt huset, glemte non og glemte kvældsmad.

Glemte mest mørket og, da natten kom, – til hun med ét stansed og lydde.

Der kom et langt skærende ræveskrik, argt ind i natten; det kom borte fra fjæren tversover sundet.

– – Det var nok én, som for alene, det. Det tagde. Hun lydde; nu smatt han og byxed, keg han og snused, – han ledte efter en anden. Hun hørte helt hid, hvor det gled over sten og strøk langs bærg med lodne bløde haar.

Og otren slog følge, – hun skønte det saavel gennem mørket, han pleied staa der over i fjæren og glise midt paa lyse dagen. 221Det blev saa fuldt av dyr rundt om, som gik og vented og undred sig. Og denne lydløse undren blanded sig med høstkvældens mørke vent. – Alleslags dyr, tause dyr, som ikke hadde ro i sit blod, – dyr hist, dyr her, – ledende vimsende, som aldrig fandt, – ventende veirende, som aldrig saa. Men desmer jaged de, og desmer lydløse blev de; desmer stikkende sken deres blik i mørket.

Og længslen deres blev til sugende slit, til tærende angst, som hun kendte med dem.

Hun hørte utallige smaa hjærter banke og arbeide i ristende krampe, det var som smaa barn hixted og graat; – hørte livet i dem stræve med snøgge pust – øret hendes laa mod deres bryst –; det var som strænge slitned derinde, som aarer brændte og tørked sammen til raslende slunkent skind.

«Nuten venta; nuten venta», brummed det sagte; den gamle bedsten sad der over i fjæren og skalv, gnog hidover holmen med en fele-bue av slap tare-traad, som flytted sig saavidt, men bare frem og tilbage paa samme strængen. Og denne strængen var hendes sind.

«Sjøen venta», svarte det klissent; men strængen var det samme sind.

222Hun kendte det, som vided det sig og trak det sig sammen om hende som smærten om en værkende svull; det hvælved sig til en overhændig tone, – stille, truende, – som om sjøen æste og steg for at slaa over bærg og vold.

«Ska tru, ka da no ska bli», grøssed det og pusted det hult gennem luften. «Ska tru, ka da no ska bli».

Hun gabte efter luft; hun kvaltes, der hun stod.

---

«Ken æ da?» sa det sagte fra fjæren, en baad strøk ind i tangen.

Hun holdt pusten; kendte stemmen. Det var gutten inde fra kirke-bygden.

Hun blev ved at holde pusten. Blodet suste mod hodet, saa der ikke var fred til tanker.

Det kom som slikkende bølger til strand, som trippende lek ind i sind; det var en glæde som før i tiden at finde et stort kridhvidt skæl i fjærens lyseste sand.

– – Nu var han her da, – for at hente hende indover til stille skoges sus, til flade 223dalførers glidende strøm, til livendelive – gi ly sundes lyse sol-spil! – –

Og med ét kendte hun, at brystet var buet og spændt, hofterne runde, ansigtet fuldt av glæde, som stak i øie og hud, som det var ved at bryde ud røde flækker noget hvert sted; – skært og skælvende, frodigt og frisk som dugvaad vold i morgen-solens første møde! – –

Det traakked i sanden.

«Eg ve ‘kje gjifta meg!» ropte hun mod ham og spændte i bakken med taaen.

«Ka ve du ‘kje, Ragna?»

«Eg ve ‘kje gjifta meg, høire du!» ropte hun op igen og svinged sig rundt.

Det stod stille i sanden. Hun skyndte sig bortover volden, rev fjøs-kroken op og stængte paa indsiden.

Hun sad ør og skalv inde i baasen, klemte sig til koen og klødde bag hornene og snakked med sig selv. Hun lydde paa aare-tagene fra baaden, som rodde væk, og svarte ikke paa farens rop.

– – Det var som at staa udpaa ytterste næs-spidsen og stirre ned i havstrømmen, som 224vælted forbi indover, staa og se det gli med tare og fisk og alslags dyr, ødselt og gagnløst.

– – Hun vidste ikke selv, hvordan dette var baaret til; – men hun blev saa sint, da hun kendte glæden inde i sig.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.