Vaar

89I vaarsol stod Endre, den ældste søn paa gaarden, bort i bakken, lang og tynd og lys, brak olderkvist av, flækked barken, saa den røde sevjen flød, og slap i elven – den kom væltende ovenfra med isgrønt vand udover glatte stene.

De skulde ha mælkesuppe til middag i Olderdal, for idag, midt i mai, naadde et sagte solblink stuevinduet – én dag før nu de sidste aarene, siden far hugg den svære krokfuruen for solen op paa Lyngnæs.

Et søkk ind i fjord-siden, det var Olderdal, uden at det var blit saameget som til smaafjord heller, med en græsvold opover i bunden; det blanke stupbratte Ørnefjæld paa den ene side, med svarte renner av silende bække, og paa den andre, ud mod store fjorden, Lyngnæs med grissen furuskog, som 90ikke likte sig, og opover videre en aaskant med trær, saalangt rødder kunde hægte sig fast.

Saa der var ikke overflod paa sol i Olderdal.

Midt i mars først, efter sexten ugers skygge, skvat en snøg solstribe over støe-stenen nedfor nøstet, og gutungerne laa paa lur og kløp den med fingrene; – saa til at dæmme for den efterpaa udover vaaren med stengarer og pas, men den vyrded ingenting, smatt gennem hul, flommed over kant, hver dag længere opover bøen. Ungerne flytted garen, lo og flytted, men den over igen, -– aa, solen var saa stærk den!

Men saa tog den en vakker dag til at klyve efter rette husvæggen og op i bratte bærget; og idag var den helt op i stuevinduet, saa nu var det bare mindste-broren, som ikke vilde gi sig, han tog sig turer bortunder muren, skotted op og lurte, som katten efter fugl. – Endre stod alene, hvilte i sol og vented paa mælkesuppen. Han prøved sig frem som ellers, slap ved-lurker ned i elven.

Syv var taxten. Først slap han tre daarlige, – vilde ikke voge prøven, før han saa, om de greidde det; de stupte nedover, var 91under, kom op igen, – naadde frem alle tre nedpaa den svarte vaagen lige under.

Saa slap han de syv bedste, som det var sæte paa, én efter én; de var større og maatte klare sig bedre. En–to–tre–, han talte dem efter som de naadde frem; det lyste i vent ud av blaa-blide øine, med et ørlidet kast av tungsind i ene kriken, – et let lag ligesom til at tænke, som minked det stride nede om den vesle hvass-læbede munden.

Der kom bare sex frem – én laa tør, den sidste, og rødned av sevje op paa en sten; en sprut hadde tat den og hevet den bortpaa.

– – Saa regned han én av de daarlige med! – for det maatte bli syv, – det skulde bli syv! Eli Strandbø maatte ville ha ham, ligesom han hende!

– – Eller han prøved med en ny! Han brak av en kvist til og skaved av med tænderne.

– – Hun hadde ikke smilt og set paa ham, slik hun gjorde – hvis ikke – dengang ifjor, da de gik og læste for præsten, og hun ikke kunde lexen sin. Derfor brugte han saa trygt mer end syv lurker; mest hver dag gjorde han det.

92– – Hun syntes det var leit dengang, men ledte efter ham bortpaa bænken og roed sig, da hun fandt øinene hans. – –

«Endre!» ropte det fra gaarden; han smatt bagom older-rynningen, vilde ikke bli set av mindste-broren. Et lyst hode med sol i braavendte bortved hushjørnet, hopped og sprang ind igen. –

Han slængte den nye lurken snøgt udover. Den stupte og stak frem igen tæt i tæt ned over. Der dukked den op nedpaa vaagen, laa barknaken og hopped!

Han smilte med lukkede øine. Det var Eli Strandbø’s ansigt, han saa, hver dag han stod her og slap lurker i fossen – et rødlet rundt ansigt, som smilte paa skæve og tyktes, det var leit. Han ledte efter øiet hendes – det blinked til ham og hvisked, hvisked rislende sagte ja–a!

– – Det var slik stormende glæde i elvens dur, den satte avsted i et jag, saa den var langt udpaa svarte vaagen, før den kunde stanse; – det var slik tiskende glæde i fjæretang, slik vinkende glæde i luft; – det var slik glæde i alt!

Han sprang bortover bakken – minded om spædkalv i fodlaget. Saa braastansed 93han, – han var saa glad, at han skæmmed sig mest for at gaa ind; faren laa tilsængs, hadde ligget siden i høst av brystsyge.

Men mindste-broren kom ud ved hushjørnet, hudde Endre som før og la hoppende ind igen. Endre skyndte sig efter, – mælkesuppen kunde bli kold.

---

En morgen flere uger efter strøg Endre til dals, endda de stod midt op i spaingen av den tunge nøst-akeren; han smatt væk unna fingrene paa dem, saa moren og mindste-broren stod igen ved husvæggen med potetes-stamp og spae og saa opover; – – det fik ikke hjælpe – han var ikke god til at staa dernede paa arbeid idag! – –

Det bar op helletrappetrinnene i volden, paa skraa bort til elven, som skummed nede i det dybe løbet, den hadde gravet sig lige under Ørnefjælds-bærget. Saa langs den høie gruskanten op til dalen, der græsbunden i Oldervik endte, og det hælded indover mod høifjældet, forbi et vand og svartolder-bred, indover til hvid sne og til graat bærg.

94Han skyndte sig fremover støileveien langs Sætervand. Paa mælkepladsen nedfor de to selene, Strandbø-selet og deres eget, stansed han; vaarflommen laa langt opover stammen af nakne olderbusker. Han hukte sig og keg frem mellem; flager av is flød udpaa, hvidtæret, vandtrukken is, og i aabne hul lyste snefjæld og sol.

– – Som det var anderledes, end han drømte det inat! – –

Han keg og keg, vilde og maatte se det, han saa da; for da var det bjærkeblad i solblink; blaalig bærlyng, som fjældvind napped i og duggristed; lysende hvid damp, som gled i lette dotter opover braatet; – da var det sommerhed morgen!

– – Men nu var det der igen! – Vakre jenter, som stak hodet op av vandet, frem gennem olderkvist, budeier i rødt liv og hvid skjorte, – strakte sig og hented ham ind til sig med øinene.

– – Og det var én fremmenfor de andre; det var ikke Eli Strandbø; men han kendte ikke ansigtet. Skjorten var oppe i brystet, saa han saa indpaa hende; det var ikke kød, det var, som det var guld, det fineste skæreste guld, som fandtes! – – Og han skalv; – 95og himlen laa paa vandet, og sætervand op i himlen. – – Og hun kom helt i land. – – Og solen tindred. – – Og liden la sig over som kvittel med blinkende blad. – – Og hun klemte om ham; – og øinene mødtes i ild – et sugende stort øie! – – Og alt var saa dødsens stille og lunt. – –

Han skønte det ikke, tog fremfor sig, skøv til older-grenen, keg; det var isflagen, som laa der, hvidtæret og kold.

Han var slap og træt som inat, han vaagned; – fy slike kvindfolk, som for al den del vilde syne sig! – – Han var snørende angst ogsaa: det var kanske dette, som kaldtes ungdoms synd og ødela legem og sjæl, som det stod i bogen, læsekamraten hans synte ham nedfor præste-gærdet ifjor! – –

– Han rusled hjemover, langs skidden sne og brusten is, som mai-solen endda ikke hadde raadd med, og bortover døde brunmyrer. Paa kvilet ved nedre-enden av dalen stansed han og saa til gaards, til huset dybt nede, som stod paa skakke, indover mod bakken og stræved imod for ikke at gli paa sjøen – fjøs og løe og vaaningshus i én bygning; bent nedfor laa viken, med det dybe 96vand, som speiled gul vaarbø og graa ur; og langs fjæren gærded svær rundslidt sten med kraakeskæl om og tang, – indimellem stod baad-nøstet nedklemt med den smale støen og de nakne træ-lunner, som gik tilsjøs. De stod i skygge alt, de der nedpaa nøst-akeren; det var først langt udpaa sommeren, at solen stod saa høit, at de fik den igen om eftermiddagen en stund gennem dalen her, paa andre side Ørnefjæld.

Endre lurte sig nedover bakkerne bag huset, saa de ikke saa ham fra akeren. Han hadde ikke set, hvor fjældet var høit, før nu, – ikke skønt, hvor det var tungt, – ikke kendt, hvor alt jaged mod vaagen i væltende hast.

Han smøg stilt ind døren og la sig i sængen ved vinduet. Faren flytted paa sig bortved ovnen; han vilde snakke, trodde vel, han var syg. Men Endre gemte sig under kvitlen; han vilde ikke snakke til nogen om det, ikke til moren sin heller, for hun flirte ham væk og sa, han for med stygge tanker. Eller ogsaa var det saa forferdelig farligt – og saa vilde han ikke for det igen. – –

Han skøv kvitlen fra hodet, da det blev stille bort i farens sæng, keg paa sollyset 97under Ørnefjælds-nuten høit der oppe, det var endda som en liden lys flæk inde i ham, saalænge det varte.

Men saa gled det av.

Og Passop skrek udenfor og skrabed paa døren – han for paa rek dagstøtt nu til tisben længer ind i fjorden.

– – Alt var saa stygt, saa stygt! At han skulde være slik! – der bort i sængen laa faren for døden og her laa han og tænkte stygt! –

Han smatt under og ba. Men han vidste ikke ordet av, saa laa han med hodet fremme igen, tænkte paa Sætervand og keg efter solstreifet.

Og Passop skrek og skrabed paa døren.

– – Aa, alt var saa stygt, saa styggelig stygt! – –

---

Moren og en kærring stod i stuen og kokte dravle; mindste-broren sad indved vinduet og stjal smaaklyper av strøsukkeret paa bordet. Men Endre, som netop hadde dængt op Passop – han var kommet hjem fra rek igen –, holdt til i fjøs-kælderen og skotted 98gennem døren ned paa det vesle følget, som kom vaggende op stigen fra sjøs i kølig dugg; bagerst gik sødskendebarnet hans, læsekamraten fra Skippervaag, som han hadde faat moren til at be.

Det var nogen uger efter, dette; nøst-akeren var spadd, og brystsygen hadde reist med manden i Olderdal – han skulde begraves idag.

Underlige uger, tunge, snørende! Endre hadde stirret sig tomøiet og hullandet efter sol og lys, og i sindet svall værken,værk – byld svallsvall – hovned og svall. Hver eftermiddag den lyse flæk der høit op paa den graa Ørnefjælds-nut gled av, da slukned det stille inde i ham ogsaa; – og tankerne kom, vælted nedfra svartolder-skogen under det glatte bærg, sneg sig og krøb op fra fjære-uren, slængte sig og skvatt ud av fossen derborte, og nedenfra svarte dybe vaagen steg de; det levned op rundt om, dansende kom de som skapløseskap – tonn tusser paa sagte sokkelab, listed sig ind under hus og mur med svære staurer og stænger; de vilde rulle det alt paa sjøen. Han var ved at fare op stundom og illskrike av rædsel – saa lige ved var det, at de fik til, hvad de vilde!

99Ovenpaa en slik kvæld drømte han om Sætervand igen ind i fjældet, hedt og sleipt, der budeier fatted om ham og klemte, – klemte ud av ham al saarhed og angst, men fór ogsaa med al livets lyst fra ham, saa han misted hug til arbeid og mad dagen efter, strøg til dals, sad hele timer som spikret fast paa Kvilet og saa ned til gaards og den svarte vaagen, saa angsten kom igen, jaged ham hjem og indunder kvitlen.

Han hadde ikke magt til at tænke Eli Strandbø frem længer; skodden over ansigtet hendes blev tættere dag for dag. Ikke engang om han blunded til, og de syv lurkerne laa paa vaagen og hopped, kunde han se smilet og øiet.

En dag kom moren over ham, som han stod slik stirrende bagom older-rynningen og ikke vandt flytte foden – det var som en spiker, en svær spiker stod tvers gennem hjernen hans, ned gennem kroppen’ lige i volden. Hun sa ingenting, gik stilt igen. Men han saa en sikker vent ligesom i ene øienkriken hendes: hun trodde, han var ved at bli gal. Bli gal! – han fór mest til at tro det selv og nu! – Han sled sig ud av spikeren 10– det var, som der sad igen stykker av hjernen paa den.

Fra den stund turde han ikke staa mer bortved elven og prøve med de pinderne. –

Moren gik ikke længer og sutred over ustadighed i arbeid; han fik gaa, som han vilde, hun og mindste-broren stræved med vaarvinnen alene. –

– Sjondfolketsjond – begravelse var naadd næsten op til gaards. Endre stak sig vel bagom muren, til de voxne var forbi; saa vinked han til læsekamraten, som gik sidst. Han kom bort i kælderdøren.

– Hvor han stod sig? spurgte Endre. – Aajo. – Hvor han likte sig i krambod-tjenesten i Skippervaag? – Aajo. – Om han tyktes langt?tykkes langt – længes – Stundom. –

«Men du ha væl forteljings-bøke aa slikt, te lesa i?»

«Ikje no; – ha lese ut dan eg hadde».

«Men du ha væl fleire?»

«Ikje taa forteljings-bøke nett». Sorgen gemte ikke længer det sleipt runde ansigt, og de snøgge øine gled lystent under pudede laakk.

10«Men taa andre slags kanskje?»

«Du veit, eg synte deg ei, daa me gjekk aa las»,gjekk aa las – gik til konfirmation flirte han fedt.

«Kærlighedens glæde, ja.»

Søskendbarnet flirte svagt igen. Saa blev det stilt; folk klamped inde i gangen over kælderen.

Endre flytted paa sig; – – dette var stygt! – staa slik og snakke, naar faren laa lik! Han sank ligesom sammen av skam herinde, saa han maatte helt ud av døraabningen. Det blev stilt endda en stund. –

«Ja, Kærlighedens glæde, ja!» sa han igen, før han vidste ordet av; dette var ikke til at stanse – det var noget, som vilde leve, løfted sig frem og vilde leve, selv om faren laa lik. «Men da va ‘kje noke moro i dan», lo han ligesæl og ked, – læsekamraten skulde ikke skønne, hvor han vilde hen!

Saa la den andre ud; han hadde smaa lægebøger ogsaa, sa han, som han hadde købt av byfolks-sønnerne, som bodde hos handelsmanden om sommeren, – der stod om saameget.

«Jau visst!» haante Endre og lod, som han ikke vilde tro.

102Den andre bandte paa det og fortalte; der stod om, hvordan alt var indrettet; der stod om sygdommer, stygge sygdommer, som ødela sjæl og legem, – aa det var slike gilde bøger!

«Jau visst!» sa Endre og skalv. Læsekamraten drev paa snøggere og snøggere; han hadde en, som kaldtes Selvbevarelsen –.

«Jau visst!» lo Endre og holdt pusten – han blev staaende blek og gabe paa ham: en av de sygdommene kendte han, at han hadde det som kaldtes ungdoms synd! – –

«A du æ ein tosk, Ola!» skrek han ud hæst. «Tst, bli mæ op!» hvisked han saa og skyndte sig foran. Kamraten efter, ind gangen; saa stilt op lofts-trappen.

Endre rendte lige bort i kammers-skabet, der brændevins-flasken stod, som moren hadde købt til en skænk rundt, naar de kom tilbage fra kirken. Han satte den først for munden, drak lange slurker, rakte den til kamraten. Saa kom den tilbage til Endre, som drak igen. Gang efter gang gik den rundt, uden et ord, bare et og andet glat flir fra kamraten. – De slutted, da køkemesteren tog til at 103synge nedenunder; da var det ikke stort igen paa flasken. –

– De to gik ikke støtt, da kisten blev baaret ned til nøstet. Lige ved hushjørnet alt misted Endre taget, trilled nedover volden. «Ka fan ska eg mæ Eli Strandbø!» snakked han til sig selv og reiste sig, famled efter taug-taget igen; – han greidde sig alene, han! – – Alt i ét misted han det, bandte, reiste sig, trev efter nyt tag.

Duggen var saa underlig vaad idag, sa de, som skønte det og kendte brændevinsemmen av de to; men kærringerne, de graat for manden i Olderdal og lod, som de ingenting saa.

---

Han vilde udpaa, prøve bærggylten,bærggylt – fiskeart (kun paa dybt vande) hadde han sagt til moren idag ogsaa, – paa vaagen holdt den sig, for der var saa dybt.

Men nu rodde han om næsset, forbi Strandbø og udover fjorden; han vilde til kirkebygden og søge doktor uden at nogen vidste.

104Solen stegte og lyste fra fjord-side til fjord-side – stille skælvende sommer paa land og paa sjø og i luft, – saa han blev sved og træt. Han var magret paa disse to–tre uger, kindbenene øget, huden under øinene gulgraa, saa moren trodde næsten, Endre ogsaa hadde faat brystsygen.

Det var støt det samme: sugende slit under bringen om dagen, saar vilje, som vred sig som aal paa spiker; Ørnefjæld med alt sit kvældsmørke laa over ham, klemte og skøv ham udpaa vaagen, saa han maatte i baad hver evige dag. – Og efterpaa lange vaakenætter, – og kom søvnen, hadde den saa tit hede drømme fra Sætervand i sit lag.

– – Snakke til moren? – Hun kunde ikke gi nogen raad for slikt; – var det saa, hadde hun vel snakket først.

– – Det var ikke almindelig sygdom, dette; det var værre end det han hadde trodd – det var slik slag, som manden i Skippervaag hadde, som fik svære saar tilsidst og misted tanken. – Kanske han hadde brystsyge ogsaa! – –

– – Han bar det ikke længer! nu vilde han snakke med doktor om det, vilde væk fra denne uvisshed! det var vel sidste reisen 105han gjorde; – men endda var dette at ro fra kvældsmørke og stygge fjæld! – –

---

Han blev staaende nedved døren og snudde luen i næven; doktoren stod ved vinduet og vented.

– – Det var nok vel ingen raad for denne sygdommen, sa Endre med et mæle, som skalv og tørked væk i bare hæs hvisk av og til; for det saa ud til at være samme sygdommen, som manden i Skippervaag hadde. Men han vilde nu søge doktor alligevel. Saa storhixted han et par gange, saa pusten blev borte, og vand lyste ud av blaa øine. –

– Da han gik ned igen til færingen sin, var gangen fast, blinken i øiet stirred stivt ende frem – en langsynt blink, og dunhaken stak sig stridig ud; der brandt en rød flæk under hvert kindben.

Han saa ikke dem, han mødte, – svarte ikke dem, som snakked; han sprang ud i baaden, rodde fra land, saa fossen stod.

– – Det var noget, vi alle hadde, sa doktoren, mere eller mindre, de drømmene og 106det der; han skulde bare ikke gaa og tænke formeget paa det. – –

Han rodde og rodde, – vidste ikke, hvorhen; rodde i store kroker, udover først, gale veien; stansed i blændende, stikkende hvidt, la aarerne ind, stirred bort i lys. Alt, som var til, blev et eneste stort ansigt, som smilte; han hadde aldrig set slikt smil før, – aldrig kendt slik sol før!

Længe sad han saaledes og saa. Saa rodde han igen, rodde, saa skumstriber vælted til begge sider; og laa saa med aarerne inde igen, turevis.

---

Solen holdt endda til i stranden, da han naadde frem. Han la sig paa volden ovom nøstet; saa sig rundt, undred sig over bø og bærg, kendte sig halvveis fremmed; – – aldrig noget aar hadde det grodd slik i Olderdal, aldrig hadde tykengen staat tæt som denne gang! – –

Han slog ud med armene i græsset; kendte sig saa bred og stærk! – nu hadde han hende igen, det skæve smilet og den hviskende blink med øiet, som sa ja–a! – –

107Det var slik stormende glæde i fosseduren fra elven, som den slængte sig ud i vaagen, saa sjø-ørret hev sig efter skumblærer og narred hvide terner til; – det var slik tiskende glæde i fjæretang, slik vinkende glæde i luft; – det var slik glæde i alt!

---

Paa hjemveien fra støilen næste morgen tidlig hadde moren en mørk stribe foran sig i det graaduggete græs, lige fra Strandbø-selet ved Sætervand helt ned til husdøren i Olderdal. Hun undred sig over faret.faret – sporet

Men i gangen stod de vaade skorne til Endre. Hun stansed, hukte sig og plukked tænksomt av de friske græsstraarne paa dem, mens hun smilte.

«Nei va da slikt, du gjekk aa spiklerte paa!» sa hun stilt.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.