Der var engang en Mand som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han at Konen gjorde nok i Huset. Saa kom han hjem en Kveld i Slaattaannen, og gren og skjældte og bandte, saa det lyste om ham.
«Kjære vene, vær ikke saa vond, Far,» sagde Kjærringen; «i Morgen skal vi bytte Arbeide: jeg skal gaa ud med Slaattekarerne og slaa, saa kan du stelle hjemme.»
Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne.
Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaa. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjærne Smør; men da han havde kjærnet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i Øl. Mens han holdt paa at tappe i Ølbollen, fik han høre at Grisen var kommen ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som aller snarest, og skulde passe Grisen, saa den ikke skulde velte Kjærnen; men da han fik se at Grisen alt havde slaaet Kjærnen overende, og stod og smattede paa Fløden som randt udover Gulvet, blev han saa flyvende sint, at han rent glemte Øltønden, og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et dygtigt Spark, saa den blev liggende paa Flækken. Nu kom han i Hu at han gik med Tappen i Haanden; men da han kom ned i Kjælderen, var alt Ølet rundet ud af Tønden.
Han gik da paa Melkeboden igjen og fandt saa meget Fløde at han fik Kjærnen fuld, og saa gav han sig til at kjærne; for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjærnet en Stund, kom han i Hu at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet vaadt eller tørt, endda det var langt paa Dag. Han syntes det var for langt at gaa til Hjemhagen med den, saa tænkte han at han skulde slippe den op paa Taget; det var Torvtag paa Bygningen, og der stod stort gildt Græs. Huset laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok han skulde faa Koen der op. Men Kjærnen torde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans fór og kravlede om paa Gulvet; han kunde gjerne slaa den overende, tænkte han. Kjærnen tog han paa Ryggen og gik saa ud; men saa skulde han vande Koen først, før han slap den paa Taget. Han tog da en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiede sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjærnen og i Nakken paa ham og saa ned i Brønden.
Det led stærkt til Middags, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han han skulde koge Grød, hængte saa en Gryde med Vand paa Peisen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Nakken paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap det ned igjennem Piben og bandt Rebhelden om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han maatte til at stampe Grøden. Mens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget ligevel, og drog Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen hun hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og kunde hverken komme op eller ned.
Konen havde ventet i syv lange og syv brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun det blev for længe, og gik endelig hjem. Da hun fik se at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug af Rebet med Ljaaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Det finnes knapt den nordmann som ikke har vokst opp med Asbjørnsen og Moes eventyr, i bokform, som teater og hørespill og/eller som Ivo Caprino-filmer. «Asbjørnsen og Moe» er som et kjent varemerke å regne.
De norske folkeeventyrene ble samlet inn på 1800-tallet, men akkurat hvor gamle de er vet man ikke. Det er vanlig å trekke trådene tilbake til middelalderen, men også middelaldereventyrene var sannsynligvis versjoner av enda eldre fortellinger. Gjennom generasjoner har fortellingene blitt gjenfortalt og endret, og akkurat som med balladene finnes det mange forskjellige «oppskrifter» av hver fortelling.
Asbjørnsen og Moe var ikke de første i Norge til å samle og utgi eventyr. Allerede i 1833 hadde historikeren Andreas Faye gitt ut en samling med norske sagn. Men Asbjørnsen og Moes eventyrsamlinger står likevel i en særstilling i Norge, mye på grunn av måten de er skrevet på. De beholdt noe av den muntlige fortellerstilen i utgivelsene sine.
Asbjørnsen og Moes eventyr ble først utgitt som hefter i 1841 og 1843-44. I 1852 kom den første samleutgaven.
Dette utvalget inneholder seks kjente folkeeventyr.
Les mer om folkeventyr (Store norske leksikon)
Se faksimiler av 2. utg. av Norske folkeeventyr fra 1852 (NB digital)
«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.
Som eventyrinnsamler, folkeminnegransker og dikter har Jørgen Moe en sentral plass i norsk kulturhistorie. I dag er han nok mest kjent som den ene halvdelen av eventyrparet Asbjørnsen og Moe og for enkeltdikt som «Blomster-Ole», «Fanitullen» og «Ungbirken».
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
