Østenfor Sol og vestenfor Maane

Der var engang en fattig Husmand, som havde mange Børn og ikke stort at give dem hverken af Mad eller Klæder; vakre var de alle, men den vakreste var den yngste Datteren, som var saa deilig at der ikke var nogen Maade paa det.

Saa var det en Torsdagskveld, sent om Høsten, det var stygt Veir ude og fælt mørkt, og regnede og blaaste gjorde det saa det knagede i Væggene; de sad allesammen om Peisen og havde noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gange paa Ruden. Manden gik ud og skulde se hvad der var paa Færde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn.

«God Kveld du!» sagde Hvidbjørnen.

«God Kveld!» sagde Manden.

«Vil du give mig den yngste Datter din, saa skal jeg gjøre dig ligesaa rig som du nu er fattig,» sagde den.

Ja, Manden syntes det var noksaa gildt at han skulde blive saa rig; men han syntes da han maatte snakke med Datteren først, og gik ind og sagde at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faa hende. Hun sagde nei og vilde nødig, og saa gik Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det tilsidst, og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde, og holdt sig reisefærdig. Ikke stort var det hun skulde have med, heller.

Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa bar det afsted.

Da de var komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen: «Er du ræd?»

Nei, det var hun ikke.

«Ja, hold dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,» sagde den.

Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser, som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at du ikke kan tro hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar det var noget hun vilde, skulde hun bare ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvelden, blev hun søvnig efter Reisen, og syntes hun kunde have Lyst til at lægge sig; saa ringte hun paa Klokken, og hun havde ikke taget i den, før hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredd Seng, saa deilig som nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfrynser; og alt som var der, var af Guld og Sølv. Men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og det var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig se ham, for altid kom han efter at hun havde slukket Lyset; og før det var lyst om Morgenen, var han borte igjen.

Det gik baade godt og vel en Stund; men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Søskendene sine. Da Hvidbjørnen spurgte hvad det var som feilte hende, sagde hun at det var saa ødsligt der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Søskendene sine, og det var fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sørgede saa. «Det kan der nok blive Raad til,» sagde Hvidbjørnen; «men du skal love mig det at du ikke taler med din Mor alene, men bare naar de andre hører paa det; for hun tager dig ved Haanden,» sagde han, «og vil have dig ind i et Kammer og tale alene med dig; men det maa du slet ikke gjøre, ellers gjør du os ulykkelige begge to.»

En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes. Ja de reiste, hun sad paa Ryggen hans, og det gik baade langt og længe; tilsidst kom de til en stor hvid Gaard; der løb hendes Søskende ude og legte sig, og der var saa vakkert at det var en Lyst at se det. «Der bor Forældrene dine,» sagde Hvidbjørnen, «men glem ikke det jeg har sagt dig, ellers gjør du baade mig og dig ulykkelig.» Nei Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen han.

Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at der ikke var nogen Maade paa det; de syntes de kunde ikke fuldtakke hende for det hun havde gjort imod dem; nu havde de det baade saa godt og saa godt, og alle saa spurgte de hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det baade godt og vel, og havde alt som hun kunde ønske sig, sagde hun; hvad hun svarede for Resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror ikke de fik nogen rigtig Greie paa det.

Men saa om Eftermiddagen, da de havde spist Middag, gik det som Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene inde i Kammeret. Men hun mindtes hvad Hvidbjørnen havde sagt, og vilde ikke paa nogen Maade. «Det vi har at snakke om,» sagde hun, «det kan vi altid snakke om.» Men hvorledes det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa maatte hun sige hvorledes hun havde det.

Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig se; for han var altid borte før det blev lyst om Morgenen. Det gik hun og sørgede over, for hun syntes hun vilde saa gjerne se ham, og om Dagen gik hun der alene, og det var saa ødsligt og ensomt.

«Huf! det kan gjerne være et Trold du ligger med,» sagde Moderen; «men jeg skal lære dig en Raad, saa du skal faa se ham; du skal faa et Stykke Lys af mig, som du kan tage med dig i Barmen; lys saa paa ham med det naar han sover, men agt dig, saa du ikke drypper Talg paa ham.»

Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin; og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende.

Da de var komne et Stykke paa Veien, spurgte Hvidbjørnen, om det ikke var gaaet saa som han havde sagt. Jo det kunde hun ikke negte, det.

«Ja har du lydt til din Mors Raad, saa har du gjort os begge ulykkelige, og saa er det ude mellem os,» sagde han.

Nei, det havde hun nu slet ikke.

Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det som det pleiede: der kom et Menneske og lagde sig med hende; men da det led ud paa Natten, og hun hørte han sov, stod hun op og slog Varme, tændte i Lyset og lyste paa ham, og da saa hun han var den deiligste Prins en kunde se for sine Øine, og hun blev saa glad i ham, at hun syntes hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse ham strax paa Øieblikket; det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede.

«Aa hvad har du gjort nu?» sagde han. «Nu har du gjort os ulykkelige begge to; havde du bare holdt ud Aaret, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmor som har troldet paa mig, saa jeg er Hvidbjørn om Dagen og Menneske om Natten; men nu er det ude mellem os, nu maa jeg reise fra dig til hende; hun bor paa et Slot som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og der er en Prinsesse med en Næse som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu.»

Hun graat og bar sig, men det var ikke noget at gjøre ved det, han maatte reise. Saa spurgte hun, om hun da ikke kunde faa være med.

Nei, det gik ikke an.

«Kan du sige mig Veien, saa skal jeg lede dig op; det kan jeg vel faa Lov til?» sagde hun.

Ja, det kunde hun, sagde han, men der var ingen Vei did; det laa østenfor Sol og vestenfor Maane det, og did fandt hun aldrig frem.

Om Morgenen da hun vaagnede, var baade Prinsen og Slottet borte; hun laa da paa en liden grøn Flæk midt inde i mørke tætte Skogen, og ved Siden af hende laa den samme Filletullen hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet Søvnen af Øinene sine og graatt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage, alt til hun kom til et stort Berg.

Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legte sig med et Guldæble. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prinsen som var hos Stedmor sin paa et Slot som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prinsesse med en Næse som var tre Alen lang.

«Hvor kjender du ham fra?» spurgte Kjærringen, «kanske det var du som skulde havt ham?»

Ja, det var da det.

«Ja saa, er det du?» sagde Kjærringen. «Ja jeg ved ikke noget mere om ham jeg, end at han bor paa det Slottet som er østenfor Sol og vestenfor Maane, og did kommer du sent eller aldrig; men du skal faa laant Hesten min, og den kan du ride paa til Grandekjærringen min, kanske hun kan sige dig det; og naar du er kommen frem, saa kan du bare slaa til Hesten under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen. Og dette Guldæblet kan du tage med dig.»

Hun satte sig da op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Berg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhespetræ. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til det Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hun sagde, som den forrige Kjærringen, at hun ikke vidste noget om det, men det var nok østenfor Sol og vestenfor Maane, «og did kommer du sent eller aldrig; men du skal faa laant Hesten min til den nærmeste Grandekonen min, kanske hun tør vide det, og naar du er kommen did, saa kan du bare slaa den under det venstre Øret og bede den gaa hjem igjen;» og saa gav hun hende Hespetræet, for det kunde hun nok komme til at faa Brug for, sagde hun.

Jenten satte sig da op paa Hesten, og red i langsommelig Tid igjen, og langt om længe kom hun da til et stort Berg, hvor der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Guldrok. Hende spurgte hun, om hun vidste Veien til den Prinsen, og hvor det Slottet var, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.

Saa gik det ligedan. «Kanske det er du som skulde have den Prinsen der?» sagde Kjærringen.

Ja, det skulde nu være det da.

Men hun vidste ikke bedre Veien hun, end de andre to; østenfor Sol og vestenfor Maane var det, det vidste hun, «og did kommer du sent eller aldrig,» sagde hun; «men du kan faa laant Hesten min, saa mener jeg du faar ride til Østenvinden og spørge ham, kanske han er kjendt der og kan blaase dig did. Naar du er kommen frem, saa kan du bare slaa Hesten under Øret, saa gaar den hjem igjen.» Og saa gav hun hende Guldrokken. «Kanske du kan faa Brug for den,» sagde Kjærringen.

Hun red i mange Dage og i langsommelig Tid, før hun kom did; men langt om længe kom hun frem, og saa spurgte hun Østenvinden, om h a n kunde sige hende Veien til den Prinsen som boede østenfor Sol og vestenfor Maane.

Ja, den Prinsen havde han nok hørt snakke om, sagde Østenvinden, og Slottet med, men Veien vidste han ikke, for han havde aldrig blaast saa langt. «Men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Bror min, Vestenvinden, kanske han kan vide det, for han er meget stærkere; du kan sætte dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did.»

Ja, hun gjorde saa, og det gik nok saa friskt. Da de kom frem did, saa gik de ind, og Østenvinden sagde, at den han havde med sig, det var hun som skulde havt Prinsen paa det Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; nu reiste hun og skulde lede ham op igjen, og saa havde han fulgt hende hid og vilde gjerne høre om Vestenvinden vidste hvor det var henne.

«Nei, saa langt har jeg aldrig blaast,» sagde Vestenvinden, «men vil du, saa skal jeg følge dig til Søndenvinden, for han er meget stærkere end nogen af os, og han har flakket baade vidt og bredt; kanske han kan sige dig det. Du kan sætte dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did.»

Ja, hun gjorde saa; de reiste til Søndenvinden, og var ikke længe om Veien, skal jeg tro. Da de kom frem, spurgte Vestenvinden, om han kunde sige hende Veien til det Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, det var hun som skulde have den Prinsen der.»

«Ja saa,» sagde Søndenvinden, «er det hun? Ja, jeg har nok vanket noget hvert Sted i min Tid,» sagde han, «men saa langt har jeg aldrig blaast; men vil du, saa skal jeg følge dig til Bror min, Nordenvinden; han er den ældste og stærkeste af os allesammen, og ved ikke han hvor det er, saa faar du aldrig i Verden spurgt det. Du kan sætte dig op paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did.»

Ja, hun satte sig op paa Ryggen hans, og han af Gaarde, saa det havde god Skik. De gjorde ikke Veien lang.

Da de kom did hvor Nordenvinden boede, saa var han saa vild og gal at der stod kold Gufs af ham lang Vei.

«Hvad vil I?» skreg han langt borte, saa det isnede i dem.

«Aa, du faar ikke være saa streng af dig, du heller,» sagde Søndenvinden, «for det er mig, og saa er det hun som skulde havt den Prinsen som bor paa Slottet østenfor Sol og vestenfor Maane, og nu vil hun spørge dig om du har været der og kan sige hende Veien, for hun vilde gjerne finde ham igjen.»

«Ja, jeg ved nok hvor det er,» sagde Nordenvinden, «jeg har blaast et Aspeløv did en eneste Gang, men da var jeg saa træt at jeg ikke orkede at blaase paa mange Dage efter. Men er det saa at du endelig vil did, og du ikke er ræd for at være med mig, saa skal jeg tage dig paa Ryggen min og prøve om jeg kan blaase dig did.»

Ja, hun vilde og hun maatte did, hvis det paa nogen Sæt og Vis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke, om det gik aldrig saa galt.

«Ja ja, du faar ligge over her i Nat,» sagde Nordenvinden, «for vi maa have Dagen for os, og vel saa det, skal vi række frem did.»

Tidlig den andre Morgenen vækkede Nordenvinden hende, og blaaste sig op og gjorde sig saa stor og stærk at det var fælt; og saa bar det afsted med dem høit op bortigjennem Luften, som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. Paa Bygden var det slig Storm at der røg ned baade Skogstykker og Huse, og da de kom ud over Storsjøen, forliste der Skibe i Hundredevis. Slig fór de afsted saa langt, saa langt, at ingen kan tro hvor langt de fór, og altid gik det udover Havet, og Nordenvinden blev trættere og trættere, og saa udmaset at han næsten ikke orkede at blaase længer, og det dalede og dalede mere og mere med ham, og tilsidst gik det saa lavt at Bølgetoppene slog om Hælene hendes.

«Er du ræd?» sagde Nordenvinden.

«Nei,» sagde hun, det var hun ikke.

Men da var de ikke langt fra Land heller, og der var netop saa meget Magt tilbage i Nordenvinden, at han fik kastet hende ind paa Stranden under Vinduerne paa Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var han ogsaa saa træt og saa ussel, at han maatte hvile over mange Dage, før han kunde komme hjem igjen.

Den andre Morgenen satte hun sig til at lege med Guldæblet udenfor Vinduerne i Slottet, og det første hun saa, var det Næsegrævet som skulde have Prinsen.

«Hvad skal du have for det Guldæblet dit du?» sagde hun, og lukkede paa Vinduet.

«Det er ikke til Fals hverken for Guld eller Penge,» sagde Jenten.

«Er det ikke til Fals for Guld eller Penge, hvad vil du da have for det? Du kan faa hvad du vil,» sagde Prinsessen.

«Ja, hvis jeg kan komme til den Prinsen som er her, og faa være hos ham i Nat, saa skal du faa det,» sagde hun som var kommen med Nordenvinden.

Ja, det kunde hun nok, der var Raad til det.

Prinsessen fik Guldæblet; men da Jenten kom op paa Værelset til Prinsen om Kvelden, saa sov han; hun raabte paa ham og ristede i ham, og alt imellem saa graat hun, men hun kunde ikke faa ham vaagen, for de havde givet ham en Sovedrik om Kvelden. Om Morgenen, da det lyste af Dagen, kom Prinsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.

Om Dagen satte hun sig udenfor Vinduerne i Slottet til at hespe paa Hespetræet, og det gik da ligedan. Prinsessen spurgte hvad hun vilde have for det, og hun sagde at det hverken var til Fals for Guld eller Penge, men kunde hun faa Lov til at komme op til Prinsen og være hos ham om Natten, skulde hun faa det. Men da hun kom derop, saa sov han igjen, og alt hun raabte og skreg og ristede i ham, og alt hun graat, saa sov han, saa hun ikke var god for at faa Liv i ham; og da det lyste af Dagen om Morgenen, kom Prinsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.

Da det led ud paa Dagen, satte Jenten sig udenfor Vinduerne i Slottet til at spinde paa Guldrokken, og den vilde ogsaa Prinsessen med den lange Næsen have. Hun lukkede op Vinduet og spurgte hvad hun vilde have for den. Jenten sagde nu som begge de forrige Gangene, at den ikke var til Fals hverken for Guld eller Penge, men kunde hun faa komme op til Prinsen som var der, og være hos ham om Natten, skulde hun faa den. Ja det kunde hun gjerne. Men saa var der nogle kristne Folk som var indtaget der, og de havde siddet i det Kammeret som var nærmest ved Prinsens; de havde hørt at der havde været et Kvindfolk inde, som havde graatt og raabt paa ham to Nætter i Rad, og det sagde de til Prinsen. Om Kvelden, da Prinsessen kom med Sovesupen, lod han som han drak, men slog den bagover sig, for han kunde nok skjønne det var en Dvaledrik. Da nu Jenten kom ind, var Prinsen vaagen, og saa maatte hun fortælle hvorledes hun var kommen did. «Ja, nu kom du rigtig tilpas ogsaa,» sagde Prinsen, «for i Morgen skulde jeg have Bryllup; men jeg vil ikke have det Næsegrævet, og du er den eneste som kan frelse mig. Jeg skal sige at jeg vil se hvad Bruden min dur til, og bede hende vaske af den Skjorten med de tre Talgflækkerne paa; det gaar hun ind paa, for hun ved ikke at det er du som har gjort det; men der maa kristne Folk til det og ikke sligt Troldpak, og saa skal jeg sige, at jeg ikke vil have nogen anden til Brud end den som kan gjøre det, og du kan, det ved jeg.»

Der var da stor Fryd og Glæde paa dem om Natten. Men Dagen efter, da Brylluppet skulde staa, sagde Prinsen: «Jeg vil nok se hvad Bruden min dur til først.»

Ja, det kunde saa være det, sagde Stedmoderen.

«Jeg har en fin Skjorte, som jeg vil have til Brudgomsskjorte; men der er kommet tre Talgflækker paa, som jeg vil have vasket af, og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen anden end den som er god for at gjøre det; kan hun ikke det, saa er hun ikke værd at eie.»

Ja, det var ingen Sag, mente de, og det gik de ind paa, og hun med den lange Næsen til at vaske det bedste hun kunde; men des mere hun vaskede og gned, des større blev Flækkerne.

«Aa du kan ikke vaske,» sagde Gamletroldkjærringen, Mor hendes, «lad mig faa den!» – men hun havde ikke før taget i Skjorten, før den blev styggere endda, og til mere hun vaskede og gned, til større og svartere blev Flækkerne. Saa skulde de andre Troldene til at vaske; men jo længere det led, des styggere og fælere blev den, og tilsidst saa hele Skjorten ud som om den havde været i Skorstenspiben.

«Aa, I dur ikke noget nogen af jer,» sagde Prinsen; «der sidder en Fantejente udenfor Vinduet her; jeg er viss paa hun er meget bedre til at vaske hun end nogen af jer. Kom ind du Jente!» skreg han.

Ja, hun kom ind.

«Kan du vaske ren denne Skjorten du?» sagde han.

«Aa, jeg ved ikke jeg,» sagde hun, «jeg faar prøve.»

Og aldrig havde hun taget i Skjorten og dyppet den ned i Vandet, før den var drivende hvid som Nysne og hvidere endda.

«Ja dig vil jeg have,» sagde Prinsen.

Saa blev den gamle Troldkjærringen saa sint at hun sprak, og Prinsessen med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke hørt noget til dem siden. Prinsen og Bruden hans de løste da ud alt Kristenfolket som var indtaget der, og saa tog de med sig saa meget Guld og Sølv som de kunde fragte, og flyttede langt bort fra Slottet som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.