Per og Paal og Espen Askeladd

/

Der var engang en Mand som havde tre Sønner, Per og Paal og Espen AskeLadd; men andet end de tre Sønnerne havde han ikke heller, for han var saa fattig at han ikke eiede Naalen paa Kroppen, og derfor sagde han tit og ofte til dem, at de fik ud i Verden og se at tjene sit Brød; hjemme hos ham blev det ikke andet end Sveltihjel for dem.

Noget Stykke borte fra Manden laa Kongsgaarden, og lige udenfor Vinduerne til Kongen var der voxet op en Eg, som var saa stor og diger, at den skyggede for Lyset i Kongsgaarden; Kongen havde lovet ud mange, mange Penge til den som kunde hugge ned Egen; men ingen var god for det, for saa fort en skaarede en Flis af Egelæggen, voxte der to i Steden. Saa vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd, som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans havde Brønd, men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den som kunde grave en slig Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, havde Kongen lovet ud baade Penge og andet; men der var ingen som kunde faa gjort det; for Kongsgaarden laa høit, høit oppe paa en Bakke, aldrig før havde de gravet nogle Tommer ned i Jorden, saa kom de til harde Berget. Men da nu Kongen havde faaet i Hovedet at han vilde have gjort disse Arbeider, saa lod han lyse fra alle Kirkebakkerne baade vidt og bredt, at den som kunde hugge ned den store Egen i Kongsgaarden og skaffe ham slig en Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faa Prinsessen og halve Riget.

Der var nok af dem som vilde prøve sig, kan du vel vide, men alt de knartede og hug, og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og tykkere for hvert Hugg, og Berget blev ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel nøid med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det da hænde at de fik Tjeneste ensteds hos en bra Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene slog paa det at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax Ja, og saa lagde Per og Paal og Espen Askeladd af Gaarde.

Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de noget som hug og hug oppe i Heien.

«Jeg undres hvad det er som hugger oppe i Heien, jeg?» sagde Espen Askeladd.

«Du er nu saa klog med Undringerne dine altid du,» sagde han Per og han Paal; «det er da noget at undre sig over ogsaa, at der staar en Vedhugger og knarter oppi Heien!»

«Jeg har nok Moro af at se hvad det er, ligevel jeg,» sagde Espen Askeladd, og dermed gik han.

«Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaa med!» raabte Brødrene hans efter ham, men han brydde sig ikke om det, Espen; han lagde afsted opover Bakkerne, did han hørte det hug, og da han kom der, saa han det var en Øx, som stod og hug og hug paa en Furulæg.

«God Dag!» sagde Espen Askeladd; «staar du her og hugger?»

«Ja nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider, og ventet paa dig,» svarede Øxen.

«Ja ja, her er jeg,» sagde Espen, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede baade Øx og Skaft i Skræppen sin.

Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at le og gjøre Nar af ham. «Hvad var det for noget rart du fik se oppi Heien?» sagde de.

«Aa det var bare en Øx vi hørte,» sagde Espen.

Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Berghammer; oppi den hørte de noget hakkede og grov.

«Jeg undres hvad det er som hakker og graver opunder Berghammeren, jeg?» sagde Espen Askeladd.

«Du er nu saa klog til at undre dig du,» sagde han Per og han Paal igjen; «har du aldrig hørt Fuglene hakke og pikke paa Trærne før?»

«Ja, men jeg har nok Moro af at se hvad det er, ligevel jeg,» sagde Espen, og alt de lo og gjorde Nar af ham, saa brydde han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Berghammeren, og da han kom opunder, saa han det var et Grev som stod og hakkede og grov.

«God Dag!» sagde Espen Askeladd; «staar du her og hakker og graver saa alene?»

«Ja, jeg gjør det,» sagde Grevet; «nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og ventet paa dig,» sagde det.

«Ja ja, her er jeg,» sagde Espen igjen, han tog Grevet og slog det af Skaftet og gjemte det i Skræppen sin, og saa nedover til Brødrene sine igjen.

«Det var vel noget fælt rart du saa der opunder Berghammeren?» sagde han Per og han Paal.

«Aa, det var ikke noget videre, det var bare et Grev vi hørte,» svarede Espen.

Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste var de nu alle tre, efter det de havde gaaet, og saa lagde de sig ned ved Bækken for at drikke.

«Jeg undres rigtig hvor dette Vandet kommer fra?» sagde Espen Askeladd.

«Jeg undres om du er rigtig i Skallen, jeg,» sagde han Per og han Paal. «Er du ikke galen, saa undrer du dig vist galen med det aller første. Hvor Bækken kommer fra? Har du aldrig seet Vandet rende op af en Aare i Jorden da?»

«Ja, men jeg har nok Lyst til at se hvor det kommer fra, ligevel jeg,» sagde Espen; han afsted opmed Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og lo af ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang.

Da han kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han se en stor Valnød; fra den silrede Vandet ud.

«God Dag!» sagde Espen igjen; «ligger du her og silrer og render saa alene?»

«Ja jeg gjør det,» sagde Valnødden; «her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og ventet paa dig.»

«Ja ja, her er jeg,» sagde Espen; han tog en Mosedott og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen og satte nedefter til Brødrene sine igjen.

«Nu har du vel seet hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke?» jønte han Per og han Paal.

«Aa! det var bare et Hul det randt ud af,» sagde Espen, og saa lo de andre to og gjorde Nar af ham igjen, men Espen Askeladd brydde sig ikke om det; «jeg havde nu Moro af at se det ligevel jeg,» sagde han.

Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da alle i Kongeriget havde faaet høre, at de skulde vinde Prinsessen og halve Riget, dersom de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommet saa mange som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor som den var fra Førsten; for der voxte ud to Fliser for hver de skaarede ud med Øxen, kan du vel minds. Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene skulde klippes af dem.

Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faa ned Egen, og han Per, som ældst var, skulde nu til at prøve sig først. Men det gik med ham som med alle de andre som havde hugget paa Egen; for hver Flis han skaarede ud, voxte der to i Steden, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørene og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paal til, men det gik akkurat lige ens med ham; da han havde hugget en to tre Hugg, saa de fik se at Egen voxte, tog Kongens Folk ham ogsaa og satte ud paa Øen, og ham klippede de Ørene endda snauere af, for de syntes han kunde lært at tage sig i Vare.

Saa vilde Espen Askeladd til.

«Vil du endelig se ud som en mærket Sau, skal vi gjerne klippe af dig Ørene strax, saa slipper du at bry dig,» sagde Kongen, han var sint paa ham for Brødrenes Skyld.

«Jeg havde nok Moro af at prøve først ligevel,» sagde Espen, og det maatte han da faa Lov til.

Han tog Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. «Hug selv!» sagde Espen til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke længe før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Espen frem Grevet sit og satte det paa Skaftet. «Grav selv!» sagde Espen, og Grevet til at hakke og grave, saa Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op kan du tro. Da han nu havde faaet den saa dyb og saa stor han vilde, tog Espen Askeladd frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden; der tog han Mosedotten ud af den. «Silre og rend!» sagde Espen, og den til at rende, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld.

Saa havde Espen hugget ned Egen som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prinsessen og halve Riget, som Kongen havde sagt; men godt var det for Per og Paal at de havde mistet Ørene, for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det alle sagde, at Espen Askeladd ikke havde undret sig saa galt endda.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.