I

147Han var saadan en atten aar, søn av doktoren, den sommerdag paa sæteren, og tænkte allerede selv paa at studere medicin, naar artium var over. Det var ellers damer og herrer med fra prestens, fogdens, lærerens, sorenskriverens og doktorens — ja, de yngre da; og saa de, som var paa besøk hos familierne om sommeren. Man hadde spist rømmekolle og prøvet sin niste; de hadde holdt til inde i selet, for nogen fandt det var litt kjølig at sitte ute paa bakken. De var desuten blit varme av turen. For det var brat hit op. Sæteren laa inderst inde i en bred dal og op under en jøkel. Man hadde ogsaa sittet stille og rodd i to færinger over vandet for at slippe at gaa rundt. Nogen hadde nok tat uldsjal med av den grund, som de kastet om sig. Men ikke alle hadde. Saa det derfor blev til det, at de sat inde i selet. Bakken var nu ogsaa mindre 148proper, slik som det pleier være paa en sætervang. Og efterpaa hadde én av selskapet derinde foreslaat at leke, mens man hvilte, endda man sat saa tætpakket paa bænker og sengekanter. Der var ikke egentlig plads til «blindebukk». Men de kunde isteden sætte sig paa vedkommendes fang, som derav gjettet hvem man var; forslaget kom fra prestens, hvor man pleiet være litt kjødelig i sine indfald.

Jørgen Falck snek sig ut, da denne leken begyndte. Stod bort i bakken og stirret ut mot fjorden og nessene og øerne dypt nede. Bak ham øverst langs bakkekammen stod buskapen og svalte sig i jøkelsnoen, og de jortet, saa man mot luften saa tuggerne flytte sig op og ned. — Han stod og stirret nedover; og pludselig blev han vâr, der i grunden var tre slike vældige avsatser efter jøklens tilbaketog gjennem de tusener av aar, med en brat brekke over hver: først flaten nede ved fjorden, hvor kirkebygdens gaarder laa; saa vandet dernede paa de par fjerdingsmil, uigjennemsigtig og graagrønt som ler-elte, med de svære kampestener uti, hvor slammet laa lysegraat opover og hver mosedott var skuret av; saa denne nye bakke her under selene — en hel fjeldside opover, grøn 149av græs og fett beite, saa det skjen i det! Og her like under øverste aaskammen laa selene. Bak sætervangen langt derinde begyndte det igjen mot en ny flate; det var den tredje. Endnu var det bare rullesten og grov sand; og indunder bræen stupte en strid elv sig buldrende ut som frem av en sluseport, fosset hvit gjennem sanden og gjorde siden en vældig slyng rundt denne sætervangens aaskam, skar sig ned gjennem et gjel ut i det lergraa vand … Ja, slik stod han og stirret nedover.

Der stod én til herute, mens de lekte derinde. Men hun stod ovenfor selene, og hun stirret opover, ind i de mørke revner i den blaagrønne jøkel langt derborte. Det var en av sommergjesterne dette, den yngste av de to søstre fra hovedstaden, som bodde tilleie i en stue like ved prestegaarden; den ældste, som var forlovet med en læge, var ikke med paa turen, men blev igjen hjemme. De var høie og litt mørke, blaa i øiet den anden, men denne brunlig, og begge med pragtfuldt, bølgende haar; de var ellers noget over tredverne, og langt ute av hans slegt, saa de alleryngste søskend endog sa «tante». Men ikke han kaldte dem nogensinde saa.

De to stirret. Bækker og fosser suste.

150Han vaaknet først av at de andre stimlet rødmusset ut av selet, svinget sine nysmidde ener-staver og skraalte: Nu skal vi gaa! — Da blev han ogsaa først vâr den anden, hun som stod herute. De møttes paa veien bort til de andre, de smilte visst ogsaa, men nævnte ikke noget om selet eller den lumre rugevarme derinde; bare pekte mot bræen og snakket om den mørkeblaa is: Lager sig til nyt vand derinde, sa han, om da lykken er med. Og saa en ny sætervang med sel. — Blir vel neppe færdig i vor tid, det, sa hun — — —

Han hadde været stille paa opveien og alvorlig, som han pleiet, hadde konverseret damerne fornuftig og litt stivbenet. Det tok altsaa sin tid, før han blev trukket op. Men da blev han det ogsaa til gagns. Det begyndte med, at en av damerne nu gled utover et glat berg og ikke kunde stanse farten. Han stod like nedenfor berget. Og da satte han i et brøl, det var en stub fra sagaen: «Hold frem som du stevner, om du vil finde Normanna-konungen!» — tok imot med begge hænder og fattet hende om livet, saa hun kom staaende ned. Det vakte umaadelig jubel i det oprømte følge. Og der fløi pludselig en yr spilopmaker i ham. Han 151hadde heller ikke selv visst, at det væsen fandtes i ham: det fødtes likesom i dette nu. Og han kom i perlehumør over sin succes, forfulgte den blindt. Han spratt ende op av græsvolden som et føl, satte forbi dem paa sine lange, magre ben, stillet sig op ved svaberg og alle de vanskelige steder, stram og strak, men med armene ut som et vældig fugleskræmsel, og tok imot damerne, saa de altid kom staaende ned: «Normanna-konungen stander!» brølte han. Han satte bortover den sætersti, som gik paa skraa langs efter lien heroppe, ikke den bent ned til baatene; og de fulgte ham. De ænset nu slet ikke den vonde omvei rundt vandet. For de blev pludselig ogsaa yre likesom han, de blev allesammen til løsslupne tolvaars-skoleunger, som den slags smitte kan komme kastende paa en sætertur. Og især damerne! De hujet; og de pep av latter. Det var visst hans urørte friskhet, som fortryllet dem. Men det ante ikke han. Og ikke i grunden de heller. Og ellers var han fuld av kaate indfald, slog ustanselig vitser; og naar de brølte ham imot av latter, trodde han, han kanske virkelig var vittig. Men ellers gad han slet ikke tænke over grunden til den lykke han gjorde. Og allermindst faldt det ham ind, 152at der var nogen, som la tvetydighet ind i hans ord. Vitserne var nu ogsaa saa som saa; men de kom dryssende som i et gilde hvor alle er blit vinglade og der ingen klar hjerne findes, som sigter; og de gjorde mer og mer lykke. Damerne veltet sig over ham, satte endog iblandt utfor smaa svaberg, grep om hans arm som rækverk. Lien nedover gjenlød av hans brøl om Normanna-konungen; tilslut fulgte stien langs en bæk dypt nede i en av de mange furer efter urtidens ras, som straalte ut oppe fra nuten; hans brøl gik dernede i olderskogen, hele tiden gik de. Og damerne hven til svar — det mindet om terneskrik, naar de styrter om hverandre i flok ned mot en brisling i vandskorpen.

Undtagen hun paa over de tredve, som snek sig ut av selet og stod og stirret ind i det jøkelblaa. Hun holdt sig bakenfor allesammen nedover sæterveien. —

Det var dyp sommernat, da de naadde ned paa bygdeveien. Her først merket de, at de hadde gaat langt. Her faldt det ham først ind, at hun hadde visst holdt sig utenfor denne lek ogsaa: hende hadde han visst ikke hjulpet over noget svaberg. Og det blev pludselig stille inde i ham.

Man satte av ved gaardene den ene efter 153den anden: fogdens, lærerens, sorenskriverens. De stanset op, sa farvel og takket for turen; og det tindret av moro inde i alle de søvnige øine, og de ropte efter ham. De var dødsens trætte, resten; de vilde ro langs med land. Og doktorens ogsaa. Men hun ønsket at gaa for kjølighetens skyld. Og han vilde pludselig heller ikke ro.

De hadde sagt farvel til alle. De kom over broen. Det dugget paa de svære stenheller. Der stod fjern fossedur ovenfra dalen. Jøkel-elven gled i svart mak dernede langs volden. Her grep hun som i skøi hans arm og la den i sin. Det var lunt herinde under hendes sjal — der fór noget som et minde om ærfugl-unge lynrapt forbi. Og saa denne friske duft, som av nyvasket lintøi naar det hænger ute og tørker i solen! … Og saa stanset al hans tanke, saa mat av underet. Saaledes gik de side om side. Han blev ganske stum og gik râk som et lys. Det var første gang for ham. Men hun gik og tænkte paa noget berusende. Hun skottet hen paa ham og smilte. Et ordløst, kort smil. Men brunøiet, med smaa gnistrende guldkorn i og underlig hett, og saa bundløst. Saa var det ikke mer. Bare som et rapt solstreif henover en skogbund.

154Dernede ved sjøen bak olderen laa det store hvite badehus, som prestens og doktorens eiet sammen, og lyste gjennem den graa nat. Her var tæt hasselskog langs veien. Men saa kom svingen, og den bugtet sig som et baand rundt en av disse jordrygger fra urtidens ras. Utpaa her blev han sky; for herfra saa de et øieblik ind til prestegaarden. Men det var sommernat og dugg, og ingen levende sjæl var oppe. Bare det bronsegule skin i en rute i dagligstuens vindu. Og saa var det desuten bare et litet øieblik: saa kom den svære laaven foran og tok utsigten. Dermed var han igjen tryg for prestens vindu. De spaserte taktfast indover og med lange skridt. Han var râk som et lys, og stum …

Det blev ikke mer. Naturligvis. Og om en ukes tid, eller vel det, reiste hun tilbake til hovedstaden sammen med søsteren.

Men for ham var det den første gang.

*

Sommeren efter, mens han var oppe til student-eksamen, døde hun i lungebetændelse. Den samme sommer drømte han, at han en vaardag kom ind i en skog: lys hvitstammet bjerkeskog med sol over det sevje-blanke løvhang, og trær indover bak hverandre, saa. 155langt hans øie rakk, og hvitsymre strødd langs skogbunden. Selv var han saa underlig let paa foten, at han føler ikke, han træder jorden, — bare svæver henover den baldyrede skogbund. Men saa blir han pludselig vâr, at fra hver gren herinde omkring ham hænger der en død, med strikke om halsen, men smilende … og saa skal han se efter trækkene: saa er det hendes smil fra broen den sommernat, som lignet rappe solflekker i skogbunden … hænger som blomster uten tyngde … det samme væsen hele skogbunden indover … Elinor. For hun het Elinor. Men det var allikevel en drøm saa eventyrlig fuld av fryd. Og det er saa stille i skogen, ikke en trost … Det var som en underfuld opoptagelse til himmels.

Han hadde oprindelig tænkt at vælge medicin og eiet da allerede en fysiologi. Men nu bestemte han sig om: han begyndte paa hebraisk. Elinors bror var jo ogsaa prest.

En dag like efter stod han næsten uforvarende i en læges kontor, det var hendes søsters forlovede — han klaget visst over kardialgi. Men han gik hit bare for at se paa nært hold den mund, som Elinors søster pleiet smile til. Det blev rigtignok en skuffelse: hans læber var døde og bleke.

II

156Aarene gled. Han læste. Han pugget kirkehistorie og gransket eksegeser. Men den drøm gik ham aldrig av sinde. Og han arbeidet uten tvil med sin teologi, fordi han arbeidet inde i hin drømmens lyse, bristefrle hinde. Av og til deltok han i studenterlivet. Men det var især ved utflugter eller under store stevner. Da kunde denne høie, magre student pludselig optræde og holde tale; det kom altid kastende yrt over ham. Og naar saa bifaldet bruste om ham, da var det hjemturen fra sæteren han mindtes, og han smilte saa fjernt. En dag var han færdig prest. Da var hendes søsters forlovede, lægen, død for aar tilbake.

Nu skulde det hænde, at hendes bror hadde søkt og faat kaldet i hans fjordbygd. Søsteren fulgte med og skulde være til hygge for den ugifte bror. Og en vaardag sat Jørgen Falck som kapellan hos Elinors bror.

I hjembygden kom han midt op i et uhyggelig familie-drama, som skaket op alle: En ung kone blev fundet hængende sammen med sin tre aars datter fra et eketræ inde bak hasselskogen like ved prestegaarden. Sektervæsen huserte i grænden; og det var vel da 157skedd i en slags vildelse. Ellers var hun gift med en raa, brutal jægteskipper. Kapellanen kom til, straks de var skaaret ned. Han skimtet et svakt smil under den smertefulde grimase. Og smilet mindet, — endda det var en ung, stor pande, og denne var blond med lvseblaa øine og hadde smilehul. Mor og barn smilte … Folk fortalte at de hadde hørt dem le derinde bak hasselskogen. Og det hele var klart: De hadde først lekt, klatret op i træet, hoppet sammen haand i haand fra den svære gren og ned i den mosegrodde skogbund; de gjorde det flere ganger itræk, klatret op i grenen og slap sig ned; og saa hadde moren hat de to taug med strikken færdig, kastet dem pludselig om sin og barnets hals, ropte: nu hopper vi begge med én gang! Og saa hadde den lille atter hvinet og sluppet sig til. Hun lekte sig like ind i evigheten … Og smerten naadde slet ikke frem til ham, fordi alt stanset ved det lyse streif av et smil, samme smil som i hans drøm om Elinor …

Eller naar han døpte og barnet skulde hete «Eli», skalv det underlig fjernt i ham. Ja, det hændte engang ved en jordpaakastelse, at han pludselig talte over graven, endda selvfølgelig ingen gravtale var bestilt, for det 158var bare et gammelt fattiglem ovenfra en fjeldgaard, som desuten gik under navn av «Landstraak-Eli»; han talte om livet, som var døden, og døden, som var livet; ti der var intet skille. Der var ikke et tørt øie omkring ham. For der hadde aldrig i mands minde været holdt en slik tale ved nogen grav… Eller bare han gik over broen, kjendte han noget som en lun varme om sin haand. som om den tok bort i en ærfugl-unge …

Og dagens forretninger gled fredsæle. De politiske lidenskaper kokte i bygden og skilte slegt og venner ad; men intet av det naadde frem til ham, han pratet med den rødeste radikaler likeéns som med en ram høiremand. Og inde paa kontoret kom han slet ikke i harnisk ved det tiltagende sektervæsen, eller om én smøg ind for at melde sig ut av statskirken. Og gjaldt besøket en paternitetssak, saa skrev han ind barnefaren med samme milde selvfølgelighet som han tok mot konfirmanter.

Han bodde ikke paa selve prestegaarden, men i en stue like ved, dèr hvor Elinor og søsteren hadde bodd den sommer. Men han spiste hos presten; og der var ogsaa kontoret og hans daglige gang. Han var galant mot bygdens damer, og søsteren fulgte han, naar 159hun skulde bort til aftens, og hentet hende gjennem hasselskogen og den kulsvarte olderhage, bar pakker til posthuset og gjorde hende smaa tjenester. Og hun trodde han gjorde det alt for hendes skyld. Elinors navn blev dog ofte nævnt i familien. Og det var et hellig navn.

Aarene begyndte atter at gli. Han dysses langsomt ind. Og livet er som døs, og aarene tilslut kun som dage saa fulde av fred og ensformighet, regelmæssige som selve den fjerne fossedur inde i dalen. Og den dødes navn blev nævnt sjeldnere, gled længer og længer ut i taaket glemsel. Nogen aar gik der en prægtig blaagraa skogkat, som de klappet. Det blev vaner alt. Og til jul gir de hverandre de samme gaver; han faar hverandet aar Ibsens sidste, men hun faar lommebok for damer med almanak. — Søsteren lignet den døde av ytre; hun hadde hendes runde barnekind og de frodige, fine læber; men hun lignet ikke hende i blikket: det var nemlig hett og mørke-brunt, næsten sort dengang det smilte til ham. Denne hadde skogkattens blaagraa farve i øinene.

Pastor Falck var svær til at bade; de konditionerte hadde jo fælles badehus. Men han badet langt utover høsten; han badet i høljende 160regn, og naar det rimet paa græsset, eller det allerede kravet sig i veienes hjulspor. Det var saa underlig: det lunet allikevel om hjertet at gaa herinde, hvor en sommer Elinor hadde tat bad, og nu hendes søster tok det.

Det var en slik uveirsdag, han var utover til badehuset. Hun stod i dagligstu-vinduet, saa ut. Det hadde høljet ned, saa nu laa havegangen bortover med gaasehud indunder trærne av det svære regndryp. Men han badet. Hun stirret utover mot veisvingen. Det var oplet et øieblik. Og derute kom han, den magre, uhyre lange mand. Hun saa ham saa tydelig for sig i den graa dragt, frisk i det soignerte ansigt, rødmusset av det kolde bad. Og hun hadde for aar tilbake rost den graa, fine farve, han hadde valgt i dragten, i motsætning til den brune i en anden dres, som hun mislikte: Næsten som en ildfuld italiener! hadde hun sagt om den … Hun saa og smilte: han raket sig hver dag, saa hans læber var nøkne; de kunde lyse hett som en rød blomst i det bleke ansigt. Og han var saa høi, at han gik duknakket som høie gjør, med hodet likesom ned paa brystet, og maatte krumme sig under dørstokken, naar han traadte ind; hun tænkte ogsaa paa ham, naar han hilste: dette blide 161nikkende kniks bent ut i veiret med halsen … Slik stod hun og tænkte.

Og han visste, at hun saa ham nu i veisvingen, Elinors søster.

Mens hun stod slik, kom den gamle husholderske ind for at dække. Hun sa: Ligner paa en høne, som svelger vand, denne presten vor, naar han hilser! — Og hun gjorde det efter og kniste: Med strak hals frem, slik! — En høne —! gjentok den anden uværdig.

Han kom op over havesandens gaasehud og snøftet av velvære fra halvaapen mund, tok trappen i to trin ad gangen. Hu-uh! grøsset hun munter. Frisch vom Fass! svarte han likedan.

Det var middag. De bare ventet paa hendes bror prosten. Han satte sig i et sofahjørne og stirret frem for sig, med hodet ned paa brystet. Hun gik paa gulvet med den svære skogkat og godsnakket og strøk den; og den môl, saa luften skalv. Hans tætte haar var alt askegraat, endda han ikke var femti aar; og hans hode stod saa fint i farven mot de graa klær. Pludselig gaar hun hen og rækker ham skogkatten, men hun sa ikke ett ord. Han blev sittende taus med den paa fanget en lang stund og klappe, og 162den môl, saa luften skalv. Det blev et deilig orgie i graat der borte i sofa-hjørnets halvmørke.

Men fra den dag kunde hun ikke utstaa den gamle husholderske.

Og dagene gled paany, blanke som aaen under broen. Og aar gled. De gled som selve dagene. Og sindene sov. Der gled aar mellem hvergang menneskene saa op.

Saa hændte der et aar en stor ting i familien. Hver anden jul fik han Ibsens nye drama. Og man lukket sig inde med det i dagligstuen efter endt dag. Han sat og læste høit — det var prosten som bad ham, fordi han selv led av haashet. Det var den tid, da endnu litteratur betydde noget for folket, og var andet end læsestof eller mønsterprosa. Og den jul var det Gengangere. Men de hadde ikke faat læst den før i høst; han hadde dog rukket at skjære den op. Og Ibsen pleiet desuten bruke to aar, saa det hadde heller ingen særlig hast. Men nu ut paa høsten, da kveldene atter blev mørke, kom Ibsens boks tur — de tre lukket sig inde med den. Og da Gengangere var læst tilende, sank der tvilende stilhet over stuen. Man kræmtet og holdt sit blik fastlimet mot gulvet. Uff, sa hun tilsidst, let 163og spørgende i stemmen: Disse uhyggelige emner, likesom! — Sofokles’ skjæbnetragedie gjenopstanden! sa han om en stund; og hans stemme var lys og mild. Men han sa det som en lovtale. — Hvor er likesom her det bra menneske? … eller likesom bare lyspunktet? Uff nei! Og hun reiste sig, strøk sig forurettet over panden.

Man var blit uenig. Det var den allerførste skygge dem imellem.

Næste dag, han hadde badet, søkte han opover sæterveien inde i olderskogen, der skraaningen laa rynket i dype furer efter de tunge skred i urold, som straalet ut oppe fra nutens top og blev sværere og sværere nedover. Og saa kravlet han videre langs bækken i dypet. For han vilde omgaa veisvingen; og da gjaldt det dernede at naa op paa høide med laavemønet. Saa stak han tryg op av furen og skraadde nedover igjen i ly av laaven. — Hun stod i dagligstu-vinduet og stirret ut mot den aapne veisving; og der var ikke saameget som en blad-finger igjen i asken, og hver bjerk var nøken. Men ham saa hun ikke. Og da han endelig naadde hjem, var han klædt i den brune dres! …

Hans hjerte skalv urolig hele dagen over 164den blodige hevn. Men saa kom hinden og lukket ham inde med den.

Utpaa høsten kjøpte hun selv sin lommebok for damer. Hun var tidlig ute, hun vilde bare vite, hvad tid paaske kom næste aar, sa hun. Ellers sa hun ingenting; en dag bare laa den saadan paa dagligstuens bord. Og da skrev han efter Ibsens nye; han var ogsaa meget tidlig ute og længe før jul. Han sa ingenting. Den laa en dag saadan paa dagligstuens bord.

Saaledes gik det oprivende aar, og næste begyndte; de taltes nok ved hver dag som før. Men hun led. Og aaret tyktes hende igjen at være aar. Og endog dagene blev som aar. —

Saa var det en dag ut paa næste høst han kom hjem efter badet og sat i sofahjørnet og ventet paa prosten. Han var da bare vel femti, men han var snehvit av haar. Hun gik paa gulvet med den store gamle skogkat, som môl, saa luften skalv.

Saa træder hun pludselig hen til ham og rækker ham katten. For dette orker hun ikke længer: hun segner under denne kval! … Han tar imot den. Men saa sætter han den varsomt fra sig paa gulvet, stryker den endog 165langs ryggen: Røter saa! sier han, reiser sig og børster sine brune klær.

Da kan hun ikke styre sit sind. Hun slaar armene om ham, kysk og rummelig; hun gjorde det i ly av sine graa haar og de mange aar: Ikke vær vred paa mig, Jørgen Falck? sier hun.

Da var det, som hinden om hans sind brast. Da vaakner pludselig hele sommernattens minde op i ham, skjærer igjennem, bruser, saa der ikke er ørens lyd: ja, hendes blik allikevel! og denne friske duft av nyvasket lintøi i sol! … En brøkdel av et minut, et par sekunder bare. Han slaar armene om hende, stammer, og han ogsaa kysser:

— Aa, Elinors søster!

Der farer en skygge over hendes ansigt ved det navn. Og han misforstaar: at han kanske er gaat for langt i sit kjærtegn! — Det var saa deilig! lægger han til; men han lukker øinene i blodrød undseelse.

— Elinor —? spør hun langsomt. Det var som et druknende menneske gaar til bunds for sidste gang. Og hendes ansigt er graat av skygge, da hun sætter sig ved sit sybord, endskjønt man skulde spise middag: Elinor —? sier hun igjen.

Han studset og saa paa hende. Han syntes, 166det sidste gang lød som klang fra en fjern kirkeklokke.

Om en stund sa hun likesom koselig, men stemmen knirket: Saa lang at De ligner en høne, som svelger vand, sa hun, naar De gaar gjennem en dør.

Og dette lød underlig, som naar vindpust gaar gnissende gjennem tørt siv.

Om Fra Fonneland til Svabergssveen

Samlingen ble gitt ut i 1922 og inneholder sju noveller og humoresker: «Det knaldrer og blaaser», «Sandkorn paa et øie», «Fonnelandsmanden», «Ildmørje», «Der generalkommissär», «Paa bunden av glemselens flod» og «Gampen paa svabergssveen».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1922

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X