1Forloren Skildpadde.
No 1 1837.
Ansvarlige Redacteurer: ED. og CW.
Onsdag 1ste November.
Vi tillade os som et Bidrag til Planen at fremlægge følgende Gjenpart af en Skrivelse med Svar fra Hovedredacteurerne:
Deres sidste ærede af f. M. bragte mig da den endelige Afgjørelse, saaledes at der nu er intet i Veien for at Bladet efter den første Overeenskomst kan tage sin Begyndelse førstkommende Maaned. Alt er da i sin Orden. Subscribtionsplanerne ønskede jeg gjerne tilbagesendt. Endnu et Spørgsmaal som nu falder mig ind og synes at være af Vigtighed, maae jeg uleilige Dem med: Hvilken Tendents skal Bladet egentlig have? – Hvilket af de andre BladesBlades] rettet fra Bladet ved overskriving Antagonist skulle vi være? – Skulle vi være liberale??? Saa middels tænker jeg, thi det staaer man sig bedst ved. Dog som De vil. Da jeg kjender Dem som en fordomsfrie og liberal Mand vil det hverken forundre eller støde Dem, hvis jeg afgjort erklærer mig mod den «Constitutionelle»; Dem staae det da frit fore at rive «Statsborgeren[»] ned, thi jeg holder fore at alle personlige Hensyn maae aldeles fjernes, skal Bladets Tendents, den være hvilkensomhelst, udvikle sig frit –
forbindtligst CW.»
«Høistærede!
Jeg iler med at besvare Deres meget ærede af 8de dennes og idet jeg aldeles bifalder Deres Bestemmelse angaaende den Aand der skal ‹…›‹give› Bladet, vil jeg berolige Dem [med]Skade med teksttap den Forsikring at De gjerne kan være Svigerinde NellaNella] avisen Den Constitutionelle (1836–47) imod da jeg er fuldkommen enig med Dem, at alle saadanne Hensyn udelades, ja efter min Mening bør der ikke respecteres hverken Famlieskab, Borgerskab, Ægteskab, men Ondskab alene skal dominere alle andre Slags Skab.
Ærbødigst» ED.
Saaledes blev alt bragt paa det Rene nlg.nlg.] antatt forkortelse for ‘nemlig’ eller ‘navnlig’ Bladets Tendents, den Form hvorunder det skulle komme ud og Bestemmelsen angaaende dets oekonomiske Bestyrelse. Vi tilstaae at et af disse Punkter, Form‹en,› som først blev Gjenstand for vor Overveielse, har beskjeftiget os meget, og var det især Valget af Titelen som kostede os usigelige Betænkeligheder. Faae ane den Vigtighed der ligger i en saadan og den Grad af Forsigtighed, hvormed Publicisten her maae gaae til Værks. Man gjør tvende uhyre Fordringer til Titelen til en Bog et Blad, – (Fordringer, der kunde bringe os, hvis vi vare Romanforfattere, til at fortvivle, hvis vi ikke havde en Ressource, den nemlig, at 2udelade den aldeles) – Den maae være aandrig og passende. Hvor vigtig den første Betingelse er, see vi af den Virkning, hiin gjør paa Læseren, der ved dette lille Ord uvilkaarlig stemmes for eller imod, et Indtryk som siden de mange tykke Bind skal have ondt for at omstemme. Have vi saaledes ved Valget af «forloren Skildpadde» ikke opfyldt denne første Forpligtelse, saa tør vi dog idetmindste paastaae at have løst den maaskee end sværere Opgave at give Bladet et passende Navn, det Prædicat som vel ikke bestemmer hvorledes, men hvad man har at vente. Naar vi sige, vi have løst den, saa hedder det vi ville gjøre det. En Titel som skal retfærdiggjøre sin Bestemmelse er en Despot der foreskriver uindskrænket Love og af hvilken Alt siden bliver afhængig, som det sig hør og bør i en smuk monarkisk Stat. Desværre see vi ikke skjelden Landets egne Børn blive opsætsige og ende med at opsige Majestæten Huldskab og Troskab ligesom Nella har gjort med sin, der ikke har mere igjen af sin forrige Indflydelse end et langt Navn sin Rigdom af Bogstaver som tilsammentaget klinger meget smukt.
Vi ville intet skrive som ikke strængt kan ‹…›Skade med teksttap som Bestanddeel i denne lykkeligviis meget sammensatte Stat. Endelig valgte vi denne Titel for at dække en vis Svaghed hos os selv idet vi ved en literair forloren Skildpadde ville søge at erstatte Mangelen af at kunne lave en Veritabel hvis Tilberedelse er bleven Maalet for vore Huusmødre og Døttres ærgjerrige Stræben ja ligesom Priisopgaven for enhver der vil fortjene Navn af norsk Borgerinde. De Fordringer man gjør til denne yndede Ret kjende vi og at fyldestgjøre dem skal være vort høieste Maal, vor helligste Id. Ethvert Kryderie som staaer i Magt skal ikke blive spart, og have vi end ikke de fineste de udsøgteste som kun vurderes af sygelig forvændte Ganer, saa have vi idetmindste spansk Peber og Salt, og, hvad vi tør med Vished love af Grundsubstanzen (fra Titelvignettet ‹…›det) skal der aldrig mangle.
Hvad er det for en Ængstelighed der staaer malet paa Alles Ansigter? hvad betyder denne Gaaen frem og tilbage, disse Raadslagninger, denne Uvillie der præger sig i den Enes Miner, denne Frygt i den Andens, denne Fortvivlelse i den 3dies, denne Kjedsomhed i den 4des, denne Uroe der er over Alle – hvad er det da der saaledes splitter det hele Huus og alle Gemytter? Det er et Selskab. Man skal have Selskab og hvo har ikke følt hvad dette vil sige! I 5 Dage har nu disse Tilberedelser varet foruden de der ere gaaede forud med Eftertænken og Speculeren; i 5 Nætter har Huusmoderens Søvn været foruroliget af ængstelige Drømme; mislykket Fromage, brændte Rouletter etc har den ondskabsfulde Drømmegud foregjøglet hende, den Arme! Hvilke huuslige Kampe har der ikke i al denne Tid været at bestaae, hvilken Skuren, Fejen, Børsten man har været landflygtig i sit eget Hjem; ikke en hyggelig Stue, ikke en venlig Mine at see i fem hele Dage. Først og fremst har nu Maden som det første og vigtigste været afhandlet, hvilken Tvivl om man skulde tage Spegesild til Macaronierne eller Kyllingetunger? det første fik man sidst hos Hr B: men det andet er nyere og delicatere – man vakler – dog man tager det første fordi [Hr]Skade med teksttap B’s Huus eller rettere Kjøkken, staaer i ‹…›Skade med teksttap skal La‹xen› koges i Boullion eller Madeira ‹…›Skade med teksttap dog det vilde blive for vidløftigt at gjennemgaae Debatterne pro og contra for hver Ret og deres Rangfølge. Beskrivelsen herover vilde vare lige saalænge som Selskabsveerne selv. Altsaa, endeligen er der taget en afgjørende Bestemmelse, man ere blevne enige med alle Familiens Lemmer, med Kokkekonen, Ærgjerrigheden og Alt. (Pungen maaske undtagen.) Den første Fiende er altsaa sluttet Vaabenstilstand med, men nu kommer Gjæsterne – dette er den farligste Klippe for den ægteskabelige Enighed. Herren har skrevet Listen færdig men nu ligger Fruen i Baghold med En eller Anden som hun syntes det er en Skam, at det er uundgaaeligt ikke at bede, men dette syntes ikke Herren, eller saa vil han bede al Verden og saa protesterer Fruen af Frygt for at Maden ikke skal strække til. Ere endelig Synsmaaderne bragte i Overeensstemmelse og man troer Alt 3er klappet og klart, saa har man glemt En som man saa godt kunne have buden med det samme, men nu er det for sildig, det gaaer ikke an, «hvorfor huskede Du ham ikke?» «jo vist gjorde jeg saa men jeg torde ikke proponere ham thi Du antager aldrig de jeg foreslaaer,» «det er kun Undskyldninger, osv.»
Den store Dag slaaer. Alt hvad der findes af Mennesker, Kasseroller, Potter og Pander, Land og Vanddyr ere forsamlede i Kjøkkenet. Kjøkkenet! dette Ærgjerrighedens Tempel, hvori man enten tillaver sig Udødelighed eller Vanrygte som Ægtefælle og Huusmoder! Hvo kan derfor fortænke en saadan at hendes Puls i dette afgjørende Moment slaaer i Feberhede, at alle øvrige Interesser ere opslugte af hiin eneste store? Mænd, Børn, Veninder, Bed‹…›Skade med teksttap det nyshjemkomne Mousselin, Alt, Alt er ligegyldigt for hende paa denne Dag. Hun kunde høre en fattig Families Nød – hun har et godt og følsomt Hjerte og vilde ellers ikke tøvet et Øieblik med at sende dem Hjelp – men i Dag har hun ingen Tid til at være medlidende. Hun hører sin bedste Venindes Forlovelse, Død eller Bortreise – nu, det glæder hende i al Hast, eller gjør hende i al Hast ondt. En af de Smaae har faldet og skamferet sin Næse, hun der ellers farer forfærdet op naar de kun snuble paa Gulvet, giver ham idag en hurtig Irettesættelse for hans Uforsigtighed, hvor kan man ogsaa idag have Sands for et Barn og dets smukke lille Næse? Det vilde være ubilligt at dadle en Huusmoder herfor og beskylde hende for Haardhed, Ufølsomhed etc, ak hendes renommée staaer jo paa Spil! det er af en sensible Natur, det kan forsteges, det kan forkoges, det kan drukne i en Sauce, kort det er omringet af tusinde Farer. O haver Medlidenhed med hende og dømmer hende mildt I hvis Plads ere paa Forhøiningen, I som ikke kjende Vægten og Vigtigheden af det Ansvar der ligger paa hendes Skuldre! Dog det har ikke været omsonst hun har virket og lidt – hvad er det hendes Naboe hvisker til hende ved Middagsbordet og som fremlokker denne Glands i hendes Øie, dette halv undselige, halv triumpherende Smil omkring hendes Mund? det er sikkert en smigrende Lovtale over Anretningen – lader os høre! «Disse Coteletter ere endnu superbere end de jeg ‹spiste› forleden hos H-‘s i det store Selskab for Engellænderne – Denne Rombudding er charmant, De maae lære min Kone den – Hvor har De faaet Hummer fra paa denne Tid af Aaret? det er jo en stor Raritet, De er i Sandhed en lille Hexemester.»
Hvor sødt lyde disse Ord i hendes Øre, næsten endnu sødere end de hendes Elskede – nu kun hendes Mand – førstegangførstegang] rettet fra engang ved overskriving hviskede til hende! Hendes Anstrengelser og Møie ere glemte, hendes Hjerte slaaer af Stolthed, hun har ikke forgjæves stræbet, ‹…›, disputeret, betalt Hummeren i dyre, dyre Domme, kjæmpet for Champagnen som Gemalen fandt overflødig, hun er lønnet, hendes Selskab har vundet Prisen baade over Professor R’s og Advocat 4P’s, hendes Mand er en lykkelig Mand og hun den fortræffeligste, den elskværdigste af alle Koner. Og nu kommer nogen og sige at Dyden ikke finder sin Løn paa Jorden! –
Gjendiktning av Heinrich Heines «Traumbilder» del 3 i Buch der Lieder som første gang utkom i 1827 og i ny utgave i 1837
I natlig Drøm, hvor saae jeg prægtig ud!
I Gallafrak, Manchetter, Silkestrømper,
Men ei desmindre stod jeg som en Stymper,
Thi foran mig stod Liebchen sød og prud,
Jeg bukked dybt og sagde: «De er Brud?
Ei, ei, saa gratulerer jeg min Beste!»
Dog følte jeg mig Struben sammenpre‹ste›
Den langsomt trukne, fornem kolde Lyd;
Og bittre Taarer pludslig sig udgjød,
Af Liebchens Øine, og i Taarebølger,
Det hulde Billed næsten mig bortflød.
O søde Øine, fromme Elskovsstjerne
Skjøndt sig bag Eder, Fasthed ofte dølger
I Drøm som vaagen troer jeg Eder gjerne!
Gjendiktning av Heinrich Heines «Lyrisches Intermezzo» del 28 i Buch der Lieder som første gang utkom i 1827 og i ny utgave i 1837
Jorden var saa længe gjerrig,
Saa kom da Mai og der blev spendabel
Og alting leer og smiler og jubler
Kun jeg er ikke til Latter capabel
Blomsterne dufte, Nattergalene klage,
Træerne tale som i en Fabel,
Kun mig vil denne Passiar ei behage,
Jeg finder alting miserabel.
Hvert Menneskebarn mig ennuyerer,
Ja selv min Ven, som før var passabel,
Det kommer fordi man «Madam» titulerer
Min søde Liebchen, saa sød og aimabel
Gjendiktning av Heinrich Heines «Lyrisches Intermezzo» del 29 i Buch der Lieder som første gang utkom i 1827 og i ny utgave i 1837
I fremmede Lande sværmet og drø‹m›t
Seer jeg nu først hvad jeg har forsømt
Thi blev min Elskede Tiden for lang
Og hun syede sig et Bryllupsgevand
Og har alt hilset med Elskovsblik længe
Som Brudgom, den dumste af dummere Drenge.
Min Elskede er saa mild og skjøn,
Hendes Billed mig sødt foresvæver i Løn,
De himmelblaae Øine, den Rosenkind
De gløde og gløde Aar ud Aar ind,
At jeg fra en saadan Skat kunde vige,
Var en Streg som i Dumhed maae søge sin Lige.
At min kjære Kone, efter i flere Aar at have lidt af Skinsyge, forlod Verden ‹den› ‹…›Skade med teksttap bekjendtgjøres herved fraværende Slægt og ‹Venner› overbeviist om deres Deeltagelse i hendes store Lidelser.
Adolf Courmacher.
Teksten «At min elskede uforglemmelige Datter …» er ført i pennen av Camilla Collett. Teksten finnes som kladd i Ms.8° 275:3:dAt min elskede uforglemmelige Datter Caja døde i sin blomstrende Alder af Kjedsomhed, er det min Pligt at underrette medfølende Slægt og Venner[.] Blid og hengiven i sine store Lidelser indtil det sidste, fulgte hun tvende af samme tærende Onde forudgangne Tanter. Den Fred, som saa rigelig blev Dig tildeel i Livet over Din Aske Du forklarede Lidende! jeg følger Dig snart, notabene hvis vi ikke snart flytte til Byen.
S-gaard den 3 Nov 1837.
Thomasine sal Gabelyst
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Sommeren 1837 fikk Camilla Collett og venninnen Emilie Diriks idéen om å lage et tidsskrift, eller «et Blad», som de kalte det. De skulle selv være både redaktører og forleggere og hadde i utgangspunktet tenkt seg at også andre kunne få inn tekster der. Tidsskriftet skulle ikke trykkes, men sirkulere i ett håndskrevet eksemplar i «en lille utvalgt Kreds af Damer». Tittelen var navnet på en av tidens mest prestisjefylte matretter: forloren skilpadde.
I denne NB kilder-utgaven publiseres Forloren Skildpadde i sin helhet for første gang.
ISSN: 1894-7662 NB kilder
ISBN: 978-82-7965-238-0 (digital utgave, bokselskap.no),
978-82-7965-239-7 (epub), 978-82-7965-240-3 (mobi)
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Emilie Diriks er kjent som Camilla Colletts venninne fra ungdomstiden, og stort sett alt vi vet om henne stammer fra tekster av og om Camilla Collett. Dessuten får man et fint innblikk i hennes følelsesliv og karakter ved å lese den omfattende brevvekslingen mellom Emilie og Camilla fra 1835 til Emilies plutselige død 33 år gammel i 1843.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
