8 Dage i Hamburg.

(Fortsættelse)

F. havde vist ligesaameget imod det som vi. Fru L-. yttrede for M. disse Betænkeligheder. Medens vi vandrede omkring i Haven ført af Værten og dennes Søster, var jeg ilet lidt foran de Andre. M. indhentede mig, og sagde, at det gjorde ham ‹saa ondt› at han havde derangeret vor Plan at han havde troet at gjøre os en Fornøielse ved at føre os ind til denne Familie. Jeg afbrød ham med nogle trøstende Forsikringer, og tænkte hos mig selv at jeg vilde resignere for hans Skyld og gjøre gode Miner til slet Spil. «Det kan endnu ændres» sagde han med en elskværdig Hjertelighed i Stemmen, «Siig ^mig blot da, hvortil De har meest Lyst, vil De at vi skulle gaae i Landbyen, eller blive her? [«]Ak ja i Landsbyen» sagde jeg, jeg føler mig saa ulykkelig mellem alle disse Fruentimmer – «Jeg skal sørge for Vognen» – – men afbrød jeg ham, De skal derfor ikke bringe det Offer og følge med os, De bliver hos Deres Ven, «nei jeg gaaer helst med Dem», svarede han. Her blev vor korte Samtale afbrudt. Det er mærkværdigt at vi ikke uden en vis Gêne eller Uroe kunde være alene, hos mig havde denne Gêne alligevel noget fortryllende ved sig. Jeg bemærkede at hvergang han talte med de Andre var han almindeligviis alvorlig, men ved hvert Ord han henvendte til mig, trak hans besynderlige Smiil op der bestaaer af et pludseligt Træk af Munden tilbage i de dybe Mundvinkler[.] Jeg sønderbrød mit Hoved med dette Smiil, der især i det sidste tête a tête var saa stærkt at det et Par Gange gik over til et lydeligt Hm, Hm! ^{jeg smilede ogsaa} men det var af den samme uforklarlige Forvirring. Som Barn og i min første Ungdom naar jeg befandt mig lige‹overfor› ‹…›Skade med teksttap. Ordet er i Collett 1913 lest som ‘eller’, men denne lesningen stemmer ikke med de bokstavrestene som ses ved multispektral analyse talede med Personer der paalagde mig nogen Gêne, røbede jeg denne altid i en Lyst til at lee jeg ikke kunde betvinge. Hvorfra denne Lyst kom hos ham naar han talte med mig veed jeg ikke, men man jeg gjør vist ikke denne overlegne Aand, denne fine, slebne Verdensmand nogen Skam naar jeg troer at den kunde skrive sig fra den samme Kilde som min. Jeg var bleven lettere til Sinds efter denne Forklaring og jeg overlod mig til Nydelsen af min Frihed. Hvor herligt efter et langt Fængsel i et Par snævre Værelser i Byen at see den ubegrændsede Natur for sig! Mig vilde Naturs Elev – eine Tochter des rauhen Norden, blev denne Trang undertiden for utaalelig – jeg græd engang da jeg saae en Flok Duer svinge sig over Naboetaget uden at disse lykkelige bevingede havde den mindste Anelse om hvad Hamburger bon ton var eller og da Trætoppene i Naboehaugen begyndte at grønnes under Kjøkkenvinduet, følte jeg sommetider saadan beklemt Lyst til at springe ud af Vinduet. Men i den Hauge maatte man ikke sætte sin Fod og det var vist ikke heller tilladt at brække Halsen i den. Dog nu vare vi paa Landet – min gamle Lyst til at springe afsted som 18paa mine hjemlige Spadseergange vaagnede hos mig. Undertiden gjorde jeg det ogsaa. Engang kom vi til en Gang der løb nedad gjennem det tætte Budskads og jeg satte udefter som en Piil og var snart de Andre af Sigte – da hørte jeg nogen tæt bag mig[.] Det var M. der forsøgte at holde Skridt med mig. «Ah De vil prøve et Væddeløb» raabte jeg – «ja svarede han, hvem troer De vinder[?»] «Jeg,[»] forsikrede jeg leende. Dog hvorledes gjengive Letheden i en saadan Samtale! Der maae en stor Kunstner til at hugge Epheuens lette spøgende Slyngning ud i Steen.

Haven var som fyrstelig. Chinesiske Taarn med klingrende Klokker der bevægede sig i Vinden Eremitager og prægtige Pavilloner hvis ottekantede Speilvægge mangfoldiggjorde det smilende Panorama udenfor – alle disse Kapricer og kunstige Overdaadigheder var der nok af, ikke at glemme det forunderligste, det gamle Riddertaarn. En saadan Flor af Blomster og Væxter kan man ikke forestille ^sig, alle Zoners Productioner fandtes ^blomstrede her, Side ved Side i broderlig Endrægtighed og for at fuldstændiggjøre Begrebet om Paradiis maatte ikke heller Figentræet beladen med Frugt, mangle. Selv en virkelig Fiskerhytte var tryllet ind paa Haugens Grund – den var nemlig ved denne Udvidelse bleven skaanet af den godmodige Eiermand. Et mere idealsk Exemplar af en Blankeneserfiskehytte kan man heller ikke tænke sig. Den laae i Lye af Terrassen, tæt ved Stranden under et Tag af kjæmpestore Almer og tæt indhegnet af blomstrende Syringer og Gyldenregn – vi maatte alle udraabe: hvor deiligt! Her glemte man ganske Absicht, Kunsten. Vi gik ogsaa indenfor for at besee os. M. var henrykt. Han og jeg visiterte om i alle Kroge og vi jublede over hver nye Opdagelse af enhver Eiendommelighed i Meubler Huusgeraad, især indtog os den rolige landlige Hygge, den udmærkede Reenlighed der herskede og de venlige Folk. «Hier möchte ich wohnen![»] sagde M. ich auch! svarede jeg. Jeg var ganske henrykt. Nu sidder jeg her i min Stue og undrer mig over dette unbefangne, ich auch, men jeg er heller ikke længer henrykt. Sengene vare høist originale[.] De vare saa høie at man maatte tage et Tilsprang for at naae op i dem men [da] dette vist ikke har forslaaet var der stillet store Skamler foran hvis Høide angav Husets stod i Forhold til Husets Velstand – en meget høi Skammel tydede paa stor Rigdom. Til min Forundring vidste den lille comiske Doctorinde med Rottetænderne og de blomstrende Kinder, at i Norge er Kobberkjedlernes Antal Thermometret for Husets Rigdom. Da vi vare færdige med at besee Haugen foreslog jeg at gjøre en Tour hen til et Bjerg ½ Miils Vei høiere op, hvor der var en herlig Udsigt. Jeg havde før været der engang med D-s. Damerne bleve tilbage, men Fader og de tvende Herrer fulgte med. Om denne Tour er der meget lidt at sige jeg paa Henveien var jeg taus og meget forlegen. Det er altid piinligt at have nogen ligeoverfor sig i en Vogn der er noget unaturligt Galeimæssigt i denne parvise Urokkelighed og disse sammenkjedede Blik. Værten L. havde megen Liighed med Henrik, dennes Høide og Førlighed. Især naar han beholdt Brillerne paa var den virkelig iøinefaldende. Det var en behagelig, vittig og munter Mand og jeg syntes han maatte være elskværdig, senere hørte jeg ham meget nedrive af en Dame der meente at Konen havde indgaaet en Misalliance (hun var vel riig) og paastod at hun skulde være ulykkelig. Da vi kom hen, hvor vi standsede paatog jeg mig at være Guide og førte dem hen paa Udsigten ere mere original og viid, end egentlig smuk. Fader raillerte ogsaa lidt derover og spurgte om det var den jeg havde pralet saa med, men M. tog min Smag i Forsvar. Imidlertid havde jeg gjemt den bedste tilsidst. Denne Udsigt fra Pavillonen oppe paa Skrænten er virkelig meget mærkværdig. Terrassen sænker sig fra den i betydelig Udstrækking ned til Elbens Bredder og er tæt bevoxet med Skov af alle muelige vilde Træer hvoriblandt nogle høie prægtige Graner og Fyrre der kjækt trodse den fremmede Jordbund[.] Fra Pavillonen der behersker denne Terrasse har man den herligste Udsigt over Elben og Bredderne hiinsides, det Indtryk man faaer af den er af en fremmet næsten nordisk Art, saa jeg indbildte mig det maatte virke end mere overraskende paa den Einheimische end paa mig. Skoven nedenfor er gjennemskaaren i alle Rettninger af Veie der føre Gud hveed hvorhen – det er en sand Labyrinth. Men jeg var betaget af en Uroe en Flygtighed der ikke tillod mig at dvæle længe paa 19noget Sted. Den dunkle Skov med sine hemmelighedsfulde Stier lokkede mig som om den lovede mig Hussvalelse for mit urolige Sind. Jeg sagde Herrerne at de skulde ikke frygte for mig eller søge efter mig da jeg vilde støde til dem længere hen i en Retning jeg antydede dem med Fingeren – og dermed foer jeg ned ad den bratte Sandvei og forsvandt i Skoven inden jeg hørte deres Svar. Der var herligt derinde, nu var jeg alene, og jeg overlod mig ganske til hiint ubevidste Drømmerie som Skovaanderne fremlokke og beskytte. Hvor længe jeg vandrede omkring veed jeg ikke jeg erindrer ikke hvad jeg tænkte paa eller hvor jeg var, men jeg havde nok glemt Tiden, thi da jeg kom op paa Høiden igjen traf jeg Fader der sagde mig at begge Herrerne vare gaaede ud for at søge mig. Herregud, tænkte jeg, hvorfor straks Ængstelse! men lad dem kun gaae det have de godt af. Dog de kom ikke igjen, her maatte jeg beskikke mig til at søge dem op. Jeg løb paa kryds og tvers – ikke et levende Væsen i den hele Lund! Jeg foer ligened til Vandet standsede – lyttede – i det Haab at det var dem – dog frygtede jeg det – mit Hjerte bankede naar jeg hørte noget rasle – men da alt forgjeves, vendte jeg tilbage til Fader. Oppe fra Høiden saae jeg M. komme ned mod mig. Han bød mig Armen og førte mig op ad Bakken idet han beskrev den Ængstelighed hvor han og L. havde søgt efter mig, jeg forsikrede at jeg havde søgt meget ængstelig efter dem. Snart sadde vi i Vognen og kom lykkelig hjem uden andre Modgange end det qvælende tykke Støvsand som ved hvert Trin af Hestene næsten sank ned i. Da vi kom ned i Landsbyen og havde den tunge Vei opad yttrede L. at vi kunde trænge til M-s Vinger hvilket vi andre bejahede med den Forbeholdning at disse mægtige Vinger ikke maatte skaffe os længer bort end vi ønskede for den Middagsmads Skyld der ventede paa os, om da det ikke vilde være voveligt at betroe sig til dem, over dette rødmede M. gjennem Støvet, og forsvarede sig saa nydelig ganske som en 16–aarig16–aarig] rettet fra ‹…›aarig ved overskriving Pige man bryder for en Kjerest, og talte om hvor satiriske vi vare. Strax vi kom hjem skulde vi tilbords, nu vare vi bleven kjendte med hinanden saa vi fandt os lettere i vor Skjebne at blive. Ved Bordet sad jeg mellem vor Vært og Fruens Broder et ungt hamburgsk Menneske, som saae saa ulykkelig ud som en Millionair der ikke har Vid og Gemyt nok til at taale at være det: ^Kort hvem Verden ikke har mere at give. Han var ordknap og saae fortrædelig ud. Ved Bordenden Værtinde, ved Siden af hende M. Derpaa Fader der havde ført en gammel Bestemoder til Bords. Vor lille Kreds og Verten var de eneste Talende, det hele øvrige Selskab lange Rader af Fruentimmer og Børn sadde tause og ubevægelige som chinesiske Dukker de snakkede ikke engang mellem sig. Lykkeligviis blev Konversationen paa vor Side ført med saa megen Liv, L. vidste som en galant Vert at drage mig jevnt ind i den, at jeg ikke fik ret Tid til at overlade mig til den ængstende Fornemmelse Synet af saamange Tause opvækker og som formeres ved at tænke at vi ere Skyld i denne Tvang for dem.

Vor Samtale var meget livlig, der blev fortalt, gjort mange gode Bemærkninger sagt endeel Vittigheder, man disputeerte, man drillede hinanden og drak de prægtigste Vine. Da man drak paa M-s Bortreise sagde L. [«]snart vil Digteren ombytte «der rothe Baum» (Et Sted udenfor H. hvor M logerte) med Helgolands eneste lille Træ, og der rothe Baum give meget nødig Slip paa ham da det er den bedste Frugt det nogensinde har baaret.»

Vi vare blevne ganske muntre da vi stode op for at drikke Kaffee under Portalet i Haugen. Jeg fløi ned ad den engelske Græsvold som indhegnet til begge Sider af de høie dunkle Træer, aabned et Perspectiv mod Søen. Her stod paa en høi Stang et Flag som bølgede sagte i den milde Luft – Solen var i Synken, og udgjo dens Straaler faldt ligesom gjennem et ^rødligt Slør uden at nogen Skye fordunklede Himlen og udgjød et saadant Skin af usigelig Mildhed og Resignation over hele Naturen, som jeg blot havde seet det Aftenen for min Afreise hjemmefra. Hvem kjender ikke slige udprægede Stemninger i Naturen der undertiden byde ‹sa›nde 20smertelige næsten ironiske Kontrast med vor Egen! Begge L-s fulgte mig, Faderen med sin yngste spæde Søn paa Armen. Han syntes at være ret lyksalig over ham og fortalte mig at han var den yngste af det «junge Deutschland». Imidlertid løb M. ind og kom tilbage med min blaae Hat som han rakte mig med sin sædvanlige gauche Maneer der røbede hvilken sand poetisk Mangel paa Øvelse i det almindelige Galanterie og Høflighedsvæsen – o hvor betegnende hvor udtryksfuldt, var ikke en saadan lille Bevægelse af ham midt i hans almindelige Tilbageholdenhed! Han sagde intet, idet han rakte mig den hen og jeg vilde ikke gjøre ham nogen Skam i den Vei modtog den med et «hvorfor har De hentet den, jeg behøver den jo ikke.[»] – «Jeg troede De ønskede den, jeg er bange De bliver ^brun af Solen» – «Ak her er ingen Sol – hvilke Farver har det preusiske Flag?» Sort og hvid, svarede han med en Mine som saae ud som «sort og hvid» saa jeg troede det var et Raillerie og svarede i samme Tone, men han forsikrede mig at det var hans Alvor. Efter Kaffeen besluttede vi at gjøre en Tour til Landsbyen. L og hans Kone M.Marianne Louise Baur og en af de umælende unge Damer og jeg vare af Partiet – Fader og Fru Rath vilde blive tilbage. Paa denne Tour lærte jeg at kjende Fru L. jeg talede meest med hende. Det er en af disse stille qvindelige Sjele, hvis Ordknaphed havde noget piquant da man veed den ikke grunder sig paa indre Tomhed, et vist Udtryk af Lidelse som man ikke vidste om det var sjeleligt eller legemligt udbredte noget Indtagende over hende, Glæde vilde vist ikke have klædt hende[.] Hun var for maver og havde for dybe sorte Øine dertil. Da vi gik nedad bad jeg hende hjertelig ikke at tænke med Uvillie paa os fordi vi som Vildfremmede vare traadte ind i en Familiefest paa en saadan Dag men jeg lovede hende aldrig at gjøre det mere. Hun afbrød mig saa venlig forsikrende at jeg troer nok hun holdt os det tilgode ogsaa bagefter. Det lille Rede af en Landsbye ligger indeklemt mellem Dünerne, med sine lave Tage høie Steentrapper og hængende Haver. Men dette underlige uregelmæssige Terrain udfordrede netop hiin flygtige Dæmon i mig, det bragte mig ret til at forsøge mine Kræfter. Jeg blev vild og ‹forvo›ven som en angorisk Geed, medens vi klavrede om hernede, ingen Sandbanke var for steil, ingen Terrasse for brat at jeg ikke sat ud over demdem] rettet fra det ved overskriving, intet Punkt for fjernt eller farligt, at jeg ikke naaede det, undertiden lod jeg dog mine Ledsagere Valget enten de vilde gaae den lige, fornuftige Vei, Livets jevne Prosa, eller naae Maalet paa den vilde, poetiske eventyrlige Vei, og naar de for at føie mig valgte det sidste og satte alle muelige Seil til for at overvinde Vanskelighederne, var jeg ordentlig lidt ængstelig tilmode ved deres Anstrengelser, og tænkte om der kunde være Brystsyge iblandt; Fruen saae ganske hectisk ud. M. sagde engang idet han voltigeerte ud over en Terrasse: [«]Det er umueligt andet end at følge Dem, hvor De saa gaaer hen.» Men saa var jeg til Gjengjeld igjen fornuftig for at tækkes dem, og gik nok saa hyggelig og talte med Fruen.

(Fortsættes)

Om Forloren Skildpadde

Sommeren 1837 fikk Camilla Collett og venninnen Emilie Diriks idéen om å lage et tidsskrift, eller «et Blad», som de kalte det. De skulle selv være både redaktører og forleggere og hadde i utgangspunktet tenkt seg at også andre kunne få inn tekster der. Tidsskriftet skulle ikke trykkes, men sirkulere i ett håndskrevet eksemplar i «en lille utvalgt Kreds af Damer». Tittelen var navnet på en av tidens mest prestisjefylte matretter: forloren skilpadde.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Forloren Skildpadde (Ms.4° 1180)
• Utkast til Forloren Skildpadde (Ms.8° 275:3:d )

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X