Forraadt

av Amalie Skram

I.

«Naa Riber, er Du allerede færdig?» spurgte Ingstad sin Svigersøn, den store, brudgomsklædte Kaptejn Riber, der med sit blonde Helskæg, sine godmodige, lidt skjæve Øjne og den brede, gulhvide Skaldepande, nærmest ligned en Russer.

Riber løsned Servietten, der var stukket ind under det hvide Slips og i Folder faldt ned over hans brede, fremstaaende Skjortebryst lige til Knæerne, og kasted den paa Aftensbordet, hvor de mandlige Bryllupsgjæster staaende tog for sig af de lækre, kolde Sager. Derpaa gav han sig til at liste rundt i Spisestuen og at kige ind i de tilstødende Værelser, hvor der serveredes Te og Smaakager for Damerne.

Ingstad fulgte ham med Øjnene. Han liksom kjendte det paa sig, at Svigersønnen var i slet Humør. Hurtig satte han Gaffel og Tallerken fra sig og gik hen til Riber, der nu i skraa Stilling læned sig op mod Chifonnieren i Hjørnet.

«Hvor er Aurora blet af?» spurgte Riber og plirte misfornøjet med Øjnene.

«Hun er vel sagtens inde og siger Farvel til Pigerne og de Smaa,» svarte Ingstad venligt, mens han med Hænderne paa Ryggen sagte vugged frem og tilbage foran Riber. Han holdt sit graa Hode rankt tilbagebøjet, og saa ud i Luften med sine klare, snille Øjne.

«Sig mig, er Aurora lunet og fuld af Nykker?»

«Nej men kjære Dig, Riber, hvor falder Du paa det?»

«Det er, som min Mor siger,» mumled Riber og skjøv Maven og Brystet frem, saa hans kraftige Skikkelse med de svære Skuldre bagfra beskrev en indadgaaende Bue:

«Kjend hinanden i 7 Aar, og gift Dere saa, hvis Dere ikke har tabt Lysten.»

«Aurora har altid vært det snilleste Barn, Forældre kan ønske sig,» vedblev Ingstad sagtmodigt. «Men husk, hun er saa ung, knapt 17½ Aar, og nu skal hun jo forlade sit Hjem for bestandig.»

Han vented lidt, men da Riber bare stod og knurred, fortsatte han i halvt spøgende Tone: «Du maa bære over med hende, Riber, hvis der skulde komme noget i Vejen. Det er ikke nogen Spøg, skal Du vide, at skulle ud paa Langtogt med en gammel Sjøulk som Dig. Stakkels Liden.»

«Begynder Du nu ogsaa paa den samme Lektie,» sa Riber irriteret. «Andet har jeg ikke hørt i hele Dag, ligefra vi satte os til Bords, og alle Onklerne og Husvennerne begyndte at flæbe og snuse sine Taler ud af sig. Hvad tænker de paa, de Stortosker? Aurora maa jo ha faat det Indtryk, at nu skulde hun udleveres til Bøddelen.»

«Du sa jo selv i din Tale,» begyndte Ingstad –

«Ja hvad Fanden skal en kunne sige saa’nne Taler, som er det største Fillekram, Folk endnu har fundet paa. Og især naar en kommer lige fra Kirken, ør i Hodet efter alt det Præstevævet, en har staat og hørt paa. I ethvert Fald,» vedblev Riber mere og mere ærgerlig, «kunde det vært vel blaast med det, jeg sa. Jeg Fæ, som ikke ante, at det var Tappen af en Tønde, jeg tog.»

«Det gjør mig ondt, at Du har følt Dig stødt, Riber.»

«Jeg tænkte, Bryllup skulde være en Glædesfest, jeg,» sa Riber i en muggen formildet Tone, «og ikke et Begravelsesselskab efter Noder.»

«Og saa den Onkel Pitter, som har hængt over mig hele Tiden med sine Formaninger og sin Fyldegraad,» vedblev Riber. «Sørg for, at han ikke mere kommer mig nær i Kvæld, ellers drejer jeg Næsen rundt paa ham, saa Tippen vender opover. Uf den Næsen hans,» tilføjed han derpaa med Afsky. «Han snakker med den mere end med Munden.»

«Aa, Onkel Pitter Stakker, han er jo saa gammel.»

«Ja, der har vi det!» Riber lo haansk. «Den ene er for gammel og den anden for ung. Sig mig, hvorledes forholder det sig med Aldersgrænsen for dette Røre’ af en Husjomfrukjærring, som Dere havde vært saa venlig at plasere ligeoverfor mig ved Bordet? «Ja Riber ja,» han slog om i en tynd, læspende Tone, «pas endelig godt paa Skatten vores», og saa rakte hun hver Gang sin Strikkepindarm tværs over Bordet, og gav sig ikke, før jeg klinked med hende. Tilsidst sa jeg temmelig højt: Hold Kjæft, og satte mig ned lige for Næsen hendes, uden at klinke. Bli kaldt Riber af saan en Peppermadam! Jeg har sgu aldrig drukket Dus med hende.»

«Det var altsaa derfor hun fik Krampegraad og maatte føres fra Bordet,» sa Ingstad medlidende. «Du maa da tænke paa, at hun har vært hos os fra vi blev gifte, og at –»

«Ja tænke mig her og tænke mig der! Tilsjøs bruger vi ikke at tænke paa saa’nne Fillegrejer.»

Ingstad rysted Hodet med en halvt betænkelig, halvt leende Mine.

«Se saa!» udbrød med ét Riber, atter ophidset. «Der har vi Onkel Pitter. Nu slider jeg Næsen af ham, saa meget Du ved det.»

«Very well, min kære Riber,» sa i det samme en tynd sprukken Stemme, og Onkel Pitter, høj og skranglet og kroget med brun Paryk og glatraget Ansigt stod foran dem. «Betænk nu alt, hvad jeg har sagt Dem,» han nikked med sin rødlige Dinglenæse, «alt, hvad jeg har sagt Dem,»

Riber gav et Prust ifra sig og rev Haanden op af Lommen.

«Husk paa Aurora, kjære Riber,» hvisked Ingstad. «Hun blir saa forfærdet, at hun aldrig glemmer det.»

Ribers Næsebor blev ganske hvide. Han glipped med Øjnene, og Mundvigerne skjalv. Bare han ikke havde havt den Næsen,» mumled han halvhøjt og stak atter Haanden til sig.

«Hvad behager?» Onkel Pitter saa stivt fra den ene til den anden.

«All right,» sa Riber og skifted Fod.

«Tak, min ædle Næstsvigersøn,» Onkel Pitter la begge Armene om Ribers Hals. «Havde jeg havt en Datter, skulde Du faat hende. Hvad behager! Jeg sværger Dig det til.»

Riber søgte lempelig at løsne hans Arme fra sin Hals.

«Med Tillid og god Samvittighed,» snøfted Onkel Pitter videre. «For Du er et godt Menneske. Men balstyrig – aa Gud Fader bevare os,» han trued med Pegefingeren bag Ribers Nakke – «om jeg saa maa sige, brutal!»

«Slip mig nu,» sa Riber kort. «Der sidder Jomfru Thorsen henne ved Døren, og hende skal jeg absolut snakke med.» Han gjorde sig fri for Onkel Pitter og gik hen til den gamle Husholderske.

Da Jomfru Thorsen saa Riber nærme sig, letted hun sig hastig i Sædet.

«Bli bare siddende, Jomfru,» sa Riber opmuntrende.

Hun sank ned igjen paa Stolen og stirred forskræmt paa ham.

«Det glær mig at se Dem igjen, for De blev nok syg ved Bordet.»

Jomfru Thorsen vendte sit gule Ansigt om til Siden og kneb den indfaldne Mund tæt sammen.

«Jeg haaber, De befinder Dem bedre nu,» vedblev Riber indsmigrende.

«Aa, det kan vel være Dem det samme, Riber,» læsped hun muggent. «Og forresten, hvordan skal et retskaffent Menneske kunne befinde sig efter en Opførsel som Deres. Det var et Under, at jeg ikke fik Begavinger.»

Riber stod og saa paa hendes tandløse, fugtige Mund og følte pludselig Kvalme. Saa for hans Arme op af sig selv, og uden ret at vide, hvad han vilde, greb han fat i hendes Haarpynt, som han rysted og knased mellem Fingrene.

Jomfru Thorsen tog sig med begge Hænder til Hodet og skreg hæst: «La mig være, Di Tølper! Er Di ikke den Onde selv, saa er Di sikkert en af hans jordiske Haandtlangere!»

Riber lo med Velbehag. Saa vendte han sig og saa sig om i Stuen. De var alle gaat, undtagen Onkel Pitter, som stod oppe ved Vinduet og uforstyrret rørte om i sit Toddyglas.

«Hør nu,» han drejed sig om til Jomfru Thorsen, der lam af Skræk sad og holdt paa sin Haarpynt med begge Hænder, mens hendes Katteøjne gnistred af Forbitrelse. «Jeg kom herbort for at gjøre mig gode Venner med Dem. De er en Perle, Jomfru Thorsen, det siger alle Ingstads, og jeg vil gjærne tro det. Men Sagen er den, at jeg havde glemt at kjøbe hjem med til Dem den Gave, jeg naturligvis havde tiltænkt Dem. Ærgrelsen herover gjorde, at jeg har vært, skal vi sige: to Gange lidt ubehøvlet mod Dem?»

«Jeg har al Tid vært en agtværdig Person,» Jomfru Thorsen begyndte pludselig at hulke, «lige fra min Ungdom af og endnu mere nu, da jeg er kommen til Skjæls Aar og Alder.

Derfor synes jeg, en Brudgom som Di, skal vise Agtelse for en, omendskjønt at en bare er en Simpel.»

«Javel, ja. All right Maam,» Riber maatte gjøre Vold paa sig selv for at vedligeholde sin venlige Tone. «Hvad jeg vilde be Dem om, var dette, at De fordeler disse Penger mellem Pigerne og andre, som kanske har havt med Brylluppet at gjøre.» Han tog en Tispecieseddel op af sin Vestelomme. «Vil De gjøre mig den Tjeneste, Jfr. Thorsen?»

Hun tog Seddelen og mumled noget uforstaaeligt.

«Og her er til Dem,» vedblev Riber. «Det er 2 engelske Guldstykker, som De kan faa byttet inde i Banken hos Ingstad. Dem skal De ha, fordi jeg glemte Presenten til Dem. Vær nu snil og tag imod dem med det samme gode Hjærte, som de er givet af.»

Jfr. Thorsen rejste sig op og tog nejende imod Guldstykkerne.

«Di er alligevel et sjenerøst Mandfolk, Riber. Det har jeg altid sagt, og nu skal jeg bli ved med det til min Dødedag, saasnart som at nogen taler ondt om Dem.»

«Jaja Jomfru. Saa skilles vi altsaa som Venner.»

«Aa Gud velsigne Dem, Riber.» Jomfruen rakte ham sin tynde, brunskrumpede Haand. «Jeg bærer aldrig Nag. Jeg tænker altid paa Skriftens Ord: Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes!»

I det samme kom Fru lngstad, en brunhaaret, silkeklædt Dame ind i Værelset, og Riber gik hastig imod hende.

«Er Aurora færdig?»

«Straks Riber. Det er jo lidt underligt for hende. Hun hænger saa ved sit Hjem og sine Søskende. Nu skal jeg ind og skynde paa hende.»

Fru lngstad forlod hastig Stuen og gik over en lang halvmørk Gang ind i Barnekammeret, hvor en Natlampes dunkle Skin lyste over fire Smaasenge og over Aurora, som slank og smal stod midt paa Gulvet i sin hvide Brudekjole, hvis lange Tyllslæb lod hende synes højere, end hun var. Hun havde slaat Sløret tilside fra det blege Ansigt, hvis store blaa alvorlige Øjne ikke syntes at høre hjemme mellem de barnlig buttede Kinder.

«Saa Aurora min,» Fru Ingstad rørte let ved hendes Skulder.

Aurora slog Armene om Morens Hals og begyndte at græde.

«Ikke græde, Aurora.»

«Hvorfor kalder Du mig ikke Ory, som Du plejer,» hun fik kun med Møje Ordene frem gjennem den saare Graad. «Uf det Paafundet hans! Jeg vil ikke hede andet end Ory, hører Du Mamma!»

«Jaja Ory min. Men kom nu.»

«Jeg kjører ikke med ham! Jeg gjør det ikke Mamma.»

«Er Du forstyrret Barn?» Fru Ingstad greb Datteren om Armene og søgte at tvinge hende ud fra sig for at se hende ind i Øjnene.

«Jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke,» vedblev Ory hulkende og klynged sig fast til Moren.

«En Brud, som elsker sin Mand, gaar ind til Livets højeste Glæde. Og Du har jo tat ham frivillig og af Kjærlighed. Har Du ikke, Ory?»

«Jammen nu skal jeg jo ligge i samme Seng som han,» – hun slog over i en ilfærdig, vaandefuld Hvisken, idet hun retted sig op og gik fort bortover Gulvet, hvor hun gjorde Front mod Moren med Haanden paa Kommodekanten. «Bedstemor Riber har fortalt mig, at hun har tat sin Mors Brudeseng ned fra Loftet, og at den ogsaa skal bli min Brudeseng,» hun trak Vejret og saa paa sin Mor med en Mine, som om hun vented at se hende falde om af Forskrækkelse.

«Du har altsaa vidst det!» Ory strakte Halsen fremover. «Vidst det, og ikke sagt et Muk om nogen Ting til mig. Aa Mamma, Mamma, hvor kunde Du være saaledes!« Ory kasted sig ned paa en Stol og vred sig som i Pine.

«Hvorfor skulde jeg besudle din Fantasi, før det var nødvendigt? Rejs Dig op, Ory, Du ødelægger din Kjole der mellem Skabene.»

Ory adlød og saa hen paa Moren med et smerteligt spørgende Blik.

«Du tar det saa unaturligt dette her, Ory. Og desuden, det er jo bare denne ene Natten.»

«Ja hvorfor kunde jeg saa ikke faat bli hjemme, netop denne ene sidste Natten?» sa Ory fortvivlet, mens hun gik rundt i Stuen og bed i sit Lommetørklæde. «Hvad skulde alle disse Anstalter med at bo hos Bedstemor Riber til? Aa, at Du kunde nægte mig det, Mamma, slig som jeg bad og trygled Dig.«

«Ja men kjære Dig, Ory, vi kunde da ikke ha lat Riber være paa Hotel selve sin Bryllupsnat. Bare for Folkesnakkets Skyld kunde vi det ikke.»

«Sig mig bare én Ting.» Ory stod stille foran sin Mor. «Tror Du, der er to Sovekahytter ombord i Skibet hans?»

«Det tror jeg sikkert. «Orion» er jo et af de største Skibe, vi har her i Byen.»

Ory betragted sin Mor med et gjennemtrængende Blik, som denne slog Øjnene ned for.

«Tror Du ikke, jeg sér det paa Dig!» udbrød saa Ory næsten truende. «Det er som en Sammensværgelse. Alle er imod mig.»

«Og dette skal være en Brud,» sukked Fru Ingstad og saa raadvild paa Datteren, der atter gik om paa Gulvet.

«Ja hvorfor har Du ikke sagt mig Besked om dette i Forvejen, Mamma? Saa kunde jeg ha reddet mig i Tide.»

«Jeg trode rigtignok, Dere Veninder havde god Greje paa de Ting. Havde det vært i min Ungdom, men nu da vi skriver 69?»

«Ingen Ting har jeg Greje paa,» sa Ory sitrende af Beklemthed. «Mally har en Gang fortalt mig, at man fik Barn af at være alene med sin Mand om Natten. Men det kunde jeg da forstaa maatte være noget Sludder.»

«Vær Du bare føjelig og snil, Ory, saa gaar al Ting godt. Det er slet ikke saa farligt, maa Du tro.»

«Du sa selv: besudle,» græd Ory. «Du vilde ikke besudle min Fantasi, sa Du. Aa Mamma, Mamma, at Du, som er min egen Mor, kunde være saa’n imod mig.»

«Jeg vil bare dit Vel min kæreste Datter. Ene og alene dit Vel. Og derfor er det min Pligt at sige Dig, at fra nu af har din Mand ubetinget Ret og Magt over Dig. Du maa være føjelig og lydig som et Lam, ellers blir han kun daarlig tjent med sin søde lille Kone. Og ellers sætter Du Dig op imod Guds Forordning, hvad der er det værste af alt.»

Ory knuged Hænderne fast om Lommetørklædet og sa ingen Ting.

«Men nu gaar det virkelig ikke an at vente længer.»

«Aa Gud, hvad skal jeg gjøre,» mumled Ory.

«Hvorfor græder Ory, Mamma?» lød det pludselig søvndrukkent borte fra en af Sengene, hvor en ni Aars gammel Gut rejste sig overende.

«Nu maa Du sove, Einar,» Fru Ingstad og gik hen og trykked ham lempeligt ned igjen paa Puden.

«Hvorfor græder Ory, spør jeg?» gjentog han grættent.

«Ory vilde bare ind og se lidt paa Dere, før hun rejser.»

«Er «Orion» kommen for at hente hende da?»

«Nej «Orion» ligger jo i London, ved Du. Nu skal hun og Riber rejse derhen, og saa gaar de ombord i «Orion».»

«Kom hen til mig da, Ory!» sa Einar utaalmodigt.

Ory gik hen til Sengen, la sig paa Knæ og tog hans Hode mellem sine Hænder.

«Naar jeg blir stor, skal jeg ogsaa være med paa «Orion». Ikke sandt Ory?»

«Jo. Men saa glemmer Du ikke Søster Ory, mens hun er borte? Vil Du vel, søde, snille Einar min?»

«Nej, men saa maa Du ogsaa huske paa alle de pene Tingene, Du har lovt mig, naar Du kommer hjem igjen. For det har Du sagt hele Tiden, at Du kommer hjem igjen?» Han greb Søsteren fast under Hagen og saa barsk paa hende.

«Ja naturligvis, Einar. Og jeg skal heller ikke glemme de pene Tingene, det kan Du være sikker paa.»

«Riber har ogsaa lovt mig. Det maa Du minde ham paa.»

«Ja,» hvisked Ory.

«Ory græder alligevel, Mamma,» udbrød saa Gutten. «Hør Ory,» han tog fat i hendes Øre, «hvis Riber ikke har vært snil mod Dig, saa skal jeg skjære ham i tusen Stykker med Foldekniven min, saasnart Dere kommer hjem igjen.»

«Fy, Einar», trued Moren.

«Men jeg græder slet ikke, Einarmann,» sa Ory med en vaad og munter Stemme. «Jeg er bare saa forkølet.»

«Kom nu, Ory.»

«Nej vent lidt Mamma, da!» Einar slog Hænderne fast om Orys Nakke. «Skal der nu ikke mere staa Frøken Ingstad paa Brevene dine? Skal der nu staa Frøken Riber?»

«Fru Riber,» retted Moren.

«Jammen saa blir jo Ory liksaa gammel som Du, Mamma.»

«Farvel Einar, søde lille Broren min. Hils Lolly og Letty og Knut, naar de vaagner imorgen.»

Mens Moren la Tæpperne tilrette over Einar, gik Ory rundt og kyssed de sovende Smaa.

Med et rask Greb om Orys Skuldre førte saa Fru Ingstad hende med sig.

De kom ind i Sideværelset, hvor Rejsetøjet laa med brusende Skindbesætning og tilsvarende Hue og Muffe. Fru Ingstad trykked Ory ned paa en Stol, satte sig paa Huk foran hende, og trak de skindforede Støvler uden paa Silkeskoene. Saa tulled hun hende ind i et langfryndset gult Sjall, hjalp hende Kaaben paa, og knapped den foran.

«Nej se, hvor Huen klær Dig! Her er Muffen, Hanskerne ligger indeni.»

«Og nu, min kjære, søde velsignede Datter.»

Fru Ingstads Mund blev med ét bleg, og det bæved om de tynde Læber. «Nu maa Du være snil og fornuf» – mere fik hun ikke frem. Hun laa i tilbagetrængt Graad om Datterens Hals.

«Det er ikke værre for Dig end for enhver anden. Husk, at den Vejen skal vi jo helst alle.»

Hun vented lidt, og vedblev saa: «Du er bleven forfærdelig forkjælet, ikke bare af os herhjemme, mindst af os, men af alle, alle andre. Husk paa det, Ory min, for nu blir Livet anderledes.»

«Ja, ja i Guds Navn da. Farvel mit kjære, kjære Barn,» kom det saa næsten uhørligt.

Ory stod stiv og stille. Der var kommet nogle røde Pletter paa hendes hvide Kinder, og de mørke Øjne lyste koldt.

«Hvor det gør godt at se Dig saa fattet. Nu er Du ikke bange mere. Er Du vel, Ory?»

«Det nytter saa ikke til noget,» svarte

Ory med en underlig indskrumpet Stemme. – «Jeg har ikke sagt Farvel til Pappa.»

«Det gjør det samme. Jeg skal hilse ham fra Dig.»

«Sig saa til Riber, at jeg er færdig,» sa Ory langsomt og dumpt.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.