Forraadt

av Amalie Skram

III.

Ar’n’t you hungry, Mrs. Reiber?

Ory vendte sig om fra Vinduet, hvor hun i Timevis havde siddet og sløvt stirret ud paa den taagegraa, larmende Vrimmel i Cheapside street, og svarte: «No, thank you.»

«You prefer then, as you said before to wait with the dinner for your husband?»

«Yes», nikked Ory, og Boardinghousemadammen forsvandt.

«Uf, dette rædsomme Menneske med de skinnende, falske Haarbukler, der saa ud, som de var lavet af sort, blank Lintraad, og som skjulte baade Panden og Størsteparten af det snuskede Kappestel oppe paa Issen. Nu var hun den sidste Times Tid hvert tiende Minut kommen listende paa sine Filtsko, og havde hver Gang spurgt med sin irske Nøddeknækkerstemme: Ar’n’t you hungry, Mrs. Reiber?

Og saa ikke at kunne sige andet end: No thank you, og yes.

Mon det dog ikke havde vært bedre at gaa med Mæglerens unge Søn, som nu i flere Dage havde trukket om med hende, «for at vise hende London,» som det hed. Men han var saa irriterende kjedelig; sa bare noget, naar hun spurgte, og da næsten altid med sin utaalelige svenske Stemme: Jo vars min Fru.

Men at sidde her hele Dagen, stængt inde i dette frygtelig triste Værelse, med denne beklumrede, engelske Stenkulslugt, hvor der altid var halvmørkt, hvor Hestehaarsmøblerne ganske sikkert aldrig havde været banket eller luftet ud, og hvor Stolene var saa tunge og store, at hun maatte bruge begge Hænder for at flytte dem.

Spektaklet fra Gaden var ogsaa fælt. Aldrig havde hun tænkt det muligt at leve i slig en Larm og Rammel. Det var tusen Ganger værre, end naar der var Ildebrand derhjemme.

Hun rejste sig og vandred frem og tilbage paa det tykke Teppe, hvor Mønstret og Farven var afslidt foran Sofaen og under det firkantede Spisebord i Midten, med Opdækning til to.

Hvor var her lurvet og alligevel solidt. Disse vægtige Møbler og svære, forede Gardiner af rødbrun Plysch, hvis Agramanborder her og der var gaat istykker. Først havde Ory tænkt, det var et prægtigt Værelse, men nu –

Ikke engang Kaminen, hvis blanke Marmorgesims og skinnende Messinggelænder Ory straks var blet saa indtat i, havde hun mere nogen Hygge af at se paa. Ikke engang naar der var Ild i den som nu. For det store, forgyldte Spejl ovenover, var saa fedtet og plettet, at ikke engang Gaskronen, som hang ned over Midtbordet, kunde spejle sig ordentlig i det, og de kunstige Blomster og brogede Fugle paa Gesimsen var saa støvet og smudsig, at man ikke kunde se, hvad de var gjort af.

Hys, var det ikke Madammen, som kom igjen? Ory skyndte sig hen til Vinduet, hvor hun indtog sin forrige Plads med en Hast, som om hun begik noget ulovligt ved at spasere paa Gulvet. Bare hun kunde ha krøbet under Sofaen og ligget skjult der, eller der havde vært en Nøgle i Døren.

Nu var Gaslygterne tændt derude i Gaden, to tætte Rækker paa hver Side, og fra Sporvogne og Omnibusser og alle Slags Kjøretøjer, der ustanseligt og ensformigt drog forbi, lyste det med Blus i rødt og grønt og gult.

Det var dog svært, hvor længe Riber blev idag. Spisetiden var jo fastsat til Klokken 4, og nu var den vist snart 6. Huf, saa mørkt det nu var blet derinde.

Hun støtted Hodet i Haanden og hengav sig paany til de triste Betragtninger, som hun hele Dagen havde ruget over.

Gud maatte vide, om hun ikke havde handlet svært letsindigt i at gifte sig saa ung eller rettere, forlove sig saa tidligt. For naar de først var forlovet, saa – Allesammen havde sagt, at det var rimeligt, han ikke vilde finde sig i at vente.

Hvis det ikke var hændt det paa Skøjteisen derhjemme, saa havde hun sikkert sagt nej, da han friede. Men hun var bleven saa begejstret ved at se, ham være den eneste, der havde havt Mod til at springe ud og redde den Gutten, som var gaat paa Hodet i det sorte stygge Hullet. Alle de andre havde bare staat og maabet.

Forresten kunde hun faat en meget værre Mand end Riber. Han var saa snil og god og saa forelsket, at hun maatte være en Sten for ikke at kunne røres af det. Der var bare det ivejen, at han undertiden kunde bli saa mærkværdig rasende over ingen Ting, ja rent ud te sig som et galt Menneske.

Men alligevel var det utaknemmeligt af hende, at hun ikke var gladere. Og det var vel det, som ærgred Riber.

«Kære Gud i Himlen,» hvisked hun saa.

«Hjælp mig til at elske Riber saaledes, som Du har befalet det. Du ser jo, hvor gjerne jeg vil. Hjælp mig da for Jesu Skyld, Du, som er almægtig.»

Denne Bøn vilde hun bli ved at bede hver Dag, saa maatte det vel komme tilsidst.

«Vorde ét Kød.» Et Kød med en stor, tyk, trediveaarig Mand. Uf nej, de Ordene likte hun ikke.

Der lød tre korte, skarpe Slag paa Dørhammeren.

Ory for op, løb hastig famlende i Mørket over Gulvet ud paa Gangen, op over de magelige Trapper med de mange Afsatser, ind i Soveværelset, hvor hun krøb sammen bag den vældige Dobbeltsengs folderige Sideomhæng.

Tiltrods for Tepperne paa Trappen, der gjorde Skridtene lydløse, hørte dog Ory straks efter nogen komme, og idetsamme Madammens Stemme sige: «Shall I follow you with the candle Sir? Mrs. Reiber must be upstairs, no doubt.»

Riber svarte kort og bestemt: «No thank you, maam. Hand me the candle, please,» hvorpaa Døren gik op, og et hvidgult Lys faldt hen over en Stribe af det i graat og rødt smaamønstrede Gulvteppe.

«Kom frem med Dig, Ory!» raabte han barsk. «Hvad skal sligt Tul være til?»

«Jeg har slet ikke gjemt mig,» sa Ory spagt, idet hun hurtig forlod sit Skjul. «Jeg gik bare op, for at vaske Hænderne mine.»

«Det kunde Du ha besørget lidt før, synes jeg. Her kommer jeg hjem, sulten og udaset Klokken 6 paa Kvælden, og maa endda vente paa Middagsmaden. Hvad skal de Nøkker til?»

«Nøkker jeg?» Ory saa fortabt paa ham.

Riber, som gik rundt paa Gulvet, stansed med et Sæt foran hende, og hans Stemme var sint og saa gneldrende høj, at den skar i Ørene, da han sa: «Hvorfor vilde Du ikke ud med den unge Brandt i Dag? Var det kanske ikke for at spille Martyr? Du vil vel ikke nægte for, at Du har grædt?»

«Jeg har jo ikke klaget over noget,» sa Ory usikkert.

«Nej, naturligvis. Du er altfor stolt til at klage Dig for mig. Men jeg ved nok, hvad Du skriver til dem derhjemme.»

«Det er ikke sandt, Riber,» sa Ory indigneret. «Aldrig har jeg skrevet et Muk om noget sligt.»

«Riber,» hærmed han. «Altid bare Riber og Riber. Jeg heder ikke Riber, forstaar Du. Det var min Far, som hed Riber. Jeg heder Adolph, jeg. Hører Du?»

«Bilder Du Dig kanske ind, at Du taler for sagte?»

«Du er en halstarrig Natur,» fôr han fort med sin rappe, hvasse Røst, der gjorde Ordene saa gjennemtrængende tydelige. «Se om jeg kan opnaa saa meget, som at faa Dig til at kalde mig Adolph engang, endog saa tit som jeg har bedt Dig. Skammer Du Dig ikke, naar Du tænker paa, at selv gamle Ane Stuepige kalder mig for Adolph?»

«Jeg skal nok, naar jeg bare faar vænnet mig til,» sa Ory sagte.

«Uf, slige Fillegrejer!» Riber rysted sig i Klærene, saa det knaged i hans Legeme. «Gifte sig! nej fy for den lede! Det burde være strafbart.»

Ory saa forbauset paa ham.

«Nu skal det naturligvis hede sig, at jeg har forsømt Dig her i London, ladt Dig sidde inde hele Dagen i et sjofelt Boardinghouse. Saa meget Onkel Pitter, den Ranglefanten, faar noget at slæve og flæbe for, og faar gnikket sin røde Næse endnu rødere. Ha, ha!» lo han pludselig indædt. «Ja for Du vil vel ikke fragaa, at Du har sagt, her var sjofelt?»

«Det kan gjerne være,» sa Ory. «Jeg husker virkelig ikke.»

«Slig en uhørt Fordringsfuldhed! Du skulde vide, hvad jeg tit har tat tiltakke med, naar Omstændighederne var slig. Men saa’n er Fruentimmerne! Satan ogsaa, at en ikke kan undvære dem.» Han stod lidt og saa sig om i Stuen med forte Øjne, fôr saa pludselig hen til Sengen, sled frem under det hvide Overteppe en lang, rund Pude og klasked den rasende i Gulvet, greb den saa igjen, og blev ved med at hive den op og ned saalænge, til han pusted af Anstrengelse.

Ory havde tat Plads paa en Skammel borte ved Kaminen, mens hun saa vredt og skræmt paa ham. Da han endelig holdt inde og sparked Puden langt fra sig, dukked hun Hodet og skjulte Ansigtet i Hænderne.

Der blev banket paa Døren, og Værtinden keg ind: «Dinner is ready, Sir.»

«Allright,» Riber vinked hende bort med Haanden.

«Alle de Ærgrelser, jeg har om Dagene,» begyndte Riber saa igjen og gav sig til at trave langsomt op og ned. «Styrmændene har bare dovnet sig og levet bon paa Skibets Bekostning, mens jeg var hjemme og gifted mig. Jo, det er pene Grejer! Nu har han afvist et Parti Stykgods, mens jeg var i Byen i Forretninger. Men jeg skal lære ham,

Knebelen. Han skal sandelig faa andet at vide. Nu skal han naturligvis gi det Udseende af, at jeg forsømmer Rederiets Tarv, fordi jeg har Konen med. Men Du kan tro, min Mor! Ikke et Gran af Hensyn tar jeg til Dig i den Retning,» han strakte med Hænderne i Bukselommerne sin svære Overkrop hen imod Ory, og hans Øjne liksom trued til hende. «Det mangled bare. Gid Du kun havde holdt fast ved din Beslutning om ikke at ville gifte Dig før Aaret var omme. Saa var jeg kommen hjem med Skuden, og alt kunde ha gaat for sig paa en ganske anden Maade.»

Ory løfted Hodet og betragted ham.

«Ja, se Du bare, Mor! Skibet taber Masser af Penger for disse Narrestregers Skyld. Og hvis jeg endda havde havt nogen Fornøjelse af det.»

Atter gik Døren op.

«I’m afraid dinner will get spoiled, Sir,» sa Værtinden misfornøjet.

«Hallo!» raabte Riber. «We shall be on the spot instantly, maam.»

Han gik hen til den dobbelte Servante, slog Vand i den store, dybe Kumme, dypped Ansigtet flere Ganger ned i den og vasked tilsidst sine Hænder. Mens han tørred sig, saa han hele Tiden hen paa Ory, og spurgte saa i en spag og flou Tone: «Er Du falden i Søvn, Aurora?»

Hun hverken svarte eller rørte sig.

«Kom nu, Ory. Det er sandelig paa Tide, at vi spiser. Ellers flyger Orangutangmadamen vores i Flint med et Drøn, saa Huset ramler sammen.»

«Sid nu ikke der og mul, Ory,» vedblev Riber venligt. «Du vil da vel ikke, hun skal mærke noget, Kjærringen dernede?»

«Eller vil Du kanske opføre en Scene til?» kom det lidt efter utaalmodigt.

«Jeg?» spurgte Ory og løfted atter Ansigtet.

«Ja, eller jeg da. Det kommer ud paa ét. Du maa jo alt ha mærket, hvordan jeg er, Ory. Sinne har jeg i mig, men naar jeg har faat det ud af mig, er jeg lige god igjen. Kom nu bare.»

Ory rejste sig tungt og træt. Riber vilde omfavne hende, men hun veg tilside og gik foran ham nedenunder, hvor Gaskronen var tændt.

Ved Bordet veksledes der ikke et Ord imellem dem. Ory sad bleg og stille med stramme Træk, og hun spiste meget lidt. Riber var venlig og snaksom med Madammen, der serverte Oxtailsoup, Roast Beef og Plumbudding. Af en stor blaamønstret Lerkande skjænked hun Pale Ale, blandet med Stout op i tykke Glaskrus, og hun haabed hvert Øjeblik, at «Dinner» var dem tilpas.

Da de var færdig, tog Værtinden alting af Bordet og satte en Karaffel Portvin hen foran Riber, som skjænked i Glassene og tændte sig en Cigar.

«Well now,» sa saa Værtinden. «If you require something, Captain Reiber, just ring the bell.»

Saasnart Madammen var ude af Stuen, rejste Ory sig og gik mod Døren.

«Skal Du ikke ha et Glas Vin, Ory? Vær nu snil Pige.»

Ory rysted Hodet og gik ovenpaa, hvor hun indtog sin forrige Plads paa Skamlen ved Kaminen. Lyset borte paa Servanten brændte uroligt, og Skyggerne af de svære gamle Møbler strakte sig lange og uformelige hen over Gulvteppet.

Hun var kold om Hjærtet. Kold, saa hun følte det gjennem hele Legemet.

Hvad var dog Riber egentlig for et Menneske. Altid kom hans Overfuselser som et uventet Regnskyl. Nu idag, da han var gaat fra hende, blid og fornøjet og saa komme tilbage i sligt et Humør.

Men igrunden fortjente hun ikke bedre. Det var altid bare Tak for sidst. Naar han var kjærlig og snil og forelsket, saa var hun sur og træg, uoplagt, som han kaldte det. Og det var sandt. Hun var ikke, som en god Hustru skulde være. Langtifra.

Men han sa saa mange stygge Ting, naar han var sint. Hvad kunde det hjælpe, at han bagefter kom og var sønderknust. Der var altid en Braad tilbage.

Hun, som havde glædet sig slig til at komme ud og se den store, dejlige Verden. Fortumlelse og Ensomhed var det eneste Indtryk, hun havde følt. Riber var saa led og kjed af Udlandet, at han hverken saa til højre eller venstre. Han befandt sig kun vel, naar han var paa Sjøen, eller hjemme hos Bedstemor Riber. Ingen havde fortalt, eller vist hende noget. Hun havde gaat omkring som i en Ørken midt i Menneskemyldret og stirret og stirret som dengang, der var Panorama derhjemme.

«Det letteste af alt i Verden er at være en forelsket Mands Kone,» havde hendes Mamma engang sagt, og hun havde i sine Tanker tilføjet: Ja, for saa kan man kom mandere ham og faa det, som en selv vil.

Aa nej, det var nok ikke saa liketil.

Om hun havde havt den største, den solideste Kærlighed at ta af, saa maatte hun jo snart bli renonce paa denne Maaden. Og hun, som intet havde at staa imod med, som kjæmped sig frem fra Time til Time, som bad til Gud om Naade og Kraft til at elske ham, som hun burde. Hvordan skulde det dog gaa hende, naar hun nu kom ud paa den lange, lange Rejse. Alene paa Oceanet med dette fremmede, utrygge Menneske.

«Alene paa Oceanet,» denne Tanke bragte hendes Hjærte til at svulme, og kort efter kom Taarerne, store og varme.

Træt og overgit læned hun sig med korslagte Arme op imod Kaminen, og lidt efter slumred hun ind.

Hun blev vækket af, at nogen rørte ved hende, og da hun rev Øjnene op, saa hun Riber staa foran sig.

«Om Forladelse, jeg mente ikke med det, Ory,» han bøjed sig over hende og la sine Arme paa hendes Skuldre.

«Slip mig, jeg sidder saa ubekvemt.»

«Sidder Du saa ubekvemt?» han retted sig hurtig op.

Ory rejste sig og slæbte sig haltende og hinkende hen over Gulvet. Riber vilde hjælpe hende, men hun afværged det: «Det er bare mit ene Ben, som sover,» hun satte sig paa Puffen ved Sengens Fodstykke.

«Kan Du ikke sige, at Du tilgir mig, Ory,» bad Riber i en ynkelig Tone.

«Jo, det kan jeg gjerne,» svarte Ory mut.

«En Mand kan da ikke gjøre mere end be om Forladelse, naar han har forløbet sig, véd jeg.»

«Men det kan en Stymper ogsaa,» kom det haanligt fra Ory.

«Du véd, Ory, hvor højt jeg elsker Dig,» klynked Riber. «Jeg vilde gjøre alt for Dig.»

«Saa skulde Du rigtignok være anderledes imod mig,» bused Ory med ét ud. «Du har ingen Grund til at behandle mig, som Du gjør.»

«Nej, nej,» sa Riber, som havde sat sig paa Skamlen, hun havde forladt.

«Og jeg har det slet ikke saa morsomt, maa Du tro,» vedblev Ory med svagt dirrende Stemme. «Du er kjendt med saa mange og kan tale med hvem Du vil, mens jeg – Om Du saa slog mig ihjel paa Stedet, kunde jeg ikke raabe om Hjælp engang.»

«Hvad er det for Snak, Du fører.» – Riber fôr op og kom hen til hende. «Tror Du, jeg kunde ha Hjærte til nogensinde at lægge Haand paa Dig, Ory?»

«Pyh!» sa Ory og vendte Hodet bort.

«Jeg forsikrer Dig til, at jeg før vilde lade mig slide levende ihjel af vilde Dyr, end krumme et Haar paa dit Hode. Ory, søde Ory, Du véd, Du aner ikke, hvordan jeg elsker Dig,» han talte med grædefærdig Stemme og Hænderne var saa fast foldet, at Knoerne var hvidlige. «Du er det eneste Menneske i Verden, der kunde gjøre mig nogen Sorg, jeg tog mig nær af, og Du er den eneste, som kan gjøre mig nogen sand Glæde. Om Du en vakker Dag gav Dig til at slide Skjægget af mig, vilde jeg kysse dine Hænder for det. Slaa mig i Ansigtet, Ory, jeg ber Dig, slaa mig i Ansigtet.»

Ory var nær ved at le, men kneb Munden sammen og betvang sig.

«Det er sandt hvert Ord, jeg siger, Du maa tro mig, Ory.» Riber stod i samme Stilling og saa med sine smaa skjæve Øjne, der lyste af bekymret Inderlighed, ufravendt ned paa Ory. «Véd Du, at jeg flere Ganger alt har tænkt paa at dræbe mig for din Skyld. Jeg synes ikke, jeg er god nok til Dig. Jeg gjør Dig ikke lykkelig, som Du fortjener. Jeg er bange for mig selv, at jeg skal bli værre med Aarene, for der er noget forfærdelig ondt og ustyrligt i mig, mikset op med en hel Del godt. Jeg sværger Dig ved Gud og hans højeste Ord, at jeg har tænkt paa at dræbe mig for din Skyld.»

«Men saa ti dog stille,» udbrød Ory med en uvillig Gysen. «Du gaar altid saa altfor vidt, naar Du faar dine Togter, enten de nu er af det onde eller gode.»

«Og hvordan skal det kunne være anderledes,» fortsatte Riber i samme ydmygt bedende Stilling, og uden at ha hørt, hvad Ory sa.

«Du er uskyldig som en Guds Engel, og jeg er en skidden Synder. Aldrig havde jeg vidst, at en ung Pige kunde være som Du, Ory. Du var vel værd, at et Menneske som jeg tog Livet af mig.»

«Aa nej, Riber, sig ikke det. Jeg er slet ikke saa god, som Du tror.» Hun rakte ham grædende begge sine Hænder og bøjed Hodet hen imod ham.

«Jo Ory, min elskede, min Guds Aabenbaring, Du er netop saadan som jeg siger. Du véd ikke, hvad godt Du har gjort mig. Ved Dig er jeg bleven et bedre Menneske, ja ialtfald er jeg begyndt at stræbe efter det. Tror Du mig ikke?»

«Jeg véd ikke, Riber. Du skræmmer mig saa tit.»

«Ja, fordi jeg er et Uhyre, Ory. Min Farfar var ogsaa slig. Jeg har arvet det efter ham og saa er jeg naturligvis ikke blet bedre af at fare tilsjøs fra jeg var 15 Aar. Sjølivet hjælper just ikke til at opelske det gode hos en Gut i den Alder. Nu i Eftermiddag havde jeg ærgret mig grøn over Styrmanden, og saa er der noget ved den Fyren, som gjør at jeg ikke kan skjælde ham ud rigtig. Jeg véd Fan’en, hvori det stikker.»

«Og saa fik jeg det istedetfor ham,» sa Ory med et Suk og tørred sine Øjne med Lommetørklædet.

«Aa ja tildels. Men det var forresten mest fordi jeg var gal paa mig selv. Jeg havde nemlig siddet paa en Knejpe med en Kaptejn fra Arendal og et Fruentimmer og vrøvlet i to Timer, og det uagtet jeg altsaa vidste, at Du sad herhjemme alene og vented paa mig.»

«Fruentimmer, hvad Slags Fruentimmer?»

«En Tøjte af den værste engelske Sorten. Arendaleren trak endelig afsted med hende, ellers var jeg vist bleven siddende der længer. Vorherre velsigne Appetitten hans. Han har sin Kone med, den Flabben, en pen liden vims Tingest paa 22 Aar.»

«Og Du kjender og taler med saa’nne Fruentimmer?» Ory rejste sig hastig. Hendes Mine var saa spændt, at Riber blev helt forskrækket.

«Det kan en Mand ikke saa let undgaa, Ory min. De snakker til en paa Gaden og hægter sig fast i en, og især her i London. Ja, kort sagt, Ory, hvor skal en saa hen?»

«Aa Riber, Riber, Du har vel aldrig nogensinde,» hun slynged heftig sine Arme om hans Hals, og han mærked hendes Hjærtes urolige Slag.

«Søde, dejlige Ory min. Jeg skal fortælle Dig alt om mit foregaaende Liv. Alting Du. Jeg har Gudskelov intet at skjule eller skamme mig over.»

Ory retted sig op. «Fortæl mig saa; begynd straks.»

«Nej ikke iaften; det kan vi vente med til en anden Gang. Nu skal vi ud paa Gallejen. Sandelig, vil vi ikke muntre os lidt efter denne bedrøvelige Dagen.»

«Lad os heller bli hjemme,» sa Ory og pusted paa Lommetørklædet, som hun derpaa førte op til Øjnene.

«Nej, men skal vi ej, Skatten min. I Alhambra eller paa Teatret, kort sagt, hvor Du vil. Og hør Du, Ory! Du skal ta paa Dig den røde Fløjelskjolen, som jeg forærte Dig forleden, og Kniplingssættet. Jeg vil skam være stolt af min dejlige Kone.»

Riber tændte Lysene paa Toiletbordet og fandt frem hendes højknappede Broncestøvler. Saa slog han Kufferten op, trak Skuffer ud og fyldte hendes Vandfad.

«Saa, Tuppen min, nu har jeg gjort istand til Dig. Naar vi kommer ombord, skal jeg først og fremst være Kammerjomfru for Dig og dernæst Skipper paa Skuden. Her er din Frisérkaabe. Tag nu Kjolelivet af Dig, saa skal jeg greje og børste dit dejlige Haar.»

Det tog altfor lang Tid, mente Ory. Og desuden sad jo Haaret saa glat og pent.

«Han er dog et ejegodt Menneske,» tænkte Ory, mens hun klædte sig om. «Men noget videre vakker er han ikke just, skjønt han undertiden kan se noksaa elegant ud.» Hun stod, mens hun knapped sit Kjoleliv og saa paa hans tykke, lidt uranke Ryg med de korslagte Seler henne ved Servantespejlet, hvor han glad smaasnakkende trak i sin Moustache og børsted sit Kindskjæg. Men alligevel. Iaften kunde hun da tydelig føle, at hun var glad i ham. Gudskelov. –

«Nej, hvor Du er pen, Ory,» Riber la Hodet paa skjæve og saa med Velbehag paa hende. Og saa ser Du saa Fandens forførelysten ud med de ubegribelige Øjnene og det unge, kjække Bryst. Men, men, – – Uf dit Utyske, hvorfor kan Du ikke være som andet Kvinfolk?» Han trued spøgende til hende.

«Véd Du da noget om, hvordan de andre er?»

«Du er en liden Tussepeter,» Riber lo og kneb hende i Kinden. Men da han blev vâr den pludselige Farveskiftning i hendes Ansigt, slog han om og sa alvorlig: «Er Du galen, Jente! Hvor Fanden skulde jeg vide det fra?»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.