Forraadt

av Amalie Skram

IX.

Det blæste en forrygende Storm af Sydvest. Riber stod agterud paa det svajende Dæk og holdt sig fast i Kanten af Kappen, mens han af og til plired op i den sorte, med skiddengule Flager isprængte Luft. Hundevagten, som nylig var kommen paa Dækket, havde gjort fast de dobbeltrevede Merssejl og sat Stumperne til. Om Eftermiddagen var de kommen klar af Kanalen, som de havde maattet krydse sig igjennem, og idet de slap ud paa Spanskesjøen, var de bleven mødt af et krapt Hav, med svære Underdønninger, der kom væltende fra alle Kanter. Samtidig havde Vinden tat til i Styrke.

Styrmanden kom hen til Kappen og greb fat i Dørtaget.

«Aldrig har hun vært saa Fandens til at slingre,» sa Riber ærgerlig. «Men der har en det, naar en selv er fraværende. De har naturligvis sat det letteste Kramet i Bunden og det tungeste ovenpaa.»

«Vi maatte ta det efterhvert, som det kom, Kaftejn.»

«Saa det maatte De! Hvad tror De, Rederierne holder Styrmænd for?»

«Ventelig, fordi Skipperne ikke kan undvære dem,» kom det tørt fra Styrmanden. «Hallo!» Skibet satte Næsen i Sjøen, og Styrmanden kruged sig ned og holdt sig fast.

«Hvis De var liksaa rap med Forstanden og Haanden, som De er det med Tungen, Styrmand, Far –» et Bølgesprøjt kom rullende agterover og slugte Resten af Ribers Ord.

«Satan til Kjæft paa den Fyren,» snærred Riber, mens Styrmanden forsvandt gjennem i Kappen, hvis Dør han med et Smæld trak til efter sig.

«Hvem staar til Rors?» raabte Riber og gik hen til Hytten, idet han bevæged Kroppen til højre og venstre for at holde Ballansen.

«Zacharias, Kaftejn.»

«Hvad ligger I an?»

«Sydvest til Vest, Kaftejn!»

«Anden Styrmand hoj!»

«Aahoj Kaftejn!» svartes der, og en høj, tynd Fyr med Sydvest ned over Ørene og noget tykt tullet om Halsen viste sig inden for den runde Lysning, som Kompaslampen og Skinnet fra Skylightet kasted paa Dækket.

«Læg Presenningen over Skylightet,» kommanderte Riber, «og sæt Stagfokken til.»

«Javel, Kaftejn.»

«Er der noget, saa varsko mig. Jeg gaar ned lidt. Om en Timestid skal vi vende.»

«Javel, Kaftejn.»

Riber gik nedenunder, hvor de tændte Lamper slingred og oste.

Inde i Salonen tog han et Kort, som laa sammenrullet i Sofaen, glatted det ud paa Bordet og bøjed sig over det, mens han holdt det fast med Armene. Han stemmed de sprigende Ben med de højskaftede Sjøstøvler mod det bevægelige Gulv og gav sig til at studere Kortet og at maale ud i det med Passer og Vinkellinealef. Af og til nikked han tilfreds og snakte halvhøjt med sig selv. Saa rulled han Kortet sammen og la det tilbage i Sofaen, hvorpaa han gik ind i Kammeret og nærmed sig Sengen, hvis Omhæng var hæftet op ved Siderne.

«Her er Løjer, kan Du tro!» raabte Ory imod ham. «Kahytten er liksom den er levende og har slaat sig løs og vil gjøre Komers. Og saa alle de underlige Lyde: Den puster og stønner og gir sig af Anstrengelse.»

«Saa, Du ligger altsaa vaagen din stygge Unge,» Riber stak Hodet ind under Omhænget og kyssed hende.

«Du er saa vaad,» sa Ory og tørred sig over Munden med Lagenet; hun havde lettet sig op paa den ene Albu.

«Det er bare denne, som har faat lidt Sjøstænk,» svarte Riber og tog af Hodet den lodne Hue, som han kasted paa Gulvet. Saa trak han Pjekkerten af, stak sin Arm ind under Orys Nakke og gav sig til at kysse hende med hele Overkroppen inde under Omhænget.

«Du puffer i mig! Det gjør ondt.

«Det er Slingringen. Du skulde kjende mine Knæ, hvergang de tømer mod Køjskufferne.»

«Er det frygteligt Vejr?» spurgte Ory.

«Det blæser lidt. Men hvad gjør det, naar Tuppen min ikke er bange.»

«Nej jeg morer mig,» sa Ory muntert. «Hvergang de Klærene der sprætter frem fra Væggen og klasker tilbage, maa jeg le højt. For lidt siden kom dine Haandvægter ramlende ud af Klæ’kammeret. Det var som de skjød med Kanoner.»

«Du er storartet, Ory! Tænk for en Synd og Skam det vilde vært, om Du ikke var blet Sjømandskone. Ingen Sjøsyge, ingen Vrøvl og Sludder, aldeles som om Du havde vært født og vokset op ombord paa en Skude.»

«Skal Du op igjen?»

«Lidt,» sa Riber, som havde trukket Pjekkerten paa. «Jeg gaar ikke tilkøjs, før vi har vendt.»

«Du skulde set mit Tøj, som jeg havde lagt fra mig paa Kufferten,» vedblev Ory smaaleende. «Det kom hoppende lige op i Sengen til mig. Saa stod jeg op og putted det ned i en Skuffe.»

«Du maa forresten passe Dig, Aurora. Du kan jo slaa Dig fordævet.»

«Jeg faldt ogsaa,» sa Ory fornøjet. «Og jeg stødte mig forfærdeligt paa Knæerne og Hænderne. Men jeg bare lo. Se saa, nu begynder den at muntre sig igjen.» Den store med Messingsøm beslagne Trækuffert gled over Gulvet og tørned haardt mod Kortkassen.

«Det er ogsaa for galt, at den ikke er surret fast den Satanen der,» sa Riber. «Jeg skal purre Halfdan og skikke ham ned til Dig. Men se nu til at sove.»

Sove! Ja, hvis det endda havde vært en regelmæssig Slinger fra højre til venstre, men hun blev jo rystet og skaket til alle Sider. Undertiden løftedes Hodegjærdet, saa at hun næsten stod i Sengen, og naar saa Hodegjærdet gik nedover og Fodenden kom ivejret, maatte hun holde sig fast for ikke at slaa en baglænds Kolbøtte.

Hvad var nu det for et Smæld igjen? Ory letted sig op og rakte sig ud over Køjekanten. I det samme kom en Cigarkasse farende ud fra Chiffonnieren, hvis Klap var sprunget op. Med et Klask faldt den paa Gulvet.

«Nu faar Du se, hvorledes Du klarer Dig,» smaasnakked Ory, mens hun med Øjnene fulgte Cigarkassen, der førtes frem og tilbage og indimellem gjorde et lidet Hop.

«Du er forresten tapper,» vedblev Ory, «at Du holder saa godt paa dine indre Dele.

For en Cigarkasse at være –» pludselig gik Laaget op, og Cigarerne tumled ud paa Gulvet, hvor de straks begyndte at opføre en vild Dans.

«Ha, ha, ha!» lo Ory. «Jeg er paa Pantomime.»

«Jo, her ser ud til en Haustakvæld –»

Ory keg frem bag Omhænget. Der stod Halfdan i Døraabningen og rysted betænkelig Hodet, mens han stirred paa Gulvet.

«Ja, hvad synes Du? Saadan har vi det nedenunder.»

«Det er da ogsaa Dekerten til Slingring!» Halfdan, som var kommen ind og havde ludet sig ned for at samle op Cigarerne, fik en Overhaling og klasked Hænderne mod Gulvet.

Ory lo af fuld Hals. «Er det ikke Morro?» spurgte hun.

«Morro,» gjentog Halfdan. Han sad paa Huk med Cigarkassen i Haanden, mens han passed paa som en Smed for at holde Ballansen. «Det er morroere at sove,» han gisped og gned sig i Øjnene.

«Du maa ikke komme her og spolere Humøret mit,» sa Ory. I det samme lød der et skingrende Rammel fra Salonen. Halfdan gik bort til Døren og saa ind.

«Det er Ovnen! Jysses bevare mig, hele Historien er gaat istykker,» han forsvandt gjennem Døraabningen, og begyndte at samle Stykkerne op.

Lidt efter viste Ory sig, iført en mørke rødulden Slaabrok.

«Nej fy, hvor her ser ud!» udbrød hun. «Lampeglasset saa sort som en Skorsten, og Gulvet fuldt af Væde.» Hun satte sig i Sofahjørnet.

«Kaptejnen snakte om en Kuffert,» sa Halfdan, da han havde faat gjemt og stuvet væk Resterne af Ovnen.

«Ja, det er den inde i Kammeret. Har Du noget at surre den med?»

«Nej, men jeg kan ta mine Bukseseler,» Halfdan gik ind i Kammeret.

Ory fulgte efter og tog Plads paa Kortkassen.

«Saa,» sa Halfdan, da han var færdig med Kufferten. «Har Fruen mere at befale?»

«Fruen,» sa Ory og lo.

«Det stod i Brevet, som laa inde i Pakken, Du havde med til mig, at nu maatte jeg huske paa at sige Frue og De til Dig.»

«Pyt,» blæste Ory. «For noget Tøv.»

«Kaptejnen var istand til at bli jaloux,» sa Halfdan og smilte skjælmsk.

«Nej véd Du hvad! Nu er Du for vigtig, Far! Havde det endda været Hagbarth.»

«Ja, hvorfor kunde Du ikke sagt ja til Hagbarth, da han fride til Dig? Saa havde Du nu vært min Svigerinde.»

«En Latinskolegut, som ikke var ældre end jeg selv. Det var da ikke noget at forlove sig med.»

«De har vel alle vært Gutter, før de blev Mænd. Nu er han Student alt.»

«Ja, men jeg brydde mig ikke om ham,» sa Ory med en Hoderysten.

«Det var forresten sørgeligt,» svarte Halfdan. «For ham har Du vist gjort ulykkelig for Livstid.»

«Aa, han trøster sig nok, skal Du se.»

«Jammen tænk, at være saa ude af det, at han kommer hjem og fortæller det selv.»

«Ja, for jeg har aldrig sagt et Muk,» indskjød Ory hurtigt.

«For det maa da være flout at tilstaa sligt,» vedblev Halfdan. «Især til sine egne.»

«Fik han Skjænd?»

«Ja hos Far. Men Mor snakte godt for ham. Forresten saa har Du vist meget saa’nt paa Samvittigheden. Er det sandt, at Du har havt 6 Friere?»

«Er det blevet til 6 nu?» Ory rødmed og lo.

«Jaja, nu er Du gift og vel forvaret,» sa Halfdan med et Suk. «Saa nu skal Du ikke gjøre flere Ulykker i den Retning. Er Du nu glad og vel fornøjet?»

«Ja, hvorfor skulde jeg ikke være det?»

«Nej naturligvis.»

«Hent et Glas Vin, Halfdan. Det synes jeg, vi kan fortjene.»

Halfdan gik ud i Forkahytten og vendte straks tilbage med en Flaske under Armen og to Glas stukket ind mellem Fingrene,

«Sæt Dig her paa Kortkassen, saa holder Du Dig fast i Kufferten og jeg i Dig. Skaal.»

«Saa drikker vi Dis. Skaal, Frue!»

«Skaal Hr. Kahytsgut!» De klinkede og drak ud. I det samme hev Skibet sig over mod Læ. Ory blev hævet op fra Kortkassen, og gled siddende paa Huk ned mod Sengen, mens hun holdt Glasset højt over sit Hode.

Straks var Halfdan efter hende og hjalp hende tilbage til Kortkassen.

De drak lidt mere Vin og blev ved at snakke sammen. Pludselig kyssed Halfdan hende paa Kinden.

«Er Du gal, Gut!»

«Du er vel ikke sint, Ory? Jeg vidste ikke af det, før jeg havde gjort det.»

«Nej pyt,» svarte Ory og rysted Hodet. «Men jeg betakker mig rigtignok for mere af den Slags, saa meget Du véd det. Hvad tror Du, Riber vilde sige?»

«Hvad kan det gjøre ham. Han har vist kysset saa mange.»

«Hvor véd Du det?»

«Saapas véd jeg da. Har han kanske bildt Dig ind noget andet?»

«Nu er Du næsvis, Halfdan. Ory følte Blodet stige sig til Hodet, og hun flytted sig lidt fra ham.

«Det var jo bare Spøg,» svarte Halfdan flou. «Om Forladelse, Frue.»

«Nu kan Du forresten godt gaa,» Ory rakte ham Glasset og rejste sig. «Her er ikke mere for Dig.»

«Du klager mig vel ikke for Kaptejnen,» sa Halfdan ydmygt.

«Saa maatte jeg ville Dig ondt, Halfdan. Du kan forresten gjerne sige Frue til mig. Det er alligevel det mest passende.»

«Ja, Godnat da, Frue.»

De vidste altsaa, hvordan Riber havde vært, tænkte Ory, da hun atter var kravlet tilkøjs. Styrmændene, Folkene, Halfdan, alle sammen. Det var derfor, de var saa venlige mod hende og saa ud, som de havde ondt af hende.

Ja naturligvis. Ene og alene derfor. Aa Gud, hvorfor var hun dog kommen ombord i dette Skib. Hvad skulde hun med Riber. Hvorfor var hun i det hele tat blet gift og var rejst hjemmefra. Hele Grejen var det dummeste og meningsløseste, som var til. Ligge her og bli skaket i denne ækle Køjen, som ikke var hendes, og som hun ikke hverken vilde eje eller ha, om de saa slang den langs Gaderne efter hende.

Gaderne? Det blev nok længe til hun fik nogen Gade at se. Sjø og Skib og Sjøfolk, det var, hvad hun skulde ha for Øje i Uger og Maaneder.

Om hun dog bare havde sagt ja til Hagbarth. Tænk, hvor lykkelig hun saa vilde vært. Hun begyndte at græde stride Taarer over Hagbarth, og det forekom hende, at hun længtedes efter ham.

Uf, for et Vejr, det ogsaa var. Ikke en rolig Dag havde de havt. «Saa snart vi faar det nogenlunde smult, skal jeg fortælle Dig det altsammen,» svarte Riber altid, hver Gang hun vilde ind paa dette skrækkelige.

Han var naturligvis glad for Uvejret og brugte det som Paaskud til Udsættelse.

Jaja, nu fik hun se. Hun vendte sig om paa Siden, stemmed Knæerne mod Væggen for at ligge stødigere, og gisped. Sandelig var hun ikke blet søvnig. Og nu gik Skuden roligere. I Grunden laa hun som i en Gynge, der vugged hende frem og tilbage.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.