Der var gaat en Uge, og i den Tid havde Riber flere Ganger gjort sig tidlig færdig med sine Forretninger og var tat ud med Ory til nogle af Londons Seværdigheder, hvorefter de saa havde endt Aftenen i et eller andet Teater. Hver Gang var Riber kommen skuffet og misfornøjet hjem fra disse Udflugter. Ory havde vært saa forknyt og stille, at der havde lagt sig som et Tryk over hans Sind. Hændte det, at hun en Stund saa glad og intreseret ud og kom med nogle Spørsmaal, saa vips kunde det være som strøget af hende, uden at han ante, hvad der var Grunden, og saa blev hun gaa ende med en Klemme for Munden Resten af Dagen. Som dengang da Regnskyllet overfaldt dem oppe i Hyde Park, og Ory var bleven saa vaad, at de maatte paa Hotel og forlange Værelse for at faa tørret hendes Tøj. Hun havde siddet saa sød og fornøjet foran Ilden i Kaminen og havde lét af hans Vittigheder, da han trak hendes Sko af og hang dem op paa Ildtangen. Og hele Tiden mens de spiste Middag og snakte sammen, var hun blid og kvik, indtil pludselig da de gik ned over Trapperne og den uskyldige Bemærkningen var undsluppet ham, at det første Opvarteren gjorde, naar de var gaat, var at se efter, om Sengen var urørt – da var den kommen over hende denne ulidelige Mørkheden og Tausheden, og siden havde det ikke vært muligt at slaa et Smil eller et Muk af hende. – Noksaa underligt Menneske den Ory. – Gud maatte vide, hvad hun egentlig gik og ruged over.
Saa var det Søndag, og Ory og Riber spiste til Middag hos Skibsmægleren, der hed Høst og beboed en rød teglstendækket Villa i en af Londons Forstæder.
Ory havde Høst tilbords og paa sin anden Side Hr. Bøhn, en ung Tyksak af en Nordmand, Søn af rige Forældre, og ansat som Volontør i det store Mæglerfirma, hvor Høst var en af Principalerne. Desforuden bestod Selskabet af Kaptejn Smith fra Arendal, den samme som Riber havde nævnt til Ory forleden, samt dennes vimse lille Frue og en femogtyveaarig, meget bleg og meget blond Dame, en Slægtning af Høst, der var kommen til dem fra Norge som en Slags Selskabsdame for den engelskfødte og barnløse Fru Høst. Kaptejn Smith var hendes Bordherre, og Riber sad med Værtinden.
Spisestuen var kostbart udstyret med Brysselerteppe, Gobelingardiner og solide Mahognimøbler. Der var Malerier paa Væg gene, og Sølvtøjet paa Buffeten fordobledes i Bagstykkets svære, skinnende Spejlflade. Bordet pranged med slebne Karafler, Frugtvaser og Blomsteropsatser, og der var stillet 6 Glas ved hver Kuvert.
«Ja, som sagt Frue,» henvendte Høst paa sin døsige Maade til Ory, «De maa ikke gi Dem over,» han vented lidt, mens en af de opvartende Stuepiger tog hans Suppetalerken bort. «For Søsyge kan til en vis Grad bekjæmpes!»
«Jamen jeg er jo ikke søsyg,» svarte Ory og saa forundret paa ham. «Det sa jeg jo netop.»
«Ja det er jo sandt, det gjorde De jo ogsaa. Undskyld min Distraktion. Det er forresten en forfærdelig Sygdom. En Dame af mit Bekjendtskab, som skulde til Japan med sin Mand –»
«Skaal Fru Riber!» Kaptejn Smith løfted sit Glas og blinked polidsk til Ory. «Paa Velgaaende og nærmere Bekjendtskab.»
«Maa jeg være med!» faldt hans Kone ind. Hun var i sort Silketaftes Kjole og havde en stor, højrød Fløjelskokard midt i Skilningen. «Vi skal jo til samme Sted, saa jeg haaber, vi treffes og blir gode Venner.»
Ory hilste med Øjnene fra den ene til den anden, mens hun nipped til sit Glas og tænkte: Nej Tak Vennen min! Saa’n en Fyr som gaar med et Fruentimmer. Høst’s skulde bare vidst det!
«Vi drikker paa nærmere Bekjendtskab med din Kone!» raabte Smith fornøjet over til Riber, der talte Engelsk med Fru Høst.
«Og saa maa De tænke Dem til, Frue,» Høst hæved sin monotone Stemme, «da hun havde kastet op i 6 Uger – jeg siger Dem, i 6 samfulde Uger –»
Ory sad med sænkede Øjne og lod som hun hørte efter, mens hun tænkte paa den blege, blonde Dame ved Bordet ligeoverfor med Smilehul i den ene Kind og et langt Kjertelar i den anden, Frøken Sanna, som de kaldte hende. Aldrig havde hun set Øjne med saa ren, blaa Farve, saa fine Bryn og saadanne mærkelig bueformede Laag, der næsten skjulte Øjets Hvider og gav Blikket noget tilsløret og sørgmodigt, undtagen hver gang det mødte hendes, for da skifted det om og blev saa underlig, liksom truende.
«Deres Mand vil med Dem drink!» Fru Høst rakte sit friske, engelske Ansigt frem og til Siden for at fange Orys Blik.
Ory tog rødmende sit Glas og drak, mens hun flygtig skotted til Riber, der sad og smilte med Glasset i Haanden. Hun følte, at de andre saa paa hende, og hun syntes det var flout, og ærgred sig over, at Riber ikke lod hende i Fred.
«Han saa forlibte i Dem,» vedblev Fru Høst henvendt til Ory. «Han ikke tale om andet, og det jeg god forstaa,» hun blotted sine to Rækker tykke, hvide Tænder i et beundrende Smil.
Ory blev endnu rødere og greb Vandglasset, som hun næsten tømte. Idet hun satte det fra sig, kom hun til at se hen paa Frøken Sanna og mødte atter denne fjendtlige Stirren og dette spodske Træk om den fyldige, opoverkastede Mund, som flere Ganger før havde berørt hende ubehageligt. Ory forsøgte at gjøre Gjengjæld men maatte straks opgi det og slog Øjnene ned.
De var færdig med Fiskerenerne, og der blev sat nye Tallerkener om.
«Tilsidst kom der bare Blod op, Blod og Galde,» fortsatte Høst.
«Var De søsyg paa Rejsen herover da, Frue?» spurgte nu Bøhn paa højt og skingert Østlandsk. Hidtil havde han ikke sagt et Ord, bare spist stille og fort tyllet i sig Rhinskvin og Madeira, som han selv skjænked i. Nu var det liksom han vaagned op.
Det gav et Sæt i Ory ved hans uventede Spørsmaal. En Lyst til at ryste Kjedsomheden af sig og være overgiven strøg igjennem hende og med et Smil, der var skjælmsk og surmulende paa én Gang, svarte hun: «Synes De, det er morsomt at bli spurgt om ét og det samme paa én og samme Dag af ét og det samme, nej, af alle mulige Mennesker?»
«Jeg skjønner ikke rigtig – Ossen mener Fruen?» Bøhn saa grublende ud.
«Svar bare, om De synes, det er morsomt eller ej?»
«Om jeg synes, det er morsomt. – Nej det syn’s jeg vist ikke.»
«Ja jeg ikke heller,» sa Ory og rysted leende Hodet.
«Hun blev begravet i det stille Ocean,» afslutted Høst.
«I det stille Ocean!» udbrød Ory livlig. «Begravet siger De?»
«Ja, hvor skulde Manden hen? Lig kan man jo ikke føre paa. Aa Sanna, ræk mig Sennepen please. Men man kan altsaa dø af Søsyge.»
«Hvem døde af Søsyge? En, De har kjendt?»
«Hun, jeg har fortalt om naturligvis,» der var en Nuance af Irritation i Høsts Tonefald. «En Dame af mit Bekjendtskab» –
«Som skulde til Japan med sin Mand,» fuldførte Ory hurtig. «Jeg var lidt distrait et Øjeblik. Det maatte være frygteligt for Manden og for hende ogsaa. Er De søsyg, Hr. Bøhn?»
Bøhn, der atter havde spist, hensunken i Taushed, gjorde et Kast med Hodet og saa ud, som han skulde gjætte Gaader. Med ét opklaredes hans Ansigt og han brød ud i en stille, knirkende Latter.
«Hvad ler De af?» Ory saa forbauset paa ham.
«Nej, det er altfor morsomt,» pusted Bøhn.
«Fortæl,» sa Ory og luded Hodet hen imod ham.
Ved disse Ord lo Bøhn endnu mere. Han tog op sit Lommetørklæde og fôr sig over Ansigtet med det, mens han stønned sagte: «De maa virkelig skaane mig, Frue.»
Nu begyndte Ory ogsaa at le.
«Mine Damer og Herrer,» Høst havde rejst sig. Med udbredte Arme støtted han Fingerknoene mod Borddugen, mens hans altid liksom slumrende Blik flytted sig langsomt fra den ene til den anden.
«Bare det ikke er for os,» tænkte Ory, og knuged Hænderne sammen nede i sit Skjød. Det var det pinligste hun vidste, at der blev hentydet til, at hun var nygift, og at Riber var hendes Mand.»
«Vi er idag,» begyndte Høst, da der var bleven Taushed, «min Kone og jeg i det sjældne Tilfælde at ha et nygift Par ved vort Bord.
«Hør!» forsøgte Kaptejn Smith, hvis smaa, brune Øjne glinsed af Vin og Velvære.
«Ægtestanden er indsat af Gud,» fortsatte Høst, der talte lavt og med Snøvlelyd, «for at Mand og Kvinde skal være til Glæde og Støtte for hinanden,» og saa kom en hel Del om denne Institutions mange Fordele.
Orys Blik fløj over til Frøken Sanna. Heldigvis, denne Gang saa hun ret ud for sig. Saa fik hun da Tid til at betragte hende. Det maatte være kjedeligt med det Kjertelarret, for det var den eneste Fejl paa hendes Ansigt. Jo, forresten Læberne, – de var saa tykke og hovmodige, og Tænderne havde mørke Plomber, men det viste ikke, naar hun holdt Munden lukket som nu.
«Vi, min Ko – min Familje og jeg,» ved dennne Selvrettelse strejfed Høsts Blik Frøken Sannas askegule Haarsnoninger – «har i længere Tid kjendt Kaptejn Riber, og jeg tør sige, at tiltrods for – ja, uagtet at – kort sagt. – Hvis der nogensinde paa Grund af Divergens eller uforudsete Begivenheder» – det knitred i Fru Høsts stramme Silkekjole, og Riber rørte sig paa Stolen. Ory saa sig om. Riber trommed lydløst med Fingrene paa Borddugen og i den Tinding, som vendte mod hende, var der en rød Plet. Fru Høst sad med et stivt Smil og Øjnene paa sin Tallerken, og Frøken Sanna syntes hende ikke mere den samme. De blege Kinder var graa som Kalk, Arret saa større og mørkere ud, Ansigtet var dødt, kun omkring Næseborerne skjalv det svagt.
«Kaptejn Riber har ingen bedre Venner end min Familje og jeg selv, ingen der ønsker ham hjerteligere tillykke med den unge elskværdige Brud, han har faat. Altsaa mine Damer og Herrer, de nygiftes Skaal!» Høst tog sit Champagneglas, klinked med Ory og hilste til Riber, Smith fôr op fra Stolen og bukked til alle Sider, Riber rejste sig modstræbende, og de andre fulgte hans Eksempel, undtagen Fru Høst.
Da de atter satte sig, blev Riber staaende. Han lod Stuepigen fylde sit Glas, hvorpaa han kort takked for Skaalen og la et Stykke Vildt paa sin Tallerken, inden han tog Plads.
Ory følte sig lettet. Det uforklarlig trykkende, der som et koldt Pust var strøget ind imellem dem under Høsts Tale, var nu borte og Snakket gik livligt som før. –
«Hvad er det Riber fortæller?» spurgte Høst henvendt til sin Kone, der var begyndt at le, saa hun rysted.
«Det er bare en Historie fra dengang jeg fôr med Krigsmann,» svarte Riber henkastet.
«Tænk, han narre sin Kaptén og sendte sig en Policeman,» sa Fruen. «De fortæl jouself Kaptén Riber.»
«Jeg skulde være med og spille Komedie hos Skibshandler Christensens i Odessa,» begyndte Riber.
«Han, Svenskeren med alle de vakre Døtrene, indskjød Smith. «Jo, jeg takker, det maatte være Mad for Mons.»
«De var Fanden ikke vakre,» protesterte Riber. «Blegsottige Tingester med daarlige Tænder.»
«Haha!» lo Frøken Sanna haanligt.
«Aa Gud, end ikke vakre!» raabte Fru Smith og trued med Fingeren til Riber. «Jeg har ladt mig fortælle, at De sværmed for dem. Ja, De behøver ikke at bli jaloux, Fru Riber, for saa vakker som De, var Christenserne sikkert ikke.»
«Og saa hans Kaptén ikke vilde give ham fri,» skyndte Fru Høst paa.
«Nej,» sa Riber. «Han svor paa, at jeg ikke skulde komme fra Borde den Dag, ikke levende ialtfald. Jeg svarte, at det blev vi to om, og at nu fik vi se. Til Prøverne havde jeg jo vært, ser Dere, for de blev holdt om Aftenen efter Arbejdstid, og derfor var det jo umuligt at sætte dem bête til Forestillingen, som skulde begynde Klokken syv med Bal bagefter. Dagen før fik jeg saa sendt alt mit Tøj, baade det jeg skulde spille i, og det, jeg skulde danse med, op til Christensens, og om Kvælden efter Arbejdstid gik jeg iland og bestak en Politibetjent til at komme og hente mig som anholdt den næste Eftermiddag præcis Klokken 5. Som sagt, saa gjort, Policeman’en kommer ansættende og staar og kaudervælsker med Kaptejnen og gjør sig saa morsk som muligt, mens han peger paa mig og læser op mit fulde Navn af en Seddel og gjør Tegn til, at jeg skal afsted paa Øjeblikket. De stod vist en halv Time og kjækled med Tegn og Fingersprog, men tilsidst sa saa Kaptejnen, at jeg maatte afsted, der var ingen anden Raad. Og paa Faldrebet trøsted han mig med, at han nok skulde klage paa Konsulatet og skaffe mig Skadeserstatning, hvis jeg var bleven anholdt med Urette.
«Saa han spilled Komedie, og hans Kaptén saa paa det,» afbrød Fru Høst ivrig.
«Ja, han var jo indbuden og sad mellem Tilskuerne. Jeg kom først frem i 3die Scene, og da skulde Dere hørt Kaptejnen. Stop ham! raabte han pludselig og rejste sig med udstrakt Arm. De andre tyssed og vinked, jeg begyndte paa min Sang, og Kaptejnen maatte pent sætte sig ned igjen.»
De lo allesammen, og Riber skotted stolt og lykkelig til Ory, mens han strøg sin Moustache.
«Det morsomste var bagefter,» vedblev Riber. «Vi dansed til hen paa Morgenen, og da vi skulde gaa, kom Krigsmann ind hvor jeg sad og sa: Nu er det bedst at komme sig ombord, Styrmand. Saa fulgtes vi, og han aabned ikke Munden, før med det samme han satte Foden paa Faldrebstrappen. Da stod han stille, vendte sig om imod mig og sa indædt: Det skal De ha betalt, Styrmand, Far.»
«At De virkelig turde!» raabte Fru Smith. «Hvis det havde vært enhver anden, men Krigsmann, som er saa bekjendt for sin strenge Komando.»
«Naar ens Far ejer Skuden, saa tør en mangt, som en anden ikke tør,» sa Smith og blinked forstaaelsesfuldt til Riber.
«Min Far var ikke Skibsreder,» svarte Riber.
«Nej Oberstløjtnant! Smuds mig ikke,» lo Smith. «Men din Mor da, eller din Mors Bror, det kommer ud paa ét.»
«Ja, De har faat en elskværdig Mand, Frue,» nikked Høst til Ory, med sit søvnige Smil. «Han hører til dem, som en aldrig kan bli sint paa.»
«Lad os drikke paa, at Fruen maa kunne ta ham paa den rigtige Maade, som det heder,» sa nu pludselig Frøken Sanna i en spodsk Tone og stødte sit Glas iltert mod Orys.
«Hun ønsker bestemt ondt over mig, den Frøken Sanna,» tænkte Ory og følte sig ilde tilmode.
«Gud, som Fruen ligner Frøken Thomsen fra Arendal,» udbrød Bøhn, og betragted Ory forelsket. «Kjender Fruen hende?»
«Ikke det, naa! Ja, det vil sige, Fruen er naturligvis mye makrere, for Frøken Thomsen er ingen Skjønhed, langtifra! Men alligevel.»
«Hvad hende da?» spurgte Ory, som følte Bøhns Blik hvile generende paa sig.
«Hende? Ingenting.»
«Jeg trode, De vilde fortælle mig noget om hende.»
«Det kan jeg forresten gjerne. Hun har vært forlovet 6 Ganger.»
«Med 6 forskjellige?»
«Kors ja da! Det er paa Skøjteisen hun faar dem til det.»
«Hvad gjør hun med dem da?»
«Fagter og Smaakneb vel,» Bøhn rysted misbilligende Hodet.
Ory lo hjærtelig. «En noksaa fornøjelig Fyr,» tænkte hun, og saa sa hun: «Er De kanske en af de 6?»
«Hvem jeg! Nej var det likt! Nej, jeg har aldrig kunnet fordra’ hende, som Gud og Hvermand véd, derhjemme. Jeg syn’s, saa’nt er ækkelt, jeg.»
«Og hun ligner mig? Maa jeg takke.»
«Nej kors da! Ikke saa at forstaa. Det er bare Næsen og Haarfaconen, mest i Figuren forresten. Men det er saa rent ubetydeligt. Jeg forsikrer Fruen, – ja jeg haaber, De ikke misforstaar?»
«Nej da,» sa Ory muntert. «De behøver ikke at bli saa ivrig. Jeg er vis paa, De synes godt om mig.»
«Dem Frue! Aa Gud da. Jeg sidder bare her og sørger fordi jeg ikke er Sømand.»
«Er det noget at sørge for?»
«Jo for saa kunde jeg tat mig Hyre med Deres Mand og faat fulgt med Dere.»
«Ja, det kunde blet morsomt,» svarte Ory. «Skjønt hvad kan man i Grunden finde paa at more sig med ombord i et Skib,» tilføjed hun straks efter.
«Tænk bare at faa se Dem hver Dag. Det maatte da være det morsomste, jeg kan tænke mig i Verden.»
«Portvin eller Sherry?» spurgte Pigen bag Orys Stol.
«De maa endelig ta Portvin, Frue,» raaded Høst. «Det smager ubetinget bedst til Frugt, og det er ogsaa det sundeste.»
Kaptejn Smith slog paa sit Glas og skjød i Vejret som en Paddehat, der pludselig blir synlig.
«En god Ting kan ikke gjøres ofte nok, siger Ordsproget,» begyndte han med rap, selvtilfreds Stemme, «og derfor vil jeg, før vi rejser os fra Bordet her, hvor vor prægtige Vært med samt hanses ligesaa prægtige Kone har sørget saa rigeligt og overflødigt for Provianten, ikke siger jeg, undlade at udbringe en Skaal for det nygifte Par ligesom vor Vært nys havde den Ære og Glæde at gjøre.»
«Det Fæ,» hvisked Ory til Bøhn. «Gaa hen og put ham en Serviet i Munden.»
Bøhn begyndte at fnise. Ory trak Øjenbrynene i Vejret og saa ned i sin Tallerken, mens Smith meddelte Selskabet, at det ikke var for Riber som Brudgom men for Riber som Sjømand og Menneske han vilde tale.
Pludselig følte Ory noget skrabe paa sin Ankel; hun trak Foden til sig, men lidt efter var det der igjen, og hun fik nu Fødderne korslagt og stukket helt ind under Stolen.
«Dyd og gode Sæder er en stor og rig Velsignelse,» lød det nu borte fra Smith, «og det vil jeg sige, at efter min Mening og efter min Erfaring er Ægtestanden den bedste Garanti, ja det sande Ophav til, at Dyd og gode Sæder kan trives og blomstre iblandt os.»
«Den frække Fyr,» tænkte Ory, og da Smith endelig var færdig, førte hun Glasset til Munden uden at drikke.
Men hvad var dog dette? Der begyndte denne Skubbingen og Gnuringen bag hendes Ankler igjen. Det maatte være Bøhn, for det kom fra den Kant. Kanske havde han mistet noget paa Gulvet og søgte at faa fat paa det med Foden.
«Jeg vil bare sige Dem, at det er mig, De sidder og sparker paa, Hr. Bøhn,» sa Ory pludselig og saa smilende paa ham.
Der kom en Skylle af mørk Rødme over Bøhns, i Forvejen blussende Ansigt. «Om Forladelse,» stammed han og vælted sit Vinglas. «Jeg vidste ikke – jeg trode» –
«Kan De holde Deres lange Bén hos Dem selv,» mumled Høst lavt hen imod Bøhn, og ud af hans halvaabne Øjne skjød et vredt og truende Blink.
«Det er da ikke noget at skjænde for,» sa Ory spøgende. «Det gjorde slet ikke ondt, maa De tro.» Hun saa sig om ved Bordet og var glad for Bøhns Skyld over, at de andre ikke havde lagt Mærke til denne lille Scene.
Da de var færdig med at spise, blev alting tat af Bordet, og nyfyldte Vinkarafler, Cigarer og Askebægere sat frem. Damerne rejste sig og fortrak og Herrerne blev, efter engelsk Skik, siddende for at ryge.
«Skal vi tage en Trip i den Have?» spurgte Fru Høst, da de inde i det store «Drawing-Room» havde drukket Kaffe og set i Albummer og ikke havde mere at snakke om.
Ory og Fru Smith vilde gjerne, men Frøken Sanna undslog sig.
En Stuepige bragte nogle Sjaller og Hætter, og saa gik de gjennem det plante- og blomster fyldte Karnap, der stødte op til Drawing-Room og havde Døre med Glasmalerier ud til den store, lidt bare Have, hvor der var Skumring med Maaneskin. Efter at de havde gaat nogle Ganger rundt i de hvide Grusveje, der var kantet med Konkylier og sjældne Stene, bemærked Fru Høst, at det dog maaske var a little cooly, og foreslog, at de skulde gaa ind igjen.
«Vi spasere om Huset til den Forstue,» sa hun, og gik foran. «Saa vi kan lægge de Sjaller der.»
Idet de kom forbi Karnappet, hvor der nu var tændt Lys, og hvis Vægge for største Delen bestod af Glas, udbrød Fru Smith med ét: «Nej se bare, Fru Riber, Frøken Sanna læser nok Deres Mand Teksten, lader det til.»
Ory vendte Hodet, og saa Riber staa inde i Karnappet med en underlig flou eller ydmyg Mine foran Frøken Sanna, der siddende paa en lav Lænestol strakte Overkroppen henimod ham og talte med et ophidset Udtryk i Ansigtet.
Da Ory og de andre kom ind i Drawing-Room, stod Riber endnu paa samme Plet i Karnappet, men vendte sig hastig om og kom ind og satte sig ved Bordet under Gaskronen.
Fru Høst spilte og sang en Stund; saa blev der budt om The og Keks og kort efter brød Gjæsterne op.
Der var Trængsel paa Jernbanestationen, Kupeerne var temmelig fulde, og Smiths og Ribers blev skilt ad.
Ory følte sig trykket og trist, og som hun sad der i Kupeen mellem disse fremmede, halvsovende eller engelsksnakkende Mennesker, blev hun grebet af en ulidelig Hjemve. Hun vendte Hodet til Siden for at Riber, hvis Blik hun følte hvile forskende paa sig, ikke skulde se at hun kjæmped mod Graaden og hvert Øjeblik fik fugtige Øjne.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.
Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.
Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.