Forraadt

av Amalie Skram

VI.

Da de kom hjem, syntes Ory, det var for tidlig at gaa i Seng, og vilde sidde lidt i deres Stue nedenunder. Riber tændte Gassen, la Hat og Frakke midt paa Bordet og hjalp Ory Tøjet af. Saa satte han sig paa en Stol ved Døren og faldt i Tanker.

Han grubled over Ory og over sit Ægteskab, og han kunde ikke rigtig klare, hvad der var ivejen, eller hvorfra den egentlig hidrørte denne Modfaldenhed, som saa ofte kom over ham, efter at han var bleven gift. Det skrev sig naturligvis fra Aurora, skjønt hun jo ingenting gjorde, som ærgred eller stødte ham. Men derfor skrev det sig heller ikke fra hende, men fra den Virkning, hun havde paa ham, uden at hun formodentlig vidste om det, eller kunde gjøre for det. Det var ikke saa meget det, at hun altid saa nedtrykt eller ængstelig ud, om det end i og for sig kunde være nok til at ta Humøret fra en Mand, men det var dette, at der stod som – ja, hvad skulde han kalde det – en Smerte imellem dem, en ubegribelig truende Smerte, der liksom vilde ham tillivs.

Lad mig nu tænke det altsammen igjennem en Gang til, sa han ved sig selv, idet han la Hodet paaskjæve og støtted Kinden i den ene Haand og Albuen i den anden. Mit Hjerte er fuldt af Kjærlighed til hende. Jeg tror, jeg kunde dø for hendes Skyld saa let som jeg spiser et Stykke Smørrebrød, ja, ialtfald naar jeg kom lidt i Ekstase. Hun paa sin Side er ikke saa forelsket som jeg. Naturligvis. Det er jo ganske umuligt, at jeg i min Alder og med mit Ydre skulde kunne opvække saa heftige Følelser, ialtfald ikke hos en Kvinde som hun. Men hun er dog glad i mig, ikke saa lidt endda, hvad jeg allerede har havt mange smaa Beviser paa. Sanselig anlagt er hun ikke, i ethvert Fald er det endnu ikke vaagnet hos hende. Skuffelsen i den Henseende tar jeg med Ro, eftersom det ikke kommer af, at hun har imod mig og foretrækker en anden, og eftersom jeg er sikker paa, at hun en vakker Dag pludselig forandres. Altsaa, der er ingenting til Hinder paa nogen Kant. Han trak Vejret dybt og satte sig bedre tilrette paa Stolen.

Hvoraf kommer det da? Hvad er det, hun gaar og bebrejder mig? At jeg er lidt opfarende af og til, siger intet. Det faar hun vænne sig til. Hun véd dog godt, hvorledes jeg elsker hende. Det er heller ikke det. Det er noget ganske andet. Hun kan liksom ikke finde sig tilrette. Hun gjør store Øjne til alt, hvad hun ser, og hun hører paa alt med forfærdede Øren. Ja, naturligvis – der har vi det! Hun er proppet fuld af gale Forestillinger. Ammestuevrøvl. Derfor faar hun denne Mine, naar en taler naturligt om naturlige Ting, og naar man vil vise hende noget af Livet. Det gjælder altsaa om at faa hende kureret. Ta Bladet fra Munden og snakke fra Leveren om alle disse Ting. Simpelt hen ta hende under Lægebehandling. Det slaar aldrig fejl, at det er det, som skal til. Hun har jo dog saa god Forstand og er som sagt ogsaa virkelig glad i mig. Naar det bare er overstaat, kommer vi hinanden nærmere og faar det rigtig godt sammen.

Han tog frem en Cigar, og mens han tændte den, spurgte han: «Har Du kjedet Dig idag, Aurora, eller hvad er der ivejen med Dig?»

Ory, som sad med Ryggen til Riber og Armene paa Bordet, bøjet over en norsk Avis, hvis Indhold hun kunde udenad, saa ikke op, da hun svarte: «Hvad er denne Frøken Sanna for et Menneske?»

«Aa hun,» sa Riber i en Tone fuld af Ringeagt. Han rejste sig, gik et Par Slag paa Gulvet, og satte sig igjen. «Jeg havde netop tænkt at spørge, hvad Du synes om hende,» tilføjed han saa.

«Jeg har jo aldrig set hende før. Men Du har jo kjendt hende længe.»

«Ja, hun har vært der i Huset nogle Aar, og jeg har truffet sammen med hende af og til,» sa Riber nølende og liksom aandsfraværende. «Jeg har forresten vært forlovet med hende,» kom det derpaa resolut.

«Har Du?» Ory løfted hurtig Hodet, mens en langsom Bleghed krøb hen over hendes Ansigt. «Det var altsaa derfor –. Og jeg, som ikke kunde begribe,» det sidste mumled hun hen for sig.

«Hun var svært vakker dengang,» fortsatte Riber roligt. «Ja, det er hun vel forresten endnu, men nu kan jeg ikke se det, fordi hun er mig saa viderværdig. Et forskruet Fruentimmer, kan Du tro. Ja, vi passed nu slet ikke sammen.»

«Var det hende, som gjorde det forbi?» spurgte Ory, og det hørtes, som om hun havde ondt for at faa Ordene frem.

«Nej, det var saamæn mig. Jeg havde gjerne betalt 1000 Pund Sterling for at bli hende kvit.»

«Hvorfor havde Du da forlovet Dig med hende?»

«Ja, det er ikke saa godt at sige. Ti Minutter før det skete, havde jeg ikke tænkt paa det.» Han syntes at falde i Tanker.

Ory, som fremdeles sad med Ryggen til, drejed Hodet uden ellers at forandre Stilling og saa hen paa ham.

«Hun havde nu sat sig for, at hun vilde ha mig, ser Du,» vedblev Riber, «og da er det saa underligt med det. Ung og vakker var hun jo som sagt, og paa Friere havde det ikke manglet hende. Vi Mandfolk blir rørt over det, at vi mærker, en Dame er indtat i os. Vi har ikke saa let for at gi Kurver som Dere.»

«Var det altsaa af Medlidenhed, Du forloved Dig?» spurgte Ory lidt spodsk.

«Det vil jeg just ikke paastaa. Lidt forelsket eller saa har jeg vel nok ogsaa vært i hende, men det varte ikke længe. Og det kan hun takke sig selv for. For nu skal Du bare høre. Du saa det Kjertelarret, hun har i Kinden? Jeg kom engang til at sige, at saa’nne Ar altid havde vært mig saa modbydelige. Fra det Øjeblik gav hun ikke Rist eller Ro. Hun vilde med Vold og Magt ha mig til at kysse sig paa Arret. Skuden var under Reparation dengang, saa jeg laa her længe, og vi saas daglig. Alle de Scener hun opførte, græd og bad og skjændte og dominerte, saa Gud sig forbarme! Men hun fik mig ikke til det.»

«Det var da underligt, at Du ikke gjorde det, naar det først var din Forlovede,» sa Ory med en let Dirren i Stemmen. Hendes Ansigt var fremdeles drejet om mod Riber, og det havde et spændt og vagtsomt Udtryk.

«Jo længer hun tured om det, jo umuligere var det. Arret blev mig tilsidst saa væmmeligt, at jeg var nærved at brække mig, hvergang jeg saa paa det.»

«Var det da, Du gjorde det forbi?»

«Ja. Da gjorde jeg det forbi.»

«Det var en latterlig Grund til at hæve en Forlovelse,» bemærked Ory med den forrige lette Dirren i Stemmen.

«Hun vilde ogsaa ha mig til at sige, at det var penere med plombérte Tænder end med friske Tænder. Naar man var glad i et Menneske med plombérte Tænder, saa skulde man ikke kunne udstaa friske Tænder. Kort sagt, hun var et umuligt Menneske.»

«Tog hun sig nær af det?»

«Jysses! Hun rased som en Gal. Heldigvis skulde jeg sejle kort efter. Ja Gudskelov, at det gik, som det gik.» Riber drog et Suk og flytted sig lidt paa Stolen. «Her kan man rigtignok sige, at Lykken var bedre end Forstanden. For det var Jente, som vidste, hvad hun vilde! Kom hun ikke til mig alene i mit Logi baade sent og tidlig, og naturligvis –.» Riber brød af og rømmed sig.

«Er Du ikke umaadelig fortvilet over det?» spurgte Ory højtideligt.

«Hm, – Fortvilet?»

«Det er da en frygtelig Plet paa en Dame, at hun har vært forlovet med en, som ikke blir hendes Mand. I dit Sted vilde jeg føle det, som om jeg havde ødelagt hendes Liv.»

«Fordom,» sa Riber og trak paa Skuldrene.

«Og det kalder Du Fordom?» Med et Sæt drejed Ory sig paa Stolen om imod ham.

«Ja, Vennen min. Det er Fraser, som man gaar og siger og siger saalænge, at man tror det, indtil Livet lærer en noget ganske andet. At høre det bli sagt saa bestemt af Dig, Ory, er nu næsten komisk, saa ung og uerfaren, som Du er.» Hans Tone var kjærlig, og Øjnene smilte overbærende.

«Jeg taaler ikke, at Du siger sligt!» udbrød Ory og for op. «Det er – det er fordærvet,» hun holdt Hænderne for Ansigtet og begyndte at græde.

«Nej men snille Dig, Ory,» Riber rakte Armen ud, greb fat i hendes Kjole og trak hende til sig. «Hvad kan det skade hende, naar ingen véd om det? Ja, lidt kjedeligt for hendes Mand kanske, hvis hun nogensinde faar en, men –»

«Høsts véd det da!» afbrød Ory, mens hun græd, «og andre vel ogsaa.»

«Ja, at vi har vært forlovet en kort Tid – det var jo det han hentyded til ved Bordet det Fæ – men andet véd de heller ikke. Du er den eneste og første jeg nogensinde baade har sagt det til og kommer at sige det til.»

Ory tog Hænderne bort fra Ansigtet og saa uforstaaende paa ham.

«Jeg synes, jeg skyldte Dig det, Ory,» vedblev Riber blidt og klapped hendes Kind. «Vær nu fornuftig og spild ikke dine Taarer. Jeg kunde endda ha forstaat det, hvis vort Forhold havde havt Følger, som man siger, men nu –»

Med en dump Lyd som af et indestængt Skrig slog Ory hans Haand bort fra sin Kind, og gik baglænds nogle Skridt. Saa blev hun staaende med fremrakte Hænder og stirred forfærdet paa ham.

Riber spilte Øjnene op, og hans Ansigt fik et betuttet Udtryk. «Hvad skal en stille op med saa’nt et Barn,» mumled han efter en Pause, og læned sig tilbage mod Stoleryggen med korslagte Arme.

Ory løb hen til den store Hestehaarssofa og kasted sig saa lang hun var, næsegrus op i den.

Der gik nogle Minutter. Saa rejste Riber sig, gik hen til Ory og bøjed sig over hende, idet han la Haanden paa hendes Nakke.

«Rør mig ikke!» skreg Ory og trak heftig Hodet bort. «Gaa til hende, den anden, som har vært din Kone før jeg. Du er hendes Mand og ikke min.»

«Nej men Aurora, hvad er nu dette for Galmandssnak,» sa Riber i klynkende Tone, idet han retted sig op og kløde sig i Nakken.

«Aldrig mere maa Du røre ved mig,» vedblev Ory ophidset. «Prøver Du paa det, springer jeg ud gjennem Vinduet, hvor vi saa er, eller løber fra Dig paa Gaden – Aa, Du kan være vis paa,» hun lod sit Ansigt, som hun havde lettet op, mens hun talte, haardt falde ned igjen i Sofaen.

Riber stod lidt og saa paa hende. Hendes Skuldre gik op og ned, men der kom ingen Lyd ifra hende.

Saa gav Riber sig til at spasere frem og tilbage paa Gulvet, helt op til Vinduet og nedover, forbi Sofaen ved Kaminen, hvor Ory laa ubevægelig.

Der gik en god Stund. Saa trak han en Stol hen i Nærheden af Sofaen, satte sig og begyndte at tale med lav, bedrøvet Stemme:

«Hvad kan det nytte at ta slig paa Veje, Aurora? Vel vidste jeg, at Du var uskyldig og uvidende, men Du kan da vel ikke ha tænkt Dig, at en Mand i min Alder skulde møde frem til Brudesengen saa blank som en nyslaat Toskilling? Sligt falder ikke fore i Verden, Aurora.» Han vented lidt, men da Ory ingen Mine gjorde til at svare, fortsatte han:

«Ikke saa at forstaa, at der ikke skulde være Forskjel paa Mænd. Du skulde bare vide, hvadslags Forfatning af Sygdom og Udlevethed mange Brudgommer møder op med – ja, det kjender Du vel heller ikke noget til. Men Gudskelov – saapas Styr har jeg dog holdt paa mig selv» – han rømmed sig langtrukkent, «naar undtages én eneste Gang, et Uheld kan jo ramme den forsigtigste – et ganske let Tilfælde forresten. Jeg har en udmærket Læges Erklæring for, at der intetsomhelst var til Hinder for, at jeg kunde gifte mig, naarsomhelst jeg vilde.» Riber talte stammende og liksom modstræbende. Han havde slet ikke tænkt paa at fortælle dette netop nu, og han havde en uklar Fornemmelse af, at det var galt, men noget indeni ham drev paa, og Ordene trængte sig frem mod hans Vilje.

«Du maa bare ikke tro, at jeg har ført noget udsvævende Liv, Aurora. Tværtom. Jeg har vært meget bedre end de fleste andre, ja, jeg kan trygt sige, end alle de andre, jeg har kjendt og vidst Besked om. Edvard Hals f. Eksempel. Er det ikke en pén og prægtig Mand, som enhver ung Pige gladelig vilde gifte sig med? Og Du skulde bare vide, hvorledes han har vært i den Retning. Mere end én Gang, naar vi var sammen i fremmede Havner, har jeg baade ved Snak og Eksempel søgt at raade ham fra det, men ham bed ingenting paa. Nej, Du – uden at skryde – kan jeg rose mig af, at jeg har vidst at passe Maaden. Jeg har f. Eksempel aldrig rørt nogen gift Kone, og det uagtet jeg engang var stærkt udsat for Fristelse i den Henseende. Men det var imod mit Princip. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg ikke lod en anden Mands Kone være, saa vilde Gud hævne det paa mig, naar jeg engang selv fik en Kone. Saa Du ser, jeg har vært moralsk, om jeg end naturligvis har levet en Del.» Han havde bukket sig helt forover med sammenlagte Hænder, og Armene paa Knæerne, og han havde hele Tiden set ned i Gulvet, mens han talte.

«Ja Du sukker, Aurora», sa han, da der lød en svag Stønnen fra Sofaen, «og paa en vis Maade – naar jeg sætter mig rigtig ind i dine Tanker og Forestillinger – saa kan jeg nok ogsaa forstaa, at det er Dig pinligt. Men det er en Overgang, Vennen min. Naar Du blir ældre og fornuftigere, vil Du ta ganske anderledes paa de Dele, og indse, at en Mand, der i min Alder kommer rén til Brudesengen, er en liksaa stor Sjældenhed, som det omtrent er en Uting.»

«Hold op, hold op!» kom det halvkvalt fra Ory.

«Ja, min søde Aurora, det skal jeg nok,» han rejste sig og gik tæt hen til Sofaen. «Jeg syntes, det var min Pligt at belære Dig om dette, for at Du snarest muligt skulde komme ud over det. Kom nu, Aurora, smil til mig, som bare Du kan smile, naar Du vil. Læg Armene dine om Halsen min, og klyng Dig til mig, saa viser Du, at Du er ligesaa højsindet og stor, som Du er dejlig og vakker,» han la sin Arm om hendes Liv og vilde løfte hende op.

Ory udstødte et Skrig, rejste sig op paa Knæerne og vendte sig imod ham. Hun fægted i Luften med knyttede Hænder og med fordrejet Ansigt og en ganske ukjendelig Stemme, pressed hun frem: «Jeg foragter Dig!»

Riber, som straks havde sluppet hende, tumled tilbage. Han skjalv paa Hænderne, og over Panden la der sig en rød Stribe. Næseborene løftedes, og Læberne rørte sig. Han saa ud som han vilde sige noget, men ikke kunde.

«Saa det er Takken for min Oprigtighed,» stødte han omsider ud af sig. Hans Hænder hævedes og i næste Nu sank de med et tungt Greb ned paa Orys Skuldre, som de rysted i ubændigt Raseri, mens en brummende Lyd trængte sig frem gjennem hans vidaabne Læber. Orys Hode dingled frem og tilbage paa den slanke Hals. Hendes Øjne, som syntes kulsorte, saa fremmed og frygtløse paa ham, og hun gjorde ikke den ringeste Modstand.

Riber var ganske stakaandet, da han slap hende. Han trev Hatten, som han klasked fast paa Hodet, trak Frakken paa med en Hast, saa det sprak i Sømmene, snapped sin Spasérstok og stormed ud af Huset.

Ory blev liggende paa Knæ i Sofaen og saa frem for sig med et stivt Blik, mens Smældet efter Gadedøren sad som en Prop i hendes Øren. Hun følte sig som ramt af dræbende Hug, og hun syntes, hun maatte dø af indre Forblødning.

Jeg har for Eksempel aldrig rørt en gift Kone. – Jeg har for Eksempel aldrig rørt en gift Kone, hørte hun uafladelig bli sagt.

Der gik det meste af en Time, og endnu laa Ory paa Knæ i Sofaen med nedsunkne Arme og stirrende Øjne.

Pludselig gav det et Smæld i Bordet, som efter et Slag af en knyttet Næve. Med et højt Raab for hun sammen, hopped ned af Sofaen og løb mod Døren, som hun famlende rev op. Ved Synet af Mørket derudenfor rykked det i hende, og hun gjorde et Skridt tilbage. Hun tog sig til Panden med begge Hænder, drejed forsigtig Hodet, og sendte over sin Skulder et angstfuldt Blik hen til Bordet og langsomt rundt i Stuen.

Aa Gud, her var hun jo, og derude var Gangen og ikke hendes Forældres Soveværelse, som hun i Angstens Vildelse havde troet.

Der kom krampagtige Trækninger gjennem hendes Ryg og Bryst, og Hodet bevægedes i smaa Stød. Graaden kæmped i hende, men hun kvalte den med sammenpressede Læber og fortrukket Ansigt. Hun turde ikke græde; hun maatte være saa stille, saa stille, for at ikke Knaldet skulde komme igjen.

Sagte lukked hun Døren, som var bleven staaende aaben, og listed med et Par lange, lydløse Spring tilbage til Sofaen, hvor hun sank sammen.

Ingen i Verden vidste, hvor ulykkelig hun var. Hun græd og græd, og saa følte hun med ét en rasende Vrede mod Riber, fordi han var gaat sin Vej, og ikke stod her og saa paa og pintes af hendes Elendighed.

Omsider holdt hendes Taarer op at flyde, mens en tør Hulken fremdeles blev ved at ryste hendes Legeme. Og saa gav hun sig til at gjennemgaa alt, hvad Riber havde sagt. Det voldte hende en slidende Smerte.

Og denne Mand var hendes Mand. Hendes Mand for hele Livet. Hvad havde hun gjort at netop hun skulde straffes med at faa en saadan Mand.

Sligt et Liv han havde ført! Sølet sig i Last og Smuds og Væmmelse. Og saa vilde han vove at paastaa, at han var ingen Undtagelse, og at der fandtes dem, som var værre. Hun turde gi sit Liv paa, at de Mænd, hun hjemme havde kjendt, aldrig havde vært saadan. For da vilde naturligvis Folk ikke ha omgaates dem.

Hvor mange Kvinder monstro Riber havde havt før hende? Fem, ti, tyve? Hvor mange, hvor mange? Hun vilde vide Tallet paa dem, Tallet til Punkt og Prikke. Og pludselig grebes hun af et heftigt Begjær efter at faa Besked om alt, hvad han havde bedrevet i den Retning, alt indtil de mindste Detaljer. Hun kjendte det, som om hun maatte forgaa, hvis hun ikke fik vide alt. Ja, hun vilde spørge, fritte ham ud, faa ham til at fortælle fra Begyndelsen til Enden. Det blev forfærdeligt, men hun vilde ikke spare sig, hellere dø end gi Afkald paa en eneste Smule. Aa, hvor hun skulde gaa tilbunds i al denne Skiddenhed, rigtig ælte sig ned i den. – En kildrende Svien jog igjennem hende, og hun følte som en Lindring ved Tanken om al den Kval hun skulde lide.

Saa hørte hun det gaa med Gadedøren og rejste sig hurtig. Og pludselig, som Blinket af et Lyn, stod det klart for hende, at hun maatte holde gode Miner, hvis hun skulde faa Riber til at fortælle. Pilsnart satte hun sig tilrette i Sofaen og lod som hun sov.

Endskjønt Øjnene var lukket, og Ansigtet presset mod Armene, der hvilte paa Sofaens Sidestykke, var det for Ory, som om hun kunde se alligevel. Hun mærked, at det gav et Sæt i Riber, idet han kom ind, og at han la Hatten stille paa Bordet. Saa trak han Frakken af, nærmed sig Sofaen og stak Hænderne i Bukselommerne. Hun følte det i Nakken, hvorledes han betragted hende og syntes, at det varte en Evighed.

«Aurora», sa Riber omsider og rørte forsigtig ved hendes Skulder. «Skal Du ikke tilsengs? Klokken er snart fire.»

«Aurora» gjentog han højere og rusked lidt i hende.

Hun løfted sit Ansigt, der var gustent og ukjendeligt, og saa sky paa ham; men Lyset fra Gaskronen sved i Øjnene, saa hun straks maatte lukke dem.

«Aurora», sa han dybt sukkende, og hun kunde mærke hans Sindsbevægelse gjennem den skjælvende Stemme. «Jeg var for hidsig imod Dig. Men Du forstaar ikke – – – Jeg véd ikke, hvor jeg skal hen, Aurora.»

«Det er jo pænt af Dig, at Du vil være oprigtig imod mig,» Ory maatte rømme sig for at faa Lyd i Stemmen. «Men jeg blev saa forskrækket – jeg havde jo ikke anet – Det er saa ondt.»

«Ja Aurora, min elskede, min sødeste, det er ondt. Er det saa ondt, Aurora?» han greb hende i sine Arme og trykked hende hæftig til sig.

«Men Du skal se, det retter sig, Du skal bare se, det retter sig,» vedblev Riber gjennembævet af Ømhed. «Vær snil imod mig, Aurora, jeg trænger saa til det. Aa, vær god imod mig», hans Hode sank ned paa hendes Skulder og han sutred og bad som et sygt Barn. «Jeg har jo bare Dig i Verden, Aurora – ja, det er blet saadan, siden jeg fik Dig. Jeg er saa fattig, saa fattig, og saa rig i Dig. Og jeg maa lære lidt efter lidt – der er saa meget, jeg maa lære, lære at forstaa Dig, og at betragte mig selv og alting med dine Øjne, saa jeg kommer til at tænke og synes det samme som Du. Jeg vil ingenting heller Aurora, men det er mig saa fremmed – Jeg har aldrig tænkt noget videre over alt dette her, hverken paa den ene Maade eller paa den anden. Jeg trode, det skulde saa være. Aa, men Aurora, drag mig op til Dig over den Kløft, som skiller os – Du kan det, for min Kjærlighed gjør Dig saa stærk over mig. Du skal se, Du kan faa mig ren og pæn som Du selv, og faa mig til at bli Dig fuldt værdig.» Han klynged sig til hende, og hans Hænder flytted sig nervøst fra hendes Liv, som han holdt omfavnet, op paa hendes Ryg og tilbage.

Ory var rørt. Hun følte Trang til at lægge sine Arme om hans Hals og kysse ham, men saa lød det for hende: «Jeg har for Eksempel aldrig rørt en gift Kone,» og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for ikke med Afsky at støde ham fra sig.

«Der er bare én Ting, jeg vil be Dig om,» sa hun med tør, udgrædt Stemme, «og det er, at Du skal fortælle mig alt om dit tidligere Liv, hver eneste enkelt Begivenhed.»

«Ja Aurora. Hvis Du vil det.»

«Det er den eneste Maade, jeg kan komme over det paa. Det eneste, som vil gi mig Fred igjen. Gjør Du det ikke, blir det aldrig godt mere.»

«Du skal faa et Skriftemaal saa helt og fuldstændigt som nogen kan gi det i Verden, Aurora. Men inat taaler ingen af os mere. Det maa være, til vi kommer paa Sjøen og har fint Vejr en Dag. Imorgen skal vi jo sejle.»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.