VII.

Tøjet var sendt ombord, og Ory og Riber havde tat Afsked med Værtinden, hvorpaa de sammen var gaat ud for at kjøbe nogle Smaating inden Afrejsen.

«Var det saa mere?» spurgte Riber, som havde Pakker i Hænderne. De kom ud fra en Butik i St. Pauls Churchyard.

Ory stod stille og betænkte sig. «Jeg husker ikke noget,» sa hun. «Naturligvis glemmer vi det vigtigste.»

«Svært saa den Habitten klær Dig, Aurora,» Riber saa med et Smil paa Orys mørkeblaa Rejsedragt med tætsluttende Kufte af samme Stof som Kjolen, og en fiks liden Straabaret med blaat Fløjelsopslag og purpurrød Fuglevinge. «Saanne prikkete Slør er flatterende, Du.»

«Det er ikke derfor,» svarte Ory og blev rød. «Men naar det blæser, kommer Haar og alting i Uorden.»

«Aa, Du din smaa Forfængelighed!» Riber trued til hende og trak op sit Uhr. «Saa gaar vi hen og faar os lidt Lunch. Vi har akkurat Tid,» de drejed om i en Sidegade og kom kort efter til et Hus, hvorpaa der stod skrevet med Kæmpebogstaver: Luncheon-Rooms.

«Det er ikke noget videre fint Sted,» sa Riber, «men det ligger saa bekvemt for os.»

De steg op ad Trappen, og kom ind i et stort Lokale, der ved lave Tapetvægge var inddelt i en Mængde smaa Rum, hvor Folk sad og spiste, mens de samtidig læste Aviser. Der lugted af Bøf og ristet Skinke, blandet med Cigarrettobak, og de jakkeklædte Opvartere med hvide Forklæder gik med Bakkerne paa Fingerspidserne, sindigt til og fra Bordene.

«Her,» sa Riber og stansed ved et tomt Rum midt i Salen, men saa var der nogen, som raabte: «Halloj Kammerat!» og idetsamme stod Kaptejn Smith ved Siden af dem.

«Vi har en Baas for os selv,» sa Smith. «Kom ind der, saa faar vi os en Passiar paa Faldrebet.»

«Uf,» tænkte Ory. «Det var da kjedeligt.»

«Knapt om Tid,» brummed Riber misfornøjet, idet han sammen med Ory fulgte Smith helt op til Hjørnet af Salen, hvor de i et Rum, der var mindre end de andre, fandt Fru Smith med en dampende Kotelette foran sig.

«Det var da rigtig fornøjeligt, at vi skulde træffes igjen,» udbrød Fru Smith. «Det var mig, som saa Dere først, og fik min Mand til at fakke Dere.»

«Her er frygtelig varmt,» bemærked Ory og knapped op sin Kufte, som Riber trak af hende.

«Hvordan mored De Dem igaar da?» spurgte Fru Smith, da Ory havde tat Plads.

«Det er hyggelige Folk, men stive. Synes De ikke?»

«Aa jeg véd ikke. Jeg har bare set dem den ene Gangen.»

«Jo stive er de. Det er de rigtignok. Men der er jo svært nydeligt at komme. Saanne rige Folk kan jo sagtens. Forresten saa liker vi Sjøfolk ikke saant stivt. Gjør vi vel, Riber?»

«Hvad vil Du ha, Aurora?» spurgte Riber, der var fordybet i Spisesedlen.

«Ta endelig Lammekotelette,» anbefalte Fru Smith. «Den er saa mør og saftig. Den Frøken Sanna er en Raring, synes De ikke, Riber?»

«Nu?» sa Riber og saa spørgende paa Ory.

«Lammekotelette,» svarte Ory.

«Ja snak med Riber om Sanna,» bemærked Smith og førte Porterglasset til Munden, idet han blinked polisk. «Han kjender hende nok.»

«Nu kan en jo gjerne tale om det, siden han er gift og vel forvaret, som en siger» – et lækkersultent Smil bredte sig over Fru Smiths Ansigt. «Men jeg har nu ladt mig fortælle, at Riber har sværmet for hende.»

Riber nyved sine Bryn. «De er nok én af dem, som lar sig en hel Del fortælle,» sa han, og saa koldt paa Fru Smith.

«Ha ha ha!» lo Smith. «Der fik Du den, Jomfru Fine!»

«Ja Riber, han er nu saa spøgefuld han,» sa Fru Smith, mens Smilet blev lidt vissent om hendes Mund.

«Faar vi saa Maden?» spurgte Ory, der sad og retted nervøst paa sit Haar.

Riber gav Ordre til Opvarteren, som stod og vented i Aabningen til Rummet. Til sig selv forlangte han Roastbeef.

«Nej, at De ikke tar Lammekotelette,» sa Fru Smith. «Den evindelige Roastbeefen blir en saa lej af, synes jeg.»

«Kom ikke der,» Smith stødte Riber paa Albuen, «han, som lever højt paa Lammekjød baade Nat og Dag. Hvad Du?»

Der lød et Klask, som bragte de to Damer til at fare sammen. Fru Smith saa hastig op fra sin Mad, og Ory rejste sig forfærdet. Der sad Smith med hvide Striber i sin røde Kind og glode maabende paa Riber.

«Slaar Du!» Smith stødte med Anstrengelse Ordene ud af sig. «Slaar Du!» gjentog han, idet han letted sig fra Stolen og pludselig greb Riber i Struben.

«Naa, naa,» sa Fru Smith iltert og trak af al Magt sin Mand i Armen.

«Saa skal da Satan annamme!» hvæste Smith, hvis Haand Riber rolig havde fjernet fra sin Hals. Han vilde atter gribe fat i Riber, men Konen halte ham over til den anden Side.

«Hvad er dette for noget?» spurgte Ory, som var bleven staaende med Haanden paa sin Stoleryg. Hun saa forbauset fra den ene til den anden, og det glimted igjennem hende, at Riber kanske var blet gal.

Riber la blødt sin Haand paa hendes. «Bryd Dig ikke om det, Aurora.» Han saa flou og ulykkelig ud, og hans Kinder blussed.

«Vil Du slaas, saa kom an,» Smith havde revet sig løs fra Konen og vilde trække Frakken af.

«Hys, ingen Allarm!» Fru Smith rejste sig fort og greb sin Mand om begge Haandled. «Det er jo noget, en véd, at Riber ikke kan styre sig,» vedblev hun myndigt, «end skjønt han læst skal være af finere Folk end som vi andre. Men vis nu Du, at Du har en bedre Opdragelse,» hun retted paa hans Frakkekrave, der var kommen i Ulave. «Du skulde ogsaa passe lidt paa den utidige Munden din; men altid skal Du komme med Hentydninger, din Gris.»

«Jeg finder mig ikke i det! Jeg finder mig Pinedød ikke i det,» buldred Smith, hvis Raseri imidlertid syntes i Aftagende.

«Nej, naturligvis,» sa Riber, og skotted forlegen til Ory. «Det behøver Du heller ikke, men her kan vi ikke gjøre Skandale.»

«Hvorfor gjør Du det da?» spurgte Ory strængt.

«Ja, skal nogen ha set paa Mage til ufor skammet Stud,» udbrød Smith, og vrikked Halsen frem og tilbage i Snippen, som syntes at genere ham. Skal sligt være Dannelse?»

«Sæt Dig ned og vær rolig, Aurora,» bad Riber.

«Ja, sæt Dig bare ogsaa ned igjen Du ogsaa Far,» sa Fru Smith til sin Mand.

«Ja, hvis Riber bér om Forladelse. Ellers gjør jeg det ikke.»

Nu kom Opvarteren med Maden, og Riber gav sig straks til at spise.

«Jeg foreslaar, at vi slutter foreløbigt Forlig,» bemærked Riber. «Saa afgjør vi Sagen en anden Gang.»

«Ja, Tak skal Du ha!» sa Smith bøst, og satte sig.

Riber slog paa sit Glas.

«En Flaske Cliquot,» forlangte han.

«Spis nu Resten af Maden din,» sa Fru Smith til sin Mand, idet hun atter gav sig ifærd med sin Kotelette. «Saa gjør nok Riber Undskyldning for Dig.»

Smith syntes beroliget og begyndte at spise med nedslagne Øjne, men lidt efter svulmed der op en Aare i hans Pande, og Ansigtet blev blodfyldt.

Ory skar sin Kotelette i bitte smaa Stykker, som hun langsomt putted i Munden, og som hun havde Møje med at nedsvælge. Hun grunded over, hvad der var foregaat, og følte sig knugende trykket.

Opvarteren bragte Champagnen i en Iskjøler, stilled et Glas ved hver Kuvert og skjænked i.

«Saa haaber jeg, Du passer Dig en anden Gang,» sa Riber og vilde klinke med Smith.

Smith greb sit Glas, saa et Øjeblik paa det, og idet han snapped efter Vejret, slog han Riber Indholdet lige i Synet. Saa fulgte der nogle Sekunders fuldstændige Taushed, hvori Fru Smith og Ory spændt betragted Riber, som med Servietten omhyggelig tørred sig i Ansigtet, hvorpaa han tog Champagneglasset og tømte det.

«Nu er vi kvit,» sa saa Smith, der sad og vogted paa Riber med mistroiske Øjne.

«Og saa er der vel ingenting ivejen for, at vi drikker paa Forlig,» sa omsider Riber i venskabelig Tone og fyldte sit Glas. «Skaal!»

«Lad os være med!» raabte Fru Smith, og saa klinked de alle fire.

«Nu skal De ikke være sturen mere,» Smith nikked til Ory. «Skaal Fru Riber.»

«Det var Ret, Aurora. Du er jo saa glad i Champagne. Drik bare, og De ogsaa, Fru Smith.»

«Skaal Fru Riber,» nikked Fru Smith. «Nu drikker vi tilbunds.» Begge Damerne tømte Glassene, og Riber skjænked atter i.

«Vi skal ha en Flaske til,» sa Smith, da Riber havde skjænket det sidste i Glassene. «Nu er det min Tur.»

«Det faar være til en anden Gang,» Riber kaldte paa Opvarteren og betalte.

«Aa, det haster vel ikke,» mente Fru Smith. «En Timestid før eller senere.»

«Damperen er bestilt til Klokken tre,» sa Riber og der kom noget opfarende i hans Mine.

«Det er en Kar, der faar det til at gaa,» udbrød Smith. «Der gaar han hen og er saa heldig at faa Stykgods istedetfor Ballast! Men som skrevet staar: Hvo meget haver, skal mere annamme.»

«Ja, vi faar en maklig Skude,» svarte Riber. «Saasnart vi har klaret Spanskebugten, tar vi Lugerne fra Vinduerne i Agterenden og sejler i Sol og Sommer. Men det er ikke mere end billigt, naar vi har en Dronning som hun der ombord,» han saa begejstret paa Ory.

«Jaja, saa siger vi Tak for denne Gang, og lykkelig Rejse,» sa Smith. «Vel mødt i Pensacola. Jeg skal nok huske Champagnen.»

Nede paa Gaden fik de fat i en Cab. Riber nævnte: «Viktoria Docks» idet de steg ind, og afsted bar det saa fort som den voldsomme Færdsel af Fodgjængere og Kjøretøjer vilde tillade.

«Forklar mig nu, hvorfor Du blev saa rasende,» sa Ory og hæved Stemmen for at overdøve Larmen fra Gaden.

«Han snakked upassende.»

«Om hvad?»

«Om Dig.»

«Om mig? Dere snakked jo om Maden,» Ory sad drejet om mod Riber og talte ham op i Ansigtet.

Pludselig gav det et Ryk i hende. «Aa fy, hvor det er gement!» udbrød hun saa, skyllende rød i Ansigtet, og kasted sig haardt til bage i Caben.

«Jeg vilde heller vært død end kommen op i alt dette smudsige. Sig mig én Ting, forstod Fru Smith det?»

«Det gjorde hun sikkert.»

«Saa nedsyltet i Griseri er hun altsaa – Naturligvis – hun har jo vært gift et Par Aar. Saadan blir jeg ogsaa. Da vil jeg rigtig passe til Dig. Glæder Du Dig ikke til at faa mig slig?» Ory var aldeles ude af sig selv. Hun flytted sig febrilsk paa Sædet, knapped Kaaben op og i med skjælvende Fingre, og hendes Stemme lød skarp og skjærende gjennem Dunderet udenfor.

Riber saa sønderknust ud.

«Var Du endda gaat med mig, og havde befriet mig for disse Menneskers Selskab,» fortsatte Ory mere og mere ophidset. «Du hørte jo, de straks begyndte at stikle paa Dig og denne Sanna – sig saa, at Folk ikke ved det –, men sidde og klinke og være venskabelig og faa mig til det samme. Uf, hvor jeg føler mig besudlet.» Hun stamped lidt med Foden, bøjed Hodet, og slog Hænderne for Ansigtet.

Riber drog et dybt Suk. «Du er saa streng Ory,» sa han, idet han flytted sig tæt hen til hende, og trykked Læberne mod hendes Nakke, der halvt var vendt imod ham. «Men det er det samme, jeg elsker Dig alliligevel. Længslen efter Dig suger mig for Brystet. Aa Aurora, Du skal være min meget mere end Du er,» vedblev han hviskende, mens han trak hende op paa sit Skjød, vendte hende om til sig, og holdt hende fast som i en Skruestikke. «Jeg kunde knuge Dig til døde af Kjærlighed,» han bedækked hendes Ansigt med ubændige Kys.

«Slip mig,» raabte Ory idet hun stemmed sine Hænder mod hans Bryst og sled sig løs med slig Kraft, at hun tumled over paa det modsatte Sæde, hvor hun satte sig tilrette i en afventende Stilling og holdt de knyttede Hænder ud for sig. Hendes Bryst gik heftig op og ned, og hun saa paa sin Mand med et kampberedt Blik.

Riber skotted til hende. Han saa udaset og skamfuld ud.

«Du maa ikke være sint paa mig Aurora,» sa han efter en Pause, og vilde gribe hendes Haand, men Ory korsed Armene over Brystet og læned sig tilbage i Vognen.

«Du sætter mig paa altfor smal Ranson,» sukked Riber. «Deraf kommer det. Ingen Mand kan staa i sligt.»

Han letted sig fra Sædet, og gled ned paa Knæ foran hende. «Men Du kan behandle mig, hvordan Du vil,» han vendte sit rødflammede Ansigt op imod hende. «Jeg skal være Dig tro som en Slave, ja som en Hund. Jeg sværger Dig det til ved Kristus paa Korset. Hører Du Aurora?»

«Behøver man at sværge paa sligt,» tænkte Ory og rysted Hodet som i Vaande.

Saa stansed Vognen. Riber fôr op, satte Hatten paa, trak i sine Klær, steg ud og betalte Kusken.

Ory samled sine Pakker. Riber rakte hende Haanden, og hun hopped ned.

De gik tause ved Siden af hinanden hen ad den brolagte, af Larm og Travlhed gjenlydende Dok, der ligned en kjæmpemæssig Gaardsplads, paa tre Sider indhegnet af vældige Pakhusbygninger. Den fjerde Side var aaben ud til Vandet, som var fyldt med storskrogede Dampere og højmastede Sejlskibe, hvoraf saa mange, som kunde faa Plads, laa ved Siden af den betonlagte Kaj, ifærd med at lade eller losse.

«Nej stop Aurora! Her er Skuden. «Orion» aahoj!»

«Aahoj!» raabtes der tilbage, og en rød fregnet Mand med flad Hue, og Uldsjal om Halsen kom hilsende tilsyne ved Rælingen af et fuldrigget Skib.

«Hvor Satan har De gjort af Trappen Mand?» spurgte Riber.

«Kaftejnen gav jo Orde, at vi skulde være klar te gaa præcis Klokken 3,» svarte Styrmanden og nikked iltert, mens han talte. Med den stædige Næse og den lange tynde Skjægdusk under Hagen ligned han en Gedebuk.

«De er et Fæ, Styrmand! De vidste jo, at Fruen kom ombord.»

«Jeg tænkte, at Fruen kanske kunde benytte sig af Lejderen.»

«Saa det tænkte De kanske,» hærmed Riber. «Giv mig Pakkerne og prøv, om Du kan, Aurora.»

Ory greb fat i Haandtagstougene, som hang ned langs Rebstigen, og klatred behændigt op til Finkenettet, hvor Styrmanden rakte hende Haanden og hjalp hende om bord.

«Velkommen Frue.»

«Tak» sa Ory og saa sig om paa det rummelige Dæk, der var vaadt og smudsigt, med Spild af Stenkul her og der.

«Og hvad er dette for et Dæk?» spurgte Riber, idet han svang sig indenbords. «Her ser jo ud som i et Grisehus!»

«En kan ikke gjøre mere end saa ét om Gangen, Kaftejn. Vi fik Vandet og Kullene ombord just nu.»

«Og ikke engang klaret væk her agterud,» fôr Riber fort, og pegte paa nogle Sækker og Kurve med levende Høns under Staaltraadsnæt, der var stablet op ved Kahytskappen, saa de næsten skjulte Nedgangen.

«Vi skal vel først hale væk,» svarte Styrmanden uforknyt.

«Hvad understaar De Dem!» Riber stamped med Foden. «Alle Mand paa Dæk!» skreg han derpaa.

«Vil Du ikke ned i Kahytten Aurora? Her blir Du bare ivejen.»

Ory, som havde fjærnet sig lidt, stod og saa ud over Dokkens grumsede Vand, hvor Skibene laa fortøjet i Bøjer. Tummelen fra Arbejdet rundt omkring, hindred hende fra at høre.

Riber vilde nærme sig hende, men saa raabte Styrmanden, idet han løb forover: «Kronometret er ikke kommet Kaftejn!»

«Styrmand!» skreg Riber saa højt og gjennemtrængende, at Ory med et Sæt vendte sig om.

Styrmanden kom agterover.

«Er De gaat fra Forstanden, eller har De udpønsket at forlise os, siden De vil, vi skal sejle uden Kronometer?» spurgte Riber rasende.

«Jeg maatte jo vente i det længste og se, om det ikke kom. Igaaraftes var jeg oppe der og sa, at vi skulde ud af Dokken Klokken 12.»

«Klokken 12! Tænker De, Uhrmageren, som bor klods op i Dokken, ikke véd, hvad Tid det er Højvande? Men det ligner Dem, De lyver altid, naar De burde sige Sandhed, og siger altid Sandheden, naar De burde lyve.»

«Forresten saa sa jeg Klokken 3, før jeg gik,» kom det saa rapt fra Styrmanden med et tirrende Smil. «Saa min Skyld er det ikke.»

«De fortjente, at jeg tog og tamped Dem.» Riber fôr et Skridt henimod Styrmanden med løftet Haand.

«Vil De bruge denne her, Kaftejn?» spurgte Styrmanden og rakte frem Enden af et Toug, han holdt i Haanden.

I dette Øjeblik greb Ory, som var sprungen til, Riber i Armen og saa bønligt paa ham.

Som ved et Trylleslag forandredes Ribers Mine; de i Forbitrelse strammede Træk blev milde og kjærlige. En Fornemmelse, der halvt var Rørelse, halvt glad Undren, skjød hastig gjennem Ory, og Bevidstheden om sit Værd og sin Magt foraarsaged hende et flygtigt Velbehag.

«Fruen kan være ganske rolig,» sa Styrmanden med et isnende Smil. «Kaftejnen tar sig ikke for at lægge Haand paa Styrmand Anton Marius Bruvig.»

«Staa ikke der og præk!» Riber vendte sig atter mod Styrmanden, idet han tog Ory ved Haanden og holdt hende lidt bag sig som for at dække hende. «Lad dem holde an for Satan! saa jeg kan komme iland.»

Styrmanden skreg til Folkene paa Kajen, at de skulde stanse Forhalingen. Men da Skibet allerede var begyndt at fjerne sig, blev der lagt et Tremmebræt fra Rælingen ned til Kajen.

«Se at finde Dig tilrette saa godt Du kan, Aurora,» Riber trykked hendes Haand. «Jeg kommer efter med Jernbanen.»

«Skal vi vente paa Dem, Kaftejn?» raabte Styrmanden, da Riber var sprungen iland.

«Er De gal! Hal dem bare nedover til Gravesend det forteste I kan.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.