X.

Ved Kappen stod Styrmanden og keg gjennem Sekstanten op mod den glødende Solskive for at ta Middagshøjden. Vinden var agterlig, og Skuden, som havde alle Sejl til, løb 8 Mil.

Henne paa Bænken foran Rorhytten sad Ory med et Hækletøj mellem Hænderne, som hvilte i Skjødet. Hun var iført en blaastribet Lærredskjole, og paa Hodet havde hun en hvid, bredskygget Straahat. Ansigtet var blegt, og om Munden laa der et Udtryk af forhærdet Smerte.

Hun saa paa det dybblaa, i rolige Dønninger glidende Hav, og hun tænkte sig dette: at ligge derude i det dejlige Vand under varmende Sol og uendelig Himmel, og bli skvulpet afsted paa de langstrakte Bølger længere og længere bort, indtil hun blev skyllet op paa en fremmed Strand i et fremmed Land, hvor alting var, som hun havde troet, at alting var.

Eller dø. Ikke forlise med Skibet, men bli liggende syg ombord, tæres hen, svinde bort blidt og stille.

Saa kunde Riber ha det saa godt, og saa vilde den kanske komme den store Sønderknuselse, som maatte til, for at Gud skulde udslette hans Synder.

Tænk at dø paa Havet i et saadant Vejr. Riber havde sagt, at de i mange Uger kom til at sejle i Sol og Sommer, saa hvis hun fik gallopperende Tæring for Eksempel, blev der nok af Tid.

Hun vilde forlange at bli baaret op paa Dækket hver Dag, og saa vilde hun ligge paa et hvidt Leje under Solsejlet og lytte til Vindens dulmende Sus og høre paa Havets sørgmodige Sang, indtil Døden kom en Aftenstund ved Solnedgang og fried hende ud.

Da vilde hun række sin blege Haand til Riber og sige, at hun tilgav ham alt det onde, han havde voldt hende, og at hun haabed, de skulde mødes hos Gud. Og saa vilde hun sukke og vende sine bristende Øjne opad, og som en hvid Vinge skulde hendes Sjæl svinge sig mod Himlen og bli borte i det dybe blaa.

Hendes Bryst svulmed, og det bæved om Munden. Hurtig dukked hun Ansigtet under den brede Hatteskygge og tørred Øjnene.

Aa, hvor det knuged og pinte. Hjærtet kjendtes som Bly, og over Brystet laa der en Vægt, saa hun ikke kunde trække Vejret frit, ikke et Sekund paa Dagen, ikke om Natten, naar hun laa vaagen og sørged, ja, ikke engang under Søvnen.

«Værsgod ned og skaffe», sa Halfdan, som var kommen agterover.

Ory nikked, og Halfdan gik.

Bare hun kunde vært fri for disse Maaltider. Hun havde ikke den ringeste Appetit. Men forleden, da hun ikke var kommen ned hverken til Middag eller Aften, havde Halfdan spurgt, hvad der fejled hende, og da hun havde svart: Ingenting, havde han sagt, at noget maatte der være i Vejen, for hun saa saa lej ud. Hun vilde ikke ha, at Styrmændene eller Halfdan skulde mærke noget, og kanske gjøre sig Tanker og snakke om det. Derfor maatte hun vel til det. Men det var sligt et Orke. Alting var et Orke. Bare hun skulde svare, naar Styrmændene hilste Goddag, fik hun Hjærtebanken og iskolde Hænder.

Da hun kom ned i Forkahytten, havde Riber sat sig tilbords. Styrmændene, som ikke vilde ta Plads, før Fruen kom, stod stillet op ved Stertsdøren. Foran Bordenden var Halfdan ifærd med at øse op hermetisk Kjødsuppe af en blaamønstret Terrin.

«Jeg kommer straks», mumled Ory, idet hun skyndte sig ind i Salonen, hvor hun la Hatten og Hækletøjet fra sig.

Tyst og stille gik Maaltidet for sig. Riber saa mørk og grublende ud. Ory spiste lidt af Suppen, men kunde næsten intet af Kjødet faa ned. Hun passed paa at sende over til Styrmændene Fadene og Sauseskaalen, som Riber glemte at la gaa videre. Bare hun kunde finde paa at sige noget. Denne Taushed maatte være trykkende for Styrmændene. Vejret var jo saa dejligt, og alting ombord gik vel og bra.

«Man kan ikke merke, at man er paa Søen», fik Ory omsider frem.

«Nej, for det er som man sad i et Værelse, saa stødigt og stille,» tilføjed hun straks efter, da Styrmanden, til hvem hun henvendte sig, saa spørgende paa hende.

«Vi kan da ikke altid være lige ugalante tilsjøs, heller,» svarte Styrmanden og smilte, mens han skotted til Riber under de sænkede Øjenlaag.

«Vind og Vejr plejer ikke at spørge om sligt», sa Ory og søgte at trække paa Smilebaandet.

«Værsaaartig», Halfdan havde sat om rene Tallerkener og stillet paa Bordet en Melbudding, hvis lysebrune Overflade var isprængt med store Rosiner. Ory skjøv den over til Styrmændene, da Riber havde forsynet sig.

«Skal Fruen ikke ha?»

«Nej, den er saa sejg.»

«Vil Du ha noget andet istedetfor?» spurgte Riber uden at se op fra sin Tallerken. «Rosiner og Mandler eller syltet Frugt? Hent noget Halfdan.»

«Nej tak. Jeg skal ikke ha det ringeste Gran,» svarte Ory.

«En plejer te faa Appetit paa Sjøen,» sa Styrmanden og gav sig ilag med den vældige Buddingsskive, han havde lagt paa sin Tallerken. «Det gaar ikke saa med Fruen.»

«Det er Varmen», sa Ory og fôr sig over Ansigtet med Lommetørklædet.

«Somme spiser mest i Varmen,» bemærked anden Styrmand og blev rød af Forlegenhed ved Lyden af sine egne Ord.

«Jeg fandt nogen Flyvefisk paa Dækket imorges,» sa Styrmanden. «Dem havde jeg tænkt at faa stegt og by Fruen tilkvælds. Fersk Fisk kan kanske smage.»

«Tak,» svarte Ory. «Det var da morsomt.»

Da Riber var færdig, skjøv han Tallerkenen bort og rejste sig. Styrmændene skyndte sig at gjøre ligesaa.

«Tak for Mad,» sa de begge og bukked.

«Velbekomme,» mumled Riber.

«Skal jeg la Sejlmageren gaa igang med det nye Solsejlet, Kaftejn?» spurgte anden Styrmand.

Riber, der strøg sig sidelænds frem mellem Bordet og den i Gulvet fastgjorte Bænk, svarte ikke.

«Eller skal vi først la ham gjøre Boven Bramsejl færdigt, Kaftejn?»

«Anden Styrmanden spør Dig om noget,» sa Ory, som var paa Vej til Salonen. Hun standsed og vendte sig om mod Riber.

«Hum,» sa Riber og la sin Haand paa hendes Skulder, idet han bøjed sit Ansigt ned over hendes Skulder som for bedre at høre.

Ory dukked sig fra ham med en hastig Bevægelse og gik ind i Salonen.

Anden Styrmanden gjentog sit Spørgsmaal, om han skulde det ene eller det andet.

«Ja,» sa Riber kort, idet han slog ud med Haanden og forsvandt gjennem Salondøren.

«Hvad Fanden plager Kaftejnen om Dagene?» spurgte anden Styrmand og saa maabende paa Styrmanden. «Ja,» siger han.

«Ja fortæl mig det,» svarte Styrmanden og stak begge Hænder i Bukselommerne.

«Inat paa hele Hundevagten stod han midtskibs med Armene hængende udenbords, og Hodet op i Luften. Og ikke saa meget som at han rørte sig, eller gav et Knæt ifra sig.»

«Kanske han tar Højden om Natten,» svarte Styrmanden og lo sagte. «Nu er det femte Dagen, han ikke har tat Sekstanten i Haanden.»

«Og han, som plejer være saa ræd for, at en anden ikke skal gjøre det vel nok.»

«Og Fruen ligger paa Sofaen om Morgenen, naar jeg kommer ned,» bemærked Halfdan, som tog af Bordet.

«Hys Gut, de kan høre det ind! Hvem snakker forresten til jer, Far?»

«Jeg har vel Lov at snakke, om jeg ikke blir tilsnakt.»

«Pukker Du Gut,» hvisked Styrmanden truende. «Hvad mere?»

«Hvad for noget mere?»

«Om de derinde,» Styrmanden bøjed sit Bukkeansigt hen imod Salondøren.

«Jeg gaar ikke med Sladder,» sa Halfdan kout og bar knejsende Tallerknerne ind i Stertsen.

«Fruen ligger paa Sofaen, siger han. Jeg synes hun svindser om paa Dækket om Nætterne, hun ogsaa.»

«Ja,» sa anden Styrmand. «Naar han gaar ned, kommer hun op.»

«Ja nok ud af det,» nikked Styrmanden. «Eneherskeren er gaat nedenom og hjem og der er knapt nok blet en almindelig Kaftejn tilbage. Faar vi saa den Kaffetaaren, Gut!» Styrmændene gik ind i sit Kammer og stopte sine Snadder.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.