XI.

Inde i Salonen sad Riber i Sofahjørnet med en lang, utændt Pibe i Haanden. Han saa frem for sig med et træt Blik. Af og til sukked han tungt og flytted sig i Sædet, stille og forsigtig, som var han bange for at gjøre Støj. Udenfor Agtervinduerne, hvis Luger var borte, blaaned Havet, og ned igjennem det aabne Skylight strømmed Lyset og Solskinnet, og fyldte Rummet med en gylden Glans.

«Værsgod Kaptejn,» Halfdan kom ind og satte Kaffebakken paa Bordet.

«Tak Gutten min,» Riber tog sig sammen og tændte sin Pibe. «Varsko Fruen.»

Halfdan gik hen til Portieren, keg ind i Kammeret, hvor Ory stod og vasked sine Hænder og meldte, at Kaffen var der.

Ory kom ind og satte sig paa Bænken under Agterfaldet.

«Kaffen blir kold,» sa Riber om lidt.

«Jeg skal ikke ha,» mumled Ory.

Riber slubred Kaffen i sig, mens han nu og da tog et Drag af Piben. Saa trak han sig ind i Sofahjørnet.

Der var saa stille og varmt. Ikke en Lyd hørtes fra Dækket. Nu og da slog Vandet med et blødt Skvulp mod Agterenden.

Ory lænd sig tilbage paa Bænken og lukked Øjnene.

Idag var det fjorten Dage siden Riber havde aflagt sit Skriftemaal. Fjorten Dage, der havde vært som ligesaamange Uger fuld af Kval og Kvide. Hun havde vært forberedt paa meget, men noget saa skrækkeligt kunde ikke opkomme i et Menneskes Hjærne. Hun forstod ikke nu, at hun havde havt Kræfter til at høre paa det, til at komme med alle sine Spørsmaal, til at sidde der med en rolig Mine, mens hun hele Tiden følte det som om hun sank fra Afgrund til Afgrund, og hendes Blod vekselvis blev til Ild og Is. Og først da hun atter og atter havde spurgt paa kryds og tværs, og Riber havde svaret og svaret og gjentagne Ganger forsikret, at nu var der ikke mere, først da var der undsluppet hende dette vanvittige Skrig, som havde bragt Riber til at fare op fra Sofaen og bli staaende som en Støtte.

Jaja, det fik endda være altsammen, hvis bare Riber ikke havde vært saa forhærdet. Men han kunde slet ikke forstaa, at hun tog sig det saa nær. Ialtfald lod han saa; og han mente det vist ogsaa, for ellers vilde han ha fortiet noget eller pyntet lidt paa det idet mindste. Tænk, hvor fordærvet han maatte være. Saa ganske uden Religion. Og han kaldte sig en Kristen og trode, at han var det. For et underligt Røre der maatte være i hans Forestillinger. Hun havde selv desværre bekymret sig altfor lidt om disse Ting, men saapas Begreb var der dog i hende, at hun havde Syndsbevidsthed, mens Riber – han var en Hedning, ja, en Hedning ligefrem.

Men hun vilde ta Forholdet til Gud alvorligere herefterdags. Denne store Sorg skulde drive hende til at tænke paa sin Sjæls Frelse. Ja, den havde alt gjort det. Hun var begyndt at bede baade Aften og Morgen og læste hver Dag i Skatkisten eller Bibelen. Bare hun kunde faa den rette Kjærlighedens Aand. Kjærligheden var det vigtigste af alt, den Kjærlighed, som tilgav alt og haabed alt og taalte alt. Men den Kjærlighed havde hun ikke; hendes Sind var ikke mildt. Alt andet. Og Budet: Dømmer ikke, syntes hende det sværeste af alle. For hun dømte Riber, hun kunde ikke andet, hun dømte ham som den, hvis hele Liv var en uafbrudt Række af de ækleste Synder.

Men deri gav jo Bibelen hende Medhold. Den præked jo Straf og Dom og evig Fortabelse over Skjørlevnere og den Slags, og i Forklaringen stod der, at Utugt var den værste af alle Synder, eller ialtfald at det var en af de grueligste. Det var altsaa ikke hende, som dømte ham, men Guds Ord. Og det var strengt tat heller ikke ham, hun dømte, men hans Gjerninger.

Hun skulde ikke befatte sig med det, sa Riber. Hun skulde ikke fordybe sig i hans Fortid, men se fremover til det nye Liv, han vilde leve med og for hende. Hun skulde dit og hun skulde dat. Ja, det var let at snakke; han havde vel ogsaa skullet engang, men den Skullingen havde han ikke tat Spor af Hensyn til. Og saa bildte han sig ind at kunne komme med Krav til hende om, at alt det, der nu blev ham til Gene, men som før havde vært hans Hjærtens Lyst, skulde være dødt og udslettet, at det kort sagt, ikke skulde være til. Naar han kunde forlange og tænke sig sligt, viste det jo, at han ikke havde Anelse om, hvad der var foregaat, ikke Begreb om, at hun var som én, der sad til Halsen i Dynd og maatte sidde der altid. Hvad kunde det hjælpe, om hun hundrede Gange sa til sig selv, at hun vilde tænke paa andre Ting – der var jo ikke andet. Uafladelig saa hun for sig disse smudsige Billeder. Naar Styrmændene eller en af Folkene gik forbi, spurgte hun sig selv: Monstro han har vært som Riber? Om alle de Mænd, hun i sit Liv havde kjendt, gjorde hun sig det samme Spørgsmaal. Alle hendes Forestillinger kredsed om dette ene, og hun kunde føle en kvalfuld, vellystig Gysen ved at udmale sig Riber i den Slags Situa tioner. Derfor var det ogsaa, at hun maatte tale til Riber om det, maatte faa ham til at fortælle om og om igjen, gi nøjere Besked, altid frem med mere og mere. Han likte det ikke: Hun maatte skaane ham, sa han. Han led for meget ved det. End hun da! Og des uden – lide, han! Han syntes jo ikke, det var noget. Hun saa jo, saasnart hun bare en halv Dag lod være at hentyde til det, straks var det liksom han leved op. –

Nej, for en Stilhed. Det var som paa et Spøgelsesskib. Hun sank hen i en Døs.

Et let Stød bragte hende til at aabne Øjnene og rette sig op. Der sad Riber og sov med Albuen støttet mod Sofaarmen og Kinden hvilende i Haanden. Mellem hans Knæ stak op Spidsen af den lange Pibe, som maatte være gleden paa Gulvet.

Ory betragted ham. Læberne var fast lukket, og Mundvigerne under den blonde Moustache var bleven saa underlig side. Imellem Øjenbrynene var der tre Furer, den midterste længere og dybere end de to andre. Brynene var optrukne og Øjenlaagene røde og tykke. Den brede Skaldepande havde slaat Folder og Issen lyste blank. Han trak Vejret let og lydløst.

Det var for Ory, som saa hun ham for første Gang, saa fremmed og forandret forekom han hende. Han var bleven saa gammel og slunken i Kinderne.

Tænk for et ganske andet Udtryk hans Ansigt maatte ha havt under Søvnen hos dem, som han havde kjøbt sig Lov til at sove hos. Ory rejste sig og listed sagte hen til Sofaen. Hun støtted Hænderne mod Bordet, mens hun med et Træk af Væmmelse om de halvtaabne Læber søgte at forestille sig, hvorledes han havde set ud dengang og dengang, og dengang.

Med ét drog Riber et dybt Suk; Øjen laagene hævedes, og Ory, der hastig for i Vejret, gjøs ved det uhyggelige, underlig brustne Blik, der et Øjeblik stirred paa hende, før de glippende Laag faldt til igjen.

Kort efter raabte Riber med en anstrengt, søvnbunden Stemme: Hold Dig fast Emmy! hvorpaa han strøg sig med Haanden over Øjnene, satte sig op i Sofaen og var vaagen.

«Hvorfor raabte Du?» spurgte Ory, der forskrækket var veget tilbage.

«Raabte jeg?»

«Ja, Du raabte: Hold Dig fast Emmy!»

«Det var ikke mig,» svarte Riber og tændte sin Pibe.

Ory fik en indigneret Mine. «At Du vil sige sligt! Jeg stod jo her og hørte det.»

«Ja, ialtfald ved jeg ikke om det.»

«Var det i Drømme da?»

«Man maa vel sove for at kunne drømme, og jeg har ikke sovet.»

«Sov Du ikke! Du sov saa fast, saa fast, at Piben din faldt paa Gulvet. Og jeg har staat her længe og set paa Dig, uden at Du har mærket det.»

«Har Du staat og set paa mig, Aurora?» Riber rakte med en lidt frygtsom Mine Haanden ud imod hende.

«Og saa vil Du alligevel paastaa, at Du ikke har sovet?»

«Jeg synes, jeg bare sad og tænkte,» sa Riber og lod Haanden synke. «Jeg er saa afvant med at sove i denne Tid baade om Dagen og om Natten.»

«Hvorfor det? Du, som har saa’n god Samvittighed.»

«Jeg har den ikke værre end andre,» svarte Riber spagt. «Og det har jeg heller ikke Grund til.»

«Altid kommer Du med dette om andre. Hvad har Du med andre at gjøre? Hvis Du var en Kristen, som Du paastaar, Du er, saa vilde Du vide, hvordan det burde staa til med din Samvittighed.»

«Jeg tog netop Bibelen for mig inat,» sa Riber stille, «og efter hvad jeg læste der, saa har Folk ikke vært bedre i den Tid. Heller værre.»

«Nu kommer Du igjen med Folk. Naturligvis var der mange ryggesløse Mennesker i det gamle Testamentes Tider, men hvis Du vilde læse i det nye Testamente, og se, hvad Jesus fordrer i den Retning.»

«Det gjorde jeg ogsaa. Og der læste jeg, at Jesus siger til Kvinden, som er grebet i Hor: Jeg fordømmer Dig heller ikke. Og det, synes jeg, var svært vakkert sagt af ham.»

For Ory lød hans Ord som Gudsbespottelse. Og dertil følte hun en heftig Vrede over, at han havde fundet dette til at dække sig med.

«Og det vover Du at anvende paa Dig?» spurgte hun og korsed Armene over Brystet.

«Hvorfor ikke? Skriftens Trøst er jo for alle.»

«For alle de angrende, ja; men ikke for de hoffærdige og forhærdede.»

«Jeg er hverken det ene eller det andet, Aurora. Jeg er bare slet og ret et Menneske, der ikke er saa sort, som Du vil gjøre mig.»

«Du har selv gjort Dig sort, ikke jeg. Sort! Du er meget værre end sort, Du er befængt!»

«Det har jeg hørt saa tit nu,» sa Riber og smilte trist.

«Og desuden saa glemmer Du Halvdelen af Skriftstedet,» vedblev Ory hoverende: «Gak bort og synd ikke mere, staar der tilsidst.»

«Jeg synder heller ikke mere.»

«Nej her ombord, det er Du nok nødt til. Men hvor var Du for Eksempel henne den Søndagsnat, Du løb fra mig i London hos Mrs. Suder?»

Riber spilte Øjnene op, og det gav et Sæt i ham.

«Og hvor havde Du vært den Aften i Gravesend, da Du kom ombord midt paa Natten?»

«Nej Fruentimmerne, de er da, naar alt kommer til alt, de værste Svin som er til,» sa Riber i overgit Tone og rysted indigneret Hodet. «Skammer Du Dig ikke, der Du staar?» han saa stift paa Ory.

«Skammer Du Dig ikke?» spurgte Ory. «Hvem er det, som har lært mig til at tænke sligt? Hvem var det, der fortalte, at Kaptejn Smith var gaat med et Fruentimmer, mens Konen sad ombord og vented paa ham? Fortalte det som en ganske hverdagslig Ting. Dit eneste men var, at hun ikke var appetitlig nok.»

«Fy for Satan,» sa Riber og spytted.

«Ja fy for Satan, ja! Tror Du, jeg var kommen paa dette af mig selv? Det er jo netop min Ulykke, at al Ting er blet besudlet for mig. Fra nu af tror jeg ækkelt og stygt om alle, alle Mennesker.»

Riber la Piben, som for længe siden var gaat ud, fra sig i Sofaen, og rejste sig. Han greb sin hvide, spidspullede Filthat og gik mod Døren.

Ory løb efter ham. «Sig mig, hvad Du drømte, Du maa, Du skal sige mig det,» hun trak ham i Armen.

«Hvad er nu dette for en Fælde igjen,» han saa ængstelig og raadvild ud.

«Da Du sad der i Sofaen og raabte paa Emmy.»

«Jeg véd ikke om, at jeg har raabt paa nogen Emmy.»

«Saa er det fordi Du ikke tør sige det.»

Han vendte sig hastig, og vilde gaa, men Ory holdt ham fast.

«Kan Du ikke være snil nu og fortælle mig det,» bad hun. «Saa meget jeg ikke ogsaa faar det at gruble paa. Kom nu og sæt Dig,» hun greb begge hans Hænder og søgte at trække ham med sig.

«Du gjør mig rent forstyrret, Aurora,» han lod sig modstræbende føre hen til Sofaen, hvor hun fik ham tilsæde.

«Hvad er det, jeg skal fortælle Dig?»

«Jo, hør nu,» sa Ory, idet hun tog Plads ved Siden af ham og drejed sig om imod ham. «Du sad her i Sofaen og sov, ja, for sov gjorde Du, enten Du nu véd om det eller ej. Og saa med et raabte Du: Hold Dig fast Emmy.

Riber rysted Hodet

«Tænk Dig nu om. Jeg kan godt vente Prøv at huske, hvordan det var.»

Riber grunded en Stund.

«Stop,» sa han saa, og knipste med Fingrene. «Bi nu lidt – jeg synes, det bedager sig. Jo saa min Sæl drømte jeg jo. Nu har jeg det! Jeg stod paa Bakken i en fygende Storm, og saa dukked der op et Baadhvælv forud i Læ, med Hoder og Arme, som klynged sig fast. Du var imellem dem, og det saa ud, som Du vilde slippe Taget. Saa rev jeg Pjekkerten af for at springe ud og skreg af al Magt: Hold Dig fast Aurora!»

«Nej Emmy.»

«Saa har jeg tat fejl af Navnet, for det var Dig, jeg saa i Drømmen.»

«Men hvem er da Emmy?»

«Hvor Fanden skulde jeg vide det fra? Jeg kjender ikke nogen af det Navn.»

«Men det maa Du jo, for ellers var det da umuligt, at det kunde falde Dig paa Tungen.»

«Emmy, Emmy,» sa Riber undersøgende.

«Har Du ikke kjendt nogen, som har hedt det? Naar Du nu gransker efter.»

«Nej,» sa Riber med et usikkert Blik.

«Jo, Du har! Jeg ser det paa Dig. Sig det nu,» hun rykked ham nærmere og la sin Haand paa hans.

«Aa nej Aurora, lad mig nu slippe. Om jeg nu ogsaa engang skulde ha truffet en med det Navn, hvad har det saa at betyde?»

«Nej naturligvis.» Ory, hvis Blod var kommen i en feberagtig Bevægelse ved at mærke, at hun havde Ret, paatog sig en ligegyldig Mine. «Men netop derfor. Aa fortæl mig det nu Riber.»

«Ja», sa Riber med nedslagne Øjne. «Det var hende jeg var hos dengang i London.»

«Før Du rejste hjem og gifted Dig,» fuldførte Ory.

«Før jeg rejste hjem og gifted mig,» gjentog Riber i en Tone, som om han famled efter Ordene. Han var rent fortvilet over sig selv. Hvorfor kunde han dog aldrig tie stille eller nægte. Før havde det vært, fordi han vilde skrifte alting og faa fuld Absolution. Han havde bildt sig ind, at han skulde bli som et nyt Menneske bagefter, og at det skulde gjøre hans Ægteskab til det, han altid havde tænkt sig. Men nu, da han vidste, hvordan hun tog det. Det var jo den rene Galskab. Men hvergang hun spurgte pent og venligt som nu, maatte han ud med Sandheden.

«Hed hun Emmy?» spurgte Ory.

«Ja, det hed hun, og hun var en nydelig ung Dame, Præstedatter fra Yorkshire til og med. Det var min Fætter, den gamle, gifte Ole Riber, som introducerte mig til hende. Efter Ballet i Dansesalonen, hvor vi var, husker Du – der stod hun ved Udgangen og havde ingen Kavaller. Jeg vilde ikke, fordi jeg tænkte paa Dig, men Ole lo mig ud, og spurgte, om der da ikke var Menneskeblod i mig. Selv gik han med en anden. Saa tog hun min Arm og inviterte mig til at kjøre hjem med sig, og i Caben fortalte hun mig, at hendes Navn var Emmy Wood.»

«Var hun saa nydelig?» spurgte Ory interesseret.

«Storartet,» sa Riber og syntes et Øjeblik hensunken i Erindringer. «Saa fin og anstændig som en Dame. Og hun havde en pen Lejlighed i en god Gade. Drawing room, Spisestue og et stort Soveværelse med Blondegardiner om Sengen.»

«Hvad gjorde hun, da Dere kom hjem?»

«Hun bød mig Vin og Cigarer, og saa satte hun sig til at spille og synge.»

«Kunde hun det?

«Udmærket. Jeg sad vist en Time og hørte paa hende.»

«Og hvad saa?»

«Nej hold nu op Aurora.»

«Blev Du der hele Natten?»

«Ja, det var lys Dag, da jeg vaagned.»

«Kyssed Du hende, før Du stod op?»

«Det husker jeg ikke.»

«Plejer man ikke det?»

«Det er vel forskjelligt.»

«Var det ikke flout at sige Farvel?»

«Nej», svarte Riber i troskyldig Tone. «Jeg spurgte hende, hvormeget hun skulde ha, og saa svarte hun: I never accord, Sir.»

«Hvad gjorde Du saa?»

«Jeg la 18 shillings paa hendes Toiletbord.»

«Var det nok, tror Du?»

«Efter mit Skjøn var det nok.»

«Og Dagen efter rejste Du lige hjem og holdt Bryllup,» sa Ory efter en Pause, med skjærende Stemme. Saa rejste hun sig op, og begyndte at gaa frem og tilbage paa Salon gulvet. Hendes Ansigt skjalv som i Krampe.

«Der har vi det!» udbrød Riber. «Hvor for i Herrens velsignede Navn kan Du aldrig holde op med at fritte mig ud om disse Ting?»

«Fordi det er saa skrækkeligt,» Ory stansed, vendte sig om og saa paa ham. «Aa, Du véd ikke, hvordan det er,» hun løb hen til ham og faldt ned foran hans Fødder. «Jeg er saa fuld af Rædsel og Pine, at jeg ligger her og bér Dig om Trøst og Hjælp, Du, som er Ophav til det hele.»

«Hvad skal jeg gjøre med dig,» han tog hendes Hode mellem sine Hænder.

«Du skulde ikke ha giftet Dig, Riber, ikke med mig ialtfald. Kan Du ikke forstaa, at naar jeg aldrig har anet eller vidst,» hun dukked Hodet og skjulte sit Ansigt. «Hvorfor vilde Du ogsaa gifte Dig, naar Du havde det saa godt? Eller hvorfor tog Du ikke idetmindste en som hende, Emmy.»

«Fordi jeg længtedes efter noget bedre, Aurora.»

«Noget bedre,» hun saa op med et Nakkekast, og Øjnene lynte. «Og Du tror, man saadan uden videre gaar ind til noget bedre? Nej Du, det man først og fremst skal søge, er det, der passer for én. – Ja jeg ialtfald kan ikke finde mig i en Mand som Du. Tænk om det altsammen havde været anderledes, om jeg havde vært din første og eneste – vilde Du ikke ønske det, Riber?» Hun saa op paa ham med et tindrende Blik.

«Jeg ønsker ikke umulige Ting, Aurora,» sa Riber og sukked.

Ory stirred maalløs paa ham.

«Vilde Du hellere, jeg skulde hykle for Dig?» spurgte Riber og strøg hende over Haaret.

«Lad mig være, Du Verdens modbydeligste Menneske!» skreg Ory og rejste sig med Kraft. «Jeg hader Dig! Jeg foragter Dig! Jeg ønsker, jeg var falden død om den første Gang, Du saa paa mig. Der gives ikke paa Jorden saa fælt et Fruentimmer, at jeg ikke vilde synes, hun var for god til Dig.»

Riber blev hvid om Næsen.

«Du er en Forræder,» sa han med langt Eftertryk paa hvert Ord. «Judas Ischariot, som solgte Jesus for 30 Sølvpenge, var en

Engel mod Dig. Hvad ondt har jeg gjort Dig?»

«Stakkels Dig,» svarte Ory, som læned sig op mod Spejlposten med Hænderne paa Ryggen. «Vel er jeg saa ulykkelig som et Menneske kan bli, men Dig vilde jeg dog ikke bytte med, ikke for alt det, som er til!»

«Rejs Fanden i Vold!» sa Riber rasende. «Kan Du ikke la mig være for den, jeg er. Plager jeg Dig om Dagen? Vil jeg Dig noget? Har jeg en eneste Gang forsøgt at nærme mig Dig, siden dette kom paa? Kan Du saa ikke la mig i Fred engang, fordømte Tøs!» Han slog sin knyttede Haand saa haardt i Bordet, at Ory kvap sammen. Uden at sige noget, gik hun ind i Kammeret, hvor hun satte sig til at græde paa Kortkassen.

«Fordømte Tøs,» det voved han at kalde hende. Han! Hvis han havde ejet Gnist af Anstændighedsfølelse bare, maatte han jo ha vært saa skamfuld og ydmyg, at han gjerne havde ladt sig trakke paa. Det skulde vært hende, som havde havt noget lignende at bekjende! Men det var ikke første Gang, det endte med, at han brugte Skjældsord og slog i Bordet. Aa Gud, aa Gud, hvad skulde hun dog gjøre! Denne brændende Smerte kunde hun ikke udholde.

Og saa hans haardnakkede Stædighed – den fyldte hende med en kvælende Vrede, der liksom syded i hendes Blod. Altid holdt han igjen, naar hun vilde ha ham til at indse, hvor forfærdeligt han havde baaret sig ad. Han formelig pukked paa sin Ret. Tilstaa for sin Kone, at man, i det samme man skal holde Bryllup – nej, der fandtes ikke Ord for hans Gemenhed. Og sidde og sige, at hun var nydelig og fin og anstændig. – Men Du godeste Gud, hvad Forskjel var der da for ham mellem hende og de andre? Og han bildte sig ind, at han havde elsket hende. Uf, at han vilde ta et saadant Ord paa sin urene Tunge.

Aa, hvis hun blot havde vært paa Landjorden! Kunde ha flygtet sin Vej gjennem Londons Gader, sovet om Natten under et Skur etsteds og ved Daggry løbe videre. Løbe og løbe, til hun styrted af Træthed, og bli fundet af en snil, gammel Mand, som tog hende hjem til sin Kone og lod hende bli der, skjult for Verden. Men at være her som en Fange paa Skibet, med bare Havet omkring sig. Ingen Mulighed for at undslippe, med mindre hun vilde springe paa Sjøen. Og det havde hun tænkt paa mere end én Gang. Hun syntes tit, det var den eneste Udvej.

Aa ja, bare hun dog kunde ha Mod til at gjøre det. Iaften for Eksempel, naar Vagten var sat, og alt var blet stille. Sætte sig paa Finkenettet i Agterenden, støde fra sig med Hænderne og la sig falde baglænds ud. Lyden af Vandet, som slog sammen om hende, vilde tabe sig i Skvulpet der agterud. Ingen vilde mærke noget. Hele Natten kunde kanske gaa, og Morgenen komme, før hun blev savnet. Saa vilde Riber luske om i al Stilhed og søge og søge oppe og nede, i hver en Krog og hvert et Hul, og saa maatte han tilsidst bekvemme sig til at spørge først Halfdan og Styrmændene, og saa Folkene, om de ikke havde set Fruen. Der vilde bli Røre paa Skibet og Forskrækkelse. De kom alle sammen til at staa som lamslaat, og ingen vilde ha Mod til at sige, hvad han tænkte. Riber vilde gaa nedenunder, laase sig inde i Salonen og te sig som en gal. Eller springe paa Sjøen for at følge hende i Døden. Aa, hvor det da vilde pine og nage ham, at han havde sagt «fordømte Tøs», og at han ikke havde faat et mildt og tilgivende Ord, før hun forlod ham for stedse. For det skulde han ikke. Naar han nu kom og tigged og bad, som han plejed, saa skulde hun ikke aabne sin Mund til Svar, bare stirre stivt og forstenet hen for sig, eller bli ved med at græde.

Ja, som hun havde grædt i disse fjorten Dager. At et Menneske kunde ha saamange Taarer. Hun la fra sig det dryppende vaade Lommetørklæde og tog et rent i Chiffonniereskuffen. Og saa satte hun sig til at græde videre.

Timerne gik og Skumringen kom, og fremdeles sad Ory paa Kortkassen. Hun var stiv og træt i Benene, men rørte sig dog ikke.

Mon ikke Riber kom nu og bad om Forladelse. Hvad tog han sig til derinde? Kanske var han falden i Søvn igjen.

I det samme mærked hun, at Riber rejste sig og begyndte at tusle om derinde. Hvad var dog det for en Lyd? Græd han, saa det knaged og knak i ham?

Hun listed sagte hen til Portieren og keg ind. Riber stod i Skjorteærmer midt paa Gulvet og gjorde Armgymnastik. I Hænderne holdt han de svære Lodder, der var fast bundet i begge Ender af en Snor, som han havde om Halsen.

Saa det var han altsaa oplagt til, det Uhyre! «Men bi Du bare, Du skal snart faa andet at tænke paa.» Der var ingen Tvil om, at hun vilde springe paa Sjøen inat.

– Da de skulde drikke The, sa Ory, at hun havde Hodepine. Det var hende umuligt at sidde tilbords med de andre, og hun vilde ikke vise sit forgrædte Ansigt.

Hun holdt sig nede til en god Stund efter at der var slaat 8 Glas. Saa gik hun op paa Dækket. Riber havde i Løbet af Aftenen ikke nærmet sig hende.

Hun bøjed sig ud over Agterenden med Albuerne paa Rælingen og Kinderne støttet i Hænderne. Kjølvandets Morildsstribe lyste og glitred mellem de mørke, smaatoppede Bølgekamme.

Hvis de nu mærked det, naar hun sprang ud, og kasted en Redningsbøje til hende, mon hun saa vilde faa fat paa den? Ja, for selv om de trak hende op igjen, maatte jo Indtrykket paa Riber omtrent bli det samme. Bare hun var vis paa at bli bjerget. For det var alligevel haardt at skulle dø, og til og med som Selvmorder, hun blev jo evig fortabt.

«Aurora,» hvisked en Stemme, og i det samme blev der sagte lagt en Haand paa hendes Skulder.

Hun flytted sig lidt uden at se op

«Jeg be’r Dig om Forladelse, Aurora.»

«Aa lad bare være. Imorgen siger Du igjen «fordømte Tøs».»

«Nej, Aurora, jeg gjør det ikke mere. Hvad kan det nytte mig? Jeg er dog den, som lider mest ved det.»

«Du!»

«Ja Aurora. Jeg lider saa ved alt dette her, at jeg ofte frygter for min Forstand. Jeg har ikke vært vant til Modgang før – jeg kan ikke klare det.»

«Aa jeg synes. Du klarer det udmærket. Mens jeg sad i Kammeret, og græd, saa jeg trode, jeg skulde briste istykker, stod Du nok saa fornøjet og gjorde Gymnastik i Salonen.

«Fornøjet,» der var en Klang af skjærende Smerte i Ribers Stemne. «Jeg prøver paa alt muligt for at jage Tankerne væk. For naar jeg sidder slig og grubler, er det liksom Hjærnen forvirres. Jeg hører Stemmer, som taler til mig, fremmede, haanlige Stemmer, og saa ser jeg dobbelt.»

«Hvad ser Du dobbelt?»

«Alting. Et Par Ganger har jeg ogsaa set noget andet, noget frygteligt. Har Du nogen sinde set noget sligt?»

«Jeg véd jo ikke, hvad det er.»

«Noget mørkt, vaadt, slimet, som pludselig kommer midt paa lyse Dagen. Farven ligner Skindet af en Sælhund, men Faconen er hverken nogen Dyrs eller noget Menneskes. Benene er ikke mere end et Kvarter høje, og Fødderne er runde Klumper. Kroppen er bred som en fyldt Sæk og saa er der et Hode som luder, med døde, smale Øjne og en stor fremstaaende Hage. Nogen Mund ser jeg ikke, men en lang, sørgmodig Næse.»

«Blir Du ikke bange?» spurgte Ory forskrækket.

«Ikke egentlig bange, men saa underlig mat. Jeg vilde saa gjerne vise Dig det en gang for at prøve, om Du ogsaa kunde se et, men jeg kan hverken røre mig eller tale.»

«Hvor blir det saa af?»

«Ja, det véd jeg ikke. Jeg ser det ikke længe om Gangen. Det mærkeligste er, at det minder mig om noget, men jeg grubler mig gal for at komme paa, hvad det er.»

«Jeg tror, det er en Straf fra Gud. Han vil vække Dig til Eftertanke.»

«Det er vist heller, fordi jeg har drukket saameget om Nætterne.»

«Drikker Du om Nætterne?»

«Ja for at faa sove. Drikker og læser i Bibelen. Inat tømte jeg en hel Flaske Kognak. Men det bed ikke paa mig. Fuld blev jeg heller ikke. Ikke Spor.»

«Vil Du nu ogsaa begynde at drikke?»

«Hvad skal jeg ta mig til. Jeg er bleven saa ødelagt af denne Angsten. Ja, for jeg gaar i en idelig Angst for, at Du skal begynde med Frittingen din. Bare at tænke paa det, er som Kuldegys i aabne Saar.»

«Det er din egen Skyld. Hvis jeg mærked, at Du var mere bedrøvet for det, saa vilde jeg ha lettere for at glemme og tilgi.»

«Tilgi,» sa Riber blidt. «Tror Du, det er bare mig, som trænger om Tilgivelse?»

«Hvad mener Du med det?» spurgte Ory skarpt.

«Jeg mener, at Du engang skal gjøre Dig selv og Gud Regnskab for, hvordan Du er imod mig.»

«Du skulde snakke om Regnskab. Der er nok en af os, som har et Regnskab paa Samvittigheden.»

«Jeg har lagt mit aabent.»

«Aabent Du!» sa Ory haanligt. «Har jeg ikke lagt det aabent?»

«Aldeles ikke. Det om dengang Du blev syg, har Du for Eksempel aldrig villet gi mig ordentlig Besked paa.»

«Aa Aurora, Aurora, lad mig nu være fri,» Riber gled ned paa Knæ og greb bønfaldende fat i hendes Kjole.

«Var hun ogsaa en nydelig ung Dame?»

Riber rejste sig op og betragted Ory med et fortvilet Blik. Saa la han Hodet bag over og saa op i den tindrende Stjernehimmel.»

«Kan Du nu ikke fortælle mig det,» bad Ory. «Bare denne ene, ene Gangen.Manglende sluttanførselstegn.

«Aldrig har jeg vidst, at et Barn kunde være en saa grusom Bøddel,» sa Riber med en stille Hoderysten. «Ja for et Barn er Du, og det er din eneste Undskyldning.» Han vendte sig og forlod hende.

Ory saa efter ham. Han gik helt forover og steg op paa Bakken. Der blev han siddende i flere Timer.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.