90Da Peer Gynt gik paa Kristiania Teater i 1870-aarene under Josefsons direktion benyttet man i scenen paa havet i sidste akt smaagutter til at fremstille bølger ved at ligge og sparke under et teppe og disse betaltes hver med 12 skilling pr. aften. Senerehen da tilstrømningen til stykket blev mindre, slog Josefson betalingen ned til seks skilling pr. aften. Ærgerlige herover besluttet bølgerne at streike.
Da teppet gik for bemeldte akt, hvinet stormen, orkanen raste og tordenen drønnet, men sjøen laa blikstille og glat som et speil. Josefson ropte ned til gutterne, som laa under teppet, høit, saa det hørtes op blandt publikum:
«Hvorfor gjør dere ikke bølger?»
Da svarte en gneldrende guttestemme: «Skal det være sekskillings eller tolvskillings bølger?»
«Tolvskillings, I slyngler!» brølte Josefson.
I næste øieblik rørtes sjøen op og bølgerne slog høit i veiret.
91Arnoldus Reimers hadde faat et stipendium og var bestemt paa at reise til Paris og studere scenekunsten paa teatrene der. Men før han kom avsted, strøk pengene med. Han beklaget sig herover til Johannes Brun.
«Nu kommer jeg ikke avsted, hvad skal jeg gjøre ved det?» sa han.
«Du kan gaa ned til Heftye og faa dig et reiseakkreditiv paa Paris, la os si paa 1000 kroner. Saa hæver du pengene i en bank der.»
«Hvordan skal jeg faa det?» spurte Reimers, som var høist uvidende i saadanne ting.
«Ved bare at gaa ned og forlange det.»
Reimers gik ned til bankier Heftye og sa:
«Jeg skal til Paris. Kan jeg faa et reiseakkreditiv?»
«Ja, bevares. Hvor stort skal det være?»
«Tak, tusen kroner.»
«Joda, det skal vi ordne. De har bare at betale pengene ind her.»
«Pengene?» utbrøt Reimers med en forfærdet mine. «Skal det penger til?»
«Ja, hvordan hadde De ellers tænkt det?»
«Johannes Brun sa – –» Han meddelte sig herom.
«Johannes Brun er en stor skøier,» lo Heftye, «og han vilde holde Dem for nar. Men vi skal holde ham for nar istedet. De skal faa akkreditivet allikevel.
92Man kan tænke sig, hvilket ansigt Johannes satte op, da Reimers kom ned til Ingebret og viste ham reiseakkreditivet paa 1000 kroner.
Reimers hadde for vane at holde sine benklær oppe ved baand, sikkerhetsnaaler eller andre remedier, hvorfor en ven en dag sa til ham:
«Du skulde anskaffe dig et par buksesæler.»
«Hvor faar man kjøpt dem?» spurte Reimers.
«Hos Dobloug i Storgaten.»
Reimers saa grundende paa ham og spurte forsigtig:
«Er det et solid firma det?»
«Aksel og Valborg» opførtes paa Kristiania Teater med Gundersen og frue i titelrollen. Bak kulisserne stod en ung mand og fulgte handlingen i sterk bevægelse. I slutningsakten graat han, saa taarerne strirandt.
Som de elskende laa døde side om side paa scenen, hørte han Aksel hviske til Valborg:
«Hvad har du tilaftens idag?»
«Lapskaus,» svarte hun.
«Da gaar jeg heller til Engebret,» erklærte den djerve helt.
Øieblikkelig holdt den unge mand op at graate.
93Henrik Klausen var i sin grønne ungdom ansat ved Trondhjems teater sammen med Andreas Isachsen. Den sidste vilde gjerne ha sin kamerat tilbedste.
Saa var der prøve paa et stykke av Öhlenschläger, hvori Klausen hadde en replik saalydende: «Han drog til Serkland for fjorten aar siden.»
«Vet du hvad,» sa Isachsen til ham, «det gaar ikke an at si saadant noget som serk paa scenen.»
Og paavirket av denne sin ældre kollega, sa Klausen ved premieren:
«Han drog til Skjorteland for fjorten aar siden.»
Johannes Brun sat ved sin toddy paa d’Angleterre sammen med gode venner. Da kom verten, gamle Nibbe og sa:
«Undskyld mine herrer, klokken er tolv.»
«Aa, klokken er for skrædder og skomaker,» svarte Brun.
Nu reiste sig en ældre mand fra et bord ved siden av og sa indigneret:
«Undskyld, jeg er skomaker Olsen fra Drammen og skjønner nok at De vil harselere mig, men det skal jeg frabe mig.»
«Er De fra Drammen?» ropte Johannes. «Jeg trodde De var fra forstanden jeg, far.»
94Skuespiller K. som ikke skulde være i besiddelse av nogen videre almendannelse, sa til en kollega:
«Jeg fik Shakespeares verker i foræring av Josefson, og jeg synes det er saa interessant at læse ham i originalsproget.»
«Kan du engelsk, da K?» spurte kollegen.
«Nei, men jeg læser ham paa svensk, forstaar du.»
En aften holdt K. toddylag for sine venner. «Der staar kognak vieux paa flasken,» sa han, «men den har pinedød aldrig sett Vieux engang.» Han trodde at Vieux var en by i Frankrike.
En av de mest bekjendte Stockholmsoriginaler i 1880-aarene var den spanske gesandt Soto Major ad jundas. Det var en liten mand, stadig klædt efter sidste mode og med den mest utsøkte eleganse. Trods sine sytti aar og sit kridthvite skjeg var Soto Major en lidenskapelig tilbeder av det smukke kjøn og skulde endnu gjøre lykke hos visse damer. Hele Stockholm kjendte ham og hans eventyr.
En aften var kong Oscar II i teatret og saa et stykke som kjedet ham trods den glimrende opsætning og balletten. Huset var fuldt besat.
Da teppet gik for sidste akt, saa kongen pludselig op.
95Ind mot rampen stod gamle Soto Major med armen om livet paa en ung, smuk balletdanser inde. Som han skrækslagen vaklet ind mellem kulisserne, runget salonen under applaus og latter, og Oscar dukket ansigtet bak kongelogens portiere, mens han lo saa han rystet.
I Stockholm var i 1860-aarene en skuespiller Uddmann, en svær, tyk, bredskuldret herre, blottet for alt scenisk talent og han vilde saavist ikke erindres av efterverdenen, om det ikke var for den historie, der er knyttet til hans navn.
En dag avla han en visit hos mangemillionæren, friherre Oscar Dickson og anholdt om hjælp hos ham til at bygge sig en villa paa Djursholm.
Dickson sa tvert nei, men da skuespilleren vilde fjerne sig og formedelst sin drøie bredde ikke kunde komme gjennem døren, saa han i den grad uforlignelig komisk ut, at Dickson brast i latter og kaldte ham tilbake.
«Hr. Uddmann, ni skall få Er villa,» sa han.
Naar en fremmed den dag idag besøker Djurgården, kan hvilkensomhelst Stockholmer vise ham Uddmanns villa.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I samlingen Kristiania forstadsscener og deres skuespillere med undertittel «Minder fra 70–90 aarene» forteller Rudolf Muus om forskjellige teatre og skuespillere i Kristiania fra slutten 1800-tallet.
Samlingen kom første gang ut i 1924. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.
Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
